Sovjet-syn på Dansk Musiktidsskrift

Sovjet-syn på Dansk Musiktidsskrift

I det russiske musiktidsskrift »Sovjetskaja musyka« fandtes følgende artikel, som vi bringer i sin helhed.

Før den hitlerske okkupation og. den nuværende marshallisering var København et af de mest levende musikcentre i Europa, med intensivt koncertliv, opera, konservatorium, korselskaber, musikforlag o. s. v. Den danske nationale musik har man e tiltalende egenskaber. Landsbyernes befolkning har i deres hukommelse opbevaret ældgamle poetiske sange og runer [ ?], danse og korsange. Blandt Danmarks komponister er navne som N. Gade (1817-90) den mest kendte, skaber af 8 symfonier, 14 kantater og utallige kammerog vokalkompositioner, og Carl Nielsen (1865-1936) [!], hvis kompositioner er meget populære i Danmark. Den nuværende kompositoriske skole i Danmark stråler ikke med større begavelser. Størstedelen af danske komponister, særlig ungdommen, er blevet influeret af den østrigske eller franske moderne musik.

Det nuværende Danmark, et af de 16 marshalliserede riger i Europa, er et lille provinsielt land, med ganske ligegyldig politisk-økonomisk vægt. Danmark ligger ved siden af de store historiske veje; dets lille flittige befolkning har gennem århundreder bygget sin velstand på landbrugsprodukter, som de eksporterer til mange lande. Nu er Danmark »velsignet« med Marshallplanen, det er indflettet i imperialistisk USA-Politik, dets produktion og landbrug står under kontrol af transatlantiske Pengemagnater og Danmarks marked er oversvømmet med tvivlsom amerikansk konservesproduktion. Den hæmningsløse, okkupation af danske flyvepladser af det amerikanske luftvåben i forbindelse med eftersøgningen af den i Sovjet forvildede amerikanske flyvemaskine er en tilstrækkelig illustration af Danmarks vasalforhold.

Den fuldkomne politisk-økonomiske afhængighed af Amerika og England medfører indtrængen af en engelsk- amerikansk åndsindustri, soni udstrækker. sine beskidte labber over hele den danske kultur. Film, radio, aviser, tidsskrifter, populær literatur, musik - alle kanaler, alle midler til massepropaganda bliver for hver dag mere gennemtrængt af amerikansk ånd, og underkaster sig mere og mere de opgaver, som den imperialistiske propaganda benytter til antændelse af en ny krig.

Det er ikke mærkeligt, at det nuværende danske offentlige, nationale og kulturelle liv befinder sig i stilstand. Den nationale musikalske kunst er tvunget til at trække sig længere og længere tilbage under pres af fremmed og folkefjendtlig, men energisk og godt lønnet amerikansk kulturekspansion.

Om det danske musiklivs fald vidner med fuld sikkerhed Dansk Musiktidsskrifts anden halvdel årg. 1948-1949. Bladet udkommer i København 12 gange om året, dets omfang - fra 16 til 32 sider - er af mindre format. - Uden hensyn til sin mere end beskedne - formåen prætenderer tidsskriftet alligevel at varetage det mellemfolkelige musikalske liv og skaben. Dette fører til en stor brogethed i det offentliggjorte materiale. Overfladisk berører bladet forskelligartede spørgsmål angående komposition og udførelse, musikhistorie og nutidigt -musikalsk liv. Således træffer vi samtidig med glasspil, som bliver behandlet dybsindigt i »historisk aspekt« på udforskning af »musikalsk psykologi og æstetik« i forhold til kinofilm. En artikel om den atonale komponist A. Schönberg: »En klassiker i ny musik« står ved siden af en redegørelse fra det fjerde nordiske kirkemusikermøde.

Tidsskriftet ejer ikke noget eget ansigt, det stiller ingen idealistisk-æstetiske problemer, det kalder ingen steder hen. Det er ikke bedrøvet over nogen ting og det glæder sig ikke over noget. En kold registration af facts angående musikalske tildragelser, formålsløs sludren - »lidt om alt og ellers ingenting«.

Ikke desto mindre optræder en bestemt tendens på tidsskriftets sider: Af frivillig kryben for alt udenlandsk, i første række for engelsk-amerikansk, til skade for sin egen nationale musikalske kultur. Det er nok at sige, at i de foreliggende numre af tidsskriftet findes der ikke en eneste artikel om den folkelige danske musik. Men til gengæld finder vi en meget udførlig artikel, i virkeligheden adskillige artikler, der optager mere end halvdelen af nr. 8 1949, som hæver sig til den højeste forherligelse og en nøjagtig udforskning af den dekadente opera »Lucretia« af den engelske komponist Benjamin Britten, som blev opført i København af en engelsk trup. Forgæves søger vi artikler om principielle ideelt- æstetiske spørgsmål knyttet til den nationale danske musiks udvikling. Men til den nyopdukkende amerikaner Strawinsky helliger tidsskriftet mange dybtbukkende artikler og bemærkninger.

Mange steder beskæftiger det sig med udførlige beskrivelser af festivals arrangeret af »Det internationale Selskab for- nutidig Musik« og de svenske komponisters skaben. På tidsskriftets sider træffer vi næsten intet materiale om musiklivet i byer og landsbyer i Danmark - med undtagelse af København - men til gengæld findes der i hvert nummer en udenlandsk kronik, hvor man kan finde meddelelser om nye arbejder, hovedsagelig af amerikanske, engelske og franske komponister om sådanne musikalske begivenheder som aftener med den amerikanske pianistinde Hazel Scott - »fra Bach til Boogie-Woogie« o. s. v.

Mærkværdigt, at vi i de foreliggende numre af DM ikke har fundet en eneste meddelelse om musiklivet i USSR, ikke en eneste artikel og ikke en eneste bemærkning.

En undtagelse udgør en artikel af Erik Stahl i nr. 10 1949, som polemiserer med den danske komponist Knudåge Riisagers artikel, som at dømme efter indholdet i S.s, artikel blev »utilfreds« med Centralkomitéens resolution, offentliggjort under titlen »Det store venskab«. Erik S. søger i sin artikel at belyse nogle sider af Sovjetæstetikken og især forklare det danske tidsskrifts læsere om de grundliggende fordringer, som er det sovjetrussiske krav til den musikalske kunst: Idéens indhold og folkelighed, formens fuldkommenhed og den brede adgang til musikken.

Alligevel har tidsskriftet ikke fundet det nødvendigt at fortsætte denne diskussion i de følgende numre, ligesom det ikke forsøger at give en sandfærdig information om Sovjets musikliv og hvad Sovjets realistiske musikalske kunst har frembragt. Efter at DM har fortiet de vigtigste skabende problemer, som idag står for enhver ærlig kunstner, undgår det alle de skarpe hjørner, oplyser uendelig lidt om det skabende arbejde hos de praktiserende danske komponister - oplyser så lidt, at kendskab til tidsskriftet i l 1/2 år i virkeligheden næsten ingen forestilling giver om den nuværende danske musik..

Ja, heller ikke den gamle danske musik har interesse for tidsskriftet. Enkelte små stumphalede bemærkninger om de nye grammofonindspilninger af Carl Nielsen er alt, hvad vi har fundet.

I nr. 7 1948 er der trykt en artikel om balletten »Etude« af den danske komponist Riisager, den samme R., med hvem E. S. polemiserer. Balletten blev opført i 1947 i København. Dens - særegenhed består deri, at musikken ikke så ineget er digtet af Riisager, men, som den danske komponist [!] Sv. Kragh Jacobsen skriver, »den er lavet af Czernys etuder«. Koreografien fremstiller en serie hverdagsøvelse af en ballerina, uden nogetsomhelst forsøg på en dramatisk virkning. K. J. regner denne »ballet« som en stor præstation in~ denfor dansk kunst. Trods alt - findes der i nr. 9 samme år en artikel af kritikeren Sverre Forchhammer som ikke er enig i denne anerkendelse og fuldkommen rigtigt påviser, at på basis af udelukkende tekniske øvelser er man ikke i stand til at udføre en kunstnerisk præstation.

Vore indtryk af de nuværende danske komponisters værker bliver forstærket af Vagn Jensens kritik af S. Schultz's nye opera »Bag kulisserne«. Denne opera, som anmelderen kalder »Buffo-Interniezzo« og i hvis indhold han ser træk af den letsindige farce, får ham ikke desto mindre til at tænke på »den begyndende regeneration af europæisk opera«, på skaben af nye opera-traditioner. Som den førende skikkelse i denne opera-tradition regner V. J. englænderen Benjamin Britten. Jensen kalder Britten »operaens fugl Fønix, som opstår af asken«. Sammen med denne vidunderlige fugl kan den lille syngende danske fugl naturligvis ikke helt gøre sin stemme gældende. Jensen sledsker overfor den kendte udlænding, ikke desto mindre skal denne lille beskedne »danske fugl«, som frempipper opera-farce, efter Jensens mening også henregnes til reformatorernes rækker og genføderne af operakunsten.

Såvidt man kan bedømme operamusik efter 4 nodeeksempler trykt i DM, vidner dette værk om primitiv trang til at genføde tyveknægt-stilen. i de dekadente operaer af den tyske komponist Kurt Weill, dog uden hans skarphed og pikanteri.

Ærlig talt tvivler vi meget om, at operaen »Bag kulisserne« kan henregnes til den danske musiks aktiver.

I nr. 6 1949 tiltrækkes opmærksomheden af redaktionens leder med den mærkelige titel: »Svovlsyre og dansk musik«. Denne artikel løfter forhænget, en lille smule og giver indblik bag kulisserne af det kunstneriske livs forhold i det marshalliserede Danmark. I maj 1949 kom hoved-cheferne for en dansk kemisk industri - repræsentanter for »Den internationale sammenslutning af supherphosphat-fabrikanter« - rejsende til Danmark. På grund af de høje herrers ankomst gik de stedlige svovlsyrefabrikanter fuldkommen pladask for at tækkes sine amerikanske chefer. Bl. a. underholdninger diverteredes gæsterne med koncert af dansk musik fra Kuhlau til Nielsen og operaforestillingen »Bag kulisserne«. »Aftenens program var trykt på engelsk og fransk på menukortene ... « skriver DM med begejstring. Og videre: »måtte derfor svovlsyrefabrikens prisværdige initiativ ætse sig ind i andre virksomheders bevidsthed og stå som et mønster for, hvordan dansk kunst og dansk industri også i det små kan række hinanden hånden.« Øjensynlig er det ikke udtryk for et sødt liv, at De føler Dem tiltrukket af svovlsyren, hr. redaktør. Tung må den danske musikkunsts skæbne være, hvis den er nødsaget til at modtage almisser fra de engelsk-amerikanske boss'er.

På tidsskriftet »Sovjetskaja musika«s sider har der været enkelte anmeldelse af Brittens opera »... Lucretia«. Denne opera fremtræder som et typisk eksempel på den nedadgående formalistiske kunst i det nuværende kapitalistiske Vesten. Det vovelige, halvpornografiske sujet er tæt gennemtrængt af mystik og katolicisme. Operaens musikalske sprog giver i sig selv udtryk for en sammenblanding af forskellige stilistiske retninger i den moderne musik fra impressionisme til polytonalisme og neo-primitivisme medindbefattet.

Vi har allerede omtalt, at operaen »Lueretia« har fået en ualmindelig udmærket anmeldelse i DM. Det er nødvendigt at sige, at tidsskriftet-, redaktør F. S. P., fra hvis pen anmeldelsen stammer, i sin iver for at tækkes bestilleren tydeligt roser til overmål. Det er vanskeligt at læse sådanne »åbenbaringer« af hr.Petersen uden at le og samtidig uden at harmes. »Hvis De synes om Mozarts personkarakteristik i hans operaer, så vil også »Lucretia« givet blive Dem en oplevelse; personlig kender jeg ikke en opera - siden Mozart - der har en så gennemført og rammende musikalsk personkarakteristik som »Lucretia«.«

Sådan er stilen i denne anmeldelse. Den vidner om fuldkommen principløshed og forfatterens dårlige smag.

Det kan tænkes, at en almindelig dansker, i hvis lod det faldt at overvære en opera af Britten, med harme vil vende sig fra denne slags rosende hymner til ære for antifolkelig, dekadent pseudo-kunst, importeret til Danmark af snedige musikmagere.

Vi kunne have underbygget vor gennemgang med flere eksempler på principløs og ukoncis behandling i tidsskriftet af sporgsmålet vedrørende musikalsk skaben og udførelse, men det er næppe nødvendigt. Sagen er klar, som man siger. Bekendtskabet med musiklivet i Danmark ved hjælp af en så dårlig formidler som DM giver os selvfølgelig ikke tilstrækkelig klar forestilling om det ægte indhold og karakter af dette musikliv. Men ikke desto mindre vidner dette tidsskrifts type, dets ideologi og orientering tydeligt om dybt fald og forrådnelse af det musikalske milieu i det borgerlige Danmark, landet, som er spændt for det imperialistiske Wall Streets vogn.

S. Rapoport. G. Schneerson.