
På med den hvide kittel
»Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.«
»Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.«
Engang var Roskilde en rigtig rockfestival, der satte tidens overfladepop skakmat. I 50 år er folk flokkedes på Dyrskuepladsen, og der er så kønt derude med glimmer på kinden og frigørelse i fuldt flor. Men hvad med drømmene? De store drømme? Tidligere og nuværende Seismograf-redaktør var i marken og skrev beskeder til hinanden.
»En udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket.«
»L’Rain var ikke spor rowdy. Påtaget støj, uddannet kaos. Ikke lige den slags rodebutik, jeg havde håbet på.«
»Det er aldrig nemt at forlade en kult, når man først er med i den. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der ikke ville have, at koncerten med Ak Dan Gwang Chil skulle stoppe.«
»Der var masser af digtning, men ikke så meget poesi; masser af sangskrivning, men ikke så meget musik.«
»Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!«
»Der var noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie.«
»Aftabs måde at kombinere sorte sange med lige så sort humor mindede mig om Leonard Cohen.«
»Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse.«
Heidi Mortenson udfolder sig i dag under det nonbinære kunstnernavn Phtalo. Ved hjælp af sin intuition har den elektroniske globetrotter fundet balancen i et liv, hvor autisme er et levevilkår, og kønsidentiteten – ligesom musikken – er dynamisk og konstant indtager nye former.
»Festligt var det, men man fik hurtigt grint af, da musikken viste sig at være et stort formmæssigt rod, ufrivillig lo-fi, alt for spids i toppen.«