reportage

THE END – En teknisk operaoplevelse

Operaen THE END af den japanske komponist og DJ, Keiichiro Shibuya, skubber radikalt til publikums forventninger om, hvad en opera kan og skal være. THE END byder på 3D animation, surround sound, elektronisk glitch og syntetiske stemmer i en kompromisløs virtuel forestilling med det japanske popikon, Hatsune Miku, i hovedrollen. En fyldt koncertsal i Musikhuset Aarhus fik en teknisk operaoplevelse ud over det sædvanlige på åbningsaftenen af Aarhus Festuge, som sluttede forrige weekend.
Af
12. september 2016
Reportage fra operaen THE END, opført i Musikhuset Aarhus 26 august under Aarhus Festuge.

Opera med popikon
I Musikhuset Aarhus foyer står festklædte gæster med drinks i hånden og konverserer, alt imens en stime af forholdsvis unge gæster, hvoraf mange har turkist hår, køber tegneserier fra Comic Books, afprøver guitarpedaler i en stand sat op af 4Sound, og står i kø for at få taget billeder sammen med en plastikfigur i menneskestørrelse. Hvis man kender til japansk popkultur, vil man vide, at plastikfiguren forestiller Hatsune Miku, et japansk popikon der trækker flere tusinder til stadionfyldte koncerter i asien og USA, og hvis sange får flere millioner hits online. Det er hende de turkishårede cosplayers, fans der udklæder sig som deres idoler, har valgt at efterligne denne aften i Musikhuset Aarhus.

Hatsune Miku ligner de fleste andre popstjerner, men til forskel fra dem er hun ikke af kød og blod, men af data. Hun er blevet kendt som et hologram, der forestiller en mangalignende ung pige med lange ben, kort miniskirt og langt tyrkisblåt hår sat op i to rottehaler; en karakter konceptualiseret af mangakunstneren Kei Garo. På japansk betyder hendes navn ”den første lyd fra fremtiden”, og frem for alt er Hatsune Miku en lyd. Hun er en vocaloid, en stemmebaseret synthesizerteknologi udviklet af Crypton Future Media, som er et af Japans førende firmaer indenfor musikteknologi. Siden hun blev udgivet i 2007, er der fremkommet flere end 170.000 sange, som bruger hendes stemme på videodelingsplatformene YouTube og Niconico, den japanske pendant til YouTube, og tallet vokser dagligt. Alle sangene er produceret og delt af fans. Fans er her forstået som alt fra soveværelsesmusikere, til professionelle producere, og komponister fra hele verden. En af dem er den anderkendte komponist og DJ, Keiichiro Shibuya, som har skrevet den eksperimentelle opera, THE END, med Hatsune Miku som omdrejningspunkt. Siden 2012 har operaen været opført i Paris, Tokyo, Amsterdam, Hamborg, og nu bliver den opført to gange til åbningen af Aarhus Festuge i Musikhuset Aarhus. Operaens særlige relation til japansk popkultur, med Hatsune Miku i hovedrollen, forklarer den noget udsædvanelige blanding af festklædte gæster, tegneserienørder, og cosplayers, som alle mødt op for at opleve THE END.

Det virtuelle japanske popikon Hatsune Miku på scenen

Opera vendt på hovedet
I foyerbaren fortæller en ekspedient i en advarende tone, at hun lige har snakket med en gruppe af gæster, som havde været indbudt til den første opførsel af THE END. De mente bestemt ikke at man kunne kalde den for en opera. Det var en misvisende betegnelse, sagde de, for der var intet orkester eller sangere fysisk tilstede, kun skærme og høj elektronisk musik. Leder af Aarhus Festuge, Rikke Øxner, fortæller hvorfor de havde valgt at åbne Festugen med den virtuelle opera; »I THE END bliver publikum udfordret på deres forventninger til, hvad en opera kan og skal være. Operaen passede godt som startskuddet på Festugen, som i år har temaet Upside Down, da man som publikum kan få vendt live-oplevelsen på hovedet og opleve, hvordan mange koncertoplevelser vil komme til at være i fremtiden«. Ved indgangen til koncertsalen bliver gule hørepropper udleveret sammen med koncertprogrammet som proklamerer, at der ”indgår stroboskoplys og momentvist højt lydniveau i showet”. Alt tyder på at gæsterne, som nu har indfundet sig i koncertsalens røde stole, vil få deres forestilling om, hvad en opera er, vendt på hovedet.

Hatsune Miku ligner de fleste andre popstjerner, men til forskel fra dem er hun ikke af kød og blod, men af data

En teknisk operaoplevelse
Lyset bliver dæmpet i salen og musikken begynder. Det kommer ikke fra et orkester som i en traditionel opera, men fra højtalere i et 10.2 surround-sound-system. Små dryplyde svirrer rundt om publikum i salen. Violiner blander sig ind den rytmiske puls med staccato slag. Noget der lyder som en heliumbelagt stemme synger »ahh« i en lang tone og sammenflettes med den rytmiske pulsering i rummet. Stemmen går frem og tilbage i salen som et ekkosignal. Så går tæppet går op, og fire store skærme kommer til syne. De danner en firkant rundt om Keiishiro Shibuya, som står i en gul hættetrøje på scenen, omkranset af en mindre skærmopsætning, der minder om en DJ pult. Skærmene lyser hvidt og blinker i takt med musikkens staccato. Så stopper lydens rytmiske puls brat, og at alt bliver sort. To store tegneserieøjne dukker frem på den forreste skærm, imens en talesyntese, der lyder som Apples Siri, begynder at tale; »The light shines down on an object, and it comes into existence«. Glitchede støjsignaler og violiner, som spiller opadgående skaler i hurtige løb, danner en forvirrende klangbund for den talende stemme. Hatsune Miku svæver rundt i midten  af skærmen, vægtløs flydende med arme og ben hængende ned. Det lange blå hår svæver opad i to rottehaler på hver side af hendes hoved. Hun har det karakteristiske miniskirt på og en kort top med store sorte og hvide tern, som er designet af Louis Vuittons chefdesigner, Marc Jacobs. En forvrænget tegneseriestemme med en melankolsk klang taler på japansk – »everything is like that, especially us«, oversætter talesyntesen til engelsk.

Komponisten bag operaen The End, Keiichiro Shibuya

Allerede fra starten oplever vi, at operaen er et overdådighedshorn af teknik og lydlige såvel som visuelle effekter. Lydende, der sværmer omkring os, er præget af præcision, og den visuelle billedside, en 3D animation i den japanske Animestil, vidner om en perfektionisme ned til mindste detalje. Der er, som ekspedienten advarede, ingen sangere og intet orkester i salen, kun de enorme skærme og lyden fra de mange højtalere rundt om os. Det er på mange måder en teknisk operaoplevelse, hvor alt som forgår i koncertsalen virker til at være skabt på forhånd. Men det er ikke til at sige, for tilstedeværelsen af Shibuya på scenen, gør det uklart, hvad der er forprogrammeret, og hvad der er live. Denne spænding skaber en fremmedgørende effekt, hvilket er noget som Shibuya arbejder meget bevidst med, som han fortæller mig; »Halvejs inde i operaen går jeg ned fra scenen. Det er et meget bevidst valg. Jeg vil gerne udfordre publikum til at tænke over, hvad en liveoplevelse udgøres af«.

Operaens narrativ udfoldes på skærmene, som en slags sindbilleder på de følelser musikken skaber. Melodiske elektroniske klangflader høres fra de mange højtalere placeret i koncertsalen

Døden som omdrejningspunkt
Operaens narrativ udfoldes på skærmene, som en slags sindbilleder på de følelser musikken skaber. Melodiske elektroniske klangflader høres fra de mange højtalere placeret i koncertsalen. Et stærkt lys skinner på Hatsune Miku, som hun hænger vægtløs på skærmen i midten af scenerummet. Langsomt tegnes konturerne af en lejlighed omkring hende; en hvid standerlampe og en grå lænestol i et gråt rum med grafiske streger der indikerer, at der er vinduer til alle sider af lejligheden. En lille buttet chinchillalignende karakter beames, som en anden karakter fra Star Trek, ind i lejligheden. Med andefødder går den under Hatsune Mikus svævende krop i lejligheden. Dens næse er lille og rund,  den har store blå-lilla ører og et grønt slips ned af maven. Det viser sig, at det er den, som taler med en forvrænget tegneseriestemme: »Her master needs to take great care of her, so that she won’t dissapear«, oversætter talesyntesen dens japanske til engelsk, imens chinchillakarakteren ser frem for sig med sørgmodige store øjne og ryster på hovedet.

Hatsune Miku synger sin dødsarie.

Scenen slår operaens tematiske omdrejningspunkt an: Hatsune Mikus mulige død. Vi følger Hatsune Mikus psykiske rejse og erkendelsesproces i operaen. Hun går fra ikke at vide, hvad det vil sige at eksistere eller dø, til at forstå, at hun selv kan forsvinde. Shibuya fortæller, at Hatsune Mikus fans oplevede THE END som en stor provokation, da de først hørte om den: »De synes, at det var forfærdeligt, at Hatsune Miku skulle overveje sit eget endeligt. Hun er jo den eneste popstjerne, som er karakteriseret ved netop ikke at kunne dø«. Men for Shibuya er dette netop pointen: »En opera uden sangere af kød og blod understreger tomheden og døden som tema,« slår han fast og uddyber; »da jeg først hørte Hatsune Mikus stemme, synes jeg, at den lød spøgelsesagtig. Så det skulle selvfølgelig være hende, der sang i THE END. Hendes stemme er tilstede og ikke tilstede på samme tid. Operaens tematiske fokus på død bliver mere spændende af, at Hatsune Miku er hovedperson: Hvordan kan noget, der aldrig har eksisteret i kød og blod forsvinde? Det er et paradoksalt dilemma.«

Operaens tematiske fokus på død bliver mere spændende af, at Hatsune Miku er hovedperson: Hvordan kan noget, der aldrig har eksisteret i kød og blod forsvinde? Det er et paradoksalt dilemma.

Indre universer og fragmenteret kommunikation
I THE END opleves kommunikationen fragmenteret og uklar; sætningerne hænger aldrig rigtig sammen, men virker mere som brudstykker fra en tankestrøm. Operakarakterernes dialoger virker også mere som monologer, der kører i parallelspor, og det er ofte svært at vide om Hatsune Miku taler til sig selv, sin dobbeltgænger, eller til sin chinchillapartner. Denne konsekvente demonstration af de tvetydigheder og uoverensstemmelser sproget indeholder, vækker associationer til operaer som eksempelvis Robert Ashleys That Morning Thing (1968/2011), der også arbejder med denne problematik.

Snarere end at give et udefra blik på et handlingsforløb, udvikles narrativet fragmenteret og kakafonisk i THE END. Operaen udfolder Hatsune Mikus indre psykiske univers både visuelt og musikalsk med et fokus på de følelsesmæssige erkendelsesprocesser, som foregår inde i hende.

Virtuelt, animeret og elektronisk
THE END
er en opera forstået på den måde, at det er et længere dramatisk vokalt værk, som kombinerer tekst med musikalske kompositioner. Operaens integration af elektronik er ikke enestående, og kan blandt andet findes i danske Simon Steen-Andersens opera, Buenos Aires (2014). Her er video, elektronik, og tung stemmemanipulation også bærende elementer i operaens dramatiske narrativ. Hvor Steen-Andersen sætter publikum på prøve med videoprojektioner, livetelefoni, og stemmevibratorer i en opera med sangere på scenen, skubber THE END radikalt til publikums forventninger om, hvad en opera skal være, med dens insisteren på at skabe en teknisk operaoplevelse med det virtuelle, animerede og elektroniske som bærende elementer. I salen med de festklædte gæster, tegneserienørder, og cosplayers, blev skubbet modtaget med stående bifald fra nogle, imens andre sneg sig ud af salen, så hurtigt de kunne.