»Jeg bliver faktisk mere og mere nysgerrig på, hvem han var«

»En komponist, der kommunikerer. Han tager en med på en rejse«. Sådan beskriver komponist, pianist og organist Bo Lundby-Jæger komponisten Poul Rovsing Olsen, som døde i 1982, kun 59 år gammel. 4. november ville Rovsing Olsen være fyldt 100 år i år, og i den anledning har hans enke, Louise Lerche-Lerchenborg, taget initiativ til en række koncerter.

En af dem afholdes i slutningen af oktober i Gladsaxe Kirkes kapel, og det er i den forbindelse, at Bo Lundby-Jæger kommer ind i billedet. Han er organist i kirken og med til at arrangere koncerten. Men det er ikke kun derfor: Som ung konservatoriestuderende tog hans klaverlærer, pianisten Rosalie Bevan, ham med til Lerchenborg Musikdage, og det blev hans første møde både med ny musik og med et værk af Poul Rovsing Olsen, nemlig klaversuiten Medardus, op. 35 (1956), som han spiller ved koncerten i Gladsaxe. Og det er, når han fortæller om dette værk, at ordene om Poul Rovsing Olsen falder:

»Jeg synes jo, han er en klassiker, og det er meget spændende at genbesøge hans musik efter 30-40 år,« fortæller Bo Lundby-Jæger. »Han repræsenterer en form for modernisme fra efter anden verdenskrig og frem, men han skriver ind i, synes jeg, et meget smukt, tonalt tonesprog. Han var uddannet pianist, og det kan jeg mærke, når jeg spiller. Værket ligger godt i hænderne, man kan mærke, at manden har kendt sit klaver,« fortæller Bo Lundby-Jæger. 

»Nu har jeg mødt hans musik gennem et liv, og jeg bliver faktisk mere og mere nysgerrig på, hvem han var«

»Det er i al fald helt naturligt for mig, han trækker vejret – hvis det giver mening – værket er, som om én siger ‘hej, ven!’. Jeg føler mig hørt og set. Det er selvfølgelig en gammel æstetik, men han er også modernist, for han arbejder meget med nogle krasse klange, som han sætter sammen, men i en klassisk, traditionel forstand.«

På spørgsmålet om hvorvidt Poul Rovsing Olsens musik er relevant at spille og lytte til i dag, svarer Bo Lundby-Jæger:

»For mig er det bare god musik, og med det mener jeg ikke sådan teknisk ‘det er godt, fordi …’. Det er relevant for mig, fordi han kommunikerer. Jeg føler mig taget med på en rejse, jeg føler mig underholdt, han lukker op, han er én, der vil mig noget. Der er en alvor, men der er også komik; der er noget intellektuelt, men samtidig også noget folkeligt, og på den måde synes jeg, han er spændende. Jeg var i tyverne, da jeg spillede dette værk, nu er jeg snart tres, og det, at man kan møde sig selv på denne måde gennem musikken, er en stor gave. Nu har jeg mødt Poul Rovsing Olsens musik gennem et liv, og jeg bliver faktisk mere og mere nysgerrig på, hvem han var.«

Et mangesidet virke

Ja, hvem var Poul Rovsing Olsen? Da han døde i 1982, var han en markant personlighed på den danske musikscene. Først og fremmest var han komponist, men han var også musikskribent og -anmelder ved flere aviser og underviser ved universiteterne i København og Lund.

Som jurist ansat i undervisningsministeriet havde han i 1950’erne været med til at skabe den danske ophavsretslov, og i midten af 1960’erne var han i fem år formand for Dansk Komponistforening. Hans virkefelter var mange, og han bestred gennem årene også en lang række andre tillidsposter. 

I 1960 var han blevet tilknyttet Dansk Folkemindesamling som videnskabelig assistent, og i 1964 blev han arkivar samme steds. Ved sin død var han en anerkendt musiketnolog og præsident for International Council for Traditional Music (ICTM). Gennem årene havde han som musik-etnolog foretaget lange rejser til bl.a. Bahrain, Grønland, Ghana og Indien, hvor han havde optaget og indsamlet de oprindelige folkeslags musik. 

Interessen for musik fra lande uden for den europæiske kulturkreds havde han haft, helt fra han var teenager. 

Da han efter at være blevet færdig ved konservatoriet tog på studieophold i Paris for at studere komposition hos Nadia Boulanger og Olivier Messiaen, tilbragte han mange timer på det etnografiske museum Musée de l'Homme med at lytte til museets store samling af bånd og plader med fjerne folkeslags musik, men det var først, da han i 1958 fik mulighed for at deltage i arkæologen P.V. Globs udgravninger i landene omkring Den Arabiske Golf, at han kunne realisere drømmen om at opleve denne musik i virkeligheden.

I hans virke som komponist satte de mange rejser spor i form af, at han indoptog de musikalske indtryk, han fik, i sit eget musikalske univers – klange, rytmer og stemninger, som på en og samme tid lyder meget Rovsing Olsenske og lidt fremmedartede.

»Poul Rovsing Olsen var som kunstner og menneske forud for os andre«

Litterær inspiration

Klaversuiten Medardus har dog ikke – selv om titlen måske kunne antyde det – noget med eksotisk inspiration at gøre. Medardus er navnet på hovedpersonen i en roman af den tyske forfatter E.T.A. Hoffman – og peger i en anden retning i Poul Rovsing Olsens univers, hen til dér, hvor han hentede inspiration i den klassiske litteratur. 

På hans værkliste står fx to operaer, Usher (1979), inspireret af en novelle af Edgar Allan Poe, og Belisa, inspireret af et teaterstykke af den spanske digter Federico García Lorca. Belisa blev uropført på Det Kgl. Teater i 1966, men er ikke blevet opført siden – til gengæld blev operaen i 2003 udgivet på Dacapo Records i en smuk og effektfuld indspilning med bl.a. Eir Inderhaug, Sten Byriel og Marianne Rørholm samt Odense Symfoniorkester under ledelse af Tamás Vetö.

I den forbindelse fortalte operasangeren Sten Byriel om udgivelsen til Fyens Stiftstidende: »Jeg var kun ni år, da Belisa blev skrevet i 1964, men efter at have lyttet til musikken var jeg solgt! Tonesproget er voldsomt krævende, melodierne er avancerede, og ‘nodetræfningsmæssigt’ er musikken svær at få hold på, men det hjalp, da klaverstemmen blev erstattet af et helt orkester, for så blev det hele mere gennemsigtigt,« fortæller Sten Byriel.

»Måske kan cd'en være medvirkende til, at Belisa bliver taget op igen – på teateret eller som koncertrepertoire. Det vil jeg håbe, for det er en vidunderlig opera, lød det dengang fra Sten Byriel.

Global kunstner 

Han lagde sig dermed på linje med musikskribenten Jens Brincker, som i anledning af Poul Rovsing Olsens 70-års-fødselsdag i 1992 skrev et åbent brev til operachefen ved Det kgl. Teater. Her opfordrede Jens Brincker til, at man igen satte én af Poul Rovsing Olsen operaer op og ikke lod værkerne forsvinde i den store musik-glemmebog. 

»Ud fra en umiddelbar betragtning tilhører de allerede nu en forgangen epoke – komponeret under tidligere operachefer og kulturministre. Men Poul Rovsing Olsen var som kunstner og menneske forud for os andre. For ham var den globale bevidsthed, som vi kæmper med (eller mod) at erhverve os, et livsvilkår. Internationalisering var intet mål for ham, thi han var international i sit virke og sin tænkemåde. Hans erfaringer er mere aktuelle for os i dag, end de var, dengang han komponerede sine værker,« skrev Jens Brincker.

»Der findes to orkestre, som spiller den musik i dag«

Perlefiskere og uddød musik

Ved sin død var Poul Rovsing Olsen ansat i Dansk Folkemindesamling, og her ligger i dag alle hans lydoptagelser, feltnoter og andre dokumenter knyttet til hans musik-etnologiske virke.

Op gennem 1960’erne og 70’erne publicerede Poul Rovsing Olsen en række artikler baseret på det feltarbejde, han havde foretaget i landene omkring Den Arabiske Golf, og i 1969 udgav han en LP med optagelser af sang og musik fra Bahrain og Sharjah. Senere indgik nogle af hans optagelser i albummet Music in the World of Islam (MIWI) (1976, rev. 1994) og A Musical Anthology of the Arabian Peninsula (1994).

Kort før sin død i 1982 færdiggjorde Poul Rovsing Olsen manuskriptet til en bog, som skulle handle om hans optagelser og feltarbejde i Bahrain, men først i 1998 blev Moesgaard Museum opmærksom på manuskriptet, og endelig i 2002 udkom så Music in Bahrain. Traditional Music of the Arabian Gulf, der indeholder Poul Rovsing Olsens beskrivelser og analyser af den musik, han mødte i Bahrain.

Musik, som i dag nærmest er uddød, hvorfor bogen stadig er aktuel og vigtig, fortæller musikteoretiker og musikhistoriker Toufic Kerbage, som sammen med musiketnolog Scheherazade Hassan og afdelingsleder på Moesgaard Museum Flemming Højlund var redaktør på bogen.

»I dag er der kun 15-20 procent tilbage af den musik,« fortæller Toufic Kerbage. »Nogle stilarter er døde. Der findes to orkestre, som spiller den musik i dag, og af de to er det ene et officielt orkester. Man kunne sige, at det er blevet til en slags fossileret musik, som i dag fremføres af trænede sangere, kor og musikere,« siger Toufic Kerbage og fortæller om, hvordan musikken er forsvundet sammen med det arbejde, som den var knyttet til.

Før Bahrain begyndte at eksportere olie, var landets vigtigste eksportvare perler, og det var bl.a. de sange og den musik, der knyttede sig til perlefiskernes arbejde og liv, som Poul Rovsing Olsen dokumenterede, og som nu kun findes på hans optagelser.

Poul Rovsing Olsens optagelser fra Mellemøsten blev ironisk nok hvirvlet ind i en sag om ejerskab og ophavsret

Brian Eno og musikkens buskads

I 1981 udkom pladen My Life in the Bush of Ghost af Brian Eno og David Byrne, og med den blev nogle af Poul Rovsing Olsens optagelser fra Mellemøsten ironisk nok hvirvlet ind i en sag om ejerskab og ophavsret – dét, Rovsing Olsen selv gennem mange år havde arbejde med som jurist og komponist. 

My Life in the Bush of Ghost var den første LP, hvor kunstnere fusionerede etnografiske optagelser med danserytmer i et ambient techno-design. Blandt de musikstumper, som blev brugt på My Life in the Bush of Ghost, var en sang sunget af den libanesiske sangerinde Douniah Yunis, som Poul Rovsing Olsen havde optaget i Beirut i 1972.

Historien om, hvordan denne optagelse endte med at blive en del af My Life in the Bush of Ghost er forgrenet og løber over mange år, og den munder bl.a. ud i en aktuel, principiel diskussion: Hvem »ejer« alle de lydoptagelser, som i tidens løb er blevet lavet i forskningsøjemed, og som i dag ligger i arkiver over hele verden. Arkiver, som i kraft af en omfattende digitalisering langsomt er ved at blive tilgængelige for alle – også kunstnere, som kan vælge at bruge lydoptagelserne i deres egen kunstneriske proces. 

Spørgsmålet er så, om det er i orden, at de gør det, og i givet fald på hvilke betingelser. »Ejerskabet og spørgsmålet om de optagedes rettigheder er fortsat til diskussion og mangler afklaring,« som Annemette Kirkegaard formulerer det i sin artikel »Om at fare vild i verdensmusikkens buskads« fra 2011.

My Life in the Bush of Ghost var den første LP, hvor kunstnere fusionerede etnografiske optagelser med danserytmer i et ambient techno-design

Hvis verden var en cocktail

Sagen handler dog ikke kun om, hvorvidt det er i orden, rent juridisk og/eller moralsk, at bruge etnografiske lydoptagelser i kunst- eller popmusik. Den handler også om de konsekvenser, det kan have for musikken. Hele verdens musik. Ifølge Annemette Kirkegaards artikel var Poul Rovsing Olsens holdning til spørgsmålet ambivalent. Som han udtrykte det, da han af journalist Ole Reitov i 1981 blev spurgt om, hvad han syntes om bearbejdningen af Douniah Yunis sang i nummeret »Regiment« på My Life in the Bush of Ghost:

»På den ene side synes jeg, at man egentlig må have lov til at gøre, hvad man vil. Hvis man lader sig inspirere af et stykke musik til at lave noget andet på det, hvorfor skulle man så ikke gøre det. Så kommer der noget nyt ud af det, og det vil sige, at det, hun har lavet, har dog sådan set haft en livgivende kraft. Det er jo noget, der har været gjort mange gange, og hvorfor skulle man ikke dét. Den eneste betænkelighed, jeg har ved det, er – og det er altså noget mere generelt – at jeg egentlig nok ville blive en smule sørgmodig, hvis hele verden efterhånden bare skulle være en eller anden form for stor cocktail. Hvis alle de forskellige former for lokal stil – skal vi sige dialekter og forskellige musikalske sprog – at de gik op i en højere eller lavere enhed. Det er dog vidunderligt, at der er alle de her forskellige oplevelser af, hvad musik ér. Hvad musik betyder for mennesker og hvordan musik kan lyde – de forskellige idealer«.

Poul Rovsing Olsens 100-års-dag markeres med en række koncerter:

Lørdag 29. oktober kl. 15 i Gladsaxe Kirke og Kirkegårds kapel: Portrætkoncert med bl.a. Bo Lundby-Jæger, klaver, Amalie Malling, klaver og Stine Asmussen, sang

Mandag 31. oktober kl. 19.30 i Metronomen på Frederiksberg: Danse Elegiaque under Nordiske Øreblikke med DUO HAV

Søndag 6. november kl. 20 i Holte Kirke: Portrætkoncert med Trio Slaatto og Anne Mette Stæhr, klaver 

Onsdag 2. november kl. 19: Portrætkoncert på Odense Musikkonservatorium med de studerende

Fredag 11. november på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium: Akkordeon-workshop og koncert med Geir Draugsvoll og hans studerende

Onsdag 23. november kl. 19.30 i Værkets koncertsal: Randers Kammerorkester indleder koncerten Symfoniske Fantasier med at spille Poul Rovsing Olsens Festouverture skrevet til orkestret