Mere om Mahler

Af
| DMT Årgang 60 (1985-1986) nr. 05 - side 233-235

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Mere om Mahler

Donald Mitchell: Gustav Mahler. Songs and Symphonies of Life and Death
London - Boston: Faber and Faber, 1985. 659 s. £ 35.00

Knud Martner:
Gustav Mahler im Konzertsaal Eine Dokumentation seiner Konzerttätigkeit 1870-1911
København, 1985 (eget forlag). 195 s. Kr. 145.00

AF JAN MAEGAARD

Hvis Gustav Mahler i sin himmel kan se og høre alt, hvad der i dag, 75 år efter hans død, skrives om ham og spilles af ham, vil han med tilfredshed kunne konstatere: Ja, sagde jeg det ikke nok! - Han gjorde ligefrem en dyd af at skrive for fremtiden fast forvisset, som han var, om at hans tid ville komme. At det virkelig skulle komme til at passe, var ikke forudsigeligt. Mange forsøg er der gjort på at forklare de sidste 25 års Mahler-renaissance - man har endog villet påstå, at det var LP-pladen der gav hans symfonier deres chance - og dog er hans musiks enorme appel til tiden efter 1960 forblevet en stort set uløst gåde. Vi må lade os nøje med at konstatere den kendsgerning, at opførelsernes og indspilningernes tal stadig vokser, og at litteraturen om ham efterhånden er af et respektindgydende omfang. Det mest forbløffende er dog, at for hver ny bog der skrives om Mahler, føler man, at der er længere til bunden af en genuin forståelse af hans livsværk.

En af Mahlers nærmeste venner var den stilhistoriske musikvidenskabs grundlægger og fader Guido Adler (1859-1941), hvis indflydelse på vort århundredes musikforskning både direkte og indirekte har været overvældende. Det er dog langt fra, at hans skole præger Mahler-forskningen. Blandt de mest fremragende bidragydere er der mindst ligeså mange outsidere som insidere; men det skal man ikke tænke ilde om. Mahler selv følte sig som outsider, også som komponist, og blev af samtiden også opfattet som sådan. Dette »mærkelige dyr« i musikken mellem 1880 og 1911 gjorde, når han komponerede, uforudsigelige ting, ikke fordi der fattedes ham noget i beherskelsen af hans håndværks teknik - o, langt fra! - men fordi han benyttede sin teknik til at formulere visioner, som i al deres tidsbundethed var utidssvarende - fremtidssvangre på en mærkeligt uigennemsigtig måde. Det kan være en af grundene til, at hans musik stedse har appelleret mere til interpretation end til stilhistorisk forskning.

»Interpretations and annotations« er netop undertitlen på Donald Mitchells nye store bog. Den fortsætter et livsværk, som forfatteren påbegyndte i 1958 med Gustav Mahler: The early Years (2. udg. 1980). 17 år senere fulgte Gustav Mahler: The Wunderhorn Years - og nu efter endnu 10 år denne den største af hans Mahler-bøger. De tre hænger ikke sammen som en samlet fremstilling. Projektet har ændret karakter undervejs. Hvis den første var tænkt som bind l af en stor biografi, må den anden siges at have taget konsekvensen af, at den biografiske efterforskning i mellemtiden var taget op af Henry Louis de La Grange, som nåede til vejs ende i 1984. Den er en sammenstilling af essays, store og små, omkring Wunderhorn-sangene og 2.-4. symfoni -med mange disgressioner. Men naturligvis måtte Donald Mitchell efter alt dette på et tidspunkt kaste sig over den senere del af produktionen. Da kontinuiteten allerede var brudt, behøvede han ikke at føle sig bundet af nogen forpligtelse til en fortsættelse.

»Sange og symfonier om livet og døden« blev da det overordnede emne for den tredje Mahler-bog, som navnlig handler om Kindertotenlieder og Das Lied von der Erde. Desværre kom Mahler til at skrive en temmelig stor symfoni, den 8., imellem de to værker. Den bliver da behandlet i et »efterord« på godt 100 sider. »Interpretations« og »annotations« skal tages helt alvorligt. Hver af de tre dele - om Rückert-sangene, om Das Lied von der Erde og om den 8. symfoni - består af en hovedtekst »interpretations« fulgt af et gevaldigt udvidet noteapparat »annotations« (noterne kan svulme op til 12 fulde siders længde).

Hovedtesen er, at der eksisterer en inderlig sammenhæng mellem Rückert-sangene, navnlig Kindertotenlieder, og Das Lied der von der Erde. Første del fører læseren ind i et netværk af analytiske iagttagelser og detaljer i sangene og de fine, ofte næsten usynlige tråde, der forbinder dem med omgivende værker af Mahler selv og af andre. Donald Mitchell kan bide sig fast i en detalje og forfølge den ud i dens sidste konsekvenser på en måde, der umiddelbart må forekomme pernitten, men dog ofte retrospektivt viser sig at skaffe værdifulde indblik i Mahlers arbejdsmåde, når han komponerede. Hvad man må savne, er et samlet overblik; det forudsættes bekendt. Hele den næsten 150 sider lange del om Rückert-sangene viser sig nu blot at være et præludium, improvisatorisk og kaprici-øst, til hoveddelen, der omhandler Das Lied von der Erde.

I denne del (s. 157-500) gennemgås dette store værks seks sange en for en. Der er således tale om en langt mere ordnet og overskuelig disposition af stoffet end i den lunefuldt springende første del. Her er samlet, hvad man ved om disse sange, tekst og musik, suppleret med et væld af analytisk funderede interpretationer. Det kan tage sig ud som en kolossalt udvidet programnote - og er det sådan set også. Så dyb er Donald Mitchells fascination af denne musik og så indgående hans kendskab til den, at han synes at have noget på hjerte om hver eneste frase. Efter endt læsning af den lange tekst sidder man med en lumsk fornemmelse af, at han ligefrem har måttet lægge bånd på sig for ikke at spinde den endnu mere ud. Fordelen herved er, at den, som læser teksten omhyggeligt med partituret ved hånden, når at tilegne sig et dybtgående og detaljeret kendskab til værket, dets tekstgrundlag og dets relationer til omgivende værker og til østasiatisk musik. Ulempen er, at mange læsere nok vil køre fast i detailmylderet undervejs. Donald Mitchell har været opmærksom på dette. I forordet nægter han kategorisk at gøre nogen undskyldning for sin detailrigdom og tilføjer - noget summarisk, synes jeg - at han ikke ser nogen grund til, at man skulle ofre mindre tid og møje på studiet af et musikværk end på studiet af et stort digt eller en roman.

Der er det tiltalende ved denne argumentation, at den understreger det forkastelige i at lefle for publikum og prætendere, at emnet er nemt og tilgangeligt, når det i virkeligheden er svært og uigennemskueligt. Hverken sagen eller publikum ville herved være tjent. Men dette kræver af forfatteren, at han gør sig al umage for ikke at gøre det vanskelige vanskeligere, end det er. Hertil benytter Donald Mitchell med stor dygtighed sin meget ordrige, essayistiske stil, der sine steder næsten antager karakter af charmeoffensiv. Så stor er hans veltalenhed, at man sommetider føler sig mere overtalt end overbevist. De mange jeg-sætninger og retoriske figurer - f .eks. : »And yet it is a rather striking event, is it not?« (s.341) - kan ikke undgå at virke en smule pågående; men det går, blot sagen tjenes dermed og sagligheden ikke går tabt. Og det gør den ikke. Hvad mere er: teksten taler til læseren med en alvor og direkthed, som - inden for sin naturlige begrænsning - afspejler den måde, hvorpå musikken taler til lytteren. Det er mesterligt skrevet.

Efter denne tour de force virker gennemgangen af den 8. symfoni i »efterordet« nok lidt mat. Betragtningerne over den set i relation til den store liedsymfoni og med tråde tilbage til Das klagende Lied og 2. og 4. symfoni fører blandt andet til en klog diskussion af udviklingen af Mahlers konception af det symfoniske. Sammenligningen af den oprindelige plan (uden Goethes Faust) med den endelige version åbner også blikket for frugtbare perspektiver. Donald Mitchells argumentation for, at den 8. symfoni ikke står så isoleret i Mahlers produktion, som man hidtil har ment, men trærtimod er vel integreret i hans samlede ævre, er ny og overbevisende.

Et »forsvundet« manuskript med Mahlers første indfald til den 8. symfoni findes beskrevet i en artikel i et wienerdag-blad fra 1933. Den er Donald Mitchell kommet i besiddelse af gennem henvendelse til Knud Mariner i København, som også skyldigst takkes både her og i forordet. Dette lille træk er karakteristisk for essayisten og analytikeren Donald Mitchell. En »rigtig« forsker ville have opsøgt kilden på stedet, d.v.s. i Wien. Men det er lettere at skrive til Mariner, som altid beredvilligt hjælper, hvor han kan. Han kan iøvrigt oplyse, 1) at manuskriptet faktisk er blevet lokaliseret i New York og altså ikke er forsvundet alligevel, 2) at førstesiderne af to Ruckert-sange, som findes reproduceret på s. 70 og 71, ikke gengiver førsteudgaven som angivet. Fælles for Mitchell og Mariner er, at de er lidenskabelige Mahler-forskere, og at ingen af dem er professionelle musikforskere i den forstand, at de beklæder forskerstillinger; men derudover er de så forskellige, som vel tænkes kan. Førstnævnte er analytikeren og ræssonnøren, sidstnævnte den flittige indsamler af kildemateriale.

Der er derfor perspektiv i, at der her også ligger en ny Mahler-bog af Knud Mariner til anmeldelse. Sammenlignet med Mitchells store, luksuriøst udstyrede værk tager Mariners lille, maskinskrevne og fra eget forlag udsendte bog sig ikke ud af meget. Hensigten er at dokumentere Mahlers virksomhed som koncertdirigent. Hans virke som operadirigent og som komponist er veldokumenteret. Hvad han ydede som koncertdirigent, kan nok til en vis grad læses i de La Granges biografi, men også kun til en vis grad. I sin anmeldelse af denne bogs tredje bind skrev Mariner om oversigten over koncertrepertoiret, at det er »så sjusket og så fyldt med fejl, at man tager sig til hovedet« (DMT nr. 5/6 1984/85, s. 367).

Her på den tørre dokumentations område må brugeren - også anmelderen -henholde sig til den, som ligger inde med dokumentationen. Jeg kan ikke fra mit skrivebord på Frederiksberg kontrollere, om de mere end 300 koncertprogrammer er korrekt gengivet og fortolket; men det kan godt svimle for mig, når jeg tænker på omfanget af det indsamlingsarbejde, som ligger bag denne præsentation. Knud Mariner har sat sig for at meddele dato, sted, klokkesiet, begivenhed (d.v.s. koncertrække el. lign.), program og udøvende for hver enkelt koncert, dertil eventuelt diverse oplysninger, som måtte fremgå af kildematerialet, og i enkelte tilfælde egne kommentarer. Modellen fastholdes stort set, men ikke helt konsekvent. Meddelelse om offentlig generalprøve eller gentagelse af koncerten anføres sommetider, men ikke altid. Nogle gange anføres orkestret heller ikke; det gælder besynderligt nok de fleste filharmoniske koncerter i Wien. En sammenligning mellem opgivelserne og de programmer og koncertannoncer til 48 koncerter, som findes reproduceret i bogen, afslører mange mærkelige uoverensstemmelser. Sådanne kan meget vel hidrøre fra, at forfatteren har andre kilder til den enkelte koncertbegivenhed end de gengivne programmer og annoncer - som f.eks. når det siges, at Beethovens 3. Leonore-ouverture opførtes ved koncert nr. 46 og en strygekvartetsats af Schubert ved nr. 53; men det får man ikke noget at vide om, og det hetyder, at læseren sidder med modstridende oplysninger om samme begivenhed. Men der er også direkte vildledende oplysninger som, når Schuberts opera Die Zauberharfe (nr. 93) identificeres som (Rosa-munde), når Martuccis (2.) klaverkoncert i b-moll (nr.300) siges at stå i h-moll (B-flat minor!), og når den mandlige hovedperson i Grétrys opera(-ballet) Céphale et Procris (nr. 202) benævnes »Progis«. Stavefejl og andre fejlskrivninger er for talrige til at citeres komplet; det drejer sig om tilfælde som »Ocean« Symphonie for Ocean-Symphonie (nr. 56), »Dietrich« for Dittrich (nr. 183), Des Antonius von Paduas Fischpredigt med et uvedkommende s i »Padua« (nr. 159) etc.

Mange detailler vidner om, at der er arbejdet med identifikationen af de enkelte programpunkter, f.eks. har Martner til besætningen i Dvoraks Serenade for blæsere, op. 44, føjet »Cello u. Bass«, hvad jo er korrekt, og titlen på Smetanas opera, som på tysk hedder Libussa, er ført tilbage til det oprindelige tjekkiske Libuše - dog uden det v-formede accenttegn over s'et. Ved program nr. 5 den 1/7 1876 i Wien anføres 1. sats af en kvintet, som fik 1. pris ved en konkurrence på konservatoriet der. Martner bemærker, at det »sandsynligvis« er en trykfejl for kvartet, og at værket kan være det samme, som opførtes i september samme år i Iglau; utvivlsomt har han sine grunde til denne formodning, men dem får man ikke noget at vide om.

Programfortegnelsen følges af nogle særdeles nyttige indices over repertoiret, dels alfabetisk efter komponistnavn, dels efter genre, og over de udøvende kunstnere. Dette sidste, hvori jeg kun savner Joseph Bonnet (nr. 246), er forsynet med årstal ved 147 ud af 210 navne, dog ikke altid dødsår. Alene bag dette ligger megen forskerflid. De to værkindices følges af korte statistiske bemærkninger, som i syv punkter og et par opstillinger sammenfatter og kommenterer materialet. Dette kunne naturligvis have været langt udførligere - bl.a. indbyder materialet til en virkelig indgående diskussion af programgestaltning inden for det pågældende tidsrum - men det har forfatteren ikke villet. Det indskrænker sig mest til bemærkninger med tilknytning til Mahlers biografi, hans sociale stilling og hans sym- og antipatier. At påstå, at repertoiret afspejler hans uvilje mod Tjaikovskij (s. 180), er dog nok at gå for vidt, al den stund han dog opførte 10 værker af denne komponist ved 19 lejligheder, heraf dog - indrømmet - 11 i USA, hvor efterspørgslen efter Tjaikovskij var stor.

Disse kommentarer og det seks sider lange forord er de eneste egentlige tekstdele. De er affattet på et tysk, som ofte havde været vel tjent med en hjælpende hånd. Regulære sprogfejl er ikke hyppige, men teksten virker noget hjemmestrikket med hensyn til ordvalg og sætningsbygning. Jeg vil ikke sige, at man skal kunne dansk for at forstå det; men det hjælper, som f.eks. s. 180, hvor det siges, at man må huske, »daß die Konzertsituation für Mahler... nicht mehr als eine Frage von Gelegenheitsangeboten war...«

Bogen er - det vil j eg gerne betone som en stabiliserende kontravægt til de måske lidt knarvorne bemærkninger ovenfor -et nyttigt og særdeles velkomment bidrag til Mahler-forskningen. Man kunne have undt den en mere prominent fremtrædelsesform, f.eks. inden for rammerne af Bibliothek der Internationalen Gustav Mahler Gesellschaft i Wien. Derved havde den været sikret både en mere direkte distribution til potentielle brugere og en bedre sproglig iklædning. Dens betydning ligger ikke blot i dens værdi som biografisk kilde, men også i den mulighed, den giver den mere analytisk orienterede forskning, for at tage diskussionen om den musik, der kan have påvirket Mahler som komponist, op på et eksakt og dokumenteret grundlag.

Hvis man kunne tænke sig en fusion af Mitchell og Martner…

Årgang 60/1985-1986, nr. 05