Tanker til tiden

Af
| DMT Årgang 74 (1999-2000) nr. 04 - side 109-109

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Hvad er det, der går og går og ingen vegne kommer? Sådan lyder en af de første gåder, der møder barnet. Klokken. Tiden. Kronos. Vi kan ikke slippe den, tiden, den går igen, næsten som et spøgelse. Minder os om at vi er på vej, og i sidste instans har den i sinde at gøre det af med os. Går den virkelig? Måske i ring? Når et stykke af den er oplevet vil man hellere genfinde en svunden del af den. Lykken er altid noget, der opleves som noget der var engang, ikke som noget der er nu. Som Arendse Huulegaard sagde til Johannes Ewald, da hun, mange år efter kærlighedshistorien mellem dem, besøgte ham på sygelejet: De forrige tider er forsvundne. Der er altid nogen som er på sporet af den, eller gør den til et hovedanliggende i kunsten og i livet. Tror da pokker. Tiden fortærer Tidens børn, sagde Kirkegaard. Hvis det går godt er det miraklernes tid (Nu kommer den favre...), hvis det går dårligt er tiden ude af led (I disse for vort land...). Hvad er tid? Verdens sjæl? Kan tiden virkelig have en fylde? Den kan i hvert fald have besvær med at læge alle sår. Nogle har oplevet den gå i stå, hvis de sanser noget virkelig spændende - så er den sat ud af kraft. Vissevasse, den tikker ufortrødent videre. Nu går den på hæld - over til noget helt andet. På papiret. År 2000. Gamle folk siger at den går hurtigere, jo ældre man bliver. I skolen siger de også, at der er forskel på den oplevede tid og klokketiden.

Ophold i skoler er gode eksempler på at tiden kan opleves lang. De ansvarlige kan være ligeglade: Om 100 år er alting glemt. Næsten. Der er noget besserwisser-agtigt og højrøvet ved dem der siger, at årtusindeskiftet, som nogenlunde finder sted i disse år, ikke betyder noget. Vist betyder det noget, men fin de siècle og alt hvad der hører til den toneart kan med fordel være helt uden for interesse. Måske er der tværtimod tale om en eksplosion på en hulens bunke områder. Vi er på vej ind i en radikalt ny tid - de overtroiske siger det hænger sammen med millennium-skiftet. Sandt er det at udviklingen (eller hvad det nu er) kommer til at ændre på stort og småt og så hurtigt som hændelserne i en Poe'sk malstrøm. Tiden vil vise det. Den er nemlig en stor Herre. Den nærmer sig, fordi vi kuns er på træk. Med hjælp fra Prædikerens Bog udtrykte kirkens tjener det for nylig i afskedens stund, uden at det lød salvelsesfuldt eller patetisk. Det er ingen skade til at gentage ordene her: En tid til at føde og tid til at dø; en tid til at plante og en tid til at oprykke det plantede; en tid til at ihjelslå og en tid til at læge; en tid til at nedrive og en tid til at opbygge; en tid til at græde og en tid til at le; en tid til at sørge og en tid til at springe af glæde; en tid til at sønderrive og en tid til at sy sammen; en tid til at tie og en tid til at tale; en tid til at elske og en tid til at hade; en tid til krig og en tid til fred. - Time to say goodbye.

Årgang 74/1999-2000, nr. 04