De runde års magi

• Antropologien beskriver, hvorledes kannibaler spiser dræbte fjenders hjerter for at få del i fjendens kraft. Det vil ligge mig fjernt at påstå, at kulturforbrugeren er kannibal ... men ønsket om at få del i en kraft eller erkendelse, man ikke selv har, driver os gang på gang af sted hjemmefra på vej til koncertsalen.
• Vores kristne kultur er blandt andet baseret på en tanke om, at et særligt menneske træder i stedet for os og tager vores skyld på sig. Man kan sige, at allerede dér lægges grunden til, at vi oplever per stedfortræder ... hvilket vi til en vis grad gør, når vi betaler kunstnere for at opleve og føle på vores vegne.

Et sammenfald mellem disse to udsagn afspejler sig i den tilbagevendende, forudsigelige fejring af afdøde kulturpersonligheders runde fødselsdage, eller rettere fødselsår. Noget mere bizart fejres også de selvsamme kunstneres dødsår. Men det peger sådan set meget godt tilbage på en primitiv ritus.

Det tiltagende markskrigeri i den underholdningsbranche, som også det klassiske musikliv er i fare for at udvikle sig til, har medført en svigtende tillid til musikken som værende tilstrækkelig kraftfuld i sig selv til fortsat at interessere publikum. I den individkultur, vi er degenereret til, er det derfor særdeles opportunt at sætte fokus på den usædvanlige person – på geniet. Således får hver eneste af os del i geniets kraft og en passende identifikationsfigur ved de kultiske fejringer af diverse runde år.

Kulturindustriens kugleramme
Store dele af kulturindustrien og entreprenante typer med mange forskellige dagsordener står altid på spring for at samle penge ind til fejringer af alt, der kan påstås at være sket med et tidsinterval på 25, 50, 75, 100, 150, 200, 250, 300, 350 år.

Mindre brugte intervaller er 30, 60, 125, 175, 225 år, og decideret sjældne er 40, 80, 90, 110, 165 eller 222 år. Egentlig mærkeligt, da 222 er et spændende tal.

Man kan forestille sig, at der på diverse kontorer, eventbureauer og lignende rundtom i verden jævnligt regnes lidt på tallene, således at man for hvert af de kommende år fra 2010 til 2020 har en liste over ældre årstal, der jubilæumsrefererer til et givent år i de nævnte tidsintervaller.

Dette lag i kulturlivet skulle jo ideelt set fungere i kunstens tjeneste, ikke diktere, hvad kunsten skal handle om

Ud for 2010 vil der således være en række førsteprioriteter, der hedder: 1985, 1960, 1935, 1910, 1860, 1810, 1760, 1710 og 1660. En række af andenprioriteter ser således ud: 1980, 1950, 1885, 1835 og 1795. Og så måske denne tredje række af skæve årstal: 1970, 1930, 1920, 1900, 1845 eller 1788.

Givet vil der så være en lignende række tal for hvert af de følgende år, og så er det ellers bare med at komme i gang med at se på for eksempel komponisters fødsels- og dødsår, år for markante uropførelser eller andet, der nu kan befordre den kreative arrangørhjerne til fornyet ansøgningsskrivning. For fejres skal de jo, disse nationens, den klassiske musiks, den vestlige civilisations store sønner (lidt sjældnere de store kvinder – det var for eksempel Mendelssohn-år i 2009, men det var ikke Fanny, der var årsagen).

2010 – et par kvalificerede gæt
Det er ved hjælp af internettets Wikipedia, Google og så videre blevet noget lettere at orientere sig i årstallene. Selv uden nævneværdig historisk forstand kan man finde frem til årstal, der er interessante at bygge en formidlingsforretning på.

For at finde frem til et aktuelt dødsjubilæum på blot 25 år i 2010 googler man 1985 og kommer ind på Wikipedias liste over begivenheder år for år. 1985 viser sig at være Orson Welles’ dødsår – skal vi skyde på, at der kommer en måned i Filmhuset i 2010 med Orson Welles’ film til næste år?

På musiksiden finder Wikipedia det nævneværdigt, at Shu-Bi-Dua i 1985 udsendte deres 11. album. Skal vi skyde på, at det jubilæum kommer til at gå ubemærket hen?

Hvis man synes, at det var lidt tyndt på musiksiden, forsøger man sig så med de 30 år, og hvad får man så? Tja, af gode døde i 1980 er der John Lennon – et enkelt basisensemble vil måske af den grund forsøge sig med Lennon-sange i arrangementer af medlemmer af Dansk Komponist Forening. At Allan Petterson døde i 1980, kan måske give et par enkelte svenske opførelser.

Ume Duo – Karolina Öhman på cello, Erika Öhman på slagtøj – opfører Pelle Gudmundsen-Holmgreens »Plateaux pour deux«, der kan fejre 40 år i 2010. © Ume Duo

Det er jo stadig ikke helt overbevisende for en eventmager på den seriøse musikscene, og så er man måske nødt til at trække det sjældne 40-årskort. Kun for at opdage, at det i 2010 er 40 år siden, at Jimi Hendrix og Janis Joplin takkede af for denne gang. Men stadig ingen stor død komponist, der kan generere lidt omsætning. Og engelske Cyril Scott er nok ikke den rigtige at gøre til hovednavn i en dansk fejring. Selvom der er dukket en glemt sonate for guitar op fra hans hånd for nylig.

Så kaster man lige et blik for at se, om der ikke skulle være nævnt en komponist født i 1970, så man kan overveje at lave en fødselsdagskoncert for ham. Eller hende. Men nej, de eneste danske kulturpersonligheder, der nævnes som født i 1970, er Amin Jensen og Therese Glahn. Hvis desperationen nu begynder at melde sig, går man ind på SNYK’s værkfortegnelse for at se, hvilke markante værker der blev holdt over dåben i 1970 – og så begynder der måske at ske noget?

Axel Borup-Jørgensens Marin og Ole Bucks Felix Luna spilles for første gang – Felix Luna med noget ballade til følge. Har vi hørt den siden? Pelle Gudmundsen-Holmgreen bringer for alvor båthornet ind i koncertsalen med Plateaux pour deux; Per Nørgårds kalendermusik går over de danske TV-skærme, og både han og Ib Nørholm præsenterer deres 2. Symfoni. I alt 226 danske kompositioner bliver det til i 1970 ifølge denne oversigt.

Er det så hér, at lynet slår ned i kulturkøbmanden og han beslutter sig til at vie det næste år af sit liv til at få skabt en revival for ny dansk musik anno 1970? Desværre nok ikke.

Og hvad så?
Men er der egentlig noget galt i med mellemrum at sætte fokus på de bedste komponister og deres værker? At invitere spændende musikere til at nyfortolke, at få indspillet det, der mangler for at have et komplet sæt, at lave en konference og lade en rytmisk musiker og en VJ lave en crossover-event? Hver generation skal vel have muligheden for at blive gjort opmærksom på de skatte, der ligger?

Og hvis der er en lille risiko for forstoppelse, således at der nu går nogle år, inden vi gider høre Mendelssohn igen, er der vel ingen skade sket? Der kunne jo også gå år imellem, at vi hørte Mendelssohn, inden fejringen.

Tænk, hvis man kunne sige til en koncert: »I aften spiller Leif Ove Andsnes musik af Schumann og Chopin, for det har han helt vildt lyst til«

Det, der kan få professionelle folk til at fare i flint over disse fejringer af runde år, er måske dybest set en skuffelse over, at det endnu en gang er kulturformidlerne, arrangørerne og så videre, der kommer med den kunstneriske dagsorden. Og som de fleste dagsordener: en helt igennem forudsigelig en! Dette lag i kulturlivet skulle jo ideelt set fungere i kunstens tjeneste, ikke diktere, hvad kunsten skal handle om og beskæftige sig med – bare fordi det nu er 100 eller 200 år siden, en eller anden er født eller død.

For tænk nu, hvis det fungerede den anden vej rundt. At det var kunstnerne, musikerne, komponisterne og så videre, der tilbød det, de til hver en tid brændte mest for – og det næste led i kæden så måtte bryde hjernen bare en lille smule mere for at få publikum til at komme.

Tænk, hvis man kunne sige til en koncert: »I aften spiller Leif Ove Andsnes musik af Schumann og Chopin, for det har han helt vildt lyst til« – i stedet for at sige: »I aften spiller Leif Ove Andsnes musik af Schumann og Chopin. Det har vi bedt ham om, fordi de begge ville være fyldt 200 år i år.«

Hæmorroider kontra hemioler
Det er allerede blevet fastslået i kunstnernes bevidsthed, at de skal komme med en ‘historie’ ud over den kunst, de falbyder. Det er det biografiske stof, der fascinerer de store dele af publikum. Dét store publikum, vi til stadighed render efter for at få dem til at høre på vores elskede musik.

Det er nemmere at forholde sig til hæmorroider end hemioler. Og en spirende sindssyge eller latent homoseksualitet er mere interessant at læse om end en udredning af, at der i sidstesatsen skabes en dobbeltfuga med førstesatsens åbningstema i halvt tempo, kombineret med sidstesatsens tema som kontrapunkt. Det er blevet, som Peter Bastian spåede: Publikum er blevet mere interesserede i frimærket, end hvad der står i brevet. (For så vidt et morsomt bedaget billede, hvornår har man sidst skrevet et brev, puttet det i en kuvert og sat et frimærke på?)

Det ér næsten ikke til at holde ud at tænke på H.C. Andersen-året igen – men en række ting, der kan undre, tåler stadig at blive nævnt i denne forbindelse:

1. Den eneste, der ikke profiterede af H.C. Andersen-fejringen, var H.C. Andersen.
2. De mange eklatante fejlslag har tilsyneladende ikke sat sig nævneværdige spor. Med dette amokløb burde det ellers være fastslået én gang for alle, at alle disse jubilæumsfejringer i deres udgangspunkt ikke er særlig interessante; en 200-års fødselsdag er kun en sensation, hvis fødselaren er i live.
3. Hvis det handlede om at udbrede kendskabet til H.C. Andersen til de kommende generationer, kunne det måske have haft større effekt, hvis hver skoleuge var blevet afsluttet med, at læreren læste et af eventyrene højt i klassen, inden ungerne blev sendt hjem til weekendens ørkenvandring.
4. Havde vi det egentlig ikke meget godt med H.C. Andersen inden denne fejring – og er vi ikke stadig ved at brække os over ham fire år efter fejringen?

Opdateret 30. april 2020 med ny korrektur og nyt layout.