Om min musik

Kasper Jarnum (f. 1971) studerer komposition på 3. år på Det Jydske Musikkonservatorium hos Karl Aage Rasmussen og Bent Sørensen. Jarnum er bestyrelsesmedlem i AUT.

Det eneste der frister er at komme videre til næste fase. At betragte sit gods fra sadlen er en knugende og trist tilværelse. Det kan være at markerne er bugnende fulde, men når jeg nu hellere vil så og pløje og hjælpe med at gro, er det kun en fordums ting, måske til gavn for andre, men ikke mig. Der er selvfølgelig også noget vedvarende i min musik og dette er netop det der gør den til min egen afgrøde. Imidlertid tror jeg at en nøjere teknisk beskrivelse af denne konstant vil dræbe enhver form for lyst til at læse min skrivelse videre. Jeg vil derimod forsøge en mere overordnet betragtning.

At finde en musik der i sit væsen indgyder en form for sandhed. Jeg tror at skønheden ligger i denne sandhed og at der bliver ved med at dukke nye sandheder op så længe der er tænkende individer til. Når et nyt stykke begynder at klinge for mig har der været en lang periode uden noder. Denne periode er dér, hvor på et semiunderbevidst plan, musikken opstår. Jeg suger indtryk fra bøger, TV, undervising og Solen. Tonerne til nedskrivningen bliver oftest fremskaffet ved en art improvisation og denne periode er for det meste kort. Det giver en mangel på kontrol der er ønskværdig for mig. På den måde er det som om en slags magi opstår, ved det intuitive og det utæmmede. Det synes klart for mig at kun gennem magi får man de store svar. Hvad jeg spørger om ved jeg ikke. Blot ved jeg at det er nødvendigt aldrig at hvile, altid videre mod nye skønheder.

Den seneste musik har fået en drejning i retning af det syrede, ja det er nærmest et krav. Ved syret forstås en forvanskning af 'almindeligt' materiale præcis som i et billede af Salvador Dali: Således opstår stof, der både er uforståeligt og forståeligt på én gang, som sammensmelter skabende et ganske nyt udtryk. Det er som at kaste sig ud fra en klippevæg, hvor mange fugle har rede. På vej ned prøver man at hugge så mange æg som muligt, men da farten er tiltagende er det usikkert hvad man får fat i. Sikkert er det derimod at man slår sig og får sår. Men med blod skriver jeg på guldpapir, fordi vandet er guld.

Lille som den er giver denne artikel intet fuldendt billede af mit musiksyn. Det har naturligvis heller aldrig været meningen. Vanskeligt er det jo at skrive noget komplet om noget som ikke er det. Om blot et år vil indholdet sikkert være ganske anderledes og måske ikke slutte hér!