Vidunderlig vildrede
»De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.«
»De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.«
»Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber.«
»Absurd, humoristisk og knivskarp kritik af moderne ledelsesstrategier, selvdisciplinering og kapitalismen i det 21. århundrede fortolket som karaoke-performance-installation«
»You are somehow connected« slutter ligesom »Et Drømmespil« med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt.«
»På sin anden udgivelse snitter komponist og producer Messell med kirurgisk præcision samples fra hinanden og sætter dem sammen igen. Musikken får lov at trække vejret mellem klimakserne.«
»Mesterligt flettet sammen. Hver sang spiller på nogle kendte musikalske konventioner, så det føles som om, man genkender musikken. Og alligevel vindes nyt land«
»Har Bjørn Svin omplantet Berghain til Nørre Allé i Aarhus? Lyden af berlinernatklub er i hvert fald flyttet smukt ind i de pink landskaber af tuftede vandpytter.«
»Live-indspilningen fra Koncertkirken er fortrinlig moderne kompositionsmusik – et dokument over de naturligt forekommende lyde, der danner lydsporet til vores daglige færden i storbyen: legende børn, trafik, fodtrin, døre, der åbnes og lukkes.«
»Der er spildmateriale derude, som ikke må gå til spilde. Spændende idéer og lyde materialiserer sig ofte i randområderne af objekternes egentlige intention.«
»Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion.«
»De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser.«
»Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.«