Antifoni-Antipati

Sted: Tivolis Koncertsal den 21. januar. På programmet: Fortrinsvis ny-enkle værker (Christiansen, Abrahamsen, Buck), deriblandt uropførelsen af Pelle Gudmundsen-Holmgreens Symfoni og samme komponists Antifoni.

Længde: Symfonien 2l/2 minut, Antifonien ca. 25 minutter.

Reaktion (generel): Begejstret hyldest, »et mesterværk», »fantastisk morsomt«. (Se også anmeldelserne).

Reaktion (min personlige): Antipati allerede et par minutter inde i Antifonien. Irritation. Det ubehag man føler når man har gennemskuet et mønster. Kommentar (skrevet et par dage senere, derefter ty-deliggjort: Dårlige vitser, gamle tricks. I stedet for de overraskende overraskelser hos den normale Pelle (- selv om det kan virke som uforskammet nærgående at bruge fornavnet alene, så er anledningen den simple at efternavnet er for langt og PGH for trist -) fik vi i Antifonien overraskelsen som form, kort sagt det sten-sikre, udhugget i den mest kyniske stilpluralisme. Mønster: »Vi lader musikken køre til man tror påden og så: - klonk! -grimasse, og over i den modsatte grøft.« Dette gør at jeg ret snart er stensikker på at hvad der end kommer - det være sig følsomhed à la Mahler eller det Bucksk stive - så er det ikke »for alvor«. Alvoren savnes, dybet savnes. Det er ikke længere Beckettsk, men et virtuost forsøg på at få det til at ligne brødrene Marx. Men jeg savner deres hjerte. (I »En dag på galopbanen« vinder den svage over den stærke! Det tror jeg på. Men jeg »tror« ikke på de følsomme partier i Antifoni. De er allerede øremærkede. IRONI.) Og jeg savner autenticiteten. Musikken forsøger at ligne Marx og netop denne efterligning lægger sig i vejen for det originale hos den Pelle vi kender fra Songs Without, Passacaglia, og - hvorfor ikke? - Symfoni. I disse værker findes i det mindste et ubesvaret spørgsmål (men jeg siger ikke hvilket). I Antifoni findes ingen spørgsmål, bare svar. Dem synes jeg jeg har hørt før. Det er undgåelsen af svar der har fascineret mig i Pelles musik. Et evigt »Vi venter på - hvadfornoget?«. Men i Antifoni er der bare svar.

Det er vel derfor det blev en succes. Alle elsker bekræftelser. En del elsker bekræftelser men bare i pervers form. Det bekræfter dem i at bekræftelser er umulige.

Eller var det en bekræftelse på at man er hjemme i Danmark; alting opløser sig i grin?