Trommernes dunkle rum

At lancere et nyt dansk pladeselskab med en solo-plade for trommer og elektroakustiske manipulationer må siges at være noget af et vovestykke, der ikke just indbyder til bred eksponering.  Men det er netop hvad selskabet Oede Oe gør med LP'en illdjinn udgivet af kunstnernavnet ILLDJINN. Bag det navn gemmer sig trommeslager Mads Forsby, som sammen med Andreas Pallisgaard, også driver Oede Oe. Label-navnet klinger af både eventyrlighed og en slags indre eksil, og hvis illdjinn lægger en linie af en slags for Oede Oe, så må det siges at passe ganske godt. Her er nemlig intet forsøg på at tilpasse sig det gængse pladeselskabs kræmmerlogik, men til gengæld masser at gå på opdagelse i, for den der søger. 

Forsby er en alsidig trommeslager, der især kendes fra den mere grænsesøgende del af den unge jazz. Han har bl.a. spillet med Lotte Anker, August Rosenbaum, Frisk Frugt og ikke mindst Girls in Airports. Hans virke som musiker favner da også så bredt som Else Marie Pade på den ene side og den succesfulde soul/pop-duo Quadron på den anden. Sideløbende har Forsby dog udvist stor interesse for lydkunst og klanginstallationer, og selvom illdjinn altså er en solo-plade for trommer, så er det i mindst lige så høj grad lydkunstneren som jazztrommeslageren vi finder.

Albummet kommer med et smukt cover af Mads Westrup og sparsomme oplysninger om, hvem der har mixet og masteret, i øvrigt skrevet med en svært læselig skrift. Der findes ingen titler på de enkelte skæringer, og som lytter – og anmelder – føler man derfor også lidt at man vandrer rundt i et dunkelt mørke a la det på omslaget. Et mørke, der måske også åbner op for okkulte anelser, som antydet i titlens djinn – en fremmaning af instrumentets iboende ånder? 

Illdjinn er et album, der med afsæt i trommeimprovisationer bevæger sig fra eksperimentaljazz til lydkunst og minimalisme. Den alsidige fordybelse i trommernes mulighedsfelt kan minde om den norske trommeslager Erland Dahlens mesterværk, Rolling Bomber, fra 2012, og er så alligevel væsensforskellig fra denne. Hvor Dahlens plade nemlig præsenterede et slags raritetskabinet af sære trommer og slagtøjsinstrumenter, så arbejder Forsby til gengæld med et egentlig ret minimalt tromme set-up, som så bearbejdes og muteres ved hjælp af kontaktmikrofoner og båndmanipulationer. Anden skæring byder på et rimelig regelret beat, der ligefrem har en groovy, krautrock-inspireret puls. Men det varer ikke længe før end beatet opløser sig i alskens hallucinerende syner tilsat boblende synths og voldsomme ekkoeffekter. Her er vi ved pladens dunkle æstetik igen, hvor selve lydkilden, nemlig trommerne, til tider nærmest fordamper helt, tilsløres i lag på lag af rumlende susen. Illdjinn bevæger sig fra det rytmiske til det abstrakte, fra det bombastiske til det ultra-minimale. 

Der arbejdes meget med lydens rumlighed, med afstand og nærhed. Til tider føler vi os helt tæt på lydkilden, vi føler os nærmest helt nedsænket i trommesættet. Men snart er lyden som flygtige dampe, eller netop åndesyn. En lyd, der er så sløret, at den næsten forekommer uvirkelig. I den korte tekst om pladen på Oede Oe's hjemmeside tales der også om ”spiritual minimalism”, hvilket således giver mening som en fremskrivning af noget spirituelt eller ligefrem okkult gennem et lydbillede, som på paradoksal vis både skaber nærhed og fravær. Der tilføjes lyd, men i samme bevægelse udviskes den oprindelige lydkilde.

Det kunne sagtens ende fortænkt, men Forsby evner faktisk at bevare den rå og improvisatoriske nerve i disse mangfoldige soniske lag. Således fremstår pladen intuitiv snarere end spekulativ i sin opbygning, og her fornægter Forsbys erfaring fra jazz- og improvisationsmusik sig ikke, selvom lydbilledet her umiddelbart ligger meget langt fra jazzen og vel snarere må betegnes som en art elektroakustisk musik.

Forventer man traditionelt tromme-virtuositet fra albummet, går man skuffet derfra. Illdjinn lægger klart vægten på den klanglige udforskning. Den vil således nok appellere mere til de lydkunstinteresserede end til den mere regulære jazzlytter. Hvilket sådan set er i sin skønneste orden, for der er brug for folk som Forsby, som virkelig tager sit instrument ud i helt ukendte og til tider dunkle egne. Hvis den strategi og det vovemod antyder en overordnet linje for Oede Oe, så er der ingen tvivl om, at det skal blive et spændende label at følge.