Pulitzer fuskere - om amatørerne og de professionelle

- om amatørerne og de professionelle

Af KYLE GANN

Dette her er en amerikansk historie. Morton Feldman dør efter igennem et langt liv at have skrevet virkelig original musik - circa 18 års virksomhed som betydelig komponist. Så dukker pladeudgivelserne op. Fire år efter Feldmans død kommer der CD'er på syv forskellige plademærker med 11 timers musik.

I samme sæson belønnes Shulamit Ran med Pulitzer-prisen i musik: den fik hverken Feldman eller hans ligesindede nogensinde. Ran er den unge komponist som radiointerview'eren Charles Amirkhanian engang spurgte: »Hvordan føles det at skrive i en stilart, som ellers dyrkes af folk i 60 års- eller 70 års-alderen?«

Der er to slags amerikanske komponister, og sådan har det været siden Charles Ives' og Daniel Gregory Mason's dage. Type A, eneren, skaber en ny slags musik, som udøver en utrolig undergrunds-indflydelse. Han eller hun, der ofte har sit arbejde uden for musikken (renseri-, forsikrings- eller computer-branchen er populære), dør, kanoniseres og udvikler en kult. Type B lever den officielle komponists liv: priser, ansættelse ved orkestre, klap-på-skulderen anmeldelser, kommissioner, vidtgående indflydelse på andre menneskers karrierer - ikke på deres musik. Ingen lytter til type B's selvhøjtidelige musik med kærlighed eller begejstring, og så snart er han eller hun død, er den glemt.

Feldman beskriver disse to typer så præcist at jeg ikke kan gøre det bedre selv: »...det 20. århundredes sande amerikanske tradition, som er udsprunget af Ives's, Varèse's og Cage's erfaringsfilosofi er blevet afvist som 'ikonoklastisk' - et andet ord for uprofessionel. Hvis man i musikken foretager sig noget nyt, noget originalt, er man en amatør. Efterlignerne ...det er dem, der er de professionelle... Efterligneren er originalite-tens værste fjende. Kunstnerens tfrihed keder ham, fordi i frihed kan han ikke optræde i kunstnerrollen.«

Og om amatørerne: »En amatør er en, som ikke propper sine ideer ned i halsen på dig.« Om den professionelle komponist: »Han komponerer et stykke nu og da. Det bliver spillet nu og da... Hans stykker er godt skruet sammen. Han er ikke uden talent. Anmeldelserne er ikke dårlige. Et par priser - en Guggenheim- en Arts and Letters- og en Fullbright-pris - det er amerikas officielle musikliv. Man kan ikke bekæmpe systemet, specielt ikke hvis det fungerer. Og det fungerer faktisk... Sådanne folk er deres egne tilhørere. De udgør deres egen berømmelse. Alligevel har de skabt et klima som har degraderet hele nationens musikalske aktivitet til en slags studenterniveau.«

En af mine venner sad engang i en flyver ved siden af Milton Babbitt, som forklarede ham, at efter hans mening var Charles Ives faktisk ikke en virkelig professionel komponist. I et spring har amatøren Feldman nu passeret Babbit i plade-katalogerne - Babbitt, hvis artikler ofte gør nar ad Feldman's tidlige værker.

Under en konference for to år siden overhørte jeg, hvordan en professor, som netop havde holdt foredrag om strukturen i et af Elliott Carters orkesterværker, indrømmede overfor en kollega, at selvom man på papiret kan nedfælde den fineste analyse af musikken, er det umuligt at høre alle de smukke ting, som man har analyseret sig frem til. Kollegaen måtte med sorg give ham ret. Og så såre Carter's akademiske ry er skrumpet ind, er han intet andet end sin generations Daniel Gregory Mason.

Måske vil nogen indvende, at Ives faktisk fik Pulitzer-prisen. Men for at få den, måtte han stryge de 'eksperimenterende' afsnit i sin Tredje Symfoni, således at man gennem 40 år kun hørte denne symfoni i sin censurerede udgave. I stedet for indflydelsesrige eksperimentatorer - Feldman, Partch, Cage, Reich, Oliveros, Young, Ashley, Tenney - er Pulitzerprisen gået til navne, som er ukendte selv for tilhængerne af den ny musik: Sowerby, Toch, La Montaine, Bassett. Pulitzerprisen, der tildeles akademiske komponister af andre akademiske komponister, er blevet en slags 'Belønning for konformitet' og en 'Kompensations-pris for ineffektivitet'. Men offentligheden får det indtryk, at prismodtagerne repræsenterer det bedste inden for den ny musik, samtidig med at den får et påskud til at slutte, at amerikansk musik er det rene møg.

Som David Mårret skrev: »I disse forfaldstider består det, som samfundet belønner med berømmelse og anerkendelse, af dårlig skuespilkunst, dårligt skriveri, valg som forhindrer tanker, reflektioner og frigørelser. Og sådan noget bliver kaldt kunst.« Pulitzer-prisen i musik og vores offentlige platform fremmer forfaldets program.

De originale amatører er misundelige på det støttesystem, som de professionelle efterlignere har bygget op, især pengene. (Et af Pulitzer's underlødige 'produkter', som jeg kender, får 100.000$ om året for at undervise i komposition en dag om ugen). Det skrøbelige støttesystem, som det måtte lykkes amatørerne at bygge op, falder fra hinanden. Det er slut med festivalen New Music America. Efter at have reddet på John-Zorn-og hans-venner bølgen i fem år har BAM besluttet at der ikke er nogen ny bølge på vej og er vendt tilbage til bølgen-før-den-forrige. Cage's forlægger C.F. Peters vil ikke længere udgive værker af yngre komponister, medmindre de er atonale akademikere. Der var engang, da amatørerne håbede på Mac Arthur-'geni'-prisen, som oprindeligt gik til virkelige genier (Conlon Nancarrow og Ralph Shapey); på det seneste er den blot fulgt i hælene på Pulitzer-prisen.

Hvad amatøren derimod har, er prangende plade-labels som Lovely Music, New Albion, Hat Art og Wergo. De giver ikke penge for at få deres musik ud på forfængeligheds-labels sådan som proff erne gør det, fordi de for det første ikke har pengene, og for det andet skriver musik, som er tilfredsstillende at høre på.

Når det store ironiske paradoks bliver alt for iøjnefaldende, plejer eksperimentatorerne at sige: »Hvad sagde jeg!« Masseudgivelsen på CD af Feldmans musik er en sådan anledning. Den viser, at skønt vi tildeler 12-tone-ideologerne priser, er det musik af en ærligere, mindre doktrinær, mindre 'professionel' komponist, som vækker lidenskab og beundring hos os. Det sørgelige ved det er, at disse lejligheder kun sjældent opstår, undtagen når en eller anden dør.

Jeg er træt af at se komponister, som jeg holder af, forblive i ubemærkethed mens de er i live, for så ved deres død at blive fejret som om Gud og hvermand viste, at de var det helt store. Lad os afskaffe det akademiske herredømme over vores officielle musikliv indtil den dag kommer, da ingen betydelig og indflydelsesrig komponist nogensinde bliver nægtet bestillinger, ansættelser eller opførelser alene på grund af, at han eller hun er 'amatør'.

Artiklen har tidligere været publiceret i The Village Voice.