Mellem nødvendighed og ligegyldighed

Af
| DMT Årgang 67 (1992-1993) nr. 01 - side 32-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

ISCM-festivalen i Warszawa 15.-23. maj 1992


Af Anders Beyer

Det mest bevægende øjeblik under ISCM-festivalen i Warszawa var da generalforsamlingen besluttede at optage Albanien, Adserbadjan, Hvide Rusland, Bulgarien, Kroatien og Slovenien i selskabet. Tårevædede mænd, der repræsenterede den ny musik i de respektive lande, kunne berette om frygtelige ting, som hændte i deres hjemland, og bad os om at rette en appel til vore regeringer om hjælp til at stoppe krigshandlingerne. Med ét fik selskabet pludselig en mening, en mission og det føltes rigtigt at være sammen. Og dét i et land, hvor solidaritet er mere end et ord i avisen. Der var tale om et af historiens vingesus i den musikalske lilleverden, intet mindre. Og tankerne gik først tilbage til grundlæggerne af festivalen, der ville samle og forsone de lande, som 1. Verdenskrig havde gjort til fjender. Og videre til det nationalsocialistiske Tyskland, der så institutionen som en kulturbolsjevistisk trussel mod landet, hvorefter Hitlers kulturbødler forbød alle ISCM-sektioner i de besatte lande. Og videre til koldkrigeren Mc Carthy, der i 1950erne havde fået den amerikanske sektion så indoktrineret med russerangst, at Amerika ikke ville være med i familien så længe de østeuropæiske lande sad med ved bordet. Og endelig til festlighederne i Warszawa i '68, hvor festivalens ledelse boykottede deres egen festival i protest mod indmarchen i Tjekkoslovakiet.

I den seriøse musik og omegn sker det sjældent, at musik og politik direkte bliver sammenknyttet. I Warszawa i år var det tilfældet og det var hér mere rigtigt og vigtigt end noget andet på festivalen iøvrigt.

Hermed også antydet den obligatoriske elegi om de mange uinteressante værker. Dertil kommer et forhold, som næsten ikke er til at bære: Den ondsindede kritiker ville kunne komme frem til frygtelige konklusioner ved at opstille en statistik over, hvor mange gene-ralforsamlingskomponister, der bliver spillet ved ISCM-festivaler. Statement: Jeg holder ikke af generalfors am l ings -komponister. Som komponister er de i reglen middelmådige begavelser og trøster sig ved at være med i familien, hvor de kan spille hinandens musik. Musik-livsincest. Udelt var glæden da også, da disse omrejsende komponister hørte om alle de udflugter og seværdigheder arrangørerne byder på til næste år ved Verdensmusikdagene i Mexico City. Husk at tage de korte bukser og solcremen med. Badedyrskomponister.

Hvis der skal lyde et råd til Det Unge Tonekunstnerselskab, som har påtaget sig at arrangere festivalen i kulturåret 1996, må det være at DUT insisterer på en kunstnerisk leder med meget stor indflydelse. Alt andet bliver musikalsk biksemad, ufordøjeligt, korrupt, og dybt uinteressant.

Festivalen i Warszawa blev, i modsætning til Zürich sidste år, gennemført uden aflysninger og med sikker hånd, når man tænker på de begrænsede økonomiske rammer og faciliteter arrangørerne havde at arbejde med. Og hvad kunne man så diske op med? Også denne festival havde besøg af Jane Manning og hendes Minstrels. Det må være tilskuddet fra British Councils pengetank, der gør at så mange arrangører ønsker at programsætte vokalgruppen. Så var der meget mere overskud hos pianisten, der var den mest synlige musiker og performer ved festivalen, værtslandets Szabolcs Esztényi. Musikhøst, som i år sætter fokus på Szymanski, ville gøre et scoop ved at hente den fremragende gode pianist til Danmark.

Hvis man skulle pege på komponister, hvis værker har sat sig i hukommelsen, kommer ikke mange i pennen fra den unge generation. De navne og værker, der på afstand af festivalen falder ind, er følgende: Pawel Szyman-skis strygekvartet "Dwa utwory nå kwartet smyczkowy", Henryk Góreckis "Beatus Vir", Per Nørgårds "King, Queen and Ace" og Klaus Hubers "La Terre des Hommes", for at nævne de mest vedkommende bidrag. Sidstnævntes hundesvære værk ligger stort set indenfor Århus Sinfoniettas besætning - måtte århusfolkene dog tage dette værk på repertoiret!

Ellers er der ikke så meget at skrive hjem om. Noget kunne imidlertid tyde på, at vi kan tillade os at forvente et og andet fra den svenske ISCM-sektion, som arrangerer festivalen i 1994. Her har man for længst ansat svenskeren Ole Lützow-Holm som kunstnerisk leder, som efter hans eget udsagn vil sætte betingelser, især kunstneriske. Det er på høje tid.

Biolledtekst:
Et afslappet øjeblik under ISCM-festivalen i Warszawa (fra ventre): Den franske komponist Luc Ferrari, den schweiziske komponist Klaus Huber og den polske musikvidenskabsmand og mangeårige kunstneriske leder af festivalen Warszawa Efteråret, Josef Padkowsky.
Foto Wlodzimierz Echensky.

Årgang 67/1992-1993, nr. 01