En Jazzplade

Dette er en Jazzplade. Eller rettere en udgivelse af en koncertoptagelse gjort i Christianshavns Beboerhus 4. februar 2011. På den ene side føler jeg mig forpligtet til at anmelde udgivelsen ud fra disse præmisser – altså ud i fra at det er jazzmusikere, der spiller jazz og at det er "live". På den anden side vil jeg også gerne bare anmelde det, som det det er: Musik på plade. 

Titlerne på flere af numrene er så hemmelige, at jeg opgiver at forstå meningen med dem. Umiddelbart forsøger jeg at finde referencer til Edgard Varese i nummeret Pintxos for Varese. Og titlen Psychotonalities fanger straks min interesse, da det lyder ret vigtigt. Har det noget med psykoakustik at gøre? Eller er der tale om et helt nyt syn på tonalitet, som f. eks. mikrotonaliteten var det for den vestlige musik i starten af sidste århundrede? Jeg kan dog ikke finde noget i musikken der belønner min opbyggede interesse. Ikke så vidt jeg kan høre ihvertfald.

Hvis man siger "Der er kaffe og kage" så er det også dejligt, hvis der rent faktisk er kaffe og kage. 

Måske er det noget jeg ikke forstår. Måske fortælles der historier live som ikke er kommet med på pladen. Måske er det noget man skal "mærke" – det kommer jeg ind på senere.

Kompositionen og det uregerlige barn.
Ved første gennemlytning forekom musikken mig noget opskriftspræget. Blæserne står for lange udstrakte melodier/temaer med bas, trommer og wurlitzer som teksturskabende underlag. Formen er, som så ofte i jazz, en vekslen imellem tema og improvisationer.

Kompositionerne (som alle er krediteret Jacob Anderskov selv) fylder i sig selv meget lidt. Denne plade handler ikke så meget om kompositioner, som om improvisationer. Kompositionerne består af nogle temaer, nogle idéer/stemninger/æstetiske enighedspunkter, der fungerer som ramme for, der hvor det egentligt interessante kan ske: Improvisationerne. Og allermest de improvisationer der går udover egentlige soloer. Der hvor Jacob Anderskov og trommeslager Tom Rainey spinder net sammen på hver deres måde – men samtidig med et nærmest fælles sind – ja, så går det faktisk op i den berømte højere enhed. Sammenspillet er subtilt og fangende.

Når kompositionerne holder sig i baggrunden og agerer som de skal – som en ramme – så er det at projektet lykkes. Men der er desværre ofte momenter hvor kompositionerne bliver ved med at hænge ud, til trods for at improvisationerne er vokset sig store nok til at klare livet på egen hånd. Hvor det forudbestemte, kompositionen, burde vige og give plads til det, der er født ud af dem. 

Formen! Husk formen!
Anderskov Accident har, i forhold til genren ikke gjort noget forkert. Og det plager mig. Hvorfor være så loyal? Hvorfor bibeholde denne særlige form og musikstruktur?

Det overrasker mig når vidunderlige tilløb til overraskende og unikke udtryk, der ligger lige foran næsen på en, på en eller anden måde bliver trukket trygt tilbage i jazzland - altså til det tilbagevendende tema, videre til den obligatoriske næste solo, til noget tredje forudbestemt osv. 

Det er måske bare sådan det er, og skal være. Det man kan kalde for en æstetisk platform, eller snarere trampolin, hvor man gør sine spring ud i fra. Og dog. Somme tider opstår dimensionsspring. For eksempel bliver Laura Toxværds glimrende saxofonsolo i Three Pieces of Wood stående som en musik, et lille univers, i sig selv. Det er ikke svært at forstå hvad soloen siger, det er blot svært at se dens naturlige sammenhæng med det tema soloen udspringer fra og returnerer til. Det er måske det, jeg finder mest problematisk ved genren. At jeg for sjældent kan se den musikalske motivation for det musikerne tager sig til i sammenhængen. Måske er det noget de mærker. Måske skulle man have været til koncerten og delt øjeblikket. På plade bliver det groft sagt nogle fine, men tit usammenhængende paletter af musikalske udsagn. 

En krans af sikkerhedsnåle
Jeg respekterer at musikken hører til i en traditionsbunden genre, men jeg kan ikke undgå at lytte til musikken i sig selv – uden at tage hensyn til, om den tilhører det ene eller det andet. For ofte er genre og stil en musikalsk tvangstrøje, eller et sikkerhedsnet  der forhindrer musikken i at gå hen, hvor den vil. Det er mildest sagt ikke uhørt i Jazz, selv ikke i de mere frie hjørner af kulturen, som denne plade repræsenterer. Og jeg kommer desværre ikke udenom at jeg synes Anderskov Accident også lider under det. Det er mærkeligt, at et band med så store musikalske ressourcer kun i begrænset grad formår at indgå i fuld symbiose med musikken. Det kan kun være vanetænkning, der står i vejen, da der ikke er nogen tvivl om bandets dygtighed. Der er som tidligere nævnt smukke øjeblikke af intuitivt sammenspil, glitrende soli og dejligt skæve temaer, men formen gør at det føles for sikkert og trygt.

At bandnavnet og pladens titel på coveret er omkranset af noget, der minder om et net af sikkerhedsnåle giver god mening, selvom den nævnte sikkerhed nok ikke var det designeren tænkte på, da coveret blev tegnet.

Dokumentation for kenderne
Jeg hører Full Circle som en plade, der primært henvender sig til det allerede eksisterende koncertpublikum indenfor genren, samt det publikum der var til koncerten og som man kan høre mellem numrene, begejstret klappende. Jeg er overbevist om at pladen egner sig bedst for kendere, der af rutine eller erfaring kan genskabe koncertsituationen og "mærke med på noderne".

Pladen er en dokumentation af en koncert, der markerer afslutningen på en Europa-turné og er således et punktum for måneders arbejde. Men en koncert transformeres ikke automatisk til en hjemlig lytteoplevelse blot ved at blive optaget og trykt som en CD. Meget af oplevelsen går tabt. Måske for meget.

En anbefaling?
Når jeg angriber Full Circle så meget på stilen og genren er det i virkeligheden fordi jeg så tydelig kan høre, hvor fantastisk det hele ville blive, hvis de bare gav slip og sprang over sikkerhedsnålehegnet. Hvis de bare satte musikken fri.

Der opstår et paradoks når en stilart, og endda et forfinet hjørne af en stilart, der omtales som værende fri og nyskabende, egentlig er ret konservativ i sin grundidé og sin form. 

Men fred være med det. Hvis du er indforstået med formen, og du accepterer stilarten ud i fra de præmisser der nu er, så vil du nok sætte stor pris på Full Circle.