© Alla Zagaykevych

Se det i øjnene og giv det en stemme

Ignorerer vi åbenlyse voldshandlinger og ondskab, vil de kun vokse, mener den ukrainske komponist Alla Zagaykevych, som tror på elektronisk musik som en radikal form for frihed. Reportage fra arrangementet »Antifascism – Elektronisk musik fra verdener i brand« i Lund.
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Smykket med kopier af Parthenon-relieffet byder Skulpturhallen i Lunds Pufendorf IAS indenfor, og den tætte masse af besøgende oplyses blødt i lyserøde og varme toner. Alle sidder stille, mens atmosfærens behagelighed smelter sammen med en drømmende lyd, som toner frem. Snart bliver det drømmende soundscape dystert, og indvarsler en koncert bestående af stærkt engagerede, politiske musikstykker.

Antifascism – Elektronisk musik fra verdener i brand – en koncert med modereret talk kurateret af Sanne Krogh Groth, Katja Heldt og Staffan Storm i forbindelse med Kulturnatten i Lund 2022 – møder os med et citat fra Rosa Luxemburg: »Det mest revolutionerende man kan gøre, er til enhver tid at proklamere, hvad som sker i øjeblikket«. Og man må sige, at de fire kompositioner, som det kvadrofoniske lydanlæg afspiller for os, taler særdeles klart og stærkt. Både fra stykker med rødder i 70’er-traditionerne og nyligt komponerede værker, bestilt til denne begivenhed, bryder stærke stemmer frem gennem disse værker, som hovedsageligt kvindelige komponister står bag. Nogle gange er de kendetegnede ved cut and paste-teknikker, andre gange er de uigennemskuelige og berører forskellige temaer på forskellig vis og udfolder på den måde forskelligartede sensibiliteter, som viser efterkrigstidens antifascisme, både den tidlige og nutidige, i et intersektionelt perspektiv. 

»Som kunstnere har vi altid troet på, at kunst og kultur er separate verdener« 

Skønhed alene kan ikke redde verden

Den første stykke, RANA (Sår), er komponeret i Kiev af Alla Zagaykevych og er bestilt af Sound Environment Centre (under Lunds Universitet) og det svenske Statens Kunstråd i samarbejde med Konstmusiksystrar. Aftenen indvies med dette værk, som omhandler den nuværende krig i Ukraine. Værket åbner følelsesladet, og derefter dykker jeg ned i lag af smerte og rastløshed, angreb og modangreb. Som stykket folder sig ud, tæt og tyktflydende, blandes forvrængede alarmer, skærende lyde og metalliske stemmer til et mørkt stykke med en uklar og alligevel højspændt indre dynamik. Det abstrakte elektroniske stykke medtager samples fra banduraen, et traditionelt, knipset strengeinstrument, som var forbudt i det 19. århundredes russiske imperium, og brugen af det blev straffet med døden under Stalin.

Nu generobrer Zagaykevych det ved at spille kun på basstrengene, med en bue, så melodien manipuleres til en knivskarp, metallisk lyd. Efter angrebene bliver sårene tilbage, som gives stemme af traditionel ukrainsk sang, der knapt kan genkendes i det tykke soundscape, der gennemtrænger hallen og opløses i bølger bag min ryg. Stykkets atmosfæriske karakter hverken forløses eller samles til sidst, men giver heller ikke fortabt. I stedet bliver jeg efterladt in medias res, i en uforløst stemning af modhandling, skade og opløsning. Dette står i modsætning til Dostojevskijs Fyrst Mysjkin, som siger, at skønhed alene kan redde verden – men det kræver også en stemme og en reaktion. 

Mr. Smith og en marchtromme

En stemme blander sig pludseligt med en tør annoncering af, at »Hitler er ikke død«, hvormed Else Marie Pades lydcollage Se det i øjnene (1970) sættes i gang med et citat fra digteren Orla Povlsen. Stykkets rytmiske og grove skift skærer igennem og er samtidig bedøvende, og jeg absorberer dets bankende monotoni, som punkteres af en marchtromme og giver påmindelser om alle de Hitlere, som findes i vores verden. Sætningens banale ondskab afslører gradvist sin voldelighed med udbrud fra hysteriske taler fra Føreren og konfronterer mig med en sproglig vold, som overgår Vietnamkrigen, som værket refererer til, og minder os lyttere om antifascismens relevans, også i dag.

Tilsvarende direkte er den svenske komponist Åke Hodells politiske erklæringer i Mr. Smith in Rhodesia (1970), i hvilken et børnekor gentager slogans til fordel for Ian Smith, hvid ekstremist og tidligere leder af Rhodesia (nu Zimbabwe). I tidens ånd, og ikke ulig sampling-teknikken som Pade bruger, bliver de hypnotiske gentagelser livet op af variationer, der kan opfattes som en fremkomst af modstand og kritik i form af hvisken og råb og musik fra Zimbabwe. Faktisk leder Hodell os gennem det afrikanske folks selverkendelsesproces som ejere af deres egen kultur og land, frem mod den triumferende dom fra børnekoret: »Mr. Smith is a murderer«.

»Jeg tager et ansvar på mig som sådan, selv om russerne dræber os nu«

Omsorgens filosofi

Den svensk-spanske komponist Hara Alonso er inspireret af Hodells ligefremme brug af collage og montage og sætter ind med rå fragmenter af smartphone-optagelser hvis grovhed mildnes med lo-fi og følsom energi. I værket Leaky Boundaries [what are you | what are we] diskuterer stemmer fra trans- og queerpersoner empati og intersektionel bevidsthed. Jeg følger dem, idet jeg hopper fra deres hjemlige køkkendiskussioner til gader fyldt med energi under Stockholms Pride og til sidst til natklubbens beats. Stemmerne viser sig frem på en meget stærk måde, for de viser en ægte intimitet, radikalt situeret og kontekstafhængig, og derfor er de ikke kun et kor, der fungerer som et værktøj for frigørelse, men også som kropslig tilstedeværelse. Sådan gen-italesætter de kroppen som central i den politiske kamp, såvel som i skabelsen af følelsesmæssige forbindelser. I Alonsos stykke antyder stemmerne en omsorgsfilosofi og intersektionel solidaritet, der anerkender de flydende grænser, som forener og afgrænser menneskelige forbindelser, også som et værktøj mod facetter af nutidig fascisme.

Man får fornemmelsen af, hvad antifascisme betyder – ikke kun i fortiden, men også i en nutidig, global kontekst under påvirkning af uretfærdighed, konflikt og den truende tilstedeværelse af højreorienterede grupperinger i det politiske landskab. Koncerten får yderligere betydning set i lyset af Sveriges største højrefløjspartis succes, og samme fænomen ses i Italien, med dens post-fascistiske regering – og i andre lignende globale politiske fænomener.

© Sanne Krogh Groth
Del af panelet: Alla Zagaykevych, Hara Alonson, Staffan Storm og Sanne Krogh Groth. © Phil Dodds 

Kultur ikke er et objekt, men et subjekt

Det var en fornøjelse at møde en kvinde som Alla Zagaykevych, hvis pionérværk som grundlægger af det første ukrainske studie for elektroakustisk musik jeg var bekendt med i forvejen. Nogle uddrag fra vores diskussion følger her.

Alla, hvordan er din selvforståelse som en kvindelig komponist i Ukraine?

»Jeg forstår mig selv som kunstner, og jeg tager et ansvar på mig som sådan, selv om russerne dræber os nu, så må jeg fortsætte med den kreative proces, såsom at undervise, at lære, at lave musik og organisere kulturbegivenheder. Jeg arbejder også som forsker, og givet at musikvidenskab i forbindelse med elektroakustisk musik ikke er udviklet nok i Ukraine, er det mit mål at uddanne og provokere ligesindede til at udforske og producere mere ukrainsk elektroakustisk musik, uden skam.«

Hvordan ændredes dine ansvarsområder og funktioner i samfundet sig med krigen? Hvordan hænger de sammen med din identitet som ukrainer, måske også når det gælder retrospektiv historisk anerkendelse?

»De har fået mere mening, men mest i en praktisk forstand. For eksempel har vi aldrig haft et reelt arkiv for ukrainsk elektroakustisk musik, så jeg forsøgte meget hurtigt at samle så meget materiale sammen som muligt for at gemme det i digitale arkiver – vi er allerede i gang med at udbrede det gennem europæiske koncerter. Oven i det kommer dokumenter og kommentarer fra mit personlige arkiv, for at bevare noget tekst. Desuden er jeg og andre begyndt at tage hånd om og konsolidere de internationale kulturelle relationer, som aldrig før er blevet taget alvorligt, altså: at anerkende vores værdi og fokusere mere aktivt på at kommunikere med andre lande. Dette har affødt en ændring i formerne på vores interne kommunikation mellem musikere, kunstnere og institutioner. På grund af krigen er vi kommet tættere på hinanden, er blevet mere horisontale og har antaget subjektivitet: Nogle af os er begyndt at forstå, at kulturen ikke er et objekt, men et subjekt. Vores identitet ændrede sig retrospektivt i anerkendelsen af fortidens personligheder, der blev undertrykt af Rusland eller er blevet rehabiliterede som del af deres kultur, i stedet for den ukrainske.«

»Hvis vi ignorerer åbenlyse voldshandlinger og ondskab, giver vi det kun lov til at vokse«

© Sanne Krogh Groth
© Sanne Krogh Groth

Separate verdener

Hvis jeg forstår det korrekt, så har denne aggression hjulpet dig til at forstå din værdi, og til at komme af med dit mindreværdskompleks. At arkivere er et af de vigtigste værktøjer til at bevare og skabe erindring og dermed skabe en bestemt identitet. Hvordan kom denne anerkendelse af identitet til verden, især den retrospektive?

»Som kunstnere har vi altid troet på, at kunst og kultur er separate verdener og at kunstnere som Tjajkovskij ikke er russiske kunstnere, men universelle. Og det er en stor misforståelse, for Tjajkovskij repræsenterer også den imperialistiske russiske kultur. Kunst og skønhed kan ikke redde verden, man er nødt til kritisk at kunne adskille gode intentioner og det, der simpelthen er ondt, en sort-hvid, ekstrem kontrast. Hvis vi ignorerer åbenlyse voldshandlinger og ondskab, giver vi det kun lov til at vokse, og det er, hvad russiske intellektuelle har gjort.«

Jeg genkender disse dynamikker i mit eget land i det forgangne århundrede. Du har peget på vigtigheden af at anerkende og kontekstualisere visse fænomener i deres lokation, i stedet for på abstrakt vis at gøre dem universelle. Kan du sige mere om din forskning i traditionel ukrainsk musik?

»Da jeg studerede på konservatoriet, var jeg på en ekspedition for at gennemføre forskning i folkloristisk musik. Jeg blev overvældet af denne musik, lige så meget som af efterkrigstidens avantgarde fra 60’erne, da den fornyede europæisk musik og rensede fascistiske elementer ud af musikken. Jeg var ikke tiltrukket af folkloristisk musik af æstetiske grunde, men på grund af dens ’autenticitet’ (i den traditionelle ’hvid stemme’-klang) og dens situerethed. Den er tættere forbundet med naturlig rytmik og basale sociokulturelle dynamikker, og folklore kan være en inspirationskilde for kunstnere med interesse i at vise, hvordan kulturen forholder sig til naturen. Folklore er faktisk alt andet end sød: den kan være meget aggressiv og kropslig.«

»Elektronisk musik er en radikal form for frihed«

I mange af dine kompositioner bruger du toner fra traditionelle instrumenter og forarbejder dem, hvilket giver en ret høj grad af abstraktion. Det virker for mig som om, din kreative praksis også er forbundet med din aktivitet som forsker. Spiller dine værker en rolle i dine forskningsaktiviteter, som gen-udvikling eller refleksion?  

»Jeg har ikke specifikt forskningsprojekter, der involverer optagelser fra folklore-ekspeditioner. Det er mere en kreativ praksis. Der er selvfølgelig forsøg med tests af teknologier i en søgen efter bestemte muligheder, men det er en generel praksis for en kontemporær komponist, som bruger teknologi. Hvis jeg havde mere tid, ville jeg hellere undersøge, hvordan elektronisk musik er del af akademisk musikkultur. Hvordan udvikler vores tænkning om kontemporær musik sig? Hvordan påvirkes den af teknologi?«

Alt er såret her

Kan du fortælle lidt om dit værk »RANA«, og hvor ideerne og de kompositionelle elementer kommer fra?

»Da jeg fik bestillingen, undrede jeg mig over noget, der hjemsøgte mig: Jeg drømte ofte, at jeg gik i mit nabolag, i naturen, hvor granater var faldet. Pludselig går det op for mig, at jeg er i et granatkrater, og jeg er bange for, om der er flere miner. Jeg så et luftbillede af ukrainsk land, hvor granaterne var faldet, og det lignede en krop dækket af sår: Sår på kroppen og på jorden er det samme, alt er såret her. Dette besluttede jeg at fortælle om i mit stykke, selvom drømmene ikke stoppede. I kompositionen brugte jeg sange fra det område, som hedder Polesien og samples med en bandura, spillet med en bue, for at give den en lys, ringende klang. Det var vigtigt for mig, at den havde en ret høj timbre og udtrykte en ’autentisk’ musikform som en hurtig reaktion på smerte. Elektronisk musik er en radikal form for frihed, og ikke kun fordi den lader mig bruge lyde, som jeg selv skaber, men også i kombination med folklore, som for mig er meget tæt på elektronisk musik. Hver genre er en pilgrimsfærd mellem traditioner, hvor du kan træde din egen sti som du vil, instinktivt, selv uden nogen uddannelse i musik, som tilfældet er i folklore-sange.« 

»De store opera-institutioner, teatre, filharmonier kunne gøre mere«

Tak fordi du ville dele disse tanker med mig, tanker, som kommer fra en personlig sensibilitet, men rækker videre til stærkt politiske refleksioner. For at binde det sammen med mit første spørgsmål, vil jeg gerne spørge dig: Hvad betyder det at være antifascist i dag? Hvad kan kunstnere og musikere gøre, og hvad kan vi alle gøre efter din mening?

»For mig er antifascisme lig med kritisk tænkning, aktivt og ansvarligt medborgerskab. Mest af alt for kunstnere. Det tyvende århundredes kunst opbyggede en meget rig erfaring med de skønne kunster, high art. I teateret, litteraturen og musikken. Bertolt Brecht og Kurt Vonnegut, Czeslaw Milosz og Paul Celan, Bernd-Allois Zimmermann og Olivier Messiaen... Jeg synes, de store opera-institutioner, teatre… filharmonier kunne gøre mere nu om stunder. I det mindste kunne de give udtryk for deres holdninger, og ikke samarbejde med kunstnere, der mener, at kunst ikke er politisk.«

Har du en besked til vores læsere?

»Måske en gammel lyrisk sang fra Polesien eller Poltava?«

 

Den hvide stemme eller åben stemme, som nævnes i interviewet, og som er typisk for ukrainsk før-kristen sang, synges med åben hals og kaldes også »kontrolleret skrig«. Gennem koncerten er stemmer blevet brugt som lydmateriale af alle de her præsenterede komponister, som også modulerede deres vokale udtryk. Selvom musikere og kunstnere ikke kan jage fascismen på porten gennem politik, så kan de vise os vigtigheden af give stemme til en modstand mod gamle og nye former for undertrykkelse og uretfærdighed i stedet for tavst at se på og normalisere dem. Det gælder uanset, om disse uretfærdigheder leder til fremmedfjendskhed, sexisme, racisme, transfobi, kapitalistisk udnyttelse eller endda schizo-fascisme, som den er defineret af Timothy Snyder, der er historiker med speciale i Østeuropa, nemlig det fænomen, at folk eller regeringer kalder andre fascister, mens de selv opfører sig på fascistisk manér. De kan minde os om, at det er en meget politisk handling at give plads til andre stemmer og at lytte til dem med åbenhed og empati, idet vi anerkender, at grænserne mellem os er porøse, eller som Alonso siger det, utætte.

 

Arrangementet fandt sted 17. september under Kulturnatten Lund 2022 og var arrangeret af Lund Universitets Sound Environment Centre i samarbejde med Pufendorf IAS, Inter Arts Centre, Kulturrådet og Konstmusiksystrar.

Oversat fra engelsk af Stefan Steenholdt