Nye plader

Af
| DMT Årgang 71 (1996-1997) nr. 06 - side 208-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Alexander Vaulin spiller klaverværker af Medtner, Prokofjev og Silvestrov. EMI 5561192. Spilletid: 55'

Med den underforståede fælles titel 'Nostalgi' præsenterer den russisk-fødte Alexander Vaulin rus-siske klaverværker, der alle er lidt uden for alfarvej. Nostalgien er tydeligst i de to stykker af Nikolaj Medtner - som vi i Vesten nu også har lært at kende som 'den anden Rakhmaninov'. Hans pragtfulde Sonata Reminiscenza er et lille en-satset værk, der med enkel, dramatisk skønhed kan smide lytteren og pianisten ud i følelsesmæssige afkroge. På denne cd spiller Vaulin sonaten roligt og vemodigt, men uden den livgivende dynamik, som Emil Gilels' fortolkning berigede den med.

Alexander Vaulins teknik er perlende fejlfri på et niveau, hvor meget få danskere kan være med. Til nyttig sammenligning med andre russere i dansk musikliv er han moderne i forhold til den anakronistiske Sergej Terentjev, og kølig i forhold til Nina Kavtaradze. Det får hans Prokofjev (Sonate nr. 4) til at lyde anderledes end den brølende tradition: Pertentligt, afmålt, og bestemt ikke vulgært. Cd'en er i øvrigt ucharmerende optaget med en spinkel klaverklang, der giver et underligt anonymt indtryk af pianisten.

Cd'ens overraskelse er Valentin Silvestrovs Kitsch Musik fra 1977. 'Kitsch' skal ifølge komponisten forstås 'elegisk, uden ironiske undertoner'. Musikken er kommet før titlen, er jeg helt sikker på, og er jo i øvrigt 15 år ældre end vore dages kitsch-trend.

Der er ikke noget Karl Smart over dette særprægede værk. Stilen er bevidst reaktionær; i en mærkelig tidløshed møder Rakhmaninov Erik Satie. Det passer godt til Vaulin, som spiller stykkerne gribende og neddæmpet. Der er skønhed og trance i denne rum-musik, der ingen vegne kommer med sine indespærrede drømmerier.

Danish organ works - værker af Buxtehude, N.O. Raasted, Erik Haumann, Sven-Ove Møller og Carl Nielsen. Anders Riber, orgel. Kontrapunkt 32242. Spilletid: 73'

Et interessant program, der spænder over 250 år, men som allige-vel har mange ligheder værkerne imellem. Repertoiret er i konservativ, dansk organisttradition, der viger uden om al romantiseren. Cd'en er flot op-taget, med fyldig, klar lyd, og spillet er strikt og moderne. Anders Riber er en kølig, elegant og målbevidst musiker.

Både Buxtehude og Sven-Ove Møller bruger de gamle hymner til at opbygge et instrumentalt Te Deum. Begge værker lykkes flot på pladen, og især Møllers stykke gives med en fysisk involvering, der gavner musikken. Det er en overbevisende fortolkning af et vellykket, nyere standardværk, der hermed er på cd for første gang. N.O. Raasted var en agtet og produktiv orgelkomponist i mellemkrigstiden, elev af Max Reger, og med antydninger af samme hang til akade-miske fornøjelser (musikalsk set, altså). Hans 1. Orgelsonate kombinerer intellektet med dejlig friskhed, og sidstesatsens passacaglia er en ægte øreåbner. (I et clairvoyant syn ser jeg en ren Raasted-cd på vej. Det vil være interessant at få tegnet et retrospektivt billede af denne komponist).

Erik Haumanns variationsværk blegner i forhold til cd'ens øvrige værker, især Ribers glimrende udgave af Carl Nielsens Commotio (for øvrigt tredje nye danske indspilning af dette stykke inden for et halvt år!). Dette nøgleværk for danske organister af Anders Ribers observans spilles stensikkert og klart, i modsætning til Knud Vads nye indspilning, der lægger vægt på det hæsblæsende og imponerende. Ribers udgave er i klassisk, konservativ Nielsen-tradition, og runder en helstøbt orgelplade glimrende af.

Kuhlau: Samtlige klaverkvartetter & Violinsonate op. 33. Elisabeth Westen-holz, Tutter Givskov, Lars Grunth og Asger Lund Christiansen. Dacapo 8.2240444-45 (2 cd). Spilletid: 66' + 61'.

Kuhlau: Samtlige violinsonater. Dora Bratchkova og Andreas Meyer-Her-mann. cpo 999 363-2. Spilletid: 77'.

Kuhlau: Variationer og Divertimenti, vol. 1. Toke Lund-Christiansen & Elisabeth Westenholz. Kontrapunkt 32237. Spilletid: 72'.

En flot dobbelt-cd fra dacapo præsenterer Kuhlaus tre klaverkvar-tetter, og fylder ud med den første af violinsonaterne. Det er nogle af dansk musiks garvede kammermusikere der er på spil - Tutter Givskov og Asger Lund Christiansen kunne have lavet indspilningen for 35 år siden, og Lars Grunth og Elisabeth Westenholz er, skønt nogle år yngre, i samme tradition.

Ensemblet har en naturlig myndighed. Der spilles direkte og uden om-svøb, men det er ikke til at komme uden om, at klangen undertiden lyder anstrengt og mistænkeligt ældet. Det blottes unådigt i optagelsens tørre, intime lyd. Ensemblets insisterende energi udgår fra Elisabeth Westenholz' klaver, men det hele er lidt for hårdt og hektisk, og det gør fortolkningerne af de dramatiske værker ekstra rå.

Kvartetterne er efter danske forhold meget betydelig musik. Stor i slaget, opfindsom og med Sturm und Drang. De er alle skrevet i 1820'erne. Den 1. kvartet er meget Beethovensk, og med en førstesats på 16 minutter! Den er klaverdomineret, og Elisabeth Westenholz er heldigvis den af de fire musikere, der har flest nuancer i klang og frasering. Også i den 2. kvartet stiller den store førstesats betydelige fysiske krav, som anstrenger strygerne, hvorimod begge værkers langsomme sats går meget bedre; Adagio'en i den 2. kvartet er virkelig åndfuld og skøn.

Den 3. kvartet er lang og kogende lidenskabelig, og if'ølge Gorm Busks noter komponistens smertensbarn. Jeg synes, det er pladens mest interessante værk. Her er Kuhlau ude på dybt vand, og tættere kommer vi ikke en Beethoven i dansk musik. Har Kuhlau givet én et knæk med den uopslidelige undervisningsbog 45 Sonatiner kan jeg anbefale sættet med Klaverkvartetterne. Det er en helt anderledes interessant person, man møder i disse ambitiøse værker.

Violinsonaten op. 33 spiller Givskov sart og lidt sprukkent til et sprødt akkompagnement af Westenholz. Samspillet er godt og tæt, og følsomt især i den langsomme sats, der foregår i de sagte nuancer. Men at de danske musikere generelt har begrænsninger, og måske ikke har befundet sig så vel ved indspilningerne, hører man på den tyske cd (fra selskabet CPO) med alle Kuhlaus violinsonater. Her er to musikere (fra hhv. Bulgarien og Tyskland), der ikke er stjerner, men som har betydeligt overskud og bravour. Der er flere kræfter tilovers til fortolkning, og det får musikken til at hænge bedre sammen. I sammenligning med disse to musikere lyder danskerne usmidige og anstrengte. Også selve optagelsen er på den tyske cd blød og behagelig - om det giver anledning til savn af danskernes rå hårdhed må være en smagssag.

Udover op. 33 finder man på den tyske cd Kuhlaus op. 64, der egentlig er en fløjtesonate, men som her er indspillet i et posthumt violinarrangement. Det mest interessante ved den er en variatonssats over en af de folkemelodier, Kuhlau senere brugte i Elverhøj. Derudover er der på pladen tre småsonater (sonatiner, egentlig), uprætentiøse, men meget charmerende. Utallige er de værker, Kuhlau på bestilling skrev i en enkel sværhedsgrad, men disse tre er absolut hørværdige. Tak til de bulgarsk-tyske musikere for at få også disse småværker til at leve.

Kuhlaus fløjtemusik, der består af rigtig mange opusnumre, rubriceres gerne som metervarer. Der er stykker i alle formationer fra 1 til 4 fløjter, med og uden andre instrumenter, og Toke Lund Christiansen har for sel-skabet Kontrapunkt indspillet mange af dem allerede. Nu tager han fat på variationsværkerne og divertissementerne, og dem er der vist nok af til 2 cd'er. Denne første cd er optaget i Kontrapunkts karakteristiske tørre lyd.

Der er fire divertissementer og fire variationsværker, og det er divertissementerne der mest uhæmmet er salonmusik - lækre, fængende melodier i ikke dybsindige, ensatsede forløb. Ambitionerne er større i varia-tionsværkerne, der varer op mod et kvarter. Af de fire på denne cd er op. 63, over et tema fra Webers opera Euryanthe, det største og alvorligste. Endnu mere vellykket er dog variationerne op. 94 over et tema fra en opera af Onslow.

I begge typer værker kan virtuositeten vokse til anseelige højder, men det får ikke Toke Lund Christiansen til at vise svaghedstegn. Han spiller strålende og selvsikkert, med en klang man nærmest kan række ud og røre i luften. Hans stil er helt uden kruk, al-ligevel nyder han - som det sig hør og bør - mulighederne for brillantissimo.

Når man for første gang lægger denne cd i maskinen, venter man sig fimsede dusinvarer, men får umiddelbar underholdning, som godt kan nydes alle fem kvarter i træk.

Disse tre cd'er er en pludselig styrkelse af Kuhlau-udbuddet på cd. Den forskellige balance mellem vær-kernes vægtighed og udførelse gør, at ingen af cd'erne kan anbefales foran de andre. Skæbnen vil, at Dacapos moderselskab Marco Polo før sammenlægningen af selskaberne har udgivet en cd med de to første klaverkvartetter, spillet af ungarske musikere, der ikke er ringere end de danske. Og cpo har tidligere udgivet den måske bedste introduktion til Kuhlaus kammermusik, nemlig en cd med Strygekvartetten op. 122 (hans svanesang) og den sidste klaverkvartet. Det er med samme violinist og pianist som på den nye cd, og det øvrige ensemble spiller ligeså lækkert.

Rasmus Bruuse Lunding: Pidi & Pollik. Spoof 0008. Spilletid: 38'.

For første gang er her en plade med ny musik (produceret i DIEM), der uundgåeligt vil havne i den nærmeste dynge med pixi-bøger, og det er helt bevidst. Det drejer sig om computerbearbejdede reallyde fra barnekammeret. Faktisk er hele grund-laget lydoptagelser af komponistens spæde datter, foretaget mens hun var mellem 4 og 22 måneder.

Over baby-samplingen er lagt cross-over musik, improvisationer og blød verdensmusik med tyrkiske trom-meslagere. Resultatet har en diskret, kitschet skønhed. Barnet ammes, pludrer, og leger på gulvet til baggrundens lydtæpper af »regn og græssende heste«. Navlebeskuelsen og infantilismen er Jeff Koons-agtig. Coveret er flot, og vil gøre sig, hvis pladen altså kan komme ud i butikkerne.

Skæring 2 er iflg. noterne baseret på »Én lang båndoptagelse (uredigeret/uklippet) af Jannie, lavet i forbindelse med et bleskifte i 12 mdr.'s alderen«. Undertegnede, i samme familiære situation som komponisten, er et taknemmeligt publikum. Jeg kan godt lide pladen, selv om den er ret kedelig.

Årgang 71/1996-1997, nr. 06