Generøs alsidighed
Annonce
Annonce
Annonce
Hvad stiller man op, når man har sat sig for at anmelde et helt igennem umuligt materiale?
More Compositions bokssættet af Sven-Åke Johansson (SÅJ), indeholder kompositioner der gør brug af tågehorn på havnen i Bremen, pusterør der puster ærter mod trommeskind, sicilianske bilhorn i natten, en symfoni for Harley Davidson motorcykler, samt en 20 minutter lang variation for harpe over børnesangen ”Lille Peter edderkop” og meget mere.
More Compostions kommer i en lille brun papæske, som indeholder fem cd’er med kompositioner fra 1993-2013 samt en lille booklet. Det er en retrospektiv mammutudgivelse med små fem timers musik, der først og fremmest viser SÅJ som komponist fremfor som udøvende musiker og improvisator.
More Compositions er udgivet på Sven-Åke Johanssons eget pladeselskab SÅJ, i umiddelbar sammenhæng med to andre femdobbelte bokssæt, Jazzbox og The 80’s selected Concerts, så det lader til at der er gang i et større retrospektivt udgivelsesprojekt, der belyser forskellige sider af oeuvret. Med så omfattende en udgivelse som More Compositions, er det vanskeligt at nå omkring hele materialet, og denne anmeldelse behandler derfor kun nogle af værkerne. Jeg har udvalgt seks værker, der fremstår som de mest interessante, og som samtidigt når omkring mest muligt af SÅJ’s virke som komponist.
En underbelyst pioner
Den svenske trommeslager, performer, digter og komponist Sven-Åke Johansson (1943) har været bosat i Tyskland siden 1968. Han er sammen med den hollandske percussionist Han Bennink blandt de europæiske pionerer ud i fri improvisation og free jazz. Begge medvirker de fx på mesterværket Machine Gun af Peter Brötzmann Octet, der med en hæsblæsende energiudfoldelse og aggressivitet, var med til at sprænge rammerne for jazzmusikken. Det er til dato et radikalt værk, en milepæl og et dokument over det ypperligste inden for Europæisk free jazz i 1960’erne. Som lytter bliver man lige fra første sekund blæst omkuld af en kugleregn fra tre tenorsaxofoner eksekveret af Brötzmann, Willem Breuker og Evan Parker. Foruden Brötzmann har SÅJ spillet sammen med Alexander Von Schlippenbach og Manfred Schoof, og har derudover indgået i en lang række af orkestre og musikalske samarbejder. SÅJ er derfor også mest kendt som trommeslager på 1960’ernes og 1970’ernes europæiske free jazz-scene, hvilket gør at hans rolle som komponist, har været underbelyst. Som kunster er han imidlertid en alsidig herre og More Compositions er som en buket vilde blomster, der springer frem når man åbner bokssættet og sætter sig ned for at lytte til musikken. Det er bestemt ikke en musik for alle, og tålmodighed og et åbent sind er ikke blot en dyd men en forudsætning – men har man det, så kan man til gengæld lade sig suge ind i et skævt musikalsk univers med masser af humor og generøsitet.
Konceptuelt og humoristisk
More Compositions bokssættet lægger ud med Italienische Vekehrsverständigung (1983), der er et værk for syv træblæseinstrumenter som efterligner hornsignalerne fra bilerne i en lille siciliansk by. Der er her tale om en art signalsprog, hvor en tone betyder ”forsigtig” og to ”af vejen!” medens tre toner står for ”hej, hvordan går det?”. Værket starter abrupt med én tone som så betyder forsigtig, og det passer meget godt til lytteoplevelsen. De forskellige træblæseinstrumenter veksler i kulør mellem høje og lave toner, og man ser allerede en parade af sicilianske køretøjer i forskellige udformninger og farver foran sig. Værket varer små tolv minutter, og de tre signaler gentages og forskydes igen og igen som meditationer over en absurd dialog mellem biler. Værket virker først forvirrende og uordentligt, men som det skrider frem og galskaben systematiseres, får det en dragende effekt i et minimalistisk lydlandskab hvor pauserne altid er vigtige for den åbne musik. Et gennemgående træk i SÅJ’s kompositioner er, at der leges med musik som kommunikation. Det kommer også til udtryk i POLIS, WACHS UND POMADE (2000) der et kammerspil for strygere, blæseinstrumenter og stemme. Det er samtidigt et værk som virkeligt skinner igennem i More compostions bokssættet. Ensemblet består af Axel Dörner & Michael Gross på trompet, Andrew Digby på trombone, Ekkehard Windrich & Marc Sabat violin, Jörg Winkler på bratsch og Sven-Åke Johansson på vokal. Kompositionen er en undersøgelse af samspillet mellem sprog og musik. Høje og lave toner stryges og pustes ud så de minder om stemmer, alt imens SÅJ står for en dadaistisk lydpoesi, der leder tankerne hen mod Kurt Schwitters og Hugo Ball. I POLIS, WACHS UND POMADE (2000) fungerer forholdet mellem det humoristiske, det absurde og det musikalske subtilt og velafbalanceret og værket bliver fuldt forløst på cd-mediet.
Fluxus og musikalske interventioner
Mange af SÅJ’s performances bærer præg af at være musikalske Fluxusaktioner. Her bliver hverdagsting som stole, vægge og snart sagt alt i og uden for rummet som kan resonere, forvandlet til musikinstrumenter. Her er musikken og det enkelte værk under konstant forandring, og stivner aldrig i sin endelige form. Dermed fremtræder flere af SÅJ’s kompositioner også mere som musikalske interventioner og happenings, hvor humor også spiller en afgørende rolle.
Klingend und Festgehalten (1995) er med sine 45 minutter den længste komposition. Den består af fem dele (Fünf Stationen für Comboschlagzeug) hvori Sven-Åke Johansson selv spiller i diverse slagstøjsopsætninger. I en af satserne fra værket, Erbsen aus Blasrohr 3-4 Meter, anvender SÅJ et pusterør til at puste ærter mod trommesættet til stor fornøjelse for et grinende publikum. Her ville det have været på sin plads at være til stede, men nuvel, når det nu ikke lader sig gøre, går det nok også alligevel. Dette stykke har meget til fælles med den hollandske avantgardetrommeslager Han Bennink, der i sine performances ofte anvender en god portion slapstickhumor. På de andre dele af Klingend und Festgehalten er det et gennemgående træk, at musikken er meget minimalistisk. Der gives plads til hver enkelt lyd frembragt på trommesættet hvad end det er bækkener, hi-hat eller trommer. Det er som om SÅJ undersøger efterklange i rummet. Det er akustiske ekskursioner hvor de førnævnte pauser er vigtige. Lakunerne fungerer som små åndehuller i musikken, og der gives plads til alle de nødvendige fejltagelser i et nysgerrigt lydunivers, hvor udøveren selv standser op for nærmest grådigt, at suge de nyligt frembragte lyde til sig. Det her er legesyg musik, det er homo ludens.
Der er tale om en liveoptagelse, og det betyder af man til tider kan høre publikum, og det giver faktisk et vist afsavn hos mig, for SÅJ’s bearbejdning og undersøgelse af diverse slagtøj, hvor han blandt andet anvender materialer som fjer, strenge, pels og metal som musikalske virkemidler, har et ofte teatralsk islæt, som går tabt. Vi får med andre ord ”kun” lydsiden af en visuel og meget kropslig performance, hvor der arbejdes med materialerne.
Motorcykelensemble og tågehorn i Bremen
SÅJ’s fascination af maskiner og det mekaniske kommer til udtryk i KONZERT FÜR MC(H-D) UND GEMISCHTEM CHOR (2009), en koncert for et Harley Davidson motorcykelensemble og efterfølgende kor. Vi hører den velkendte lyd af motorcykler der startes, gasses op og går i tomgang. De veltunede maskiner brummer lystigt derudad. Det er et eksempel på hvordan alt kan gøres til musik i SÅJ’s univers. Til slut i nummeret efterligner et kor af motorcyklister lyden af deres motorcykler, der således bliver en humoristisk repræsentation af de effektfulde maskiner. Som et kuriosum skal det nævnes at SÅJ tidligere har dirigeret koncert for tolv brølende traktorer.
ABOVENSEN ZUR SEE (2005) er et stykke for tågehorn, stemme og percussion. Fem skibe er positioneret i havnen ud for Neuen Museum Weserburg i Bremen, således at deres tågehorn kan høres inde i museet. De indgår i musikken mens SÅJ med lifligt og sagte bækkenspil og skurrende lyde med whiskers hen over trommeskind, frembringer brusende lyde der interagerer med tågehornene. Det er lyden af havet, havnen og søfart, der sprøjter saltvand op i ansigtet på lytteren mens SÅJ sagte messer ”Aus dem Weg…”. Det er samtidigt et eksempel på hvordan akustikken i og uden for rummet interagerer, så lydene duver ud gennem højtalerne hjemme i stuen.
Præparerede improvisationer og Lille Peter Edderkop som variationsmotor
På CD2 er værket Im Memoriam Tom Cora (2007) den mest interessante komposition. Tom Cora (1953-1998) var en amerikansk cellist og komponist, kendt som en meget original men også eklektisk improvisator, der bl.a. udviklede en særegen spilleteknik, hvor celloen blev anvendt som elguitar og percussioninstrument. Im Memoriam Tom Cora er et værk for ”prepared cello”, hvor musikerens improvisationer rammesættes af en række på forhånd givne instruktioner og anvendelsesmuligheder. Der bruges forskellige børster og typer af sandpapir mod strengene og hele celloen. Det giver en række spilleregler som her udmærker sig ved, at presse improvisationerne i nye retninger. Man kan sige, at det er paradoksalt hvordan begrænsningerne giver frihed til at improvisere på en ny måde. De giver en overordnet styring som i dette tilfælde faktisk gør kompositionen mere fokuseret og interessant. Det er samtidigt et eksempel på hvordan det kompositoriske rammesætter improvisationen. Det giver et positivt spændingsforhold, som resulterer i et vellykket værk.
Variations on Vimse (2011) er en tyve minutter lang variation for harpe over børnesangen Lille Peter Edderkop. Hvad sker der når en populær børnesang gradvist ændres og tilsættes nye musikalske virkemidler og uventede akkordskift og forskellige tempi? Harpens silkebløde og stille klang kommer til at stå i modsætning til de uforudsete variationer over børnesagen, der svinger som et pendul mellem det absolut traurige og det muntre. Variations on Vimse kan i første ombæring forekomme som det rene musikalske plattenslageri, men da musikken hele tiden ændrer retning og forvirrer lytteren, opstår der en nysgerrighed. SÅJ opstiller benspænd for lytteren så en ny organisering af lyde, giver nye musikalske, til tider utilsigtede, lytteoplevelser.
Generøs alsidighed
More Compositions er en absurd rejse ind i lydlandskaber, der pirrer sanserne og rokker ved musikkens grænser og formåen. Humor og det teatralske er vigtige kunstneriske redskaber for Sven-Åke Johansson. Derfor er det en skam at flere af kompositionerne lider under at vi ”kun” får lydsiden med. Det betyder, at flere af værkerne fremstår mere som happenings og performancekunst end egentlige kompositioner, og får man kun den lydlige gengivelse, kan noget af oplevelsen gå tabt.
Når det er sagt, er kompositionerne i denne fremragende udgivelse så helt igennem vilde og vanskelige at kategorisere, at jeg som lytter forsvinder væk på opdagelse i nyt musikalsk terræn. Det her er musik som tager sin tid at komme ind i, men når man først får sat sig ned for at lytte, vil man blive overvældet af en generøs musik, der bliver ved med at åbne sig op. More Compositons giver samtidigt et glimrende indblik i Sven-Åke Johanssons virke som komponist.