Lyden af New York

Der er mange lyde i New York. Hvis man kunne høre alle lydindtryk fra hele byen på én gang, som en stor, samlet kakofoni, ville disse fortælle om otte millioner mennesker fra alle dele af verden samlet for at opleve en by, der aldrig rigtig sover. Man ville kunne høre dem tale, diskutere, skændes, le, græde og spille musik. Der ville også være trafikstøj fra biler, toge, fly, helikoptere og de berømte gule taxaer. For en musiker er det dog især byens mangfoldige lyde af musik, der trænger sig på. 

Denne by boede jeg i gennem tre måneder i efteråret 2008. Jeg skal ikke her komme med en udtømmende beskrivelse af New York og byens musikliv, for det ser jeg mig slet ikke i stand til. Derimod vil jeg tage hørebrillerne på og give et billede af, hvordan denne metropol opleves gennem mine ører.

Nå ja, og så i andet sæt bliver rockikonet Lou Reed inviteret med på en ekstra guitar, hvilket bestemt ikke gør koncerten ringere

New Yorks soniske fingeraftryk er præget af mange mennesker samlet på et lille sted og alt det, de foretager sig, skaber, drømmer om, river ned og bygger op igen. Man hører det, lige så snart man ankommer. Efter en lang flyvetur over Atlanten og godt igennem lufthavnens pas- og sikkerhedstjek sætter jeg mig ind i A-subway-toget. Uvægerligt strømmer Duke Ellingtons gamle klassiker gennem hovedet på mig. »You must take the A train.« Utallige musiknumre knytter sig til byen og dens stednavne. Gad vide, om der overhovedet er nogen, der ved ankomst til New York ikke på deres indre pladeafspiller hører det kendte bigband-riff, efterfulgt af Frank Sinatras tilbagelænede vokal. »Start spreading the news ...«

Langsomt skiftes lufthavnsturisterne i A-toget ud med faste New York-indbyggere, til vi er en skøn blanding af folk, der ser ud på alle mulige måder og taler mange forskellige sprog. Et farverigt multietnisk lydbillede. Lidt senere går jeg uforvarende op ad en trappe fra den underjordiske subway, og pludselig står jeg midt i det hele. Mange mennesker traver forbi med sikre, målrettede skridt. Biler, busser og taxaer væver sig ud og ind mellem hinanden i et sandt virvar af motorstøj og dytten. Lægger jeg nakken tilbage, ser jeg bygninger, der strækker sig højt mod himlen. Ah, skyskrabere. Nu giver ordet endelig konkret mening ... DYT. BÅT. »Excuse me.« Ikke stoppe op for lang tid ad gangen, så den evige bevægelse sættes i stå. Her er man på vej, skal steder hen. Hvis ikke man da lige er i midlertidigt pitstop på grund af sult eller lignende.

Klip. Nyt lydbillede

Musikerne står klar til at spille. De er placeret på en scene midt i rummet, omgivet af publikum til alle sider. Jeg befinder mig på det nye musiksted Le Poisson Rouge på Manhattan, hvor en forventningsfuld stemning nu breder sig. Jeg har kun været få dage i New York og skal lidt efter opleve tre af verdens bedste improvisatorer, nemlig John Zorn (saxofon), Milford Graves (trommer) og Marc Ribot (guitar). Disse musikere har spillet med gud og hvermand, fra Albert Ayler til Tom Waits, og når de lægger deres kræfter og toner sammen, skabes fantastisk musik.

Saxofonen fremkommer med alle tænkelige og utænkelige lyde; både sagte, hviskende toner og høje, hysteriske skrig. Under dette buldrer trommerne, nogle gange afventende og dansende, andre gange som et kraftfuldt tordenvejr. Guitaren tilføjer klangfarver af skramlet, forvrænget lyd. På et tidspunkt rejser Milford Graves sig fra trommerne, og så er der ellers danse-, sang- og taleimprovisation fyldt med musik og tydelig livsglæde fra den 67-årige mand. Imponerende. Man skal være meget stiv i det for ikke at lade sig rive med. Nå ja, og så i andet sæt bliver rockikonet Lou Reed inviteret med på en ekstra guitar, hvilket bestemt ikke gør koncerten ringere.

Duke Ellington med bigband spiller Billy Strayhorns »Take the A Train« (1939). © Storyville Records

Rundtomkring i New York findes utallige spillesteder, som præsenterer alverdens musik. Nogle er etablerede klubber og barer, hvor også turister kommer forbi for at høre de kendte navne. Mens der også er steder, som er mere hemmelige og mest opsøges af de særligt interesserede. Stort set lige meget hvilken form for musik man interesserer sig for, findes den her i byen – et eller andet sted. Lyden af tunge riffs, skrigende guitarsoloer og hæs rockvokal kan nydes over en Budweiser eller Sam Adams på blandt andet The Livingroom, ligesom diverse singer-songwriters synger deres sjæl ud på listige barer rundtomkring i byen. De rigtig store pop- og stadionrockkoncerter kan man høre i Madison Square Garden, hvor Madonna, B.B. King og andre kigger forbi.

Den klassiske musik oplever jeg dels i traditionelle andægtige omgivelser, da jeg hører New York Filharmonikerne spille Dvořáks 9. symfoni i den store Avery Fisher Hall koncertsal; dels på mere uformelle scener, såsom operasang i Bryant Park, ikke langt fra Times Square, eller et korværk af Morton Feldman i World Financial Center med forbipasserende og småsnakkende mennesker i baggrunden.

Klip
Lyden af den ensomme kora, et afrikansk strengeinstrument, når mig helt oppe på balkonen. Toumani Diabaté er en verdensstjerne inden for sit felt og demonstrerer sin virtuositet over traditionelle koramelodier fra Mali såvel som nyere kompositioner. Denne og andre verdensmusikkoncerter arrangeres af World Music Institute på forskellige scener rundtomkring i byen. Men også den amerikanske folkemusik lever i det 21. århundrede.

På baren Barbès i Brooklyn hører jeg Gina Leishman med band synge egne sange i gammel amerikansk visestil. Fortællingen og teksten, som klart er i fokus, indrammes af lyden af banjo, violin, kontrabas og trommer. Her spiller man sammen med vennerne og får kun den betaling, som det fåtallige publikum lægger i en kande, der sendes rundt. Lidt flere mennesker trækkes til af den unge singer-songwriter Sam Amidon, som er blevet inviteret af Museum of Arts and Design til at lave en koncert med udgangspunkt i hans fulde kunstneriske univers med både musik og tegneserier, der projiceres op på storskærm.

Amidon vælger denne aften også at præsentere og hylde sine inspirationer fra amerikansk folkemusik. I den anledning har han inviteret det musikalske ægtepar Kore Loy McWirther og Bruce Green, som han har kendt siden barnsben. Således kommer showet også til at indeholde gamle amerikanske viser og ballader, Kentucky fiddle tunes og et interview med Bruce Green om sidstnævnte. Alt dette giver god mening, da jeg klart kan henføre disse inspirationer til Sam Amidons egne sange, som herved uddybes og i øvrigt leveres følsomt og smukt af sangskriveren selv. Desuden er det unægtelig hyggeligt at opleve McWirther, som på scenen helt uanfægtet sidder og syr et tæppe, når hun ikke synger.

For mig er jazzmusikken en særlig del af byens puls, af New Yorks lyd. Flere besøg gør mig godt bekendt med den legendariske jazzklub The Village Vanguard, hvor der hver uge er et nyt orkester på plakaten. Fra gaden går man ned ad en stejl trappe og bliver lukket ind i et tætpakket lokale med bar i den ene ende og scenen i den anden. Her lytter jeg til nogle af mine musikalske helte, for eksempel Paul Motian Trio med den gamle Motian bag trommerne, Joe Lovano på saxofon og smagfulde Bill Frisell på guitar. Sammen væver de et tæppe af toner over gamle jazzstandarder samt nye kompositioner, og jeg svømmer helt hen i deres behagelige, interessante og udfordrende lydunivers.

Desuden er det unægtelig hyggeligt at opleve McWirther, som på scenen helt uanfægtet sidder og syr et tæppe, når hun ikke synger

Jazzmusikken rykker i dag også ind i de fine, prestigefyldte koncertsale. Således hører jeg Keith Jarrett Trios 25-års jubilæumskoncert i Carnegie Hall. Men søger man det mere eksperimenterende, er der også nok at hente. Byens størrelse gør naturligt, at al slags nichemusik også har tilknyttet større miljøer, både musiker- og publikumsmæssigt. Rundtomkring i New York afholdes der koncerter i øvelokaler, i folks lejligheder og sågar udenfor på toppen af de flade hustage.

Issue Project Room er hjemsted for alle mulige koncerter, som rækker vidt genremæssigt. Jeg sidder i et aflangt, lyst lokale i en gammel lagerbygning i Brooklyn. Rummet er udstyret med højttalere, lys og stole til publikum, men ellers foregår det meget afslappet og uformelt. Tim Berne’s Bloodcount indtager scenen og leverer en fantastisk koncert med improvisationer over Bernes kompositioner af komplekst sammenvævede melodier. Et par uger senere sidder jeg igen i samme rum, men denne gang gælder det gruppen Stars Like Fleas, der spiller et grafisk partitur af Cornelius Cardew. Moderne klassiske toner med et stort orkester, der både har elguitarer, keyboards, trommesæt, strygere, diverse blæsere og en sanger. Disse koncerter plus eksempelvis The New York Theremin Society og meget andet kan alt sammen opleves på Issue Project Room.

The Stone er et andet spillested, hvor man ikke er bange for det varierede og det specielle. Blandt de tilbagevendende indslag er John Zorn’s Improv Nights, hvor man aldrig helt ved, hvad der sker. En samling musikere møder op og improviserer med hinanden på kryds og tværs under supervision af Zorn. En sådan aften hører jeg blandt andet en improvisation involverende klarinet og sækkepibe. Så hvis man går efter nye musikalske oplevelser, er dette et godt sted at gå hen. The Stone er også stedet, hvor jeg hører en solokoncert med trommeslager Joey Baron. Stolene står tæt i det lille lokale, og alligevel er der så fyldt, at nogle må sidde på gulvet. Man kan ikke købe drikkevarer eller noget her, men må dog godt tage med hjemmefra. Fokus er på koncerten, på musikken – og det er præcis det, folk er kommet efter.

Baron begynder med sagte bækkenlyde. Senere flettes tammerne ind, og det er imponerende, så mange forskellige lyde manden kan få ud af de samme få bækkener og udspændte skind. Han går fra de indledende abstrakte soundscapes over til at lege med forskellige groovemønstre, og det swinger som bare f... På The Stone går man direkte fra gaden og ind i koncertrummet, og med kun en almindelig dør imellem blandes gadelydene flere gange ind i musikken, særligt i de stille passager. Mere smagfuldt kan New York næppe repræsenteres end fantastisk musik iblandet metropolens egne melodier.

John Zorn og Yoko Ono improviserer sammen på WNYC-spillestedet The Greene Space i 2012. © The Greene Space

Ude på gaderne, i byrummet, er der også musik. Rundtomkring i parker, på fortove, i subwayen og andre steder stiller folk sig op og spiller. Musikkens kvalitet er svingende, men man kan opleve alt fra den enlige bluesmusiker med sin guitar over trommen på diverse plastiktønder til stepduo eller olietønder og MIDI-soundtrack. Til gengæld kan det til tider være umådelig svært at vælge denne type musik fra, for hvis du skal med dette bestemte tog, ja så skal du altså stå på denne subwayplatform – med dertil følgende sang og musik.

Men så kan man jo søge tilflugt i en af New Yorks mange pladeforretninger, hvor man kan købe sig fattig på ingen tid. Det gælder, hvad enten der er tale om de enorme butikker som Virgin Megastore og J&R eller specialiserede forretninger som Downtown Music Gallery, der er himmerige for interesserede i avantgardejazz og klassisk musik, og World Music Institutes musikbutik. Man skal ikke lade sig forvirre af, at sidstnævnte er et noget hemmeligt sted uden særlig skiltning, hvor man skal op i en elevator og hen at banke på en låst dør for at blive lukket ind. Men så er der også adgang til forunderlig musik fra alle afkroge af verden.

Endelig bliver jeg også nødt til at nævne, at der i luftlagene over New York svæver radiobølger af stor interesse for den musikinteresserede. Byen rummer nemlig den enestående radiostation WKCR, som er den eneste frekvens, jeg kender til, hvor man kan høre timelange programmer om gamle jazzmestre, indiske ragaer og alverdens anden musik, bestyret af værter, som faktisk ved, hvad de har med at gøre. Hver morgen kan man lytte til et program om jazzsaxofonisten Charlie Parker, og der sendes programserier om interessante nulevende komponister med fordybende samtale om musikken og tid til at høre kompositioner selv på en halv times længde. Den rigtig gode nyhed er, at WKCR kan streames fra internettet, hvilket gør stationen tilgængelig også i Danmark.

Klip igen. Sidste billede
Dingeling. Jeg går ind ad døren til The Music Inn, en instrumentbutik på Manhattan. Rundt om mig til alle sider er opstillet diverse metalpercussion, trommer, kalimbaer og alskens andre skramlede instrumenter fra hele verden. Det er svært ikke at blive imponeret. Så kigger jeg op under loftet, hvor der hænger en hel masse strengeinstrumenter i alle mulige afskygninger. Når man selv er guitarist, er det umuligt ikke at blive henrykt. Jeg går lidt rundt, slår lidt på den ene ting, klimprer nogle strenge på den anden. Men da jeg går ud af butikken, er det ikke en guitar eller lignende, jeg har under armen. Det er et lille, hvidt legetøjsklaver, af udformning som et rigtig opretstående klaver, bare i miniature – jeg kunne ikke stå for den naive, støvede klang fra instrumentet.

Tja, det havde jeg aldrig selv gættet på, at jeg skulle slæbe med hjem fra New York gennem fly- og lufthavnskontroller. Men som med så meget andet på den her tur har det givet mig nogle helt nye oplevelser og en fornemmelse af, at i New York kan mangt og meget ske. Det er jo trods alt en storby. En metropol. Byen, der aldrig sover. Byen med skyskrabere, gule taxaer og alt for mange biler. En by fuld af mennesker. En by fuld af lyde.

Opdateret 3. maj 2020 med ny korrektur og nyt layout.