Kom frit frem

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 03 - side 73-73

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Så er DMT på gaden igen. Udover artikler om komponister og udøvere, har vi denne gang en fyldig anmeldelsessektion. Og debatten i kølvandet på temanummeret ""Musik er politik"" fortsætter. At dømme efter de mange reaktioner vi har modtaget, må man endnu en gang konstatere, at det, der for alvor kan bringe sindene i kog er penge. Tænk, hvis musiklivets landmålere, folkeskolelærerne, bogholderne og alle de andre, der bestemmer i dansk kulturliv, begyndte at interessere sig lige så glødende for selve kunsten og dens mange fremtrædelsesformer. Sikken en kultur- og kunstdebat vi ville få. Og tænk, hvis kulturkontoristerne holdt op med at tænke på, om udtalelserne nu passer ind i den langsigtede karriereplan, så ville kritikken af de områder, vi har behandlet, for alvor få luft under vingerne. For centralt placerede personer i dansk musikliv har markante og kritiske holdninger til musikhusplaner, musikformidlingen i DRs P2, landsdelsorkestre m.v. Men som kunstmæcenen Peter Augustinus bramfrit udtalte, da han blev spurgt om grunden til den udeblevne kritik af musikhusplanerne i København: »Den substantielle kritik kommer ikke, fordi kritikerne alle er potentielle ansøgere til chefstillingen i musikhuset.« Hopla.

På den anden side har diskussionslysten været markant hos fagfolk i de første numre af denne årgang af DMT. Er vi ved at kunne være uenige på et konstruktivt plan, så er det en udvikling DMT må skubbe til. I Danmark har vi lært at være stolte af, at de berømte 60-årige komponister har opdraget yngre generationer til at være tolerante og forstående. Og det er jo meget godt, så længe det ikke kvæler den æstetisk-kritiske diskurs. I den forbindelse har vi fra denne platform endnu ikke lært at forstå, hvorfor der hos de yngre årgange i dansk kompositionsmusik ikke er noget synderligt behov for at problematisere og diskutere. Måske er der ikke noget at tale om? Måske kunne man uforvarende komme til at tage hul på et af tabuemnerne. Eksempelvis det, man kun taler om mand til mand på bodegaen efter koncerten. Uden udråbstegn, men sådan lidt stilfærdigt undrende: der er ikke rigtig nogle dags-ordensættende partiturkomponister under 35 år i Danmark? Underligt. Sådan har det ikke altid været.

Vi kan godt lade som om, venlige og forstående som vi plejer at være; vi skriver vores kollegiale portrætter om udvikling og hvem der var lærer og sådan. Og gamle ord som 'nødvendighed' og Vefleksion' er vel stadig aktuelle, men helst ikke på skrift. Måske skal vi passe på, at musikkritikken ikke bliver kvalt i tolerance og kollegial sympati. Det har ingen glæde af, heller ikke komponisterne. I den postmoderne trummerum kan fortidsøglen længes efter den dybde, stramhed og konsekvens, der ligger i Hans Magnus Enzensbergers strofer, citeret af Poul Nielsen forrest i bogen Musik og Materialisme-, schwierige arbeit/.../ geduldig/.../ festhalten den schmerz der negation/.../ ungeduldig/ im namen der zufriedenen verzweifeln/ geduldig/ im namen der verzweifelten/ an der Verzweiflung zweifeln/ungeduldig geduldig/ im namen der unbelehrbaren lehren.«

Anders Beyer

Årgang 68/1993-1994, nr. 03