Posedamen og den stædige lyd

Hvorfor ikke bare starte med det store finalebrag, som satte et fuldendt punktum på to intense dage med performativ kunst arrangeret af Museet for Samtidskunst i Roskilde? 

Efter at have gennemlevet ritualistiske handlinger i selskab med blandt andet cyklende lydinstallationer, knitrende feedback-systemer, usynlige lydvandringer og shamanistisk pom-pom dans, blev publikum lukket ind i et tåget og mørkelagt rum til den allersidste performance i en af museets gamle stalde.

Tori Wrånes performance var programsat til 6 minutter. Det lykkedes imidlertid den norske musiker, teaterkvinde og performancekunstner at udvide tiden ved at iscenesætte et stillestående nærvær. 

Ud af tågen kom en skikkelse til syne, der tog form som en kæmpemæssig skulpturel posedame. Læsset med bagage i flere etager, vandrede mit blik rundt blandt de usandsynligt mange lag af tøj og tasker, og det var først da en enkelt menneskearm strittede ud af den monstrøse kluddermor, at det gik op for mig, at skabningen foran mig gemte på mere end ét menneske. 

Spinkle toner fra et forladt slaraffenland spredte sig fra harmonikaen, der var monteret foran på den levende skulptur. En kraftfuld kvindestemme lagde sig oven på akkorderne og formede en voluminøs melodi, der bevægede sig i et langsomt pendul mellem en spinkel sørgmodighed til en eksplosiv aggressivitet. Fra ryggen af posedamen, under en kæmpe solhat, istemte en blokfløjte og lagde dermed det sidste sære krydderi på en ellers enkel komposition. Ud af den skjulte trio voksede en intensitet frem, hvor øjeblikkets alvor blev understøttet af den skrøbelige konstruktion, som kunne vælte, hvornår det skulle være. 

Det fremmedgørende publikum
Allerede inden mødet med dette sære, levende lydbillede, havde min søndag på Museet for Samtidskunst budt på et hav af forskelligartede oplevelser, der hver især gav bud på, hvordan gemt lyd kan optræde som et engagerende, intenst medium. 

I nogle tilfælde havde ønsket om at engagere lytteren imidlertid overtaget værket, hvilket blandt andet gjaldt Astrid Lomholts værk ”Eufonisk råber de af eftertiden”. Her var nogle højtalere pakket ind i hvide glaskugler og placeret i et buskads. Højtalerne spillede sætninger fra publikum, der var blevet opfordret til at ringe til kunstnerens telefonsvarer og indtale beskrivelser af deres personlige billeder af eftertiden. Mange af sætningerne var ekstremt pompøse og virkede konstruerede, og selv ikke i kor kunne de klare at stable en større mening på benene. Det var måske finurligt, at stemmerne voksede ud af hvide glaskugler, der med lidt god vilje kunne mime tankebobler, men det lydlige materiale manglede både indhold og struktur, hvilket i mine øre førte til at publikums nærvær fremhævede kunstnerens fravær.

Lydens vrangforestillinger
Anderledes tog det sig ud i Søs Gunver Rybergs værk ”Usynlig”, der tog lytteren i hånden til en personlig gåtur i området omkring museet. Turen gik gennem usynlige lytteposter, der åbnede for helt nye syn på omgivelserne. Under et træ stod man måske i ly eller måske blev man faktisk beskudt af hagl, der i sin lydlige kvalitet både kunne stamme fra den skyfrie himmel eller fra maskinpistoler. På et lille hjørne, hvor bilerne passerede, førte Ryberg lytterens blik udover en mark på et svævende lydtæppe, der forvandlede stedet til et stillestående, symfonisk øjeblik. Til trods for at man kunne savne en mere kreativ udvælgelse af reallyds-billedet, der ofte blot rummede enerverende trakfikstøj og tilfældige stemmer, var det i de manipulerede klangrum, at lydrejsen tog form. 

Dystopi i højtalerkassen
ACTS havde generelt et imponerende udbud af både lydkunst og lydperformances, der spændte fra gedigne koncerter til mere klanglige indvielser. Lesley Flanigans performance ”Amplifications” fandt sit udtryk et sted midt imellem.

Ved hjælp af hjemmebyggede højtalerkasser og et simpelt feedback-system formede amerikanske Flanigan et overvældende og dystert lydunivers. Dystopien var insisterende, da de mørke klange udvidede sig og formede langsomme bølger af rituelle rytmer, der stod i stærk kontrast til den summen og knitren, som systemets skrøbelighed var med til at generere. Alt i alt en overvældende oplevelse – lige indtil hun begyndte at synge. Stemmen virkede som en desperat måde at udvide det hjemmebyggede systems lydlige variationer. Her kunne man med fordel have accepteret lydens begrænsede råderum, for derved at undgå den new age-agtige (i skældsordets forstand) pseudo-spiritualitet, som den fløjsbløde og intetsigende sang var med til at skabe.   

ACTS dannede i et kort øjeblik rammen for et sammensurium af flygtig kunst. Til gengæld var rammens flygtighed med til at skabe et meget stærkt nærvær i så godt som alle de værker, jeg oplevede denne søndag eftermiddag i Roskilde. Her gjaldt det om at spidse øre, så længe man var til stede, da man var klar over at nydelsen desværre kun stod til rådighed i denne ene weekend.