begivenhedskulturen. ULTIMA Festival i Oslo 1998 - en rapport

Jeg tog til ULTIMA med min sædvanlige kasket på. Det vil sige, jeg mødte op som musikhistoriker med særlig interesse for ny musik og som rapportør for DMT. Men snart gik det op for mig, at der var brug for en kasket, som jeg ikke har i min bagage. Man skulle have sendt en markedsføringsekspert.

Jeg kan ikke følge med, og jeg mister hurtigt interessen, når der tales om salgstal og publikums-segmenter, og jeg bliver træt og forstemt, når jeg på embeds vegne må tage del i Oslos begivenhedskultur, der pumper så hårdt men klinger så hult i den nordiske nat.

Den markedsføringsekspert, som DMT burde have sendt i mit sted, kunne have skrevet hjem om kloge strategier og sikker succes. ULTIMAs valg af begivenhedskulturen som ramme har nemlig haft den ønskede effekt: Stor publikumstilstrømning og stor bevågenhed hos sponsorer og offentlige bevillingsgivere.

Men hvis det drejer sig om at høre musik, er valget håbløst. Der er simpelthen for meget støj i den kulturelle sfære, hvor ULTIMA-folkene har valgt at placere deres festival, og det både i overført og konkret betydning.

Støj

Den ideologiske støj er den mest vedholdende, og den skurrer og skærer højt over smertetærsklen. Mens ULTIMA i praksis går i bredden og ikke er bange for et kompromis, holder den sammen med sin hovedsponsor, olieselskabet FINA, fast ved den gamle avantgarde-selvforståelse. ULTIMA betyder 'det yderste' og henviser til et sæt af gamle og slidte forestillinger om den ny avancerede kunsts pionerrolle i historien. ULTIMA-ledelsen og norsk olieindustri har altså ingen forbehold over for den idé om kunsten som noget, der har et priviligeret forhold til fremtiden, som andre efter moden overvejelse har ladet falde.

Parodisk klart udtrykkes dette på de plakater, som FINA har ladet fremstille til hver ULTIMA siden 1991. Her fortælles om Beethoven, Grieg, Tjaikovskij, Debussy, Wagner og Ravel som genier, som først eftertiden forstod, og det skjules ikke, at FINA som højteknologisk virksomhed gerne vil låne lidt af kunstens prestige som fremtidens sendebud. »FINA Exploration Norway. Vi arbeider for fremtiden på alle måder«, læste man på plakatserien fra 1991-93. Fra 1994-98 hedder det »FINA Exploration Norway S.C.A. Bare fremtiden vil vise hva fortiden har skabt.«

Styrke

ULTIMA satser på det, som ULTIMA tror er stærkest, hvilket også kommer til udtryk i valget af temaet »man, music, machine« for dette og de næste års festivaler. Hvis man tænker i styrke, gennemslagskraft og støttemuligheder, er alliancen mellem kunst og teknologi et selvfølgeligt valg, og det er næsten overflødigt at bemærke, at det i første række er informationsteknologien, der skal i fokus.

I år var dette tema suppleret med en meget trendy henvisning til urban-æstetikken, der betragter den moderne storby som et æstetisk fænomen, og kortene synes således givet ud til en komplet retro-futurisme. Men kan det virkelig være sandt? Vil de venlige mennesker bag ULTIMA virkelig have os til igen at tro på den hellige alliance mellem ny kunst, moderne teknik og moderne storbyliv og på de raskes ret til riget?

Efter otte års succeshistorie har ULTIMA i dag påtrængende brug netop for den ro og eftertanke, som den selv prioriterer så lavt. Men noget må gøres. Som det er nu, er der for meget støj på linien. Man er febrilsk opsat på at være moderne og international, men i sin iver skaber man en skramlende kulisse af modernitet som citat og en højst ucharmerende provinsialisme i anden potens.

Netværk

Der er ellers mange gode kræfter og mange gode ideer involveret i ULTIMA. ULTIMA er mere end en festival i traditionel forstand og har fra sin start været baseret på ideen om et netværk. Dette ses allerede i organisationsformen. ULTIMA er en selvstændig stiftelse med en lang række af det norske kulturlivs institutioner som medlemmer, og i festivalugen samvirker disse institutioner om et bredt udbud af arrangementer.

Med denne organisationsform trækkes festivalen naturligt i retning af det tværæstetiske, og ved siden af det mere traditionelle udbud af ny koncertsalsmusik kunne man i år blandt andet tage del i en række foranstaltninger over temaet 'dans for kamera' - dvs. om moderne dans specielt skabt med henblik på optagelse på film - eller man kunne tage del i filmfestivallen ULTIMA-Film. Denne filmfestival blev for øvrigt rammen om en af mine gode oplevelser i Oslo i år.

Til stumfilm hører, når det skal være rigtigt, levende biografmusik, og en stumfilm som den surrealistiske klassiker Dr. Caligaris Kabinett kræver noget særligt. Dette forstod de ganske unge musikere i bandet Supersilent at levere. Splinterny musik, der gav os det, som vi skulle bruge: Filmmusik, der kommenterede filmens handling med de for-ventede suspense-effekter og alt til faget henhørende, men som samtidig med stor følsomhed reagerede på formidlingssituationen. Man kunne næsten høre den klikkende fremviser og den gamle films urolige billede.

Cross-over

Men desværre er det ikke altid sådan, at et godt organistorisk koncept automatisk fører gode kunstneriske oplevelser med sig. Med til ULTIMA-konceptet hører ideen om en festival, der bevæger sig rundt i byen, træder op på forskellige scener og således også kommer forskellige publikummer i møde, der hvor de er vant til at komme. I år var vi således bl.a. på jazz-klubben 'Blå', der har til huse i et gammelt industriområde ved Akerselven, og vi var på 'Cosmopolit', der er et spillested for rock og world music.

Også ULTIMA hylder altså cross-over-tanken, men mere som en markedsføringsstrategi end som et æstetisk projekt. Det handler om publikumssegmenter, og det handler om gennemslagskraft i det jeg ovenfor kaldte begivenhedskulturen, hvor det vigtigste af alt er at være med, mindre vigtigt derimod, hvad man er med til.

Helt konkret betyder denne bevægelse bort fra den traditionelle koncertsal, at det bliver meget svært at høre musik. Det er meget svært at bevare ro og koncentration, når akustikken er håbløs og musikken og fadølanlægget konkurrerer om vores opmærksomhed, og det er ingen løsning at ty til elektrisk forstærkning, som det skete både på 'Blå' og på 'Cosmopolit'.

Jeg undrer mig stadig over meningen med en koncert, som jeg fik at opleve på 'Cosmopolit', hvor et udvalg af Cage-værker blev præsenteret indpakket i en massiv, rockagtig forstærker- og højttalerlyd. Var der tale om en ironisk aktualisering af Cage, hvor stilheden bag musikken var erstattet af anlæggets vedvarende brummen, eller ville man blot, som det blev sagt, gennem forstærkningen »løfte Cage ind i et andet rum«?

Nitter

ULTIMA i år gav i det hele taget anledning til megen undren og tvivl, og blandt andet må man spørge sig selv, om der nødvendigvis skal være så mange nitter i de grænseegne, som ULTIMA opdyrker.

Skolekomedie-morskab, som vi mødte den i Ole-Henrik Moe, Steffen Kverneland og Liv Braathens 'tegneserieoperaer' BLOB I og II, bliver ikke bedre af et par ny musik-floskler, et par operasangere og et talstærkt ungt publikum.

Og avantgarde-patos og store ord om mødet mellem kunstens og teknologiens fortropper gør kun ondt værre, når de møntes på et gennemført kitsch-produkt som danseforestillingen PôLES, der var i Norge som et kostbart gæstespil fra Banf Centre for The Arts i Montreal, Canada.

Forestillingen bar undertitlen »En virtuel rejse i dans i et utopisk univers«, og det virtuelle var repræsenteret ved en snedig projektionsteknik, der gjorde det muligt at projicere levende billeder ind i det scenerum, som stykkets to mandlige dansere bevægede sig rundt i. Det gav os - blandt andet uhørt og grænseoverskridende - muligheden for at se dansernes 'andet jeg' lyslevende på scenen. For øvrigt var der intet andet at komme efter end en banal og patetisk danseforestilling uden noget nyt at byde på hverken musikalsk eller scenisk konceptuelt.

Koncerter

Men er der da slet ikke noget godt at sige?

Jo, faktisk hørte jeg et par gode koncerter. Det Norske Kammerorkester er et yderst velspillende ungt strygeensemble, der gjorde indtryk ved sin seriøse indstilling til arbejdet med svær musik af Ligeti og Scelsi, og som klang fremragende i Universitetets Aula. Vi hørte også solidt ensemblespil fra det franske Ensemble Court-Circuit under Pierre-André Valade, der i Gamle Logen blandt andet spillede spektralmusik-pioneren Gerard Griseys Vortex temporum.

Men er det da virkelig sådan, at vi skal ind i koncertsalen og begrænse os til koncertsalens musik, for at finde noget, der kan høres, og som er værd at lytte til?

Det lader jeg mig - trods ULTIMA 1998 - ikke overbevise om. Og som et halmstrå klynger jeg mig til det vellykkede møde mellem gammel og ny eksperimenterlyst i Supersilents musik til Dr. Caligari, og til amerikaneren Matt Heckerts pragtfuldt støjende The Mechanical Sound Orchestra, der er en klanginstallation bestående af en mængde kæmpestore, veludførte 'maskiner' uden andet formål end støjfrembringelse. Her var klangfornemmelse og eksperimenterlyst forenet med god gammeldags galskab, og resultatet lod sig høre i det gamle fabriksanlæg 'Vulkan' ved Akerselven.

ULTIMA 1998 fandt sted fra 2.-10. oktober. Søren Møller Sørensen deltog fra 3.-7. oktober og har altså kun haft mulighed for at kommentere en del af det meget omfattende program.