Netværkets ydre grænser

Radiosammenstød
For nogle uger siden gik radio.garden live og ordet spredtes hastigt på sociale medier via det internationale forskningsprojekt Transnational Radio Encounters (TRE), der består af forskere fra Martin-Luther University Halle, Københavns og Aarhus Universitet, London Metropolitan, University of Sunderland og Utrecht University. Forskningsprojektet startede i 2013, og radio.garden er på mange måder slutresultatet på projektets forskning ind i radiomediets evne til at krydse landegrænser. Radio.garden viser en navigérbar jordklode med et sigtekorn, der peges mod grønne pletter, som repræsenterer radiostationer over hele kloden.

Sprog spiller også en central rolle i internettets tekstuelle univers. Musik er måske et internationalt sprog

Efter mange år med bekymringer om ophavsret, har de fleste radiostationer efterhånden bredt sig ud over FM-båndets grænser og omfavnet internettets muligheder. Til trods for internettets rhizomatiske evne til at sprede sit netværk og forbinde folk på tværs af planeten, har internettet altid været opdelt i regionale og nationale sektorer. Indtil for nylig, var hovedparten af alle domæner registreret til et bestemt land eller et af de få internationale topdomæner så som .com, .net eller .org. Hvordan finder man radiostationer, der udelukkende spiller kenyanske hiphopkunstnere så som Oya Radio (http://oya.co.ke) eller Radio Wassoulou Internationale, der udelukkende spiller traditionel musik fra Mali og Senegal? Sprog spiller også en central rolle i internettets tekstuelle univers. Musik er måske et internationalt sprog, men hvordan finder vi den? National Radio of the Republic of Kiribati har ikke engang registreret et domæne, men streamer fra IP-adressen http://202.6.120.13:8000/. Canadiske CFBS Radio Blanc-Sablon leverer lokalradio i lo-fi mono om lokale hockeykampe, kulturelle begivenheder og nyheder fra den østligste landsby Blanc-Sablon i Quebec. Da denne anmelder tunede ind en fredag aften (radio-lokal tid) agerede en begejstret teenager kommentator for en hockeykamp i skrattende og mudret kvalitet gennem kun den højre kanal.

Det som er det uovertrufne ved Radio.garden websitet er netop, at det giver adgang til disse radiostationer udenom nationale og sproglige barrierer.

Der er en grundlæggende godhed ved radio.garden, som efterhånden kun findes på filantropiske hjemmesider som Archive.org og Wikipedia – sider udenfor statslige ideologier, der frit deler viden uden at videresælge oplysninger om deres brugere. Den største tekniske merit ved radio.garden er deres brug af et open source kort i stedet for den ofte oplagte løsning, Google Earth. Andre små beslutninger gør den store forskel; der er ingen grænser, byer eller andre markører på satellitkortet. Kloden er åben for opdagelse, og er man udenfor sin geografiske fortrolighed, kommer man gnidningsfrit til at krydse landegrænser, der ellers ville være lukkede. I den utopiske grænseløse klode er hele verdens musik og sprog tilgængeligt, for alle der vil lytte.

Den mørkere side af dette grænseløse kort er sletningen af kulturelle forskelle. Mange konflikter omkring grænser bunder i kulturelle forskelle, der er betydningsfulde for en given regions beboere. Selvom vi udvisker grænsen mellem Nord- og Sydkorea, Israel og Palæstina, Mexico og USA, fjerner vi ikke konflikterne, der foregår omkring disse grænser. Tværtimod, er denne slags kulturelle monisme kun med til at yderligere fæstne den vestlige kulturhistorie som det primære udgangspunkt. Det afrikanske kontinent bliver på den ene side frigivet fra sine arbitrære koloniale landegrænser, men på den anden side bidrager det grænseløse kort til det europæiske hukommelsestab vedrørende de utallige forskelle mellem lande som Mali, Kenya, Sydafrika og Egypten. Lande der alt for tit blot refereres til under paraplyen ”Afrika.” Det der reder radio.garden fra kulturel udviskning er i sidste ende mediet selv. Radio på internettet respekterer ikke nationale eller regionale grænser, men det samme kan siges om radiomediet som sådan. Radiostationens kulturelle spredning er kun afhængig af deres radiomasters rækkevidde. I radiosfæren har vi altid været transnationale.

Værktøjet som lader lytteren scrolle over planeten efter radio.

Europa først, herefter verden
Radio.gardens jordklode kan udforskes fra fire forskellige vinkler: de omtalte ”Live” streamede radiokanaler; ”History” omkring vendepunkter i radioens historie; ”Jingles” med kendingsmelodier fra hele verden; og ”Stories,” der giver et mere fortæller-drevet indblik i radiohistorien fra forskerne bag projektet. History-elementet viser dog projektets begrænsninger. Der er langt færre ”lytte-punkter” end i de andre kategorier, og det går desværre ud over diversiteten. Kun fem historiske optagelser finder sted udenfor Europa. Hvis projektet kun fokuserede på den tidlige radiohistorie før 1950’erne, ville disse hesteklapper være en trist realitet, vedrørende den manglende arkivering og historieskrivning omkring ikke-vestlig radio. Problemet ved radio.garden er, at de allerede har de langsynede historiebriller på. De europæiske eksempler inkluderer bl.a. Mads og Monopolets brud med det danske radiomonopols afsender-til-modtager model; den italienske piratradiopionér Radio Alices reportager fra 1977; eller en 1992 jingle fra den første kvindedrevne radiostation i Storbritannien, Fem FM (1992). De fem indblik vi får udenfor Europa er overvejende optagelser fra Kölns Studio Akustische Kunsts Metropolis serie fra 1980’erne. Disse byportrætter viser ikke landenes radiofoniske fremskridt, men blot en lydlig repræsentation indfanget af typisk udefrakommende europæere. Hvis radio.garden inkluderer nyere fremskridt i radiohistorien, hvorfor er de så begrænset til Europa? Resten af verden frarøves lignende teknologiske og kulturelle fremskridt, hvilket kun opretholder den europæiske kolonialisme. Der er utallige ufortalte historier, og radio.garden kan potentielt være mediet, der graver dem frem fra arkivet, og fortæller dem til verden.

Hvis radio.garden inkluderer nyere fremskridt i radiohistorien, hvorfor er de så begrænset til Europa? Resten af verden frarøves lignende teknologiske og kulturelle fremskridt, hvilket kun opretholder den europæiske kolonialisme

Dark Web uden dark web
Den danske komponist og lydkunstner Morten Poulsen lancerede d. 22. december 2016 det internet-baserede album Dark Web på sit nystartede pladeselskab Outr0vaert. I daglig tale er dark web det indhold, der eksisterer på diverse darknets; en samlet betegnelse for både mindre krypterede bruger-til-bruger (aka. peer-to-peer) netværk – der i deres natur er utilgængelige for alle andre end de inviterede brugere – og større netværk så som Tor, der er blevet et populært valg for journalister, narkotikahandel og distribution af piratkopier på grund af Tor-netværkets høje sikkerhed og anonymitet. Det lader ikke til at være temaet for Poulsens værk, der adopterer en minimalistisk retro-æstetik i sin visuelle udfoldelse, hvor smalle hvide linier, cirkler og firkanter breder sig ud over den sorte hjemmeside, hver gang brugeren klikker på den sorte skærm. Den visuelle oplevelse og den nysgerrighed hjemmesiden skaber, fordrer et varigt engagement med materialet, der efterhånden er en blevet en digital sjældenhed udenfor tekst-, lyd- eller billedbehandling.

På den måde er det lykkedes Poulsen at skabe et værk, der omgår Youtube, iTunes, Spotify og fildelingstjenester, som mange føler har taget fordybelsen ud af deres musikforbrug. I Dark Web er legen med det visuelle, det der skaber et engagement med værket. I andre tilfælde er det udforskningen af det lydlige materiale, der er i hovedsædet så som myNoise, der lader brugeren manipulere op til ti spor på en lang række lydgeneratorer med navne som Gregorian Chant, Data Center og Pure Nature. Disse generatorer tildeles sjældent den samme kunstneriske autoritet som et album eller en single, men markedsføres som medikamenter i form af auditiv healing eller forhøjelse af koncentrationsevnen. Det lydlige ophøjes til noget instrumentelt, der kan markedsføres, og har en unik adgang til det spirituelle – en musikalsk (mis)forståelse, der har rødder langt tilbage i den vestlige renæssances musiktradition.

Screen shot fra Morten Poulsens internetbaserede album 'Dark web'

Som sagt engagerer Dark Web sig ikke med det egentlige dark web, men bruger det på samme måde som elektroniske kunstnere i 90erne brugte ord som cyberspace, net og hacking til at antyde undergrundsnetværk, digital nytænkning og lyssky aktiviteter. Især den visuelle æstetik på Dark Web minder om MS DOS’ kommandolinje og repræsentationer af forældede computerterminaler. Det undrer måske læseren, hvorfor der endnu ikke er blevet nævnt et eneste ord om Poulsens komposition. Det er ikke fordi musikken ikke kan hamle op med den stringente visuelle identitet, men snarere fordi Poulsens metode til at holde os fæstnet til skærmen er gennem den visuelle identitet. Der gik mindst ti minutter, fra jeg åbnede http://www.darkweb.dk, til at jeg egentlig gav musikken ordentlig opmærksomhed. Engagementet med albummet er altså dobbeltsidet – på den ene side engagerer vi os i værket, men på den anden side falder lydene let i baggrunden. Er det så en »internet-baseret musikudgivelse,« eller bryder værket med Poulsens egen definition? Er det i virkeligheden internetkunst? Et tegneværktøj med baggrundsmusik? Sammenhængen mellem musik, design og tegneværktøj er svær at finde.

Langt om længe er flere musikere begyndt at forstå internettets muligheder som mere end en direkte forlængelse af fysiske pladebutikker

Når siden åbnes, starter kompositionen på et vilkårligt tidspunkt uden sans for tid og rum. Den velkendte tidslinje med den sneglende lille cirkel i bunden af youtube-videoer og musikafspillere, er ingen steder at finde. Lydene udfolder sig langsomt, indtil ét tema overgiver sig til det næste. Hvert rytmiske, melodiske og harmoniske element i kompositionen har sin egen længde og udvikling. I takt med at elementerne forsvinder og erstattes af nye elementer, skifter musikken langsomt temperament. Gennem en blanding af feltoptagelser og elektroniske manipulationer, læner Poulsen sig op ad kunstnere som Biosphere, Celer og ambientmastodonter som William Bassinski og tidlig Brian Eno. En lidt nærmere indflydelse kommer nok fra en nyere tendens i Dansk elektronisk musik karakteriseret af Sandra Boss’ Perfekt Termisk og de mere klubvenlige Body Sculptures’ A Body Turns to Eden og SØS Gunver Rybergs AFTRYK – alle kunstnere der aktivt bruger elektronisk behandlede feltoptagelser i deres rytmiske eksperimenter. Dark Web er en ambitiøs udgivelse fra en ung komponist, der aktivt engagere sig i mediet han udgiver i. Langt om længe er flere musikere begyndt at forstå internettets muligheder som mere end en direkte forlængelse af fysiske pladebutikker. Desværre bliver Poulsens klangligt interessante blanding af skumle atmosfærer og stereofoniske kollager overrumplet af visuelle elementer og et ufuldendt koncept, der ikke lever op til musikkens kompleksitet.

Mudret opløsning
På den sidste dag i 2016 udkom Brian Eno og Peter Chilvers’ album, Reflection som CD, LP, MP3, WAV, streaming og iOS App. På de gængse musikformater  udkommer albummet i sin statiske helhed, men på programmet til Apple’s iPhone eller Apple TV forvandles Reflection til et generativt audiovisuelt album. Som i Poulsen’s Dark Web har albummet et visuelt element, der i Enos tilfælde består af seks firkanter i mudret opløsning, som langsomt skifter farve. Hvorvidt disse farver påvirker musikken, eller musikken har indflydelse på farverne – eller om de er fuldstændigt uafhængige – står ikke klart. Man kan som bruger ikke interagere med nogen af delene. Derfor virker formatet også noget arbitrært. Hvorfor tage 223 kroner for en app, der ligeså godt kunne have figureret i et hjemmeside-format? Ved kun at udgive appen i Apples formater begrænser Eno og Chilvers deres publikum unødvendigt – men det handler nok mere om penge end om kunstnerisk integritet. Nok er appen generativ, men en musikvideo på Youtube ville opnå stort set det samme. Da Björk udgav Biophilia i 2011 som det første større app-album, var det med en stærk visuel identitet på tværs af videoer, koncerter og deslige. Biophilia-appen er interaktiv, og giver en fornemmelse af rumlighed i en digital verden. Derudover efterfulgtes udgivelsen med diverse workshops og et generelt poetisk-politisk engagement, som ville klæde Enos reaktionære nostalgitrip.

Screen shot fra Brian Enos app 'Reflexions'

En revolutionær bliver reaktionær
Reflection er ikke Enos første udgivelse i app-format. Under hans distributionsselskab Opal og på den passende betitlede hjemmeside http://generativemusic.com findes fem andre app-udgivelser i form af spil, musik og endda en interaktiv genudgivelse af hans berømmede første ambient værk  Music for Airports  fra 1978. Brian Eno var en essentiel figur i udviklingen af det 20. århundredes musikhistorie. Hvis han dengang var forud for sin tid, er han i det 21. århundrede sakket bagud. Reflection lugter langt væk af utopier fra 70’erne, hvor digitale technologier stod klar til at transcendere menneskeheden fra alle verdslige onder. Hvor er 90’ernes hacker-mentalitet, 00’ernes kybernetiske søgen efter glitches i vores Matrix, eller 10’ernes overvågningsparanoia og postfaktuelle accelererede kapitalisme? I stedet fodrer Eno os samme skefuld drone-grød gang på gang i håbet om at forbrugernes loyalitet stadig holder ved.

Reflection lugter langt væk af utopier fra 70’erne, hvor digitale technologier stod klar til at transcendere menneskeheden fra alle verdslige onder

Generativ musik er som sådan en interessant idé, hvor kompositioner i teorien er programmerede til at fortsætte uendeligt uden nogensinde at gentage sig selv. Det er et forsøg på at bringe mennesket tættere på maskinen – kunstneren opgiver sin autoritet til algoritmer og tilfældighed, og giver maskinen kreative beføjelser og æstetisk medbestemmelse. Den britiske duo Autechre har siden 90’erne arbejdet aktivt med fejl og tilfældighed i deres computergenererede musik – men ulig Enos eksperimenter, handler deres musik ikke udelukkende om teknologiens muligheder. Ligesom i Björks tilfælde, handler det om at bevæge sig ud over fascinationen med teknologiens hokuspokus. En kritik der fra tid til anden kommer op i diskussionen af Enos ambientmusik, er hvorvidt musikken mister sin kunstneriske status, og blot bliver til en funktionel brugsvare – en sonisk salve der dulmer vores travle hverdag, genoplader vores energi, og gør os klar til at arbejde bedre og yde mere. Hvis musik er en forbrugsvare ligesom jingles og muzak, mister den hurtigt kunstneriske værdi. Reflection vinder i hvert fald intet ved at udkomme som app – det er en gimmick, der ikke engang er ny.

Det er årtier siden internettet var et nyt og spændende medie – det er blevet en aktiv del af vores hverdag; kulturelt, kreativt og økonomisk. Alligevel engagerer mange kunstnere sig med mediet som om det stadig var new media. Men selvom mulighederne er mange, er kravene stadig de samme. For at rykke ved tingene, er form og indhold nødt til at gå op i en højere enhed. Jo flere elementer en udgivelse introducerer, jo strammere et budskab må den have. Nogle gange er det værd at tænke minimalt for virkelig at sige noget essentielt. Hvis albummets koncept ikke står klart, er internettets bundløse potentiale ingen redning.