At spille er en måde at elske på

Fløjtenisten Manuela Wiesler var i foråret et af de bedste trumfkort på NUMUS festivalen. Og sammen med det svenske slagtøj sensemble, lavede hun en forrygende koncert i Tivoli i juni måned. De, der ikke nåede at høre hendes kunst, kan glæde sig over en pladeindspilning med Radiosyinfoniorkestret, hvor hun spiller musik af Gunnar Berg.

Af Esben Tange Kristensen

Jeg var 10 år gammel og jeg vidste at dét her var mit instrument. Siden da har jeg aldrig tvivlet på det - besættelsen blev efterhånden en identitet.

Ordene er Manuela Wieslers. Hun spiller fløjte. Så godt, at hun regnes for en af de bedste. På Numus Festivalens ønskeseddel har en solokoncert med hende stået øverst i en årrække. Dette år blev det virkelighed. Det sidste værk Manuela opførte ved festivalen, lod kunstneren ledsage af ordene »Lad billedet blive et sindbillede - et symbol.«

Med de ord er Manuela Wieslers musikalske væsen også indkredset; et musikersind, som i udpræget grad forsøger at gøre musikken transcenderende, så den fra at være et konkret klingende fænomen bliver til et symbol for en sjælelig tilstand. Og dermed for den enkelte lytter et springbræt til en personlig oplevelse og ny erkendelse.

Fra Brasilien til Island

Manuelas nu 36-årige liv har geografisk været en alsidig jordomrejse. Hun blev født i en lille hytte i den brasilianske urskov, hvor hendes forældre opholdt sig, fordi hendes far arbejdede med at lave en film.

Efter to år vendte familien tilbage til Wien, hvor Manuela begyndte på konservatoriet som 12-årig. Fire år efter tog hun til Paris for at studere, hvorefter hun som færdiguddannet og nygift rejste til Island med sin mand. På Island levede Manuela primært som hustru og husmor; men da hun i 1976 ventede sit andet barn, deltog hun med en pianist i Nordisk Kammermusik Konkurrence i Helsingfors, hvor de til deres store overraskelse vandt. Det var startskuddet til at Manuela fik mod på at satse på en karriere som solist.

Fra konkurrencen i Helsingfors og frem til sin debut i London i 1979 studerede Manuela privat hos nogle af de førende fløjtenister i Europa, nemlig Auréle Nicolet og James Galway. Men at uddanne og udvikle sig som musiker er mere end et spørgsmål om gode lærere for Manuela:

»Jeg lærer så meget af mennesker jeg møder, jeg lærer meget af naturen, af børn og af dyr. Lidt efter lidt bliver alt ens lærere, alt hvad man oplever. Alt som kommer ind, kommer ud igen.«

Ny og gammel musik

Manuela Wiesler har forestået over 50 uropførelser af værker, som er skrevet direkte til hende. Det er opgaver, som hun finder meget spændende, men også krævende:

»Jeg oplever det som et stort ansvar, ligesom når man adopterer et barn - det er et endnu større ansvar end ved andre stykker.«

Til trods for sit store arbejde med den ny musik svarer Manuela benægtende på spørgsmålet, om hun opfatter sig selv som en ny musik-fløjtenist:

»Det, at jeg har arbejdet med ny musik, har hjulpet mig med den gamle musik og omvendt - genrerne befragter hinanden. Gammel musik kan f.eks. være meget vild og meget gal - det kan være lige så vildt som et avantgarde-stykke, hvor man skriger og råber.«

Manuela opfatter altså ikke ny og gammel musik som væsensforskellige. Men hun mener at have en mission i at udbrede kendskabet til den ny musik, da den ofte taler stærkt til hende. Bl.a. har hun givet koncerter på forskellige arbejdspladser, fabrikker, savværker og på skoler for 14-15 årige unge, hvor hun alene med sin fløjte har oplevet, at de fordomme som et koncertvant publikum har til ny musik, ikke er til stede hos andre. Med hendes egne ord: »Det er det samme om det er Bach eller det er noget helt nyt, sålænge det er godt går musikken lige ind.«

At bryde muren

Disse arbejdspladskoncerter har også været store oplevelser for Manuela selv. De gav hende indblik i en verden, hun ikke kendte:

»Ofte åbnede musikken veje til menneskene, ofte kom nogen og berettede om deres liv og deres problemer - det var meget givende, der var ikke den grænse, som jeg af og til opfatter ved en normal koncert, hér er publikum, dér er musikerne, og imellem er der en mur. Under koncerterne kommer man igennem denne mur, men efter koncerterne wischee.... så kommer den ned igen, artisten går til artistrummet og publikum går hjem«, siger Manuela Wiesler.

Den direkte kontakt mellem publikum og musiker, som Manuela søger i koncertsituationen, er meget vanskelig at opnå. Jo flere musikere der optræder, desto sværere. At stå alene med en fløjte og have publikum helt alene kan virkelig være den rene ekstase, siger hun og fortsætter:

»Når alt falder på plads er det skønt, men dette er sværere at opnå, når der er flere mennesker indblandet. Det kan gå med to, men så snart der er 5-6 mennesker på scenen, er det en helt anden form for musicering. Når jeg står alene går det 100% ud til publikum.«

En anden konsekvens af Manuelas stræben efter direkte kontakt med publikum er, at hun spiller uden noder, hvilket er atypisk for fløjtenister. Når hun har noder, føler hun sig splittet mellem nodebilledet og publikum, først når stykket spilles udenad, kommer det helt indefra, siger Manuela Wiesler. Det siger noget om et engagement og viljestyrke, som kendetegner den kunstneriske profil. Formuleringen om at blive ét med sit instrument passer om noget på Manuela Wiesler:

»Hvis jeg i spejlet ser et billede af mig selv, hvis jeg hører min stemme, eller hvis jeg ser noget jeg har skrevet, er det ikke nødvendigvis mig. Men hvis jeg hører min tone, så ved jeg det er mig - den kan jeg identificere mig med. - Med årene mærker jeg at det væsentlige træder mere og mere frem, mens alt det andet forsvinder: Alt koncentreres som en laserstråle og så drømmer jeg om, at det bare én gang skal lyde rigtig godt. Måske én gang om året er en tone rigtig god - ellers er det en evig stræben - en kamp. Jeg tror aldrig jeg når det - men jeg er på vej. Når jeg er kommet så langt at jeg kan spille denne virkeligt smukke tone, så er jeg sandsynligvis meget gammel. Jeg er forberedt på, at jeg sikkert aldrig opnår dette, men det er en god drøm«, siger Manuela Wiesler. Og afslører, at dét at spille musik for hende er ensbetydende med at komme nærmere på de største og stærkeste følelser. Med hendes egen afsluttende bemærkning:

»For mig er musikken en meget smuk form for kærlighed, som vi kan bruge til at nærme os hinanden. At spille er en måde at elske på.«

Selektiv diskografi

TO MANUELA: Islandsk Solo Fløjte Musik skrevet til Manuela Wiesler. BIS - CD - 456.

MANUELA Plays FRENCH SOLO FLUTE MUSIC. Værker af bl.a. Marin Marais, André Jolivet og Claude Debussy. BIS - CD - 559.

THE RUSSIAN FLUTE: Manuela Wiesler, fløjte og Roland Pöntinen, klaver. Værker af bl.a. Sergei Prokofiev og Edison Denisov. BIS - CD - 419.

THE KROUMATA PERCUSSION ENSEMBLE & MANUELA WIESLER. Værker af bl.a. André Jolivet og Lou Harrison. BIS - CD - 272

STONEWAVE: Manuela Wiesler and Kroumata Percussion Ensemble. Værker af bl.a. Sven-David Sandström og Per Nørgård. BIS - CD - 512

MANUELA Plays FRENCH FLUTE CONCERTOS. Værker af bl.a. Jean Francaix og Jacques Ibert. Manuela Wiesler og Helsingborg Symfoniorkester dirigeret af Philip Augin. BIS - CD - 529

GUNNAR BERG: Bl.a. "Aria" med Manuela Wiesler og Radiosymfoniorkestret dirigeret af Børge Wagner. Da Capo DCCD 9007