Noget om næser

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 08 - side 289-289

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Al konstruktivisme opfatter jeg som impotens!« Citatet er af Ilja Bergh, hentet i portrættet på de følgende sider. Kan vi overhovedet lade os provokere mere, spørger man sig selv, efter at have slugt sætningen. Hvornår har man sidst oplevet at være rigtig grundigt forarget over en holdning, en bemærkning, et slagord. Ikke engang Bergh-citatet får man galt i halsen. Inderst inde lyver han jo, som kun en kunstner kan - med det skælmske smil i behold. Som tegneren Richard Stein siger et sted: »Even Lies are Part of the Truth.« For selvfølgelig kan manden bruge konstruktivismen. Men hans udtalelse siger også noget om læserens tilsyneladende tolerance. Og man sonderer mulige positioner: Er manden skrupskør, eller er han ude på at angribe en for læseren imaginær fjende, eller kæmper han blot med sig selv? Og et sted ude i tankemodellerne siger ens reaktion noget om en snigende ligegyldighed over for udtalelsen.

Der skal efterhånden krasse ting til, før man kommer ud på kanten af stolen. Ikke desto mindre har en del DMT-læsere haft anledning til det i løbet af den årgang, som er ved at rinde ud. I debatsektionen har vi set noget, der må være musikdebattens sidetema til de udstoppede hunde, eller de indespærrede fluer, eller grisene i færd med at blive ikke-grise. Vi har oplevet en årgang af bladet, hvor diskussionslysten og viljen til at nå nye indsigter gennem dialog har været markant. Det kan ses som et udtryk for, at indifferencen ikke får lov til at leve tilværelsen som magelig, tilbagelænet tilfredshed. At dømme efter spalteomfanget af årgangens debat, så rider dette blads læsere og skribenter i hvert fald ikke på en bølge af ligegyldighed og anything goes-holdning. Og at der i løbet af debatten er kommet skred i forholdet mellem generationerne - det gælder ikke kun komponisterne! - kan der vist ikke være tvivl om. I forlængelse af DMTs debat, diskuterer man videre på institutionerne, på uddannelsesstederne, i foreningerne. Og der er ikke tegn på, at noget er ved at klinge af endnu.

I musikkens verden har vi ellers i en del år savnet viljen til at diskutere brudfladerne. Hver gang en ny provokation opstod, kvalte vi den i tolerance. Vi lod punkerne være punkere i nogle år og gjorde dem derefter helt og aldeles tandløse ved at gøre deres livsstil til vores mode. Og ganske nuttet er det også at tænke på, at gruppen Sort Sol skal komponere musik til Shakespeare på Kronborg i Kulturåret.

Siden de glade fluxus-dage er det faktisk gået stødt nedad med provokationens effekt. Efter den nok så omtalte historiske studsning af en anmelders slips, er snart sagt alt mellem himmel og jord gangbart i kunstens verden. Og i denne verdens mange masker og falske konfrontationer, bliver den stilige bankmand pludselig enormt provokerende. Hans uantastelige påklædning med rene linier og anonym pressefold bliver med ét et slag i ansigtet. Hvor andre tager næser på for at skjule og lege borte-tit-tit - som Ilja Bergh i sin pudseløjerlige udtalelse om konstruktivisme - så bliver det stilrene og gammeldags 'korrekte' pludselig det farverige og moderne. Sådan svinger tidsåndens pendul fra den ene yderlighed til den anden. Paradokser bliver afkodet og nye tager form.

Med musikken som ansatspunkt vil vi arbejde videre med dette og mere til i næste årgang. Vi håber, at læserne og skribenterne også er med, for deres krav om stillingtagen på baggrund af dybdeborende iagttagelser er det bedste drivmiddel i vores arbejde.

Årgang 69/1994-1995, nr. 08