O Bo Imperator

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 04 - side 143-143

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Et ret surt docerende opstød i passende dosis

Nu er det muligt, at Bo Holten med sin pressemeddelse (vedr. udgivelsen af et nyt værk på plademærket Exlibris, red.) sigter efter helt bestemte individer, men den facon hvorpå hans salve er affyret, har samme destruktive effekt som en maskinpistolsalve med høj spredning - den rammer både kunstens gamle og unge kræfter. Og det er ikke fair play, mener jeg, som ung komponist har man problemer nok med at overvinde de fordomme, som ens musik mødes med lige så snart den rubriceres som 'ny musik'1, for selv om becifrings-akkompagneret melodisk satsarbejde keder mig usigeligt meget, så betyder det ikke, at jeg opfatter min egen musik som 'lytterfjendsk avantgarde', blot fordi den benytter sig af komplicerede polyfone strategier, eller 'akustisk-arkitektoniske' overvejelser.

Jeg mener faktisk, at jeg forsøger at skrive en musik, der taler med om væsentlige følelser i mange menneskers liv, jeg mener faktisk også, at selvom man ikke altid kan synge med, og der ikke er ret mange lange sentimentale melodier, så må min musik også gerne være klangligt, og atmosfæremæssigt smuk og afslappende at lytte til. Jeg mener også, at jeg sammen med mange af mine jævnaldrende er i stand til at definere nye æstetiske standpunkter, uden at skulle retirere til konventionelt, snobbet og ultrakonservativt satsarbejde2, der blot lefler for det veletablerede klassiske musikpublikum, der synes at unge smukke solister, der spiller Mozart, er noget så yndige i deres fine koncerttøj.

Nu var jeg vist ret hård og jeg forstår, at Bo Holten har sigtet efter anmeldere, men da jeg nu selv sidder på infirmeriet med en del kvæstelser, og er ikke så lidt irriteret, så må man vel have lov til at bande lidt. Denne pressemedelse, som endog har erhvervet sig lidt spalteplads i DMTs leder, er virkelig oldfashioned for mig at se - den tærsker langhalm på diskussioner, som var in, da Bo Holten var noget yngre. Man fornemmer, at der er tale om en gammel frustration, som tager det for givet, at der ikke rigtig er kommet flere nye udtryk til på musikscenen siden da. Eller måske snarere: At det er for dårligt, at Bo Holten ikke er blevet fremhævet som en kunstnerisk værdifuld eksponent for disse udtryk, som om det var anmeldernes skyld, når nu Bo Holtens musik i en årrække har været alment tilgængelig på biblioteker landet over. Og som om at kunstnerisk værdi kunne afgøres af et kobbel anmeldere.

Man må spørge sig selv, hvad fanden Bo Holten egentlig går og tænker om sig selv, når han fremhæver sig selv som »seriøs symfonisk komponist«, virkelig en kliche af format, der oprigtig talt er en noget uheldig formulering at klamre sig til i det pågældende ærinde. Ikke fordi jeg nu vil komme rendende med janteloven, men fordi Bo Holten faktisk er en meget kompetent komponist, der ikke burde have brug for at fremhæve sig selv på denne lidt pinlige måde.

Som en af de yngre komponister fristes man til inkvisitorisk at spørge: Hvad er en symfonisk komponist for en størrelse? Er det noget særligt fint, og hvor uddanner man sig til sådan noget, kan man mon få SU, og kommer man så i tv, når man er færdig? Endelig må man forundres over, om Bo Holten egentlig tror på, at der findes nogle komponister, der ville betegne sig selv som useriøse - det tror jeg næppe.

Sluttelig, hvad der er allerværst, så har jeg endda også på fornemmelsen, at pressemeddelsen er et lidt fjollet markedsføringsfif, der skal sikre denne cd lidt ekstra opmærksomhed, og det rubricerer slutteligt den, og den musik den indeholder, i samme komplet ligegyldige bås som Time Warners computerspil Endorfun, men det kan selvfølgelig godt være at jeg tager fejl - det håber jeg virkelig jeg gør, for det er ved gud for latterligt.

1. Ny musik - et for mig at se komplet åndssvagt begreb, der ved sin blotte ordlyd for så ganske nyligt har forårsaget sære artikler i DMT.

2. Bemærk her at fx Holmboe, Pärt og Górecki jo rent faktisk er stilistisk originale komponister, hvis satsarbejde ikke blot er snævert tilbageskuende.

Michael Nyvang

Årgang 70/1995-1996, nr. 04