kritik

Rasmussens monologer

Sunleif Rasmussen bruger naturen som personlig inspiration på sin nye plade. Ved at bruge noget der ligger ens hjerte nært, får komponisten måske et særligt følelsesmæssigt rum at arbejde i. Men er det interessant for os som lyttere, hvis vi ikke kan høre det? Skal musikken ikke hellere rejse spørgsmål, end den skal besvare dem? Eyvind Gulbrandsen har anmeldt og reflekteret over hvad samtidsmusikken skal kunne – og hvad den bør holde sig fra.
Af
6. november 2013
CD-anmeldelse af Sunleif Rasmussen: Motion/Emotion

Laplands Kammerorkesters blæserkvintet, under ledelse af John Storgårds, har indspillet træblæserværker fra de sidste små 20 år af den færøske komponist Sunleif Rasmussen (1961). I bookleten beskrives han som en nordisk komponist: Født og opvokset på Færøerne, har boet mange år i både Norge og Danmark (han er uddannet i København) og, som denne CD er et bevis på, har han også nære relationer til Finland.

Bookletten giver yderligere indtryk af en lydlig (og billedlig) fascination af naturen på Færøerne allerede fra barndommen og i præsentationen sammenlignes Rasmussens musikalske motivation da også med 1800-tallets romantikere, og det beskrives hvordan han i de sidste to årtier har fået sin største inspiration fra naturen i sin søgen efter ’flertydige komplekse udtryk’, som det hedder. Sammen med inspirationen fra disse naturfænomener benytter han sig også af færøske folkemelodier i arbejdsprocessen, hvilket for så vidt gør ham til en slags moderne nationalromantiker. 

Musikken
Værket Motion/Emotion (2010/11) for blæserkvintet består af fem dele, vekslende imellem fokus på bevægelse og følelse.

Ordet bevægelse kan siges at kendetegne hele værket i dets mange op- og nedadgående bevægelser. Motion/emotion handler om det ekstroverte og det introverte, det objektive og det subjektive, og om udtryk og indtryk.

I værkets første del, Motion 1 hører jeg opadgående bevægelser, monumentalt, som noget der kravler opad, i en evig kamp for at nå toppen. I sidste halvdel faldende bevægelser, men stadig i samme kampånd. Det har en særlig 'Sisyfoskenerigi, som fanger mig.

Det er en enkel, men effektiv musik. Instrumentationen er her, som på pladens øvrige værker, imponerende, strålende og i klassisk stil. Der er ingen udvidede spilleteknikker, instrumenterne og musikerne får lov at gøre det, de er bedst til og det virker som det skal. 

Den smukke titels flertydighed tiltaler mig. […] Det får mine tanker til at vandre, når jeg lytter til musikken.

Andalag #1, #3 og #11 er duetter skrevet indenfor de seneste 2 år. Den smukke titels flertydighed tiltaler mig. Andalag betyder åndedræt, men "anda" kan også betyde ånd i sjælelig forstand og "lag" kan, udover dét som det betyder på dansk, også betyde melodi. Så kan man starte at sammensætte: åndelag, vejtrækningsmelodi, åndemelodi osv. Det får mine tanker til at vandre, når jeg lytter til musikken. Af og til skinner der smukke melodier frem, sandsynligvis de i bookleten omtale færøske melodier.

Gennemgående er der ofte noget dansabelt over Rasmussens brug af rytmik. Der er til tider voldsom aktivitet, men det er, særligt i de nyere værker, ikke særlig rytmisk komplekst. Det giver musikken et særligt drive og en retning, som supplerer mit indtryk af en musik, der er entydig. I modsætning til andre retninger indenfor kunstmusikken, hvor spørgsmålet vejer tungere end svaret, er der ingen tvivl i Rasmussens æstetiske udtryk. Det handler om at vi skal forføres af Rasmussens univers og lade os rive med. Det må være op til den enkelte at prøve Rasmussens musikalske monologer og mærke efter, om det giver mening på et personligt niveau.

De tre ældre værker på pladen Vetrarmyndir (1990), Cantus Borealis (1995) og Four Gardens (2003) supplerer de nyere værker fint, da de er mere varierede i udtryk. Rasmussen er blevet mere fokuseret i sin æstetik de senere år og begge tilgange har sine styrker. Personligt sætter jeg stor pris på de nyere værkers rendyrkelse af et musikalsk “miljø” eller  temperament, selvom det som sagt resulterer i en sikker og entydig musik.

Enestående musikere
Musikerne fra Laplands Kammerorkester spiller værkerne med en indlevelse, teknisk kunnen og musikalsk forståelse, man sjældent hører og optagelserne er så gode, at jeg næsten ikke kan se meningen med at skulle bevæge mig udenfor min dør og hen til en koncertsal for at få den bedste lytteoplevelse. Samtidig er Rasmussens musik en klassisk musik, skrevet til koncertsale og jeg ved ikke om CD-formatet gør mig en tjeneste i forhold til musikkens intention.

Jeg hører Rasmussens musik som én, der skal skylle over mig som et naturfænomen. Jeg er sikker på, at oplevelsen af at blive bundet fast til et koncertsæde og få en omgang Sunleif Rasmussen lige i synet, kan være en enormt voldsom og, som tidligere nævnt, monumental oplevelse. Det får jeg ikke helt i stuens magelighed med pauseknap, volumenkontrol og mulighed for at skifte track efter forgodtbefindende.

Musikkens DNA.
Rasmussen bruger som sagt ofte melodier fra Færøerne som grundmateriale til, via diverse kompositionsteknikker, at afføde andre og nye klange. I de senere værker skinner melodierne også ind imellem igennem som tematisk materiale. At hjemlandets folkemusik er brugt som generator for at sætte andre ting i gang, er en sjov anekdote – men heller ikke mere sjov for lytteoplevelsen, end at det kunne have været hvad som helst andet. En kassebon fra Netto, en hjernescanning, et stjernekort osv. 

At hjemlandets folkemusik er brugt som generator for at sætte andre ting i gang, er en sjov anekdote – men heller ikke mere sjov for lytteoplevelsen, end at det kunne have været hvad som helst andet. En kassebon fra Netto, en hjernescanning, et stjernekort osv.

Ved at bruge noget der ligger ens hjerte nært som små byggesten i processen, får komponisten måske et særligt følelsesmæssigt rum at arbejde i. Men er det interessant for os som lyttere, hvis vi ikke kan høre det? Måske – måske ikke.

Muligvis afføder det en særlig ånd i musikken, men jeg synes umiddelbart ikke det er relevant at gøre os opmærksomme på det, snarere tvært imod. Som lytter begynder jeg nemlig at lede efter det, og så forsvinder fokus væk fra det jeg faktisk hører til det jeg tror, jeg skal høre. Og jeg synes ikke at sidde igen med en gennemgående fornemmelse af en kerne – eller en skygge – af de folkemelodier, sådan som bliver beskrevet i cd'ens booklet. Det er som om det nære forhold til hans hjemstavns melodier forsvinder i den vestlige moderne kompositionsmusiks teknikker, og at det klingende resultat fremstår som en ret konservativ og meget korrekt "ny musik".

Naturen
Naturen er enormt kompleks og der er aldrig en korrekt måde at opfatte den på. Den er et sammensurium af modstridende indtryk, og netop derfor er den en evig kilde til inspiration for os mennesker. Fordi vi sorterer og udvælger fokuspunkter, der kommer os ved - for alle kan finde noget derude, som giver genklang i kroppen – smukt som grimt.

Men jeg ved ikke om jeg finder en kunstners eksklusive syn på “hans natur” specielt interessant. Kunstnergeniet spøger derude. Det er et andet menneskes syn på en sag, der serveres - og så vil jeg hellere gå ud i naturen selv. I alt det virtuose arbejde er der en tydelig besked om en version af en sandhed – og dermed meget få muligheder for fortolkning. Jeg finder ingen flertydighed - og jeg er ikke engang sikker på om jeg kan spore tvetydighed. Ord som tvivl, spørgsmål og undren passer slet ikke ind. Jeg bliver aldrig i tvivl - og det tror jeg heller ikke Rasmussen er, når den sidste dobbeltstreg skrives ind.

Det er så sikkert og gennemarbejdet, at jeg ikke kan få et eneste kunstnerisk givende spørgsmål ud af det.

For jeg hører ikke med hans ører og et forsøg på at gøre netop det, er håbløst.

Rasmussens musik handler dog slet ikke kun om natur. Naturen og de nævnte folkemelodier er en inspirationskilde. Den handler i høj grad om musik i sig selv. Rasmussen instrumenterer klassisk, sikkert og fantasifuldt. Hans kompositioner er helstøbte og velformede, og, specielt i de senere værker, skinner der som sagt en æstetisk tydelighed og renhed frem som jeg har stor respekt for. Det er underligt, at der ikke fokuseres mere på dette i bookleten, der i stedet forsøger at henlede tankerne på komponistens personlige, udenomsmusikalske referencer. For jeg hører ikke med hans ører og et forsøg på at gøre netop det, er håbløst. Det gør, at jeg kommer til at lytte med skiftende ører – dels for kun at lytte og dels for at forstå.  Der opstår selvmodsigelser i mine opfattelser og dermed også ambivalens i anmeldelsen.

Samtidsmusik?
At anmelde en plade af en kollega er altid svært, for mine idealer vil altid kræve sin plads ind imellem ordene. Så denne anmeldelse må nødvendigvis blive et indspil i den løbende diskussion om hvad samtidsmusikken skal kunne, og hvad den skal holde sig fra.

I samtidsmusikken leder jeg efter kvaliteter, som foreslår nye måder at forstå musikkens sprog på. Samtidsmusik er samtidskunst. Jeg mener ikke at musikken nødvendigvis skal have en samfundsmæssig relevans, men jeg ser gerne at der er noget, som giver en fornemmelse af at komponisten lever lige nu.

Det kan jeg ikke fornemme hos Rasmussen. 

Hans musik fremstår som tidløs - en kvalitet jeg finder tveægget.

Hans musik fremstår som tidløs - en kvalitet jeg finder tveægget. Naturreferencer bliver ofte tidløse og sammen med hans måde at behandle sit materiale på, grundfæstet i vores vestlige traditions kompositionslære, omdannes musikken hurtigt, hvis man ikke passer nøje på, til en museumsgenstand.

Det er ikke fordi at alt pinedød skal være "nyt" hele tiden – men jeg vil aldrig forstå, at eksperimenterende teknikker, der blev skabt fordi musik kan lyde på en særlig måde, nu hos nogle er blevet til, at det skal lyde på den måde. Brugen af efterhånden traditionelle kompositionsteknikker på Motion/Emotion overskygger det smukke potentiale, der ligger i det, jeg tror er Rasmussens musikalske motivationer. Jeg får en fornemmelse af, at vi befinder os i en æstetisk boble som ikke er i kontakt med samtiden. 

Jeg kritiserer ikke Rasmussens evner som komponist. Han har taget stilling til hvad han synes verden har behov for, og han deler generøst ud af det. At vi så er uenige om hvad musik burde kunne i 2013, er ikke til at komme udenom.