Borum om Nørholm

Af
| DMT Årgang 65 (1990-1991) nr. 05 - side 160-162

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Vi har bedt forfatteren Poul Borum om at anmelde Ib Nørholms 3., 4., 7. og 8. strygekvartetter med Den danske Kvartet (Steeplechase Kontrapunkt 32049,1990).


Af Poul Borum

3. strygekvartet, op. 35 "Fra mit grønne herbarium", 1966

1

Den ro der kommer før og efter -
den uro der er centrum i al ro -
den vished der er ét med os
når lyset bryder op
når mørket sænker sig -

Den stumhed der gør godt i munden
den tavshed der kan fylde kroppe
og solens ild
og fuglene der stiger
vilkårligt og i flok -

Den trøst som er vilkårlighed
når lovens kniv har skrabet bunden -
den morgen eller aften (samme sag)
hvor vores fremmedhed
er begyndt at lyse -

2

Det virkelige
som man holder
i sin hånd -

det virkelige
som et åbent vindu
og en have udenfor -

det virkelige
som det man godt kan miste

Og i blæsten er det virkelige
Og i blikket
som vi vender
mod hinanden

3

Efter længslen, men endnu ikke opfyldt -
efter tanken, men endnu ikke lykke -
ikke sorg, men et billede af sorg,
noget at bære,
som brænder indad mod dig selv -

Varmen ved gnidningsmodstanden -
de gennemsigtige glastræer
ned mod glassøen -

Og verdens mylder, stjernetindren,
dets øjne efter øjne hvor vi ser -
hvor hvidt det er
og nøgent
det levende
som hænder varsomt holder om -

4

Hvor vi dog var alene når vi var sammen
hvor vi dog var sammen når vi var alene
hvor lidt vi dog kendte hinanden os selv -
hvor varsomt og uvidende vi trådte
ind i hinandens mørke -

De små rystelser af kulde og nærvær
der gjorde os opmærksomme på
den andens uopmærksomhed og fravær
mens vi granskede os selv
og ikke kom af stedet -

5

Hvor lange var længslerne som dage
hvor korte svarenes nætter
hvor åbne de udstrakte landskaber
ind mod et sejrende mørke

4. strygekvartet, op. 38 "September-oktober-november", 1966

l

Endnu små klynger af rødsorte bær
på buskene nederst i haven -
endnu en solsort der gentager sin anonymitet -
ingenting at huske og ingenting at glemme -
skyerne forrevne som et nærvær -
regnen der omgiver og hengiver -
endnu lidt krop i kroppen
som om al tid var ventetid -

2

Det styrter ned, det himmelske
det er det himmelske der styrter ned,
så utidssvarende og uopfyldt
at vi er tvunget til at se os selv -

3

Så inderligt at længes efter noget ydre
at dette ydre af sig selv får eksistens -
en håndspålæggelse, foruroligende intim,
af verdenskulden som vi har forladt -
og vi kan spekulere vore øjne grå
og stadig ikke se de synlige træer
der afgrænser yderverdenen ud mod vejen -
åh, alle disse nærgående små hudfornemmelser
vi skal tø op til kærlig fjernhed
med læber sprukne af uvidende ord -
længe, længe endnu skal vores lange efterår vare.

4

Det regner op af jorden, stille,
det kaster sig for vindstød uden lyd,
det står i ét, tyndt, fint,
det udenforværende: sjælen

5

Langsomt i synskæden at isolere
et enkelt træ i dets blygrå og tyngde -
langsomt at dreje det om os
uden at vente på noget -
mønstret i barken, umælende, nyt,
den statiske lykkes tomhed -

Sjælen til minimum frosset
insekt under barken
uden at vente på noget

Langsomt at løfte sin himmel
og se ind under
hvor den statiske verden
har travlt med at vogte sig
og holde kulde ude -
og vide: vi er kulde,
og levende så længe,
og hånden glider over træets bark
nedad, nedad, gang på gang.

Læbernes lyde -
fjernhedens lyde -
tiden der går eller går

7. strygekvartet, op. 94 "En passant", 1985

ingenting her og ingenting dér
ingenting udenom
og ingenting indeni -

lyt til mig, jeg skriger ikke
lyt til mig, jeg siger ingenting
lyt til mig, til læbernes bevægelser -
ingenting her
ingen budskaber, tilgivelser, styrt -
ingenting dér
ingen solopgange, solnedgange -
intet mørke, intet lys
(begynd så!)

se mig, jeg er her ikke
se mig, jeg er iøjnefaldende
se bort fra mig, er jeg dér?

ingentings retning
og ingentings mål
vejen ad hvilken
og måden hvorpå
opgivelser, opstigninger, nej -

rør ved mig, vær en tidlig morgen
rør ved mig, vær nattens komme
rør ved mig, jeg forvandles alligevel -

ingenting udenom
og ingenting indeni
skuremærker over himlen
det revnede lærred
de sprukne læber
husker du?

gør mig fjern i min fjernhed
er jeg da
lidt nærmere
måske?

eller denne kilde, denne bæk
der uformodet
forlader jorden
løber over græsset
samler sig
blir til?

ingenting her og ingenting dér
ingen begyndelser ingen afslutninger
(begynd)

ingen brøl af lykke
ingen vræl af angst
intet hviskende "hvor er du?
intet fald
intet skred
altså ingen vinger

og at komme så nær
sin intethed
at den spotter dig
og siger: troede du
der ingenting var?
din tåbe -

ingentings retning
og ingentings mål
intet 'altså' intet 'måske'

ingenting her og ingenting dér
ingen svar og ingen spørgsmål
(stands)

jeg er så langt fra dig
som du er fra mig
og noget som taler
ved ikke hvorhen -

8. strygekvartet, op. 107 "Mémoires", 1988

l

I lyset er lysets bevægelser
en dans henover fortider

kroppens konturer, mørke
i det blændende nærvær

kroppen husket
som del af sin krop

Kommer med sorglygter indover
marker gule af senhed

kendte vi dem?
var det en anden tid?

store og duftende stakke af neg
solen tæt og af strå

Sådan husket: lysende øjne
hårets fald og kroppens linjer

2

Den jeg var og den jeg er
møder den du er og den du var

taler sammen uden at forstå
har hobet så meget op

kan ikke mere læsse det af på hinanden
ikke mere illudere svar

er jeg aske og du brænder dig på mig?
du er aske og jeg brænder mig på dig.

3

I dag vil jeg kun se fremover
med mine øjne i nakken
i dag vil jeg kun se udad
gennem mine lukkede øjenlåg

i dag skal det storme og regne
at det er nutid nu

Bevæger drømmene sig vågne,
får selvstændigt liv og krop?

lever vi omgivet tæt
af drømme der har forladt os?

slår dagen sprækker og revner
af drømme der vil ud i livet?

Sådan husket: at vågne
og være den der skaber verden

verden i øjenhøjde
netop nu

fordi vi næsten ikke
har brug for den mere

Alle milde magter
græs og løv og sne

Årgang 65/1990-1991, nr. 05