Min ven Honegger

Min ven Honegger

Af DARIUS MILHAUD

Den 27. november 1955 døde Artur Honegger af en hjertesygdom, som ramte ham under en tourné i Amerika otte år tidligere. Få dage efter formede Darius Milhaud nedenstående mindeord i form af et afskedsbrev, offentliggjort i »Le Figaro Littéraire«, hvorfra DM låner det i oversættelse ved Jens Bjerre.

Min kære Artur, min ven.

Jeg har lige besøgt dig. Jeg har villet se dig endnu engang, gense dit smukke åsyn, præget af den alvor, som døden afspejler, og sige dig et sidste Farvel, du min ven gennem hele mit liv som musiker.

Det er nu næsten en måned siden, du kom og besøgte mig, du kom for at blive hos mig en eftermiddag. Jeg anede ikke, at det blev vort sidste møde. Det blev vidunderligt, men for hver gang, jeg så dig, forfærdedes jeg over den forandring, der var foregået med dig. Den dag måtte jeg nærme min stol til din, fordi din stemme var så svag. Og i går formiddags, hvilket rystende budskab. Jeg vidste, at du havde været frygtelig truet i de sidste otte år. Vi ved aldrig, hvilket sted i vort legeme, Døden angriber. Hos dig havde den valgt hjertet.

Fem og fyrre års venskab! Alt, hvad vi havde i fællesskab: timerne hos Gédalge, vore første forsøg, vor begejstring og vore kampe, Colonne-koncerten, hvor min musik til Prótee blev fremført sammen med din Saint Alméenne. Jeg er stolt over at have været vidne til den hæder, som er tildelt dig: fra Roi David til La Danse des Morts og videre til Judith, din vidunderlige Antigone og Jeanne au Bûcher. Jeg burde nævne alle dine værker, »sejrrige Horatius«, især dine fremragende kvartetter. Andre vil sige mere indgående, hvad musiken skylder dig. Min beundring for din personlighed, for dine kompositioner og for den sindets ligevægt, med hvilken du udarbejdede dem! Du blev den første, som måtte tage afsked med livet af »Les SIX«, den sammenslutning, som har stået sin prøve gennem fyrre år i musiklivet, fordi den hvilede på et grundfæstet venskab uden sammenstød, og jeg er overbevist om, at vore kammerater er bedrøvede som jeg. Din kære hustru, Andrée Vaurabourg, vor veninde gennem mange år, havde den trøst og nåde, at du udåndede i hendes arme uden smerte; men for hende og børnene er nu adskillelsen og den grænseløse tomhed. Hele den musikalske verden sørger, fordi du er gået bort, men selv om vi har mistet vor Artur Honegger, vor kollega, vil din musik fortsætte sin lysende udstråling. Mange vil bede for dig, for de døde har forbøn nødig, og jeg føjer min stemme til alle dine venners og alle dine beundreres. Jeg omfavner dig for sidste gang — adieu Darius.