Nye udgivelser fra Dacapo

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 04 - side 137-139

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

J.P.E. Hartmann: Klaversonater: d-mol, F-dur, a-mol. Nina Gade. DCCD 9112. Spilletid: 77'.

Danske Guldalder Klavertrioer. Gade: Triosats i B-dur, J.P.E. Hartmann: Andantino og 8 variatoner, Langgaard: Fjeldblomster, Henriques: Børnetrio op. 31, Lange-Müller: Klavertrio op. 53. Tre Musici. DCCD 9310. Spilletid: 71'.

Senromantiske danske sange. Ludolf Nielsen: Erotiske Stemninger op. 26, Bendix: 4 sange op. 3, Udvalgte sange af Enna, Henriques, Børresen og Langgaard. Peder Severin, tenor, Dorte Kirkeskov, klaver. DCCD 9114. Spilletid: 72'.

P.E Lange-Müller. Klaverværker: 7 Skovstykker op. 56, Klaverfantasi i c-mol op. 66, udvalg fra Danse og Intermezzi op. 49. Mogens Dalsgaard. DCCD 9206. Spilletid: 50'.

Efter en række magre år begynder cd'erne at strømme fra det statslige pladeselskab Dacapo. Det er den første ting at glæde sig over. Den anden ting er, at cd'erne nu har en reel mulighed for at nå ud i forretningerne, ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Det lader sig gøre via samarbejdet med det mærkelige pladeselskab Marco Polo, som er dygtig til at distribuere sine produkter. På de danske plader står der nu Marco Polo i det ene hjørne og Dacapo i det andet hjørne, hvilket må give anledning til en del forvirring i udlandet - det vigtigste er dog, at pladerne produceres, distribueres og faldbydes til salg, så for min skyld ingen alarm.

Jeg skal her omtale den stak udgivelser af ældre dansk musik, som Dacapo har udsendt sidst i året 1993.

Det er nu muligt at købe musik af en række væsentlige komponister, som i en lang årrække har været helt ude af 'kataloget', som man siger. Indtil idag har det været en beskidt undergrundsaffære, hvis man ønskede at høre musik af Hartmann og Lange-Müller - men lad nu det ligge. Hos fonogram- forhandleren kan man nu bede om en plade med musik af professor Hartmann, og derefter blive præsenteret for en ny, funklende digital cd - det er da dejligt! Blot en enkelt tilgængelig cd gør en verden til forskel.

Pladen med Hartmann er en værdifuld udgivelse. Den rummer de tre trykte af hans fire klaversonater, og det er noget af den vægtigste klavermusik, der blev skrevet i Danmark i forrige århundrede. Sonaten i d-mol op. 34, kaldet Prissonaten, fordi Hartmann indkasserede en 3. præmie for den i en tysk sonatekonkurrence, er typisk Hartmann med en mandig og heroisk førstesats og en stort opslået finale, baseret på imitation á la hans ouverturer. F-dur sonaten er 11 år yngre, mere schumann'sk og ikke så udadvendt manifesterende som Prissonaten.

Hartmanns bedste sonate er dog a-mol sonaten, som efter 9 års arbejde udkom på hans 80-års fødselsdag i 1885. Det er et værk i hans særprægede gamlinge-stil, som man kender den fra de store balletter og korværket Vølvens Spådom. Musikken er nærmest sat uden for tid og sted, og tilbage står det bredknoglede skelet, stejlt og kompromisløst. Og så netop i denne sonate tilsat personlige bekendelser, som ellers ikke er et Hartmann-kendetegn. Sonaten er præget af tvivl, grublen og anspændthed, og er i al sin treklangs-vælde gribende og fyldt med maskulin poesi.

Nina Gade spiller sonaterne med engagement. I hendes hænder fremstår Hartmanns musik mindre kantet og rigid, end man ellers har hørt, men også rytmisk mindre klar. Her er en større variation i fraseringen, frigjort fra den traditionelle (hvis man kan tale om en tradition, når disse sonater ikke har været indspillet i 25 år) udmejsling af temaer og grundakkorder. Det kan sikkert være en lettelse for tilgangen til sonaterne. Det er ubegribeligt, at der ikke har foreligget en samlet indspilning af Hartmanns sonater før denne - nu er den her endelig, men der må flere Hartmann-udgivelser til for at nuancere det danske pladeudbuds Niels W. Gade-præg.

En anden vigtig plade fra Dacapo indeholder romancer af den forsvundne håndfuld senromantikere fra Carl Nielsens samtid (dog ikke Louis Glass, men sange var heller ikke en genre, han dyrkede meget). Det er et fornuftigt valg at lade tenoren Peder Severin og pianisten Dorte Kirkeskov præsentere disse folk med et udvalg af sange. For Ludolf Nielsens vedkommende (1876-1939) får man endda hele hans sangcyklus Erotiske Stemninger fra 1910; et centralt værk for denne komponist. Ludolf Nielsen lader Emil Aarestrups digte dominere i sjælden grad. Sangene har en schumann'sk, deklamatorisk melodilinie og et diskret akkompagnement. Et større udvalg af Ludolf Nielsens sange ville vise hans forvaltning af arven fra Lange-Müller. Hvad der ellers slår lytteren er, hvor tydeligt man kan høre forskel på disse komponister, som idag opfattes som gjort af samme bolledej. Der er milevidt fra Ludolf Nielsens stilfærdige længsler til August Ennas højrøstede Hvor skulle jeg kunne glemme dig, som Jussi Björling kunne have gjort til et virkeligt hit.

Egentlig senromantisk harmonik findes på denne cd kun hos Langgaard, som repræsenteres af seks ganske bemærkelsesværdige og mangfoldige sange - lyt til den ironiske valse-pastiche Gammel Melodi og den stærkt modulerende udsættelse af Alle de voksende Skygger. Peder Severins personlige timbre klæder sangene fantastisk godt, han er sikker, smagfuld og musikalsk, og samarbejdet med Dorte Kirkeskov er perfekt - hør hvordan den gamle evergreen Hvor blinker nu min Stjerne af Victor Bendix bliver oprigtigt inderlig, næsten religiøs længselsfuld. Det er en plade med kærlige og idiomatiske udførelser.

En mere speciel Dacapo-udgivelse rummer klavertrioer fra 'den danske guldalder'. En tvivlsom titel, da værkerne spænder fra 1839 til 1908, og især da 'Danish Golden Age' for udlændinge ikke er synonymt med en bestemt årrække i 1800-tallet. Pladen er et kompendium i dansk kammermusik, og samler mange interessante værker op. Gades triosats fra 1839, færdiggjort af Asger Lund-Christiansen, er overordentlig smuk, og Hartmanns variationer får en levende fortolkning. Fini Henriques' Børnetrio er et typisk og bizart stykke fra en tid, hvor børn og barnlige endnu kunne le over en violin, der imiterer et summende insekt (man kunne ønske sig en Henriques portræt-cd), og Langgaards Fjeldblomster er orginalversionen af 2. sats fra hans gigantiske 1. symfoni - spændende at høre. Ingen af disse værker har været indspillet før. Lange-Müllers meget smukke klavertrio har tidligere været indspillet af Trio Pro Arte, som nok former den store førstesats mere overbevisende. Hele pladen rummer dog dejligt slankt og sammenspillet triospil, og det er godt tænkt af Dacapo at optage et ensemble, som i forvejen brænder for et dansk repertoire. Det præger Tre Musicis spil, og trioen må meget gerne indspille mere, f.eks. Otto Mallings og Victor Bendix' trio. Denne cd udgives kun 1 år og en måned efter optagelsen fandt sted, hvilket må være ny Dacapo-rekord.

Til sidst en herlig overraskelse: Lange-Müllers klavermusik. Det er en indspilning fra 1978 med Mogens Dalsgaard, som oprindeligt blev udsendt på en LP i Dansk Musik Antologi. Lange-Müller må have haft århundredeskiftets bedste harmoni-øre i Danmark. Stykkerne på pladen viser hans flydende melodiudvikling og enkle, men utroligt stemningsfulde harmonisering. Det demonstreres fint af Mogens Dalsgaard, som virkelig kan det dér med det delikate og kleint formede. I udvalget fra Danse og Intermezzi (1894) hører man salonmusik fra den bedste Moritz Moszkowski-skuffe. Pladens højdepunkt er dog de 7 Skovstykker fra 1898; elegante, grieg'ske karakterstykker fyldt med uforskammet inderlighed. Dalsgaard spiller en udgave af Fantasien op. 66, som er en del længere end den trykte udgave - det er et tekstuelt problem, Dacapo gerne måtte have forklaret i bookletten. Hvad den oprindelige LP-udgivelse ikke afslørede, er optagelsens smukke, runde klaverklang, som - på trods af cd'ens korte spilletid - er med til at gøre denne plade uimodståeligt underholdende.

I en anmeldelse kan man ikke gå uden om Dacapos elendige præsentation af cd'erne. Bookletterne er amatøragtigt redigeret. Det er ikke nogen nyhed, men skal det fortsætte? Jeg vil se bort fra det meget glidende skift i designkoncept, og blot eksemplificere med cd'en med romancer, som rummer et typisk udsnit af Dacapos redigeringsfejl: Hæftets cover er skævt trykt; der er fejl i de ledsagende danske tekster; flere cues er placeret inde i nummeret i stedet for foran (!); på æsken er sangene kun nævnt med engelske titler, dvs. intet sted ser man de danske titler, og hverken på æsken eller i bookletten, kan man finde sangenes cue-numre! Vil man f.eks. høre Ludolf Nielsens Sørgesangen, må man altså oversætte sig frem til The Dirge, og så tælle... Billedteksten, der illustrerer fotoet af de to kunstnere, er byttet om. Biografier af komponisterne og omtalen af deres respektive værker står hver for sig og i uens ombrydning. Til gengæld har man flottet sig med et par linier om coverbilledet (signeret af en ledende kunstskribent), gengivelse af logoet for det auktionsfirma, der i sin tid har solgt originalmaleriet og tre blanke sider bagest i hæftet!

Gades symfonier komplet. Symfonier nr. 1 og 2. DCCD 9201. Spilletid: 65'.

Symfonier nr. 4 og 6. DCCD 9202. Spilletid: 49'. Symfonier nr. 7 og 8. DCCD 9301. Spilletid: 57'.

Alle med Collegium Musicum, dirigeret af Michael Schønwandt

(Tidligere udsendt: symfonier nr. 3 og 5 på DCCD 9004)

Gade: Værker for violin og klaver. Søren Elbæk, violin, Elisabeth Westenholz, klaver. Kontrapunkt 32164. Spilletid: 45'.

Så nåede sagaen om den statslige indspilning af Gades symfonier til vejs ende. Det var dette projekt, der kom i klemme, da Dansk Musik Antologi brød i tusinde stykker; inden da havde man fået symfonierne 1, 2, 4 og 6 udsendt. Da Dacapo kom igang, fik man så småt udsendt symfonierne 3 og 5. Nu kommer altså de allerede kendte udgaver af nr. 1, 2, 4, og 6 med nyt cover, samt for første gang Collegiums indspilning af nr. 7 og 8. Det lægger altså op til en endelig sammenligning med den Gade-serie, som kom Danmark i forkøbet, nemlig Stockholm Sinfonietta under ledelse af Neeme Järvi, udgivet på det svenske selskab BIS.

Første point går til Dacapo for den fremragende lydkvalitet. Collegium står meget smukt og naturligt gengivet i Palæets nu forsvundne akustik. Dynamikken er stor og levende. De svenske plader lyder i højere grad som en optagelse. Collegiums dybeste og højeste instrumenter klinger afslappet og flot, hvor Stockholm Sinfoniettaen er mere klemt i basser og tubaer, og mere luftige i fløjterne.

I den berømte 1. symfoni er Järvi over 5 minutter hurtigere end Schønwandt, og det kan man mærke. Symfonien bliver mere vulgær, hurtige passager bliver uvedkommende. Sammen med BIS' producer tilsættes der billige effekter, som f.eks. de overdrevne pauker i begyndelsen af 4. sats. Bemærk også hvordan Dacapo-optagelsen meget bedre definerer de to stemmer i den langsomme sats. Her går BIS glip af dejlig melodisk kontrapunkt.

Den 2. symfoni er nærmest et provinsielt divertissement i forhold til nr. 1. Collegium spiller mere råt og sjusket, men er stadig et bedre orkester end den svenske sinfonietta. Järvi over 3 minutter hurtigere end Schønwandt. Den herlige scherzo er hos Järvi mere dansant, men uden den kgl. guldalderstemning, som findes i Schønwandts mere moderate tempo.

I den 4. symfoni er Gade i sit mest klassicistiske hjørne, form og balance er perfekt, med den lurende kedsomhed lige om hjørnet. Järvi er 2 minutter hurtigere end Schønwandt. I første sats demonstrerer Schønwandt fint den lyse instrumentation, og det er mærkeligt at høre, hvordan Järvi undlader at gøre opmærksom på det fine orkestrale akkompagnement. Hvis man vil opleve Gade som Rued Lang-gaards ophøjede ideal, "den rødmossede Sandhed" med faderens ord, er det i hans 4. symfoni.

Schønwandts udgave af nr. 6 er måske det bedste ved hele hans serie. Her er skønt og koloristisk orkesterspil, og rytmisk spændstighed. Tredje sats spilles med vidunderlig kødfuld frasering, alt formes så fint og man går ikke glip af noget. Optagelsen er meget smuk. Denne 6. symfoni har en relativ tragisk karakter, og dens nerve fik lyttere i samtiden til (iflg. Niels Martin Jensen i Dansk Identitetshistorie bd. 3) at kalde den for 'den ungarske' - hvor absurd!

Cd'en med symfoni nr. 7 og 8 har som sagt ikke har været udsendt før. Dacapo bringer (af flovhed?) ikke oplysninger om optagelsestidspunkt og -sted. Men denne plade har en anden og ringere lyd end de foregående skiver. Orkestret står fjernt i perspektivet og lyden er mere todimensionel - en klar skuffelse, og ikke længere BIS-lyden overlegen.

Det lyder som om, der er røget nogle sekundbrøkdele af den første tutti-akkord i begyndelsen af 1. sats; det kan skyldes sjusket redigering. Symfonien har en morsom scherzo, men må nok siges at være Gades kedeligste. Det skulle med Gades egne ord være en »frisk og kæk« symfoni, som hverken handler om krig, fred eller politik - den er fra 1864!

Collegium artikulerer den smukke orkestrering sprødt og præcist. Under Schønwandts ledelse fremstår symfonien klar - og tyndbenet.

Den 8. symfoni er langt mere personlig og ærlig, og tematisk smukt sluttet om sig selv. Järvis udgave af nr. 8 er den bedste i hans serie. Desuden deler den skive med 1. symfoni - altså to vægtige værker. Schønwandt har dog stadig langt bedre respons fra sit orkester, og en større evne og lyst til at delagtiggøre lytteren i satsens righeder. Hans version er fremragende god: lidenskabelig og med stærk bevægelse og fremdrift.

Andet point går altså også til Dacapo - for dirigenten. Michael Schønwandt har et mere nuanceret og dybdegående, men alligevel afspændt, forhold til værkerne. Gades symfonier fremstår simpelthen som bedre musik, når Schønwandt dirigerer, end når Järvi gør det.

Tredje point går til Dacapo for orkestret. Collegium Musicum er i Gade-indspilningerne et fremragende studieorkester, som Dacapo bør benytte til anden romantisk dansk musik. Problemet er dog naturligvis den kanonhøje pris forbundet med orkesterindspilninger. Derfor ser vi fra Dacapo - og det private, konkurrerende Kontrapunkt - en overvægt af kammermusik.

Mens jeg er ved Gade og Kontrapunkt vil jeg nævne den nyeste cd i selskabets omfattende række af Gades kammerværker, som har den store fordel at have Elisabeth Westenholz ved flyglet. Hendes smukke, autoritære og glansfulde spil forgylder musikken. Her spiller hun, som coveret fortæller "Works for violin & piano" sammen med Søren Elbæk. Indholdet er højst besynderligt, og kan kun forstås som en komplettering af cd'en med de tre violinsonater, som de to tidligere har indspillet. Kontrapunkt vil åbenbart have det hele med, på samme måde som det igangværende udgivelsesprojekt, der stræber mod en Gade Gesamtausgabe - intet mindre! Når man lytter til denne entusiastisk spillede plade, får man et indtryk af den Niels W. Gade, som også skal tage danske musikforskeres tid, når den store Gade-udgave skal produceres. De mest reelle stykker er en Capriccio i a-mol og en enlig sonatesats i A-dur.

Derudover kan man høre 4 Volkstänze im nordischen Charakter - flot spillet, men vel næppe udødeliggørelse værd, - de bekendte Fantasistykker op. 43 for klarinet (i førsteudgaven med tilføjelsen "- eller violin") og fire små klaverstykker arrangeret af nodesnedkeren Nicolaj Hansen. Ialt knap 45 minutters musik, hvoraf de 5 knapt nok kan kaldes værker af Gade. Jeg kan ikke se, hvem der vil blive tiltrukket af det program, når man nu kan få de tre sonater til samme pris.

Årgang 68/1993-1994, nr. 04