Annonce
Drømmen
Hvis en institution kan drømme, så må Reinhold Friedl være skabt af SNYK under en god nats R.E.M.-mættet søvn. Han har foden dybt nede i kompositionsmusikken, kan læse noder og det hele, men vrænger ikke af hverken grafiske partiturer eller konceptuelt formet musik, berører gerne performance og actions, fremfører klassiske art-værker, er med på at spille i – for den verden – uortodokse settings, og er sågar leder af et ensemble som spiller noterede værker af legender inden for noise, freeform elektronisk musik. Han er crossover, tværmedial, tværæstetisk og konservativt ukonventionel så det basker.
Reinhold Friedl er klassisk uddannet pianist og leder af det store ensemble kaldet ZEITKRATZER, som de sidste ti år har vadet og mast ind over de grænser, som især kompositionsmusikken (og de insitutioner som omgiver denne praksis) ser ud til at afgrænse sig fra verden med. ZEITKRATZER har opslugt, transformeret, dissekeret, undersøgt og fremført originalværker af blandt andre Iannis Xenakis, Lou Reed, John Duncan, Whitehouse/William Bennet, John Cage, Merzbow, Keiji Haino – sindssygt stærke kunstnere som alle sultne ører bør give et lyt.
Et ensemble som opdager, berører og kombinerer forskellige måder at tænke og skabe musik og lyd på, og endda finder et publikum i denne motiverede bevægelse (Kom så, Roskilde! Lad Zeitkratzer åbne Orange Scene. Eller hvad siger Jazzfestivalen?) Det er derfor oplagt at tænke på SNYKs tilsvarende ønske om at bringe kompositionsmusikken og dens promotere ud af den institutionelle plovfure, den tilsyneladende er glad for at sidde fast i.
Flyver det?
Friedls koncert er den første i en række af SNYKs Flyvende koncertsted-initiativ, som fortsætter i efteråret. Som navnet antyder er det et forsøg på at undgå de faste vægge og gøre institutionens koncertpraksis fleksibel og letbevægelig. Idéen ser lovende ud. Denne debutkoncert er dog en lidt forsigtig flyvetur i det vi er en lille flok tilskuere placeret midt i Charlottenborgs nyrestaurerede lokaler. Det er white cube for alle pengene. Her ligner alt kunst.
Det er så vidt jeg ved, også første formelle samarbejde mellem SNYK og Charlottenborg Kunsthal, som begge konstant søger nye ben at gå på, nye måder at italesætte det de laver og nye måder at sige KOM NU! til publikken. Hvorfor man hele tiden gerne vil kalde nye folk ind i bussen (Om det bare er en kulturradikal formidlingstrang eller et krav om bred folkelig opbakning i bevillingsbrevet), skal jeg ikke kunne sige. Man kunne dog håbe på, at Det Flyvende Koncertsted virkelig blev kastet ud fra stor højde uden skelen til institutioner og publikum. (Spil dog elektroniske koncerter på rådhuspladsen eller kanalrundfarten via fm-nettet så folk kan høre det via deres mobiltelefon, brug Skype, sæt småbatteridrevne højttalere op i skoven eller dyrehaven og lad højfrekvente toner om at forme sansningen, lad en strygekvartet invadere en privatpersons lejlighed uden varsel - guerillakoncerter! Eller konfronter både musikere og publikum med nye situationer, så alle kan blive klogere, se forskellen – hvis dét er målet!?) Men det er jo let at tænke sit, mens man venter på at aftenens show går igang,
Men de store hvide lokaler ér dog et rart koncertrum med højt til loftet og en fin akustik til netop den type lyde som er på det program som fint ligger på hver Arne Jacobsen stol. Værklisten over de 'ikoniske klaverstykker' er opstillet alfabetisk og hjælper os således ikke til at følge med. Og det, tænker jeg, er der vel også en pointe i – det er ikke en museal reproduktion, men levende åbne værker, så ikke vi binder os til papiret og historien, men til oplevelsen og den erkendelsesmulighed som ligger i selve opførelsens her og nu.
Medley af statements
Reinhold Friedl spiller i de næste 50 minutter en art medley over diverse actions fra starten af 60erne – skabt af the usual suspects: John Cage, La Monte Young, Brecht (ham der hedder George), Maciunas med flere - og sågar enkelte stykker af Henning Christiansen som endelig via en række genudgivelser er ved at blive opdaget af flere nysgerrige lyttere.
Vi godt 25 tilskuere sidder midt i kollektivudstillingen 'Corso Multisala', som en mangearmet flok schweitzere står bag. På vægge og gulv er mønstre i en mild og smagfuld designkakofoni i forskellige materialer og medier. En sympatisk po-mo udstilling der i øvrigt også har budt på opførelser af den britiske komponist Cornelius Cardew som jo selv tog turen fra Stockhausen-protegé over Cage til Maoismen indtil en flugtbilist gjorde det af med ham i 1980.
En sådan radikal udvikling er ikke synlig eller mærkbar i aftenens program. Her er vi tilbage ved traditionens rene rod, hvis man overhovedet kan betragte kunsthistorien på den måde.. De rene værker fremført fra blad og konceptkort, lagt i behørig rækkefølge, udført med sikker hånd og dead pan i en lang og rolig bevægelse. Det er således os der viser at tiden er gået og hvad der har flyttet sig (hvis man tror på dén slags). Det er altså ikke en improviseret performance som kan eksplodere i øjne og ører, men kalkuleret tilfældig og systematisk partiturmusik i udvidet forstand
Scenen er et sort flygel og et opretstående klaver (købt af arrangørerne for 1 krone i den blå avis). Begge instrumenter er overklistret med hvidt/sort tekstkort og partiturer. Ved pianostolens fod står hø og karaffel med vand. Hammer og søm ligger klar.
Koncerten forløber nogenlunde således: Arrangøren fra Charlottenborg forklarer os om institutionernes samarbejde, et stort brag lyder, et til ... der er et mønster, hun forsvinder fra scenen, vi fokuserer på dartpile, der kastes mod bagsiden af det opretstående. Smok, plak, tok efterfulgt af instrumentets sustainnnnnnn. Og netop sustain, den lange udæmpede syngende klang fra strengene er et gennemgående træk for aftenen.
Reinhold Friedl entrerer for kort at sætte sig med front mod publikum for lige at antyde Emmett Williams' komposition Duet for Performer and Audience som i al sin enkelhed går ud på at performeren skal sidde i stilhed indtil han kan imitere publikum lydlige og kropslige reaktioner på at der tilsyneladende ikke sker noget. Friedl skåner os for denne øvelse som også den yngre baskiske noisekunster/teoretiker Mattin opførte til kedsommelighed i Huset i Magstræde for nylig. Det er blevet en trist pseudokonfronterende standard at lade publikum være medskaber på den måde. Sådan har verden også flyttet sig. Det er blevet en standard, en evergreen.
Friedl sætter sig ved flyglet og spiller et skizofrent højdynamisk klaverstykke et minut eller to, fortsætter med at proppe hø ned i det opretstående, lidt vand hældes også i, på et tidspunkt bygger Friedl et tårn af klodser direkte på strenge i det åbne flygel (tror det er La Monte Young) og lader dem falde tilfældigt ned over strengene for både at skabe et lydværk og præparere instrumentet til det næste i øvrigt meget gribende stykke for præpareret klaver (muligvis af Christiansen). Sådan går det slag i slag med små statements. Det er fint.
Koncerten slutter ved at Friedl slår de samme toner an 555 gange med sustainpedalen i bund hvilket sikkert hjulpet på vej af den fugtige aftenhede skaber en utroligt smuk og hypnotisk clustersky af toner, overtoner og uventede klange. Vi klapper behørigt for at så at blive lige så behørigt forskrækket af at en vase med blomster kastes ind og smadrer midt i den fine og i øvrigt meget fotogene opsætning af ruiner.
Det er underholdende, ganske trygt at overvære og til tider temmelig smuk musik skabt med simple midler.
Hvorfor dog ødelægge et klaver?
Kan man tillade sig at spørge hvorfor det er aktuelt at fremføre disse værker?
Måske. Hvis der nogensinde var et chok – og det fortæller historiebøgerne mig at der var dengang i 60erne – er det at dømme ud fra tilskuernes reaktioner væk for de flestes vedkommende. Det er muligt at de tilstedeværende ikke er et repræsentativt udsnit af DK For Absolut Squaresville – sådan noget med nøgne mennesker, der løber over en scene og siger båt!, ja så er det muligvis udfordrende både med hensyn til form, indhold og hvad skattekronerne skal gå til. Det skal jeg ikke kunne sige og tvivler i øvrigt på eksistensen af dette politiske funderede fatamorgana.
Under en ret lang sekvens hvor Friedl møgsommeligt banker søm (man undrede sig over at han ikke havde valgt nogle større søm) i stort set hver af de hvide tangenter går et par ting op for denne signatur. På den ene side, at denne musik og denne måde at opfatte kunst og musik på er tryg for mig, som at komme hjem og at det muligvis i højere grad end Coltrane, Hendrix og Morton Feldman, simpelthen er grundlaget for hvad jeg selv gør som kunstner. På den anden side, at det er drønhårdt arbejde at fastholde den indstilling og disse praksisser, dette koncentreret åbne kunst- og musiksyn. Men det er et arbejde Friedl har påtaget sig. Så hvis aftenen har et 'hvorfor', kunne dette være aftenens 'derfor'. Uanset hvor spidsborgerligt konserverende rammerne, settingen, instrumentangrebet og institutionsamarbejdet end måtte være, er denne pointe vigtig, stærk og endnu ikke uinteressant.
Jeg ser frem til flere flyvende koncerter, men gerne fra større højde.