Radiosymfoniorkesteret på compact disc

Da redaktøren bad mig anmelde 'nogle' nye compact discs (få uger efter dumpede der 20 ind af brevsprækken), tilføjede han omhyggeligt: »Vi må ikke glemme den danske musik, hvis du forstår ...« Det vil bestemt heller ikke ske - ikke kun på grund af redaktørens anmodning, men også fordi jeg deler troen på videreførelsen af og muligheden for at videreformidle nationalkulturen. Om nogen skulle få mig til at synes bedre om Nielsen, tænkte jeg, måtte det være Radiosymfoniorkesteret. Og hvis nogen overhovedet kunne få mig til at synes om Rued Langgaard, måtte det igen blive disse musikere. Så det var dér, jeg begyndte, med Nielsen og med Langgaard. Men så kom jeg til orkesterets indspilning af Mahlers 3. symfoni under Leif Segerstam, og det var her solen brød frem.

Det er svært at sige præcis hvorfor. Man kan gribe fat i detaljer - den omhyggelige iagttagelse af Mahlers angivelser af dynamik og tempo, den usædvanligt bløde, faste obotone, den kølige og gennemsigtige sammensætning af træblæserne, Københavns Drengekors strålende indsats - men det forklarer egentlig ikke, hvorfor dette var en opførelse, hvor man kunne læne sig tillidsfuldt og nydende tilbage. Måske er det først og fremmest fraværet af tung pathos, der gør det til en så forfriskende opførelse. Musikken er klar og tydelig: man ser snarere på en fantastisk gravering end et oversmurt oliemaleri. Med så megen klarhed i teksturen træder de skjulte stemmer og orkestreringens finesser frem, og der er plads til at solister og små orkestergrupper kan k om m ^ med selvstændige udsagn. Måske det i sig selv nedtoner åbenbarelsen af sjælens dybder, eftersom denne opførelse er en sjælenes samtale, hvor det ene instrument svarer det andet. Desuden passer fremførelsens kvaliteter så glimrende til Mahler: den kombination af enkelhed, skønhed og mærkværdighed, som man finder i de bedste folkeeventyr, eller i de bedste af de illustrationer af folkeeventyr, der blev lavet på denne symfonis tid. Sært nok er det en stil, der også fungerer i den 6. symfoni, hvor man skulle have troet det umuligt at komme uden om den selvbiografiske tyngde. Men nej, Segerstam og hans musikere opnår en anden form for lethedens tyngde, når de frembyder så megen atletisk entusiasme og så stor distinktion fra alle dele af orkesteret. Jeg har allerede nævnt førsteoboen; hans kollega på klarinet spiller også fremragende; soloerne i orkesteret spilles indtagende; messingblæserne er pragtfulde, ikke mindst i de bratte dyk ned i det ekstremt dybe leje,som den 6. symfoni foretager (man indser i denne opførelse, hvor meget Mahler udvidede det toneomfang, der stod til rådighed for musikken).

Begge disse opførelser - samt musikken i det symfoniske digt Totenfeier, der i en revideret udgave blev til 1. sats af den 2. symfoni, og som her meget passende ledsager den 6. symfoni - er fulde af liv og farve, og mangfoldigheden af stemmer ændrer kun -men reducerer ikke - udsagnets kraft. Selv om Segerstam og hans musikere trækker især 3. symfoni tilbage i en tidlig romantisk verden, en verden -af Mendelssohnsk smagfuldhed og Hoff-mannsk eventyrlyst (og især af barn-domsmagien fra Wunderhorri), er der inden for denne ramme rigelig plads til mareridt, til det dybe registers sælsomme rystelser, til trombone-glissan-di og til steder, hvor den musikalske substans går under i hule drøn (slutningen af 3. sats i 3. symfoni). Anne Gjevangs sang holder sig, selv om den er en anelse svingende, inden for den sædvanlig hørte tone: episk snarere end tragisk.

To af instrumentalsolisterne fra disse Mahleroptagelser, fløjtenisten Toke Lund Christiansen og klarinettisten

Niels Thomsen, går igen på en plade med - og her kommer vi til den danske musik - Nielsens koncerter, dirigeret af Michael Schønwandt. Det er fint at høre de to sene koncerter sammen: man indser, hvor tæt de er forbundne, ikke kun med hensyn til tid og bestemmelse, men også musikalsk, idet noget af materialet i klarinetkoncerten er taget lige ud af fløjtekoncerten. Det hjælper også, at det er to kraftfulde og pågående opførelser. Nielsens sidste koncert, den for violin, er en anden type musik, særpræget i kanterne (der på en meget karakteristisk måde insisterer på den forkerte node på det rette melodiske hvilepunkt) snarere end i dens centrum, og den får en tilsvarende eftertænksom, poetisk og elegant fremførelse af Kim Sjøgren som afrunding på pladen.

En anden fremragende Nielsen-udgivelse er forbeholdt kormusik, sunget af Radiokam m erköret. Foruden de forholdsvis velkendte "Hymnus amor is" og "Fynsk forår" omfatter den to værker, man er langt mindre vant til at høre: "Søvnen" og de sene "Tre motetter".

"Søvnen" er et lille mesterværk af søvnens musik, med den bølgende modstemme, der antyder tankernes vandring og det rolige åndedræt, og derefter midterdelens kantede uro, når Johannes Jørgensens digt tager retning mod mareridtet. Den fortjener at blive bedre kendt, og det gælder også motetterne - selv om man godt kan forstå, hvorfor kor kunne vige tilbage for de intonationsproblemer, disse uakkompagnerede stykker byder på (selv Radiokammerkoret, normalt så frimodige og sikre under deres dirigent Stefan Parkman, har deres vanskeligheder her). De tre værker med orkester akkompagnement er igen dirigeret af Segerstam, og igen nyder man letheden i hans anslag. "Hymnus amo-ris" klinger også udmærket med Københavns Drengekor og Inga Nielsen, mens de mandlige solister ikke lyder så heldigt.

Det samme kor og orkester optræder, her med Dmitri Kitajenko som dirigent, på en disc forbeholdt værker af Gade, hvor hovedværket er hans ballade for kor, "Elverskud" (1853). Det er et stykke, som måtte have glædet Mahler, idet hans "Das klagende Lied" ligger i forlængelse af den tradition af episke kantater, som Gade, Mendelssohn og Schumann lagde grunden til. Og som i Mahler viser Radiosymfoniorkesteret hvor godt greb, de har om trolddommens musik: de måneskinslyse fløjter og violiner, de romantisk kaldende horn. Også koret har det lette anslag, stykket kræver, og Eva Johansson er fortryllende som elverkongens datter, der lokker helten Oluf til den fatale dans natten før hans bryllup skulle stå. Poul Elming som Oluf er tiltalende ligefrem, om end en smule grov; Anne Gjevang optræder her som hans mor, der selvfølgelig ved bedst, og derfor får lejlighed til at advare i begyndelsen og at klage i slutningen. Jeg tror ikke, det er muligt at reagere på stykket med noget mere intenst end et smil: snerten af tidlig Wagner har formodentlig at gøre med en fælles oprindelse i den magiske ir-realisme hos Weber og Marschner. Men al charmen er behørigt gengivet i denne opførelse.

Pladen indeholder også Gades op. l, hans ouverture "Efterklange af Ossian", fuld af en ung mands stærke tro på sig selv, samt hans samling af fem tysksprogede sange for kor, op. 13.

Radiokammerkoret, som synger disse, kan også høres under ledelse af Stefan Parkman på en plade med værker fra det 20. århundrede, der viser korets beherskelse af forskellige sprog og stilarter: tysk i Schönbergs "Friede auf Erden", fransk i Poulencs "Figure humaine", engelsk (fremragende) i Henzes "Orfeus Behind the Wire". Det er også usædvanligt at høre Schönberg udført med en sådan oprigtig fortrolighed, sopranerne kæmper sig op som stangspringere til deres høje indsatser uden at miste klang, og der er en fin balance mellem harmonik og intrikat kontrapunktik. De energifyldte akkorder her er bindeled til Ingvar Lidholms meget effektfulde udsættelse af sentenser af Dante "... a riveder le stelle" (1971-73), som føjer italiensk til listen over korets sproglige bedrifter.

Per Nørgårds "Wie ein Kind" (1979-80) tilføjer nonsens, idet det er et af de værker, der kom ud af fascinationen af barne-mennesket Adolph Wölfflis kunst. Noten i bookletten foreslår, at vi skal høre de to Wölffli-udsættelser i "Wie ein Kind" som 'crazy* og den mellemliggende Rilke-sonet som 'peaceful', men jeg opfatter dem ikke på den måde. I Rilke videreføres de enkle melodiske gentagelsesmøn-stre fra det første Wölffli-stykke: deres rødder går tilbage til det samme smukke og forstyrrende sted. Forskellen er selvfølgelig, at der her er Vigtige' ord. Men musikken har længe været skeptisk over for ordenes 'rigtighed', og Nørgårds stykke føjer en særlig stemme til tvivlens kor.

Noget af styrken i "Wie ein Kind", og generelt i Nørgårds Wölffli- musik, ligger i påpegningen af, at den isolerede figur - særlingen, den utilpasse-de, tåben - ikke kan isoleres klart, uproblematisk og upåagtet fra hovedstrømmen. Det er muligvis den samme tankegang, der er ansvarlig for revurderingen af de komponister fra begyndelsen af dette århundrede, hvis værker blev marginaliserede - Pfitzner, Zemlinsky, Schmidt og nu Rued Lang-gaard, selv om også bestræbelsen på at skabe en ny tonal- symfonisk historie i det 20. århundredes musik har sine mindre morsomme altomfattende aspekter.

Langgaard synes at have tilhørt den type af komponister, hvis excentriske side intensiveres af de sparsomme muligheder, han har for opførelser og anerkendelse (Havergal Brian er det typiske britiske eksempel). De tre symfonier indspillet af Radiosymfoni-orkesteret under Neeme Järvi, nr. 4, 5, og 6, er alle monumentale en-satsede værker bygget op af afsnit, der ikke varer mere end to eller tre minutter. Disse mini-satser dukker frem på scenen, etablerer sig og så er de væk, erstattet af noget andet, så der fremkommer en sær uoverensstemmelse mellem musikkens senromantiske format og den kompakte struktur, den passes ind i. En gåde. Men sandsynligvis er disse hverken de bedste eller de mest karakteristiske af Langgaards stykker. Temmelig irriterende er det, at bookletten henviser til et værk, der ikke er indspillet her, "Sfærernes musik" for sopran, kor og orkester (1918), idet de bemærker, at »Ligeti var mellem dem, der bifaldt værket« ved en opførelse i Stockhohn i 1968. The New Grove ansporer også ens ønske om at høre noget, der »begynder med en tæt cluster i strygerne og fortsætter på en amorf måde med bratte stilskift, der leder tanken hen på I ves.« Disse tre symfonier, der stammer fra den samme periode, indeholder nok bratte stilskift, men stilen peger mere på Strauß, Sibelius eller Nielsen end på "Putnam's Camp". Opførelserne er overdådigt farverige og med stærk fremdrift.

Järvi dirigerer også indspilningen af Nielsens "Saul og David", der er helt igennem domineret af Aage Haug-land i hovedrollen, som synger med pragtfuld gru og autoritet. De andre medvirkende er ikke på samme niveau, selv om Radiokoret igen synger kraftfuldt og Järvi hele tiden presser Radiosymfoniorkesteret fremad. Resultatet fremhæver nærmest de træk, som operaen ofte kritiseres for: dens oratorie-agtige natur og den kendsgerning, at temaerne hører langt mere til den orkestrale dialog end til vokalstemmerne, der ofte synes udelukkende at have akkompagnerende funktion. Endelig indeholder stakken nogle Sibelius- optagelser under Segerstam, som jeg dog ikke finder så opsigtsvækkende som hans Mahler: bedst er sammenkoblingen af den 4. symfoni og den første suite af musikken til "The Tempest".

Paul Griffiths er kritiker ved The Times. Oversat fra engelsk af Michael Fjeldsøe.

Alle udgivelserne er udkommet på plademærket Chandos (se også bagside-annonce). Her følger oplysninger om de omtalte udgivelser:

Gustav Mahler: Symfoni nr. 3. Anne Gjevang, Radiosymfoniorkestret, Radiokoret, Københavns Drengekor, dir.: Leif Segerstam. CHAN 8970/7L

Gustav Mahler: Symfoni nr. 6. Totenfeier. RSO, dir.: Leif Segerstam. CHAN 8956/57.

Carl Nielsen: Hymnus Amoris. Søvnen. Fynsk Forår. Tre motetter. RSO, dir.: Leif Segerstam. Radiokammerkoret, dir.: Stefan Parkman. CHAN 8853.

Niels W. Gade: Elverskud. Efterklange af Ossian. 5 korsange op. 13. Eva Johansson, Anne Gjevang, Poul Elming, RSO, dir.: Dmitri] Kitajenko, Radiokoret, dir.: Stefan Parkman. CHAN 9075.

Masters of 20th Century a Capella. Radiokammerkoret, dir.: Stefan Parkman. CHAN 8963.

Rued Langgaard: Symfoni nr. 4, 5 og 6. RSO, dir.: Neeme Järvi. CHAN 9064.

Carl Nielsen: Saul og David. Aage Haug-land, Peter Lindroos, Tine Kiberg, Kurt We-sti, Anne Gjevang, Christian Christiansen, Jørgen Klint, RSO, Radiokoret, dir.: Neeme Järvi. CHAN 8911/12.

Jean Sibelius: Symfoni nr. 4. Stormen. RSO, dir.: Leif Segerstam. CHAN 8943.