Rapporter

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 05 - side 249-250

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

- med rosenrød afgang til Metz


AF IVAR FROUNBERG

Byen Metz ligger åndeligt såvel som bogstaveligt midt mellem de to musikmetropoler Darmstadt og Paris. For tolvte gang afholdt »centre européen pour la recherche musicale« den internationale festival for ny musik, ledet af komponisten Claude Lefebre. International - fordi der medvirkede komponister f rå 11 lande.

Tidspunktet var 17.-20. november 1983 - lige efter den første friske Beaujolais var frigivet, et faktum der, sammen med Deutsche Bundesbahns »rosenrøde afgange« gjorde ekspeditionen yderst behagelig.

De ydre behageligheder var tiltrængt, for festivalen i Metz er på nogle måder en analogi til NUMUS: festivalen ledes af een kunstnerisk leder, der med ganske få hjælpere får stablet nogle tæt besatte koncertdage sammen. På et punkt afviger festivalen markant fra NUMUS: budgettet. Udover at have importeret Phil Glass, London Sinfonietta, tre andre symfoniorkestre og et ressourcekrævende computerstyret laser-lys og lydværk af Francois B ay le uropførtes bestillingsværker af Gyorgy Ligeti, Jean-Claude Wolff, Alain Bancquart, George Benjamin, Franco Donatoni, Jacques Lenot, Henri Pousseur, York Höller, Jean-Yves Bosseur, Jacques Calonne, Chris Densch, Michel Decoust, Philippe Boivin, Carlos Roqué Alsina og Guy Rei-bel. Heraf ses også festivalens satsning på ny værker præsenteret af musikere af højeste kvalitet som f.eks. alten Sarah Walker og violinisten Janos Negesy fra USA. Ovenstående liste indeholder navne der allerede inden den rosenrøde afgang vakte opmærksomhed men Xe-nakis, Maderna, Takemitsu og Wolfgang Rihm lokkede naturligvis nok så meget.

Hårdt trængt af London Sinfoniettas krystalklare opførelse af »Le Marteau sans Maître med Sarah Walker blev et af højdepunkterne koncerten med Lieges' philharmoniske orkester. Xenakis skriver i disse år som bare fanden og man kan godt blive lidt bange for at møde et »opkog« af hans tidligere musik. Nogen fornyelse er »Shaar« ikke, men intensiteten griber stadigvæk og Xenakis' timing er som altid perfekt. Et af festivalens temaer var »instrumentalkoncerten idag«. Henri Pous-seur havde skrevet en koncert for bas-clarinet, neotonal - men med den åbne forms improvisationsmuligheder. Det var et ikke ganske uproblematisk bud på hvorledes denne klassiske form kan bruges idag: solisten var placeret midt i orkestret og måtte forstærkes for at trænge igennem. Den stereofoniske gengivelse af solisten fra to højttalere på hver side af orkestret fik det pudsige resultat at orkestret spiller så at sige inden i solisten. Heroverfor stod et andet bud - en klassiker med klassisk mesterskab - Madernas klaverkoncert med Claude Helffer som solist. Denne klaverkoncert blev, på trods af sin alder (1959/60), det mest overbevisende svar på hvad instrumentalkoncerten kan tilbyde nutidens komponister. Måder-nas »pointelisme« transcenderer den strukturelle logik og bliver »melos« i alle de musikalske parametre. Selvom orkestret er enormt tillader Maderna ingen svulstighed. Svulstigheden oplevede vi så i York Höllers »Traumspiel«: Stockhausensk selvhøjtidelighed og germansk-filosofisk selvudlevering, der trods sin grødsubstans' klæbrighed ikke udslettede Madernas apollinske filigran. Ikke kun herhjemme forveksles det svulstige med »følelser« og derfor er det dobbelt rart at opleve Mader-na» Pousseur og andre af de gamle avantgardister levere et syrebad til kartharsis!

Oplevelsen af Phil Glass-ensemble blev ikke til noget syrebad - kastrationen var fuldbyrdet - sikke et flop! Ensemblet slentrede så afslappet ind på scenen at de alt for tydeligt, omend ganske ufrivilligt, viste at musikken var ren overflade uden indre intensitet og, hvad der var værst, uden klanglig forfinelse. End ikke spasmodisk »frigjorte« bevægelser bragte musikken frelst i land - der blev bu'et.

Jeg har sprunget Ligetis uropførelse over (»Magayar Etudök« for kor a ca-pella) fordi jeg af flere grunde ikke var i stand til at koncentrere mig om oplevelsen. Jeg kan ikke udstå sangervibrato og det havde Schola Cantorum fra Stuttgart ligeså meget af som Mc Donald (ære være hans minde!) har pommes frites. Ydre årsager gjorde sit: jeg sad mellem et lille hundrede skolebørn der brød sammen i fnis ved den første tone! Et andet af festivalens mål er pædagogisk: til alle koncerter havde et stort antal skolebørn fået fribilletter, og det kunne p.gr. af støjniveauet være et problem. At det også var et positivt initiativ viste den forventningsfulde som-om-vi-var-til-rock-koncert-stem-ning før Francois Bayles computerstyrede laser-rum og elektroniske kæmpeværk på 2!/4 time der blev over een time forsinket fredag aften/nat. I Forbach (50 km fra Metz) leverede et hold musikskoleelever nogle flot indstuderede opførelser der lå langt over danske musikskolers potentiale. Et andet amatørensemble: byen Jarnys harmoniorkester opførte et yderst velskrevet værk af Phillippe Boivin (f. 1954) -opførelsen fandt sted i afgangshallen på Metz' banegård.

Så lærte jeg at »fruhschoppen« betyder »at drikke tidligt« - det gjorde man nemlig fredag morgen hvor de tilstedeværende komponister kort præsenterede sig selv og deres værk(er). Derefter diskuteredes to emner der fint faldt sammen med festivalens indhold: »musik og politik« og »musik og teknologi«. Det er tydeligt hvorledes det teknologiske område - ikke kun den analoge elektro-akustiske musik - men også digitale computerstyrede synthesizere i Frankrig er langt mere videreudviklet end herhjemme. Næste år opføres Boulez' »Répons« i Metz, og det er et værk der eksemplificerer det artistiske mesterskab der idag er målestokken for brugen af teknologi i musik.

- au revoir, Metz
avec plaisir: Ivar Frounberg

Årgang 58/1983-1984, nr. 05