En reaktion på en anmeldelse

Af
| DMT Årgang 72 (1997-1998) nr. 08 - side 284-284

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Det er en ganske særlig oplevelse som komponist at læse en anmeldelse, der nøgent og ubarmhjertigt kaster et sammensurium af programnoter og mere eller mindre forblommede udtalelser fra tidens løb tilbage i hovedet på afsenderen. Pludselig står man konfronteret med en række signaler, der tilsammen danner en utilsigtet betoning af noget måske mindre væsentligt.

Dette var tilfældet for mig, da jeg læste Jens Hesselagers anmeldelse af min cd Into the Black i sidste nummer af DMT.

Jeg har ved forskellige lejligheder følt mig kaldet til at nævne rockmusik som inspiration for min egen musik. Men da min musik er uendelig lidt rockagtig, kan sådanne ytringer let komme til at stå som udvendige postulater. Og som sådan har de tydeligvis irriteret Jens Hesselager, der da må bruge megen plads på at fundere over, hvad det er jeg vil.

Anmeldelsen fortæller mig, at mit forhold til rock er præget af en stædig fastholden af min tidlige ungdoms musikalske tilhørsforhold, og som sådan er en privatsag, som jeg ikke burde udbasunere. Det er vel så ikke for tidligt jeg fandt ud af det.

Men... Når dette er sagt skal ret nu alligevel være ret.

Og når Hesselager skriver, at Flowerfall og Serenade ikke har noget med rock at gøre, må jeg selvretfærdigt udråbe, at det har jeg heller aldrig påstået. Det ligger ikke engang latent i titlerne - tværtimod. "Serenade" er jo endda en klassisk genrebetegnelse!!

Så værre er jeg altså ikke.

Kære Jens Hesselager. Din reaktion er et væsentligt signal om signalforstyrring. Jeg skal aldrig nævne rock igen. Med venlig hilsen,

Svend Hvidtfelt Nielsen

Årgang 72/1997-1998, nr. 08