Grammofon

GRAMMOFON

MAHLER: Das Lied von der Erde. New Yorks philharmoniske orkester. Dir.: Bruno WALTER.

Alt: Mildred MILLER. Tenor: Ernst HÄFLIGER.

Philips A 01486 L (ogs, stereo).

Decca har for ikke så længe siden udsendt en moderniseret nyudgave af Bruno Walters indspilning af Mahlers Lied von der Erde med Kathleen Ferner og Julius Patzak som solister, og nu udsender Philips en helt ny indspilning af samme værk med samme dirigent og to andre solister. Den 85-årige Walter dirigerer med usvækket åndskraft og dyb indlevelse i dette værk, hvis uropførelse han ledede i 1911. New Yorks philharmoniske orkester spiller vidunderlig smukt, og optagelsen er teknisk fremragende. De to solister er også gode, men hverken Alten, Mildred Miller eller tenoren Ernst Häfliger har samme sanglige og kunstneriske format som de to førnævnte. De udfører imidlertid deres partier meget smukt, og det er kun fordi man kender den tidligere udførelse, at man måske kan finde deres fortolkning mindre dybtloddende. Hører man værket for første gang på den foreliggende plade, bliver man absolut ikke snydt, og vil sikkert ikke savne noget. G. S.

BACH: Kantate nr. 11 Lobet Gott in seinen Reichen - og Kantate nr.140 Wachet auf. Thomanerkoret og Gewandhaus-orkesteret fra Leipzig. Dir.: Kurt THOMAS. Solister: Elisabeth GRÜMMER (sopran), Marga HÖFFGEN (alt), Hans-Joachim ROTZSCH (tenor), Theo ADAM (bas). - HMV ALP 1828.

En desværre ikke helt vellykket indspilning af de to dejlige kantater. Orkestret er godt, og koret er muligvis også godt, men det skæmmes af drengestemmernes ringe bæreevne i forhold til herrestemmerne; så vidt man kan skønne af pladen, er vort hjemlige drengekor på et klangligt væsentlig bedre niveau. Kurt Thomas dirigerer sikkert og stilrent, men så »neutralt«, at det keder lidt.

Af solisterne er Elisabeth Griimmer absolut den bedste; også Theo Adam synger smukt, hvorimod Marga Höffgen ikke rigtig har heldet med sig, og Rotzsch's præstation skæmmes af en ægte tysk knødel af den slags, som man ikke troede fandtes mere.

Soloviolinen har en ikke altid helt ædel klang og er også temmelig uren nu og da.

Bortset fra den svigtende korbalance er optagelsen rigtig pæn. G. S.

VERDI: Rigoletto. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra »Maggio Musicale Florentino«. Dir.: Gianandrea GAVAZZENI. Hertugen: Alf redo Krans, Rigoletto: Ettore Bastianini, Gilda: Renata Scotîo, Sparafucile: Ivo Vinco, Maddalena: Fiorenza Cossoîîo, Monterone: Silvio Maionica. — HMV ALP 1866-68 (også stereo).

I rækken af nyindspilninger af det internationale operarepertoire er HMV nu kommet til Rigoletto, som bringes i en ny udgave med Bastianini i titelrollen, Alfredo Kraus som hertugen, Renata Scotto som Gilda, Ivo Vinco som Sparafucile, Fiorenza Cossotto som Maddalena og Gavazzeni som dirigent.

For nu at begynde med den sidstnævnte, så giver han operaen, hvad amerikanerne kalder »a rough and ready performance«; han følger traditionerne på godt og ondt og holder i øvrigt godt sammen på det hele, kun virker hans undertiden meget langsomme tempoer noget hæmmende for den dramatiske virkning. Kor og orkester er gode og præcise. Alfredo Kraus synger hertugen med flot klang og virker musikalsk; han synger også den oftest udeladte Cabaletta til arien i 3. akt og klarer vanskelighederne fint. Bastianini har den rigtige stemme til partiet og også nogen dramatisk sans, men hans fantasi og psykologiske indfølingsevne slår ikke til i dette dæmoniske parti; det rytmiske ser han lige så stort på som de fleste af sine landsmænd. Det gør derimod Fiorenza Cossotto ikke, og da hun desuden har en dejlig stemme og en udtryksfuld deklamation, lytter man med glæde til hendes udførelse af Maddalenas parti. Hendes mand, Ivo Vinco, er en udmærket Sparafucile, og Silvio Maionica er god i Monterones lille men meget vigtige rolle. Renata Scotto har en smuk stemme i piano - men desværre en udbredt tilbøjelighed til at forcere, hvilket bevirker, at den bliver skarp og lidt flakkende. Det er synd, for hun kunne have sunget partiet meget bedre. De mange småroller er pænt besat. Optagelsen er god, kun er koret mange steder uforholdsmæssigt svagt. En brugelig indspilning. ç $ OPERA-ARIER sunget af Lotte LEHMANN. (Arier fra Jægerbruden, Fidelio, De lystige koner, Werther, Ariadne på Naxos, De døde øjne, Flagermusen, Das Wunder der Heliane (Korngold) og Tristan og Isoide). - Odeon PMA 1057.

Det skal siges til grammofonselskabernes ros, at de gør meget for at bevare mindet om de lidt ældre kunstnere ved at overføre deres plader til LP. Odeon har nylig udsendt en stor plade med ni opera-arier sunget af Lotte Lehmann, og det fortjener hun i høj grad.

Vel hører man tydeligt på orkesterakkompagnementerne, at indspilningerne ikke er af nyeste dato (de var heller ikke særlig gode, da de var nye), og vel var hendes rytmesans ikke særlig udviklet, men alligevel nyder man stemmens ædle klang og hendes udtryksfulde foredrag. Pladen slutter med Isoides Liebestod, som hun aldrig har sunget på scenen kun på koncert. Det er nok værd at høre.

G. S.

LEONCAVALLO: Bajadser. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Scala-Operaen i Milano. Dir.: Lovro von MATACIC. Nedda: Lucine Amara, Canio: 'Franco Corelli, Tonio: Tito Gobbi, Beppo: Mario Spina, Silvio: Mario Z an as i. — Verdi: Kor af Nabucco, Trubaduren og Aida. - Columbia 33 CX 1752-53 (også stereo).

Man skulle mene, at markedet var mættet med indspilninger af Leoncavallos gamle traver, men minsandten om ikke det er lykkedes Columbia at bringe en udgave, som slår de fleste af de andre af marken. Scala-Operaens herlige kor og orkester medvirker også på et par af de tidligere, men yder her under von Matacic's ledelse deres ypperste i retning af både klang, præcision og frasering. Solisterne er alle fremragende; Corelli som Canio er pragtfuldt ved stemme og overdriver ikke den grædende selvmedlidenhed, som ellers skæmmer de fleste udførelser af denne problematiske rolle; her er rig stemmeudfoldelse og den kunstneriske beherskelse, som lader slutscenens vildskab få det rette relief. Lucine Amara portrætterer den ordinære Nedda rammende uden at udlevere hende, og hendes sang er fortrinlig. Gobbis stemme virker klar og frisk, kun den yderste højde er lidt stiv; han synger med både lune og dæmoni og spiller rollen som den forsmåede Tonio aldeles fremragende. Mario Spina (der for nogle år siden som gæst sang Fenton i Falstaf T på Det kgl. Teater) synger smukt og sympatisk som Beppo., og Zanasi har den rette indsmigrende klang til Silvio. Helheden er præget af en lykkelig - og sjælden - forening af musikalsk smag og ægte dramatisk slagkraft. Man må håbe, at von Matacic også vil tage sig af den anden gamle veristiske traver: Cavalleria; hans levende rytmik og fine klangsans gør det til en nydelse at høre Bajadser, som ellers ofte blot er en sammenhobning af Ritardandi og Fermater, som får det hele til at virke hult og forældet. I tilgift får man tre fremragende udførte kor af Verdi. Også teknisk er pladerne af første klasse. G. S.