Der findes et publikum her udenfor! - Et interview med Rhys Chatham

H.G: Den udvidede tidsbegreb og kombinationen af komponist og udøver synes at være vigtige karakteristika af S oho S ce me n.

R.C.: En masse mennesker ser ud til at være inde i monotoner for tiden, ikke. Tom Johnson (kritiker ved The Village Voice) kalder det for minimalisme. Den slags musik har været rundt omkring et stykke tid nu, ja godt og vel 5 eller 6 år (!): (Riley's In C kom 1964, min anm..) begyndende med La Monte Young, Terry Riley og Phillip Corner. En del mennesker begyndte at arbejde i den retning, stykker begyndte at blive længere og længere. Charlemagne Palestine plejede at lave lissom ti timers stykker. Phillip Corner lavede et gentagelsesstykke hvor han spillede Cis i 7 dage og 7 nætter. Han havde en hel stab på 60 mennesker til at overtage. Han spillede et par timer og en anden ville overtage. De arbejdede på skift. Vi optog hele koncerten, et meget kostbart minde, vi har en enorm stabel af kassetter fra netop denne koncert. Det er utroligt... Men så skete der en ændring og lige nu ser jeg denne festival som et spejlbillede af hvad der er sket i Soho og i nutidig musik over hele nationen igennem de sidste tre år.

H.G.: Du mener at denne festival er mere en slags opsummering end et fremad rettet blik. R.C: Ja, en opsummering. De fleste af disse folk i denne festival har haft en stor indflydelse på en masse andre komponister, en slags ledere indenfor deres felt. Men jeg mener kun der er nogle få stykker, der peger i retning af fremtiden. Jeg tror jeg har regnet ud, hvilken retning det er. H.G: Lad os høre.

R.C: En af kritikerne ved The American Critics Associations' seminarier sagde, at hans kritik af festivalen var, at der ikke var meget nyt. Han sagde det på en meget elegant måde og han var ikke et røvhul, han var virkelig alvorlig. Han var forstyrret fordi han skulle til New York - han kommer fra L.A. -og høre en masse sager, han aldrig havde hørt før. Han fik et chok, han kendte det hele. Og jeg kunne ikke rigtig blive uenig med ham, når jeg tænkte over det. Det hele er noget jeg har hørt i en eller anden forbindelse før. Så jeg tænke over det. Den måde hvorpå han brugte ordet nyt... Man husker når synthesizeren først udkom, det var nyt. Det var virkelig spændende, her troede vi, at vi virkelig havde et instrument, der kunne gøre ting mennesker ikke kunne, at spille hurtigere end mennesker, at spille timbrer, der var umulige for instrumenter. Alle var pissebange at den skulle erstatte violinen, men selvfølgelig ved vi nu, at synthesizeren er smukt begrænset. Vi behøver ikke at bekymre os om violinen bliver erstattet, endnu mindre om den menneskelige røst - eller en elektrisk guitar. John Cage udkom med et lydløst stykke, ser du det var nyt. Eller når Fluxus people lavede deres chokerende værk. De prøvede alle på at udvide defineringen af hvad musik er. Men nu, efter Cage, ved vi, at vi kan gøre lige, hvad vi har lyst til. Så nu er spørgsmålet hvad har du lyst til at lave? Jeg ser en del af komponisterne i festivalen, og en del udenfor, som virkelig chokerer kritikerne. Der er mange komponister de føler sig truet af og ikke kan udholde på grund af deres værker. Harold Budd, ved du hvem han er? Han er en komponist fra Californien. Når man først hører hans musik lyder det som »shloky« musik. Det er som om denne gut sælger ud. At han ikke kan klare det experimentelle mere og så er begyndt at skrive så han bliver mere tilgængelig. Så går man til en kommerciel forretning, og der er ingen, der køber hans partiturer og det er ikke fordi han skriver dårlig film-musik, det er fordi han laver noget, der er underligt. 60erne i Amerika lærte os, at vi skulle assimilere en masse forskellige ting. Ligesom Meredith Monk er en musiker og hun begyndte som danser. Vi var ikke bange for at gå fra et område til et andet. En masse af os der kun lavede akademisk musik, gik ind i jazz eller rock and roll eller hvad det var. 80erne ser ud til at dreje sig om, at vi frit kan bevæge os frem og tilbage.

Tag nu Peter Gordon. (28 år, født i New York, spiller sax og tangent-instrumenter i flere bands, bl.a. Love 0f Life Orchestra. Han har studeret hos Gaburo, Ry-nolds og Ashley i Californien.) Ved første øjekast tror man det er rock and roll. Men det er det ikke ! Hvis jeg taler til nogle af mine komponistvenner, så siger de: »Åh, Peter laver rock and roll«. Men hvis han går ind

I en rock and roll klub, så er der ingen af dem der siger, at han laver rock and roll. Forstår du, hvad jeg mener? Eller tag nu Laurie Anderson. (Se DMT nr. 1).. Visse komponister siger, at hun skulle spille i Las Vegas, i en natklub, eller de anklager hende, men den eneste grund til, at hun er på kunstscene er, at hun kkke rigtig kan klare Las Vegas scenen. Hele pointen er, at Laurie Anderson ikke er interesseret i Las Vegas. Hun har et nummer, der er meget fint sammensat, men det er underligt og det er lige netop derfor, at hun er i en kunstsammenhæng, og det er lige netop derfor, at Peter er i en ukunstsammenhæng. Jeg er ikke ved at jorde kritikerne. Jo jeg er. De tænker på det som fusion (d.v.s. rock + experimentel). Jeg kan ikke rigtig klandre dem for jeg har først lige selv fået rede på (let. Og alligevel er det ikke fusion. Det er ikke rock.

H.G: Hvad er rockt aktfornemmelse? R.C: Rocktaktfornemmelse er simpelthen 4/4 dels takt fornemmelse, det er meget geometrisk, meget konstant. Takten er opdelt i ^-dels noder, 1/16-dels noder og den slags ting.... jeg bliver nødt til at gå lidt ind i min egen historie. H.G: O.K.

R.C: Da jeg først begyndte at spille guitar, vidste jeg ingenting om rockmusik. Men jeg havde lyttet til det, jeg havde en pladespiller. Og jeg tænkte. Fint, jeg forstår rock, jeg kan tælle til fire. Jeg havde lyttet til Beatles og Rolling Stones. Og jeg prøvede at spille det. Jeg lavede dette for en l Vi år tilbage, og jeg gjorde alt rigtig! Jeg lavede sange, 5 minutters rock længde... rock instrumenter, du ved. Og folk kom - og alle i værelset vidste, at det ikke var rock - lige undtagen mig! De kunne lide det, men det var helt klart kunst. Jeg forstod det ikke, jeg troede at det var rock, jeg var helt sikker på, at jeg gjorde alting rigtigt, fordi jeg spillede i 4/4-dels takt, jeg havde et trommesæt -og alle vidste, at det ikke var.

Det var den tidligste version af Guitar-trioen. Jeg har arbejdet på dette stykke i halvandet år. Nå -jeg vidste ikke, hvad rock var, så jeg blev medlem af et rockband. Jeg spillede med dem i godt og vel 6 måneder, og i slutningen af den tid stod jeg i et studio, og så lige pludselig - skreg jeg! Wow, sagde jeg, nu ved jeg virkelig, hvad rock musik er. Ved du hvad det er? Hver gang jeg som musiker f.eks. spillede Boulez's Sonatine for fløjte og klaver, havde jeg tallene kørende i hovedet. Så hver gang jeg spillede rock talte jeg 1-2-3-4 i hovedet. Men så lige pludselig talte jeg ikke 1-2-3-4, og alligevel hvis du spurgte mig, så vidste jeg hvor jeg var. Jeg var på 3Vi, men jeg tænkte ikke på det, jeg havde det ligesom indgraveret i min krop. Jeg var ikke rigtig en rock musiker, simpelthen fordi,

jeg ikke havde lavet det. Når jeg så spillede det, begyndte jeg at forstå, hvad det var, og så følte jeg mig ikke usikker på scenen over ikke at være rockmusiker. Når det så ikke var et problem mere, kunne jeg gå tilbage og helt droppe rocken, og så begyndte jeg at arbejde på stykkerne. Jeg prøvede ikke på at projicere det som rock, men folk opfattede det som rock på det tidspunkt.

Jeg føler jeg er ærlig, fordi min fortid er en del af det. Jeg turnerede med La Monte Youngs gruppe i et stykke tid og stemte hans klaverer for ham. Jeg lavede en masse overtonestykker. Jeg nægter ikke noget af den baggrund og heller ikke rockbaggrunden. Det hele er ved at komme ud, og jeg tror, at jeg er et godt eksempel. Jeg mener, at Lauries (Anderson) baggrund er meget lig, selvom den er anderledes. Hun nægter ikke noget af det hun er, alt kommer ud. Hun er en visuel kunstner, en begrebskunstner, og hun spiller fantastisk violin, og hun er en strålende organisator. Og hun bliver ikke bekymret over en eller anden fascistscene, der siger »du skal lave musik i udvidet tid, og det skal være meget alvorligt og meget specielt«. Jeg mener, hun laver det hun laver og en masse komponister bliver meget oprørt over det, fordi de tror det er kommercielt.

Lad os lige tale lidt om kommerciel. Når de siger, at Phil Glass er ved at blive kommerciel eller at det er kommercielt, når Phil Glass sælger 10.000 plader.... forestil dig, at jeg er en fra RCA, og at jeg har valget imellem at sælge l million Bowie plader eller 50.000 af Phil Glasses, hvad gør jeg, jeg tager Bowie, det er hvad kommerciel er. Ingen af os har nogen sinde lavet kommerciel musik, og ingen af os kommer nogen sinde til det.

For første gang er vores musik, din musik og min musik, (R.C ved ingenting om min musik! min anm.), det der altid vil arbejde sig ud i den populære sfære. Prøv at se på ethvert TV-show, der er Schoenberg i disse partiturer. Man kunne ikke have Stevie Wonder uden man havde Edgar Varese, vel? Jeg synes ikke så meget om Brian Eno, men har har fået vores musik ud til en masse mennesker. H.G: Hvem er Eno?

R.C: Han arbejdede med Roxy musik, og blev kendt på den måde. Oprindeligt lavede han kun deres lyd. Jeg mener, at han er en visuel kunstner, der blev interesseret i elektronik. Det eneste han gjorde var at ændre deres lyd, jeg mener, pladeselskabet ville have det på den måde. Så slog han sig sammen med David Bowie. Han lavede en masse penge ved at spille sammen med Roxy og David Bowie. Han gik på tourne med dem. Men han studerede ved Garvin Bryars og Michael Ny man, de var hans lærere. Han er også en meget smart, en meget intelligent mand, og så blev han interesseret i denne underlige musik, fordi det var det han kom fra. Desuden havde han tilfældigvis denne finansielle ting med Roxy Music, så han havde adgang til mediaen. Han producerede en serie plader på The obscure mærke, virkelig underlig musik, så som Discreet Music o.s.v. Det er meget mærkeligt.

Det kom ud til en masse mennesker og folk køber også hans plader. Han satte alle de penge han havde råd til på at producere en underlig plade som Exposure! Det er en plade han og Fripp lavede (Robert Fripp har også spillet med Bowie, min. anm.). For dig og mig lyder det som et gensyn med Terry Riley, med en masse båndforsinkelser, jeg mener, det er ikke ligefrem varmt brød for os, fordi vi kender den slags ting, men det jeg synes er spændende, er alle de mennesker, der aldrig har hørt Terry Rileys plader. Han fik den musik ud til en masse, der ellers aldrig hører det, og de syntes, at det var spændende. Der er et publikum derude! Jeg ved ikke, hvorfor der er, men på en eller anden måde er mennesker, en hel del mennesker kommet til et stadie, hvor de kan acceptere usædvanlige lyde, interessante timbre, interessante idéer. Og så håber jeg, at vi kan bruge denne vogn til at lefle udisse mennesker ind. Det kombineres også med en ting som en masse amerikanske komponister laver i øjeblikket. Ikke at være bange for at bringe hele denne anden kontekst sammen. Virkelig at bruge den.

Dette er det første interview i en serie på tre - med unge komponister i Soho. I næste nummer interviewes Ned Sublette, og han har andre hensigter end Rhys Chatham. Han går hårdt på rock musikken...

(Oversat af Pete Rasmussen)