Udforskning af bevægelse og stilstand

Pianist, orkesterleder, komponist og lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium, Jakob Anderskov, supplerer her sin ganske omfattende produktion med en albumtrilogi udgivet i løbet af få måneder. Siden 2001 har Anderskov udgivet albums i eget navn – dels som solist og dels i en række konstellationer som bandleader og undertiden som sideman.

Anderskov er kendt for en del – eksempelvis sin evne til at veksle imellem kompliceret komposition og stringent improvisation. Og for sin evne til at arbejde ud fra forskrifter eller programerklæringer.

Dette er noget, der går igen på disse tre albums: Så snart man får dem i hånden ses det, at der her er tale om et samlet værk. Dels den visuelle lighed og dels ligheden i titlerne på de enkelte albums formidler klart, at disse albums skal opleves i relation til hinanden og fremstå som ét værk. Og som titlerne også indikerer, er der tale om abstraktioner ud i musikalsk udforskning af bestemte fysiske begreber.

Den Beboelige Musik
Titlen på trilogien - Habitable Exomusics - må vi antage refererer til begrebet exoplanet  - nemlig en planet, der er i kredsløb om en anden stjerne end solen. Exomusics kan altså forstås som en musik, der bærer nogle af de samme karaktertræk som anden musik – fordi den er beboelig – men som alligevel er helt anderledes, fordi den eksisterer i et andet solsystem.

Jacob Anderskov skriver selv i sit pressemateriale, at ordet ’exo’ peger på det kreative element i denne musik: At den opererer med andre samlende kræfter end fx tonalitet, definerbare harmonier og velkendte rytmiske mønstre. Metaforen - musikkens beboelighed - omhandler musikkens åbenhed over for improvisation og co-creation fra musikerne, og i sidste ende lytterens chancer for at ’bebo’ musikken.

De Ukendte Verdner
Illustrationerne på de tre album covers vedrører også de beboelige steder som trilogiens titel beskæftiger sig med. Billederne er alle tre en tolkning af en beboelig planet, og  Anderskov stiller i pressematerialet spørgsmålene: Hvis menneskeheden endelig fandt en beboelig planet, ville den så indeholde eksempelvis komplekse protein-lignende molekyler? Ville den nye planets overflade indeholde netværksstrukturer lignende vores motorveje eller fiberkabler? Ville vi på en beboelig planet finde spor af uddøde civilisationer og ville sådanne spor ligne gamle symboler fra vores egen planets fortid?

Vol. I: Kinetics (the Path)
Albummet består af 8 numre og besætningen er akustisk pianotrio - Jacob Anderskov på piano, Adam Pultz Melbye på kontrabas, og Anders Vestergaard på trommer. Ved første gennemlytning er det naturligvis klangen af de akustiske instrumenter, der velkendt supplerer hinanden, som springer i ørerne. Dernæst er det de komplicerede rytmiske og melodiske strukturer, hvormed alle tre instrumenter interagerer med hinanden. Men på trods af kompleksiteten i rytmik virker musikken faktisk både overskuelig og genkendelig. Overraskende udadvendt. Musikken skifter mellem det komponerede og det improviserede, og har en meget karakteristisk lyd, og man  kan – selvom der lægges op til, at denne musik udforsker nyt terræn - finde adskillelige stilreferencer.

I udgivelsens pressemateriale stilles det lidt finurlige og retoriske spørgsmål, om dette album mon er Anderskovs version af et bluesalbum? Og det giver mening at forstå det sådan, i forlængelse af den måde pladen arbejder med karakteristiske klange af strukturer, der bliver genkendelige og udtryksfulde, helt analogt med eksempelvis den pentatone skala.

Titlen på albummet, Kinetics, er sandsynligvis taget fra klassisk mekanik og beskæftiger sig med kræfter og organer i bevægelse. Betegnelsen kinetisk kunst er en betegnelse, der er blevet brugt siden 1950’erne om kunst, hvor der enten synes at ske eller faktisk foregår en bevægelse. Så hvis vi skal tolke disse titler i retning af lytteoplevelsen, kan man sige, at musikken er en  kinetisk bevægelse – dels igennem strukturer og dels som interaktion mellem musikerne.

Anden del af titlen - The Path - vedrører også bevægelse og åbner mulighed for en mere abstrakt forståelse af bevægelsesmetaforen. The Path bliver nemlig en metafor for, at musikken ikke er helt fri, improviseret og abstrakt men, at den netop benytter sig af fastlagte ’stier’ - komponerede strukturer, der viser vejen for det improviserede.

Vol. II: Statics (the Map)
Statics (The Map) består af fine soloklaverstykker, der minder meget om en slags etuder. Nogle er atonale, mens man i andre kan fornemme lokale brudstykker af konventionel harmonik. Diversiteten imellem stykkerne er stor – der arbejdes i mange klangkvaliteter fra det lyriske og poetiske til det abstrakte og direkte aggressive – fra det frirytmiske til det metriske.

Statik, er en gren af fysikken, der beskæftiger sig med kræfter og momenter på fysiske systemer i statisk ligevægt – altså det stillestående. Kortet repræsenterer som regel et overblik over et område, men kartografi, eller "mapping", kan også omhandle en aktivitet, eller en måde at tænke på, eller en række mulige fremtidige tiltag.

Ved første gennemlytning kan det muligvis være vanskeligt at sætte begrebet ’det statiske’ i relation til dette ret varierede klangbillede. Men ved nærmere eftertanke kan tolkes, at musikken netop bliver statisk af, at den fremføres af én musiker – hvor det kinetiske på Vol. I netop bestod i interaktionen mellem de tre musikere.  Hvert nummer på Vol. II udtrykker klart en bestemt tankegang og en bestemt klang. Statics (The Map) bliver derigennem en slags katalog over klanglige muligheder, teknikker og stemninger – med andre ord en slags kortlægning.

Vol. III: Dynamics (the Terrain)
Dynamics (the Terrain) består af 4 numre – The Terrain Part I, II, III, IV - og besætningen er  igen den akustiske pianotrio, denne gang med Nils Bo Davidsen på kontrabas, amerikaneren Gerald Cleaver på trommer og Anderskov på piano.

Hele albummet forekommer at være et improviseret værk fra start til slut. Selvom den akustiske instrumentation er den samme som på Vol. I, er udtrykket på dette album markant anderledes. Der er ganske simpelt så eklatant forskel på dynamikken på de to albums, at de nærmest ikke kan sammenlignes.  Hvor musikken på Vol. I skiftede imellem de meget stramt komponerede og indstuderede forløb – byder Vol. III på en meget følsom og spontan  interaktion imellem musikerne. Der er et ganske andet momentum og musikernes indsatser er generelt meget følsomme i interaktionen og økonomiske i deres afgrænsninger.

At dette album hedder Dynamics, virker som en naturlig følge af samspillet mellem de tre musikere. Musikalsk dynamik er selvfølgelig blot en af de betydninger ordet dynamik har -  dynamik er i klassisk mekanik næsten synonymt med kinetik. I oprindelig forstand beskæftiger dynamik sig altså med studiet af kræfter og deres effekt på bevægelse. Men når ordet bruges om musikalsk dynamik, taler vi altså om det klangligt fleksible – dels i styrke, i tempo, i organisationen af toner, i brugen af pauser etc. Og der er forbindelsen til dette stykke frie musik selvfølgelig klar – den dynamiske improvisation blandt tre musikere. Forbindelsen til The Terrain – terrænet - ligger således også lige for. På dette album bevæger musikken sig i det dynamiske terræn, hvor Vol. I fulgte stien, og Vol. II skitserede kortet, befinder vi os nu i det åbne og ukontrollable terræn.

Habitable Exomusics - eksistensen og bevægelsen i exomusikken
Habitable Exomusics er et stilsikkert studie og udtryk ud i, hvordan musikken kan blive tolkninger og abstraktioner over tanker og overvejelser hentet fra andre videnskaber. Det er et katalog over og en tilgang til en udforskning af musikken, instrumentklangen, samspillet og kontrasterne imellem stram komposition og indstudering overfor friere forløb, hvor den enkelte musikers co-creation gør sig gældende. Habitable Exomusics er et overordentligt veludført værk, der både præsenterer sig selv som rent musikalsk værk og på samme tid koncentrerer sig om at forholde sig til en argumentation, en abstraktion og musikkens forklaringsramme.

Habitable Exomusics er derimod ikke et modigt kunstværk. Selvom værket er lagt an og kan tolkes som en slags udforskning, er der, så vidt jeg kan høre, ikke tale om nyvundet land. Hverken klangligt eller konceptuelt. Når det så er sagt, vil jeg fortsætte med at sige, at kunstnerisk mod er jo heller en absolut nødvendighed i alle værker. Der findes andre måder, hvorpå et værk kan være relevant for verden. I dette tilfælde er relevansen, efter min opfattelse, det nærstuderede, det veludførte og målsætningen om at reflektere over musikkens tradition, karakteristik og potentiale ud i abstraktion og ud i, at man som lytter kan evne at sætte sig selv og musikken ind i en ny forståelsesramme samtidig med, at den sanselige musikalske oplevelse foregår.