Folkelig musikkultur

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 02 - side 23-30

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FOLKELIG MUSIKKULTUR

AF KNUDAGE RIISAGER

At kravet om en folkelig musikkultur i de senere år stadig tydeligere er trådt frem, er ikke mærkeligt. For det første må det ses som et led i, hvad man i anden forbindelse har kaldt den almindelige kulturkrise. Dernæst har den store udbredelse, som musiken i vor tid har fået ad mekanisk vej, dels gennem radioen, dels gennem grammofonen og endelig gennem tonefilmen, naturligt rejst spørgsmålet om, ad hvilke veje og med hvilket musikalsk materiale en sådan folkelig musikkultur i vor tid vil kunne skabes, når talen er om den direkte påvirkning, om den aktive tilegnelse uden det mekaniske mellemled.

De to sider af spørgsmålet, nemlig ved hvilke midler og med hvilket materiale, er som regel blevet blandet sammen, og opgaven er i det hele taget hidtil blevet stillet forkert. I stedet for at sige: hvorledes skaber vi en folkelig musik, må man vende det hele om og spørge: hvad er det for en musik, som er det eneste rette udtryk for vor egen tid, som altså kan opnå en folkelig, det vil sige almindelig, tilegnelse, idet den er i stand til at bevæge, samle, åndeligt løfte alle, der overhovedet er lydhøre, indenfor et givet samfund af idag?

Hertil vil det være nødvendigt at erkende, at en folkelig musik i betydningen en musik af særlig folkelig beskaffenhed, existerer ikke. Der kan rejses en bevægelse, hvis formål er at drage vide kredse, som før ikke har været under musikalsk kulturel påvirkning, ind under denne, og det er muligt, at man som en ren pædagogisk foranstaltning kan betjene sig en overgang af visse særligt egnede exempler, men bevægelsens retning må være den at sigte hen til den almindelige tilegnelse af tidens musikalsk set mest typiske og værdifuldeste »artistiske« musik.

Den folkelige musikkultur må altså begynde med at tage udgangspunkt i denne musik og, som det er enhver folkelig bevægelses natur og uundgåelige grundlov, konsolidere sig på et musikalskgrundlag, der er udtryk for vor egen tids mest væsentlige og dybest bundende egenskaber.

Heri ligger allerede, at opgaven i sig selv er af reaktionær art, eftersom al konsolidering af vundne goder må gå ud på bevaring af noget allerede bestående. Modsætningen hertil er det revolutionære, banebrydende arbejde, der ifølge sagens natur er individualistisk og opstår uden hensyn til eller tanke om den øjeblikkelige effekt i videre omfang.

Det er ejendommeligt, at demokratiets ledere alle steder har ofret så liden opmærksomhed på denne vigtige opgave. Det danske demokratis åbenbare forsømmelser overfor musiken behøver man ikke engang at pege på. Den omstændighed, at det kongelige teaters opretholdelse overhovedet kan sættes under debat, er bevis nok. Man fornemmer tydeligt, at lænestolenes øreklapper forlængst har lukket sig hyggeligt omkring al tanke om opgaver af kulturel natur. Lån fra det borgerlige samfunds højkonjunktur, fra den stærke og for sin tid og sit område både sande og æ-gtefødte folkelige højskole, blandet op med et passende mål snobberi for et uholdbart og forlængst opslidt »koncertliv«, karakteriserer herhjemme demokratiets »indsats« i musiklivet. Danmark havde sin bondekultur og har sprunget sin industrikultur over. Eller er vi endnu ikke nået til dens gennembrud?

Medens de demokratiske kultursamtund altså slet ikke eller kun i spredt fægtning har taget opgaven op, er den folkelige kulturkamp blevet et selvfølgeligt, ja nødvendigt led i diktaturstaternes arbejde på at skabe ny national enhed. Her har man ikke savnet sansen for betydningen af at rejse en konsekvent bevægelse, forståelig for alle, og i nøje tilknytning til de politiske, nationaløkonomiske og socialfilosofiske tanker, der udgør disse staters ideologi.

Samtidig med, at de demokratiske stater har ladet hånt om udbygningen af det musikalske kulturarbejde på basis af liberalismens og den frie tænknings resultater, har de nye reaktionære statssamfund logisk nok og uanset deres forskelligartede politiske doktriner, lanceret et musikalsk materiale, hentet fra sikre kilder: fra fortidens musikalske tankekreds. Gamle hæderværdige plantninger er hentet ind til ny opdyrkning. Det véd man hvad er, og virkningerne er prøvede. Men det er netop ikke tidens egne frugter; det er ikke resultaterne af vort eget livs strid og arbejde, og selv om det er et stof med megen kraft og indre sundhed er det museumsgenstande i denne forbindelse og kan ikke erstatte det, der skulde have været givet til folket: dets egen tids direkte udtryk, dets egen kulturs selvstændige blomst. Det er let at nævne exemplerne, både fra Tyskland og Rusland. Richard Wagner og Tschaikowsky egner sig lige vel, til så vidt forskellige politiske formål som dem, der her er tale om.

Selvfølgelig kan man ikke ad kunstig vej gennem en politisk tendentiøs kunst skabe folkelig musikkultur. Den kultur, der for eftertiden vil komme til at stå som det naturlige kunstneriske udslag af alle andre rørelser i tiden, politiske og økonomiske, religiøse og filosofiske, og som kort sagt i én sum giver udtryk for tidens åndelige indhold og vilje er jo netop den blomst, der tilslut folder sig ud som resultatet af den almindelige kulturelle tilværelse.

I en nylig udgiven bog om en af vore yngre malere har Poul Henningsen fremsat nogle betragtninger, som er højst bemærkelsesværdige. Han griber her, synes jeg, lige om nælden, og det vilde være ønskeligt, om alle, der under ansvar beskæftiger sig med kulturelt opdragelsesarbejde idag, forstod betydningen af disse bemærkninger.

»Vi kan ikke forvente en ny revolution i maleriet, svarende til kubismen,« hedder det her, »Surrealisterne tror nok, at det kan lade sig gøre endnu engang så kort efter, men vi andre tror det ikke. Det må gå i maleriet, som det går i arkitekturen idag, at der er slet ingen grund til at ønske ny mode. Der er grund til at bygge videre på. det, der blev nået i en stormfuld omvæltning. Vi skal konsolidere os. For malerne er det så naturligt at vende sig bort fra det, som på én gang var kubismens aktuelle styrke og indre svaghed: at den var abstrakt. Af den har vi lært, at billedet skal være værdifuldt i sig selv som farvet ting, men nu henter vi igen motivet fra livet omkring os.«

Læg mærke til det lille ord: nu henter vi igen, det kan have en svag efterklang af reaktion, og jeg vilde ingenlunde være enig med Poul Henningsen, dersom det var hans mening, at der ikke skulde experimenteres videre, tværtimod, det er jo betingelsen for, at vi ikke gåi~ i stå. Men det er nemlig heller ikke det, der har ligget ham på sinde. Den hele betragtning er en symptomatisk erklæring af en mand, der slet ikke, kan mistænkes for at ville gøre sig til profet for kunstnerisk stilstand. Det er sandheden om den folkelige kunst, der slår igennem her og derfor efterlyses også stof og bred bærekraft. Det frygtløse pionérarbejde har været og vedbliver at være ikke blot et interessant og inspirerende anliggende, det er et nødvendigt arbejde, fordi det er spiren til den senere frodighed der er kendetegnet på en virkelig folkelig kultur.

Her er det komponisterne selv, der har ordet og ansvaret. Og jeg tror, at det bliver den nærmeste fremtids vigtigste opgave at samle tankerne herom. Det er altså glimrende, at der forsøges, og at der søges. Uden dette er der ingen mulighed for bevægelse videre frem. Det er forfriskende, når etagèrerne splintres og hævdvundne axiomer får en ordentlig én på sinkardusen. Men dette helt uventede, den kunstneriske overraskelse, er et spørgsmål om det enkelte talents, styrke og selvstændige slagkraft. Artistisk musik er den sonde, der bores ind i kødet. Det gør ondt, men er der lægedom i ampullen, bliver organismen gennemsaltet og lever karsk op igen, mens brugte og lånte sera fremmer forfaldet. Lad os aldrig glemme det!

På musikens område kan Poul Henningsens udtalelse anvendes direkte, når vi beskæftiger os med de aktuelle bestræbelser for at finde det stof, der er brugbart som grundlag for den nutidige folkelige musikkultur. Den viser klart, hvad der skal til for at bringe det åndelige samfund istand, som en folkelig kultur ifølge sit væsen må være. Det gælder om at udbrede forståelsen for den musik, der har bud til de mange, og det er, og må være, den samme musik, soni i begyndelsen, hvor forsøgene blev gjort, i hovedsagen var en ren abstraktion og en ren fremstilling af principerne, der ifølge sagens natur kun kunde være tilgængelig for en mindre, særligt forstående kreds.

Det er allerede en lille menneskealder siden, kubismen holdt sit indtog i malerkunsten. Den var selvfølgelig en pionérbevægelse, skabt af de få, der forud anede den kommende tids kendetegn. Den var en virkelig revolution, fordi den væltede systemer, der var hævdvundne, ændrede synsmåden, flyttede selve betragtningen over på en helt ny basis og fordrede sin egen logik. Den borede sine friske rødder ned i den bestående kultur og bredte sig ud over større og større områder. Som alle store, principielt nye bevægelser - og det principielt nye er altid forudsætningen. for en revolutionær idés senere varige bæreevne - bed een sig fast, tog langsomt land ind på flere og flere områder. Fra malerkunsten, hvor den med Picasso havde sit udspring, tog den form i musiken med Strawinsky, tydeligst omkring 1918. Det er nu tyve år siden.

Efter at så lang tid er gået, kan vi se, at det, der skete og som -,,ar det principielt nye i kubismens idé, var det konstruktive systems genindførelse. Efter romantikens systematiske opløsning som kendes indenfor alle kunstarter, hævdede man nu formen frem for alt. I maleriet kom det tydeligst til udtryk i de første kubistiske opstillinger af rene farveplaner. I musiken genfindes let den samme tendens. Begyndelsen måtte naturligt blive helt abstrakt og derfor alt for skematisk.

Det var grundlinjerne, der blev trukket op og på denne konstruktion er siden den moderne klassicisme voxet frem som en selvfølgelig fortsættelse. Det er let at forstå, at trangen -til positiv inddragelse af det levende livs motiver nu gør sig gældende, efter at idéen er formuleret og principerne og tekniken står fast og beherskes.

Dersom vi positivt indtager det standpunkt, som jeg altså mener, man må gøre, at fastholde tanken om, at en folkelig musikkultur idag må bygge på det kulturgrundlag, som er skabt af kubismen, må man foretage den videre udbygning af dette grundlag ved at vende sig udefter til de store kredse og søge at vinde disse, ved at få dem i tale under aktivt medarbejderskab. Man må med andre ord udnytte, forædle og i åndelig forstand udvide kærnen i kubismens tankeverden og gøre den til et folkeligt eje.

Der er ikke noget mærkeligt deri, at ønsket, nej, kravet om en ny, folkelig musikkultur, er vokset frem, netop i disse år. Historisk set er det nemlig ganske rigtigt, at de nye bevægelser skal have tid til at brede sig ud i langsomt voksende ringe i samfundet. Men alt imens denne kultur så trænger sig ud i alle kroge og er ved at blive et levende led i alle vore handlinger, idet den efterhånden bliver en livsfornødenhed, fordi det er det eneste typiske, altomfattende udtryk for en bestemt historisk periodes åndelige tilværelsesform, skal den næste principielle fornyelse helst allerede være i fuld gang.

Det var jo netop det samme, der skete, da man for tyve årsiden vendte sig mod den da bestående musikalske kultur. Det skyldtes fornemmelsen af mangel på luft. Man syntes at vandre i en gammel have, hvor jorden var sur, udpint, træerne triste og trætte, og hvor mangt et faldefærdigt lysthus, der før havde givet runi for festlige sammenkomster, nu stod uanvendeligt med tør jord under bænkene. Det indelukkede fik det til at vende sig i nogle folk, der måtte bryde ud, og de rev op med rode, vendte bunden i vejret på de mugne plæner, styrtede plankeværkerne omkuld og barberede løs på de mest skyggende dele af træernes kroner.

På den rydning, som her blev skabt, står vor egen tids folkelige musikkultur verden over og skal idag bestemme, hvad den vil. Hvis man vil beskæftige sig med den opgave at bygge vor tids folkelige musikalske kulturliv op, lønner det sig ikke at lukke øjnene i herfor. Så må og skal man bruge den løftestang, som vor egen tid har lagt tilrette, og der er vedd nok i den til at tage vægten af tilgroede fordomme.

De forsøg, der herhjemme har været gjort på at rejse den nye folkelige musikkultur, kan samles i to skarpt adskilte retninger. De er kortest karakteriseret ved folkemusikskolebevægelsen, der nu er en halv snes år gammel og den noget yngre, folkelige jazzbevægelse.

Det er ikke sandsynligt, at noget af disse forsøg bringer løsningen på den vigtige opgave.

Folkemusikskolen er en udløber af det grundtvigske folkelige kulturarbejde, overført specielt på det musikalske område og anvendt på et andet folkeligt materiale - ja, knapt nok det. Hvis man vil hævde, at bevægelsen har valgt sin arbejdsmark indenfor byernes ungdom er dermed vist også alt medgivet den. Det er klart at det har sin store betydning, at kredse indenfor visse halvt borgerlige dele af samfundet, der før har været udelukket fra musikalsk kulturpåvirkning, nu drages ind i musikens interessesfære, og at den foreliggende literatur således gøres til videre eje, end den før har været. Men en folkelig bevægelse i almindelig forstand opstår ikke heraf. Det er ikke en ny kultur, der skabes, kun en udbredelse at overleverede værdier indenfor et hidtil uplejet og som sagt begrænset område. Det stof, der bruges, er da også i hovedtrækkene det samme, som allerede forud har været typisk, netop for højskolekredsene. Det er det samme, som at løse opgaven bagfra. Til belysning heraf er det nok at nævne Carl Nielsen og Laub som hovedmændene i den literatur, der bliver lagt til grund. I denne påstand ligger ingen som helst underkendelse af dette, materiales uvisnelige, natibnale kulturværdi. Men det viser, at det ikke er den nye tids egne musikalske udslag, der benyttes i arbejdet. Og dette skulde da være den første betingelse. Bevægelsen har dog et moment i sig, der nødvendigvis hører nøje sammen med en sand folkelig kultur, nemlig det nationalt betonede grundlag. Jeg tænker herved selvfølgelig ikke på den politiske nationalisme, men på den faktiske, den historisk-geografiske, sådan som Claus Eskildsen, har formuleret begrebet i sin »Grænselære«.

I denne sidste henseende kommer den anden udvej, man for tiden forsøger, unægtelig, og fra ledernes side ganske bevidst, til kort. Det er klart, at jazzbevægelsen straks måtte blive uhyre populær. Men fra popularitet til folkelighed i den betydning, vi her søger den, er ingen vej mulig. Det viser sig også, at almindelig dårlig døgnmusik har lige så let ved at blive populær, jævnfør således Nat Gonellas succes med sit uhyre tarvelige repertoire. Det afgørende og ødelæggende ved jazzen som folkelig musik er dens fremmede elementer, dens udanske oprindelse. Læs Aldous Huxleys essay om den populære musik, som desværre ikke kan citeres i udpluk.

Uden at I bliver som en af disse miné negere, kommer I ikke ind i musikens rige, synes jazzmusikens forkæmpere at sige. Jeg taler her ikke om jazzen som selvstændigt fænomén og indenfor sit oprindelige og stærkt begrænsede område. Der er den en lærerig og har navnlig været en nyttig inspirationskilde. Men som grundlag for den form for folkelig musik, vi her har taget til forudsætning, er den uanvendelig. Folk har så travlt med at slå på tromme nu om dage med, at de ikke nærer racefordomme. Fordi man ikke deler de uhyggelige og umenneskelige anskuelser, der for tiden omsættes i had til og forfølgelse af andre hudfarver eller kranieformer, behøver man ikke straks at føle sig forpligtet til at benægte klare kendsgerninger og vende sagen på hovedet. Det er ikke videre overlegent at udstrække liberalismen så vidt, at den medfører tolerance for alt og alle, undtagen for sit eget. Racebevidstheden eksisterer og kan ikke bortforklares, og jeg for mit vedkommende agter ikke at simulere på dette punkt, for jeg føler mig absolut ikke solidarisk med en hvilken som helst antipode. At fornemmelser af denne art er gensidige, vil sikkert enhver, der for tiden opholder sig f. eks. i Shanghai, kunne bevidne. Hvorfor en musikalsk folkerejsning på negridt grundlag skulde være mere sandsynlig end for eksempel på japansk, er ikke umiddelbart indlysende. Det forhindrer ikke positiv beundring for- japanernes malerkunst eller for negrenes skulptur eller musik. Men en dansk folkemusikalsk kultur på lånt basis! Det er en født selvmodsigelse.

For hundrede år siden skrev Poul Martin Møller et digt, der forblev ufuldendt og fandtes blandt hans efterladenskaber. Han taler her om den fremmede indflydelse på tidens digtning:

Syv Aander i hans drukne Hoved stride;
Han taler græsk, romantisk, tysk og fransk,

Og danske Mænd, som høre paa hans Toner,
forundret spørge: hvilken sælsom Lyd?
Er det den danske Røst i Egens Kroner?
Er det en sjællandsk Piges Hjertensfryd?

Kunde der ikke være grund til at citere digterens formaning:

Og det skal være Blod af Stammens Aarer,
Som flyder i den brave Sangers Bryst,
Og det skal være Folkets Fryd og Taarer,
Som klinger i den danske Digters Røst .......

når vi idag skal gøre op med os selv i et spørgsmål som det, der her er på tale?

I det hele taget består den sande og frugtbringende internationalisme i respekt for andre folkegruppers kulturelle arbejde og slet ikke i simpelt røvertogt ind på fremmede gebeter. Tekniken er et internationalt anliggende, indholdet er et nationalt. Hvis nogen tvivler, må han have læst sin verdenshistorie dårligt.

Dansk musik har en forhistorie, der ikke er af de ringeste., Men det skal måske være en fortsat hemmelighed, at de første musikinstrumenter nord for alperne lå i jorden hos os. Og at folkevisea ingen steder har haft en rigere blomst end her. Eller at den højt priste nederlandske renaissance med alle de tilbedte kontrapunktister også trivedes her, måske med endnu mere beundringsværdige, resultater. For ikke at tale om, at Joh. Seb. Bach vel er utænkelig uden en dansk komponist som nærmeste forudsætning.

Det er alt sådan noget, der er den latente baggrund for en folkelig musikalsk kultur, men det er vor egen tid, der skal formulere den, i tidens ånd, med tidens teknik, men med vor egen tunge. Det er, lige som om man helt glemmer dette - eller ikke vil se det. Og det skal villigt indrømmes, at der fra ledende kredse ikke vises denne tanke nogen som helst interesse. I begrebet folkelig musikkultur er det det sidste led, kulturen, der dækker hele denne forestillingskreds. Det folkelige ligger i tilegnelsesmuligheden, som forudsætter en vis djærvhed i fremstillingen, enfold men ikke simpelhed, kraft men ikke vold. Og endelig musiken selv, - men det er jo altså netop her, der skal springes.

Demokratiet i alle lande, også herhjemme, har haft så travlt med at tale om klassebestemt kunst, men har ikke undset sig ved ynkeligt at snylte på det overleverede gods. Man kan ikke have noget at indvende imod, at tidligere kulturperioders musikalske værdier holdes i hævd. Det er sundt og rigtigt. Men man kan i høj grad beklage, at den opgave er blevet forsømt, positivt at sætte ind for vor egen tids levende kunst. Hvis det skal komme, må det være snart. Herhjemme venter vi endnu på en aktuel, folkelig musikkultur, båret frem af viljen til at gøre alle delagtige i de musikalske idéer, som springer ud af fri og uhindret tænkning, af selve det liv, vi lever idag. .

Årgang 13/1938, nr. 02