Nielsen-legatet 1999

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 03 - side 90-90

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jørgen Jersild har netop modtaget Carl Nielsen-legatet 1999. Tre personer i dansk musikliv blev fun-det værdige til at modtage det prestigefyldte legat på 500.000 danske kroner. Ud over Jersild fik også organisten Grethe Grogh og komponisten Palle Mikkelborg legatet. Karl Aage Rasmussen karakteriserede legatmodtageren Jørgen Jersild således:

»Noget af det allersværeste at karakterisere i kunsten er enkelhed. For hvis noget virkelig er enkelt, så er det jo indlysende og ligetil, og kræver ingen forklaring. Alligevel er de fleste klar over, at det enkle ikke er så enkelt endda - at det er noget man når frem til - ikke noget man bare gør. En lille japansk fortælling taler om det:

»Kejseren ønsker sig et portræt tegnet af en stor tegner. Men portrættet lader længe vente på sig. Kejseren kræver at få sit portræt, men stadig intet sker. Så drager kejseren selv afsted med sit følge til kunstnerens hus for at straffe den formastelige kunstners ulydighed med døden. "Ak herre, vent et øjeblik", beder kunstneren, og på få minutter tegner han ubesværet et vidunderligt portræt. Forbløffet og vred spørger kejseren "Hvorfor har du da tøvet?" Uden at svare fører kunstneren kejseren med ud bagved, og her ligger, dynge på dynge, tusindsvis af forsøg og skitser til det ubesværede portræt.

Jørgen Jersilds livsværk er ikke omfattende, og dét er måske fordi hans musik er på jagt efter den særlige enkelhed og ubesværethed der ikke er hurtige genveje til. Jeg husker at han engang kritiserede pædagogisk musik for at "stille sin letspillelighed åbenlyst til skue". Når Jersild fx selv har skrevet musik for små musikere, har han altid givet dem noget andet, noget mere - noget bagved. Aldrig skuebrød. Den fyldte enkelhed, måske.

Der eksisterer en ofte gentaget myte om at Jersilds musik er af særlig fransk aftapning. Måske er forklaringen, at han studerede i Frankrig. Men nogle få måneder hos Albert Roussel gjorde naturligvis ikke Jersild fransk. Måske er det hans forlængst klassiske Trois Pièces en Concert som med deres franske titel og underfundige rokoko-midtersats har lokket nogle på vildspor. Men det er den eneste franske titel i Jersilds produktion, og denne musiks vitale fremdrift, krystalklare linier og sprøde poesi er meget, meget lidt 'fransk'. Men Jersild er heller ikke særlig typisk dansk. Hans brug af instrumenterne, ikke blot som en klædedragt for det 'egentlige', men som noget, hvor instrumenternes særlige natur spiller sig ud så det ikke længere giver mening at skelne mellem musikken og dens instrumentation, er sjælden i dansk tradition. Det er en ubesværet samklang mellem musikkens krop og musikkens sjæl. Og den er ikke særlig dansk. Eller Nielsen'sk, for den sags skyld.

Sandheden er, at Jersild er Jersild, slet og ret. Dét, og et rigt facetteret livsværk der rummer en række værker, man også vil spille om 100 år, gør ham efter legatbestyrelsens mening til en indlysende værdig modtager af Carl Nielsen-legatet.«

Årgang 74/1999-2000, nr. 03