Prismatis

Prismatis

Af Poul Borum
til Ib Nørholm 22.3.81
følg mig - jeg følger dig
følg mig - hvor er jeg
i drømmeland, natland
flyde-over-land
strenghed er lethed
blade er ribber og kød
ler jeg er det ikke
for at markere
min ikke-tilstedeværelse
den behøver ikke
ler jeg
er det ikke
grøn som en grænse
indvej og udvej
sansenedkølet
i nerveerindring: grænse
dør jeg er det ikke
med alle sanseligheder
som vejskilte
forvirret modvisende
løber jeg
ud ad et delta
til ingenmandshav
står stort gråt
skifer og smuldren
hvide lykker toppes
ser jeg øjnene åbne
trænger det mig
ind over sletten
til foden af bakkerne
mister det mig
til der
hvor jeg ikke er
brød-
føder det mig
se med mine øjne
du må få dem
alle bogstaver danser
langsomt gravitetisk
mod randen af papiret
med vilje nåede jeg Ingen Vegne
villa Ingen Vegne
pelargonier og phlox
stødte på min strenghed
så let
hængt i vejret
tørretøj i regn-og-sol
var her jo
med vilje
vovede jeg mig ud
og kom tørhodet hjem
med rationelle
betænkeligheder
og knyster
booket ind
på Ingenting
forfløjet derhenad
tolereret
selvantændt
tid nok
tid nok til at efterrationalisere
jord nok overhovedet
medvirkende
til den overordentlige eksplosivitet
var uden tvivl
tomhed
forladthed
og formålsløshed
hvorved han
uden at tænke over det
altid var så rede
som livet forlangte
lod sig ikke bedrage
lod sig fylde
fylde og tømme
gang på gang
efterhånden
er man jo vant til
at ikke noget går op
man har ganske
bortsvedt
den højere enhed
og gudskelov
kender man ikke
sine vinger
mod forlods betaling
af dødsafgiften
på forblæste
erindringer