Komponister på reelle afveje?

Dansk Komponist Forenings Biennale er slut. Arrangementet, som helst ikke vil kaldes en festival, sluttede med en seance, som vist blev benævnt en surprise-koncert, med titlen 'Komponister på afveje?'. Så ubehagelig var denne overraskelse, og så meget på afveje, at den bør have et ord med på vejen.

Svend Aaquist startede, som repræsentant for program-udvalget for Biennalen, med at holde en tale, der fornuftigt nok påpegede, at alle DKF's medlemmer havde været med til at betale gildet og derfor på sin vis også var værter for sig selv, denne søndag aften. Nu mener jeg ikke at man skal undlade at forsøge at lave noget festligt som afslutning på en sådan intens koncertuge, men når man gør det, hvilket er prisværdigt, så må man tænke sig grundigere om, og evt. konsultere nogle flere om sin idé, end det her var tilfældet. For sjældent har man oplevet magen til tidsspilde, hvilket også viste sig ved at folk, der syntes det var for pinligt, udvandrede fra den i forvejen halvtomme sal.

At man efter en uge med så høje kunstneriske standarder - hvor imponeretheden over de dygtige, ofte unge, musikere, steg dag for dag - sætter en flok amatørskuespillere og andet halvprofessionelt godtfolk til at fremføre, af gode grunde, oversete musikstykker i den lettere genre i halv- til heldårlige fremførelser, gjort uden humor og ægte engagement, af folk der ingen tilknytning har til miljøet overhovedet, er simpelthen respektløst over for resten af arrangementet, og i bund og grund uigennemtænkt. Det gør det ikke bedre at nogle af de bedste musikere som havde medvirket i Biennale-ugen, havde besluttet sig til at overvære 'festlighederne'. Det kan man simpelthen ikke være bekendt.

Jeg synes som sagt godt at man kan holde en afslutning, men så skal det være med manér. Enten eller. Enten sjov underholdning, alvorlig underholdning, eller en fest uden underholdning, men ikke en sådan grødet mellemting, hvor de viser der skulle have været sjove er glemte, netop fordi de ikke er sjove, eller også ikke er det fordi de er for gamle eller dårligt fremført. Når man tænker på hvilke kapaciteter der findes i DKF's egne rækker, der både har humor og et kunstnerisk overskud, er det ubegribeligt at det skulle være nødvendigt at hente halvdårlig underholdning udefra.

Arrangementet kom netop til at minde om et uhyggeligt absurd teater, fordi de udefrakommende ingen fornemmelse havde for den situation og det milø de trådte ind i, hvilket ikke er deres fejl. Da der uomtvisteligt er tale om et loge-lignende arrangement, bør det også være folk der kender til miljøet der leverer underholdningen, ellers kommer det til at virke som dårlig plejehjemsunderholdning for udstødte stakler uden kvalitetssans. Det er umådelig svært at være morsom, især på en scene, og hvis man er i tvivl, så lad hellere være; det andet er ganske enkelt at spilde alles tid, og det er vist nok det som vi ellers går rundt og klager over at man har rigeligt af i ligegyldige underholdningsprogrammer i fjernsynet.

Karsten Fundal

Dette debatindlæg er modtaget efter deadline, og er en umiddelbar reaktion på afslutningen af den nyligt afholdte Biennale. I næste nummer vender vi tilbage med en bredere omtale af Dansk Komponist Forenings Biennale 1998, red.