Nye bøger

Erik Stahl: Den russiske musiks historie II. Fra Musorgskij til Stravinskij. Borgens Forlag 1997. 640 sider, illustreret og indbundet. Kr. 498,00. ISBN 87-21-00555-9.

Siden første bind af Erik Stahls monumentale russiske musikhistorie udkom i 1995 har man næsten gået og holdt vejret. Skulle det virkelig lykkes forfatteren ikke blot at få det enorme materiale færdiggjort - men også at få det udgivet?

Takket være rundhåndede fondsbidrag er udgivelsen af andet bind nu en realitet. Og det er der i høj grad grund til at glæde sig over.

Første bind var en på alle måder overvældende oplevelse. Ikke blot var der tale om en kolossal stofmængde, men også om en usædvanlig flot udgivelse.

Andet bind er holdt i samme prestigefyldte udstyr, og på over 600 sider præsenteres læseren nu for det videre forløb af den russiske musiks historie, fra Musorgskij til Stravinskij, dvs. den tidlige Stravinskij, frem til revolutionen i 1917.

Som omtalt i anmeldelsen af bind I (DMT nr. 3, 95/96) er forfatteren ikke i første omgang musikforsker, men pensioneret lektor i matematik og tidligere musikanmelder ved Land og Folk - og dybt interesseret i russisk musik og kultur. Også til nærværende blad har han ved flere lejligheder bidraget.

Titlen Den russiske musiks historie skal opfattes med trykket lagt på 'musik', for bogens omdrejningspunkt er musikværkerne. Over 200 værker gennemgås mere eller mindre detaljeret, ledsaget af ikke mindre end 663 nodeeksempler.

Som i bind I er der primært tale som stilhistorie, hér dog i højere grad forbundet med det biografiske stof. Ved at lade fremstillingen veksle mellem biografi og værkgennemgang er den enorme stofmængde blevet lettere at overskue og udgivelsen dermed nemmere at anvende som håndbog. Medvirkende hertil er også, at værkgennemgangene (synopsis af libretti samt analyser) er trykt med en mindre skrift. Ifølge forordet er dette oprindeligt et resultat af ren og skær nødvendighed (for at begrænse bogens omfang) - en løsning, som Thomas Michelsen i sin anmeldelse i Information (12.5 d.å.) ikke var begejstret for, men som jeg personligt oplevede gav en større overskuelighed i læsningen. Bogen er simpelthen nemmere at anvende som håndbog end første bind.

Man møder en utrolig mængde musik på sin vej. Selvfølgelig får klassikerne god plads, både værker og komponister. Men der er også fyldigt materiale om mindre kendte navne som Tanejev, Ládov, Metner, Arenskij, Gliere o.m.fl. Dansksproget materiale om disse navne har indtil nu været yderst sparsomt.

Generelt er Stahls værkgennemgange fornuftige og redelige, præget af nøgtern saglighed og objektivitet. Kun sjældent drister han sig til ytringer som »... for den kræsne lytter, som søger en sandhed i kunstnen, må værket være en skuffelse« (s. 263, om Tjajkovskijs 5. Symfoni).

Den samme nøgternhed finder man i biografierne. Ikke at teksten af den grund bliver tør og tung, for Stahl skriver flydende og engageret. Men man vil lede forgæves efter kulørte historier og dyneløfteri. Hverken Musorgskijs alkoholiske endeligt eller Tjajkovskijs latente homoseksualitet berøres. Ejheller det enestående korrespondanceforhold mellem sidstnævnte og Fru von Meck bruges til andet end belysning af værkernes tilblivelse og modtagelse. Om det så er den uopslidelige historie om Sacres tumultariske premiere i 1913, så modstår Stahl fristelsen til at foretage denne lille omvej for effektens skyld.

I så høj grad er vægten lagt på musikværkerne, at store udøvende kunstnere kun gives plads i det omfang de enten også komponerede eller medvirkede i vigtige opførelser. Det er fx kun i sådanne sammenhænge, at vi hører om Sjaljpin. Han og andres historie må opsøges andetsteds. Og det er også godt nok.

Godt nok har det til gengæld ikke været med finpudsningen af værket inden udgivelsen. Der er nogle irriterende fejl hist og her. Hvorfor efterfølges billede nr. 45 af nr. 43, 46a, 46, 52, 58 og 47 inden vi igen er sat på skinner med nr. 48? Hvorfor bringe et billede af Stravinskij på side 557 (i afsnittet om Skrjabin), når teksten om ham først starter på side 592?

Generelt er der få trykfejl, men der er et par graverende fejl i årstallene. På s. 77 anføres et brev fra Musorgskij fra 1822. Han blev først født i 1839. På s. 172 står at læse, at Nikolaj Rubinstein døde i 1881, hvorpå man i næste sætning kan læse, at han afsluttede en juridisk uddannelse i 1885. Dét må sige at være posthumt.

Skrjabin døde ikke i 1917 (s. 569), men i 1915 (s. 520). Og endelig er der gået kuk i de nederste linier på s. 524-26.

OK - der kan sagtens gå sport i at lege 'Find-fem-fejl'. Men det er ærgerligt, at en så prestigefyldt udgivelse ikke er fulgt ordentligt til dørs. Der var problemer af samme art i første bind. Kan der ikke blive strammet op om disse punkter i sidste og tredie bind?

Litteraturlisten omfatter stadig langt overvejende russisksprogede kilder. Selvfølgelig er det rigtigt at anføre de anvendte kilder, men det ville være hensynsfuldt at supplere med angivelser af kilder på hovedsprogene. Blandt mange andre kan jeg anføre den glimrende tyske bog med artikler om Tanajev, som Andreas Wehrmeyer stod for i 1996 (se DMT nr. 1, 96/97).

Skønhedspletter eller ej - jeg vil i hvert fald glæde mig meget til at se afslutningen på dette i dansk musiklitteratur helt enestående værk.

•

Erling Møldrup: Guitaren. Et eksotisk instrument i den danske musik. Edition Kontrapunkt 1997. Distribution: Engstrøm & Sødring. 279 sider, kr. 400,00. Cd med musikeksempler vedlagt. ISBN 87-90534-01-8.

Erling Møldrup vil være de fleste af læserne bekendt som en særdeles aktiv fortolker af nyere guitarmusik, især den danske. Møldrups interesse for guitarens historie i Danmark er også stor, og i mange artikler både herhjemme og i udlandet har han meddelt resultaterne af sine undersøgelser.

DMTs læsere kunne for en halv snes år siden læse en artikel med den samme titel som denne bog (i DMT

nr. 3, 85/86); en artikel, der i mangt og meget er en forstudie til bogen.

Både artikel og bog går kronologisk frem og behandler stort set de samme navne, bortset fra at bogen standser ved 1960, medens artiklen gør en del ud af danske guitarkompositioner fra begyndelsen af 60'erne og frem til artiklens udgivelse. Den være hermed anbefalet som supplement til bogen.

Bortset fra at de enkelte komponister er behandlet langt mere udførligt (Møldrup har i mange tilfælde gjort nye opdagelser i de mellemliggende år), indeholder bogen kapitler om kildematerialet, instrumentets historie, danske guitarbyggere, periodiske guitarpublikationer i 1800-tallet, guitaren i Århus o.m.a. Altsammen ledsaget af mange oplysende illustrationer, fotos og tegninger. Nodeeksempler er der så godt som ingen af. Men fremstillingen sigter heller ikke primært på en undersøgelse af stilistiske udviklingslinier. Som undertitlen også antyder, så er materialet tilpas begrænset til, at Møldrup kan vælge en meget overordnet indfaldsvinkel og alligevel få utrolig meget med.

At han afrunder historien omkring 1960 hænger sammen med den renaissance, guitaren oplevede i tiden herefter, hvor mange yngre komponister fik øjnene op for instrumentets muligheder. For en uddybning heraf, se den tidligere omtalte artikel.

Men indtil ca. 1960 var guitaren ikke så lidt af en fremmed fugl i dansk kompositionsmusik, og Møldrup har med stor energi opsporet de relativt få væsentlige værker, der indtil videre er tale om.

Det biografiske materiale er i mange tilfælde lige så sparsomt, men Møldrup får det optimale ud af det, der er. Historierne er medrivende og letlæste, og ikke tynget af musikteoretiske udredninger. Det betyder dog ikke, at teksten er overfladisk, tværtimod. Man fornemmer tydeligt, at flere kapitler møjsommeligt er stykket sammen af mange små bidder, gravet frem fra de mest forskelligartede kilder.

Også denne udgivelse udnytter en mulighed, som efterhånden ses jævn-ligt: At ledsage teksten med en cd med klingende eksempler. Det er ubetinget en god idé. På den måde er det ulig meget lettere at vurdere dén musikalske realitet, som hele fremstillingen i sidste ende tager udgangspunkt i. Man er så som læser fri for at skulle grave eksemplerne frem fra forskellige kilder - rent bortset fra at flere af disse eksempler slet ikke er indspillet før.

Generelt er musikken af udmærket kvalitet. Specielt fæstede jeg mig ved stykkerne af Henrik Rung og dennes søn, Frederik. Virtuost, idiomatisk og med et næsten spansk temperament. Forbløffende. Og smukt realiseret af forfatteren.

Særlig interesse påkalder sig også Louis Glass' Trio for violin, bratsch og guitar, opus 76, fra 1934. Stilen i stykket peger på en udvikling i kom-ponistens udtryksmåde, som desværre ikke fik lov at udfolde sig, da Glass døde kun to år efter trioens tilblivelse.

Bogen er, så vidt jeg kan forstå, den første bogudgivelse fra pladeselskabet Kontrapunkt. Det er en kvalitetsbetonet bogdebut, der udfylder et tomrum i dansk musikhistorie, og som hermed anbefales varmt til alle interesserede.

•

Årbok for norsk samtidmusikk 1996. Udgivet af Norsk Komponistforening, Tollbugt 28, N-0157 Oslo. Tlf + 47 22 41 71 71. 194 sider, Nkr. 150,00. Cd med musikeksempler medfølger. ISBN 978 82-992680-2-8.

Årbok for norsk samtidmusikk er en nyskabelse. I forordet fortæller redaktionen hvorfor. Da tidsskriftet Ballade gik ind opstod der et tomrum i diskussionen om og dokumentationen af den nye norske musik, samtidsmusikken. En sådan debat og dokumentation er mere nødvendig end nogensinde i den skærpede mediekonkurrence, hvor moderne kompositionsmusik bliver trængt i defensiven.

Årbogen skal ses som en modoffensiv. Som sådan er den udmærket. Det er ikke nogen prangende udgivelse, men der står meget godt i den, ikke mindst i afsnittet med 'temaer'.

Harald Herresthal drager nogle tankevækkende paralleller mellem situationen i Norge i forrige århundrede og nu. Det er en sammenligning, der ikke falder ud til vor tids fordel, hvis vi ser på åbenheden mod samtidens progressive musik. Endnu værre ser det ud for musikdramatikken ifølge Herresthal.

Et fundamentalt problem i alt dette er den manglende interesse for samtidsmusik hos et bredere publikum. En sådan interesse var i langt højere grad til stede i sidste halvdel af sidste århundrede, men blev skudt i sænk i første halvdel af det 20. århun-drede.

Hvad gør musikinstitutionerne for at vende denne udvikling, spørger Herresthal, vel vidende at tilkomsten af en profitorienteret massekultur har kompliceret problemstillingen.

Olav Anton Thommessen introducerer nogle af sine unge elever, hvoraf otte er gået sammen i en løs kunstnergruppe, der selvironisk kalder sig 'Pling-plong-generasjonen'. Disse otte komponister har påkaldt sig en vis opmærksomhed med deres kritik af debat-klimaet for ny musik, i hvilken forbindelse flere af de lidt ældre kom-ponister må stå for skud.

Ikke helt berettiget, mener Dansk Musik Tidsskrifts redaktør, der giver gruppen kritiske kommentarer i den ene af sine to artikler. Det giver en god og inspirerende debat og dermed netop noget af det, der har været intentionen med årbogen.

Et andet afsnit i bogen omhandler festivaler, bl.a. Ultima festivalen i Oslo og Norrænir Músíkdagar i Island.

Årets udøver (sopranen Siri Torje-sen) og Årets værker portrætteres også, og afslutningsvist præsenteres Årets grøde 1996 i form af fyldige statistikker for bestillingsværker, uropførelser, oprørelser i ind- og udland, cd-udgivelser m.m.

Jeg er meget begejstret for denne lille udgivelse, der synliggør Norsk Komponistforening og giver relevant debat. Også her følger der en cd med, iøvrigt den samme som DMTs abonnenter tidligere har fået sammen med tidsskriftet (Sampled Spirits 1996, DMT nr. 5 96/97).

Mange af læserne har forhåbentlig allerede hørt denne musik, der i mine ører bestemt også giver indtryk af vækst og organisk udtrykskraft. Der er bl.a. to flotte korværker af Trond Kverno og Knut Nystedt, der i umiddelbar appeal minder om Egil Hovlands kormusik. Heroverfor står det sitrende og flimrende i Cecilie Ores Praesens Subitus for strygekvartet. Eller Arne Nordheims virtuose og udtryksfulde Tractus for solo fløjte og kammerorkester.

Det er gode eksempler (i gode indspilninger), der giver et meget positivt billede af norsk samtidmusik.

•

Jesper Asmussen: De danskes sange - og hyggelige historier. Forfatterforlaget Attika 1997. 369 sider, indbundet og illustreret (tegninger), kr. 248,00. ISBN 87-7528-229-1.

Isidste nummer af DMT omtalte jeg en meget personlig bog om musikoplevelse, udgivet af det lille, men meget dynamiske forlag Attika.

Denne sangbog er fra det samme forlag, og den viser noget om spændvidden i forlagets udgivelser. Hér er der ikke tale om en smal udgivelse til en begrænset målgruppe, men om en smukt udstyret bog, beregnet på praktisk brug i mange folkelige sammenhænge.

Man skal ikke lade sig skræmme af titlens 'hyggelige historier', der let kunne alludere til litterært valium. Snarere kan bogen beskrives med Iørn Piøs ord fra det ene af hele tre forord: »En 'apropologisk' udgave af en sang-bog.«

Dette skal forstås på den måde, at hver sang ledsages af en til halvanden sides tætskrevne kommentarer, ikke så meget til selve sangens indhold og tilblivelse, men mere til nogle af de emner, sangen berører - eller blot giver associationer til. På denne måde kan bogens forfatter komme rundt om alle tænkelige aspekter af danskheden.

Man kan finde danmarkshistorie, geografi, personalhistorie, beskrivelser af folkedragter, danske ordener og flagtyper samt flagregler - ja, sågar opskrifter på typiske danske madretter! Alt er beskrevet i et smukt, kul-tiveret sprog.

Og sangene? Ja, de spænder fra 'Den danske sang' til 'I en sal på hospitalet'. Eller som forfatteren udtrykker det: »...fra "Giro 413-sange" til de rigtig gamle fra Højskolesangbogen«.

Kort sagt - alle tænkelige elementer fra dét at være dansk. Hvis man, som undertegnede, beskæftiger sig med folkelig sang i undervisningssammenhæng, er denne bog en guldgrube af alle de der underlige oplysninger, som man tit kan bruge oceaner af tid på af opsnuse fra alle mulige og umulige kilder.

En skæg idé og et godt og smukt redskab, som bør blive flittigt brugt rundt om i landet, hvor der synges danske sange.