Woodstockhausen

EXPLOSION. Det svenske elektronmusikstudion EMS under Svenska Rikskonserter holdt festival med og for Karlheinz Stockhausen og hans musik. DMT var med og konstaterede at den 72-årige stadig kan vække begejstring i alle aldre.

Midtsvenske Skinnskatteberg er ganske lille og næsten umulig at nå med offentlig transport. Alligevel valgte næsten 400 mennesker fra hele verden at bruge Sankt Hans-dagene i den lokale sports-hal. EMS/Svenska Rikskonserter havde Karlheinz Stockhausen på programmet på Elektronmusikfestival XIX.

Til indkvartering kunne man vælge mellem Herregården og Folkehøjskolen - men faktisk kostede begge dele en herregård, så udenfor højskolen voksede hurtigt en mindre teltlejr frem. Det var den, der hed Woodstockhausen. Og navnet fortæller lidt om den status, 72-årige Stockhausen har hos de unge. Det handler vist om spiritualitet. Om oprør, der bringer bedsteforældrene tættere på. Og selvfølgelig om en anerkendelse af komponistens vældige indflydelse på den rytmiske scene i 1950erne og 1960erne - blandt hans fans var jo ikoner som Miles Davis, Frank Zappa og beatlen John Lennon, der lod ham opstille i galleriet på Sgt. Pepper. Bevægende var det at se, hvordan disse svenske studerende med Jesus-hår og underlig skægvækst tog ham til sig. De kunne svinge med på det hele, fra det meditative til det støjfyldte og elektrofonisk raffinerede. Ideer blev genkendt, tidssvarende alternativer udtænkt. Man forstod hvorfor Björk allerede i 1996 interview-ede ham til livsstilsmagasinet Dazed and Confused, også selv om resultatet blev ret så mislykket. Og kom i tanke om, at den norske Cikada Trio sidst i maj opførte Kontakte ved en ellers uforglemmelig Musica Nova-koncert. Huset i Magstræde var pakket med hormoner og begejstringen ualmindelig larmende. Jeg hørte simpelthen til seniorerne den aften, hvor usandsynligt det end må lyde.

IT-nørderne og jeg har også noget andet til fælles. Vi synes nu engang det er at RÅBE, når mesteren skriver sine værktitler med versaler. Så de seks koncerter bestod af

I Elektronische Studien I-II, Gesang der Jünglinge, Kontakte

II Traum-Formel, Telemusik, Im Freundschaft, Kathinkas Gesang

III Hymnen

IV Bijou, Aries, Tierkreis

V Oktophonie

VI Zungenspitzen-Tanz, Oberlippen-Tanz, Der kleine Harlequin, Ave

Selv oplevede jeg ikke de to første koncerter, for lige dén aften ville jeg fred både til lands, til vands og i luften. Men så gik det ellers løs med det to timer lange båndværk fra 1966. 128 nationalmelodier bearbejdes - og en enkelt kongesang, hvilket hallens eneste dansker forstod at værdsætte. Det er nemlig ikke gjort specielt nænsomt. Pludselig lød forbindelsen til Woodstock så mærkeligt konkret. Udover den fækalt bandende komponist ledsages Stars and Stripes fx af krigslyde så øredøvende som en B-52, et par år før Jimi Hendrix lavede noget lignende på den gamle verdens Harmageddon. Værket er musik-på-musik før dét blev hipt. Gennemkomponeret, så det alligevel bliver mere eventyr end collage. Og rent ideologisk beslægtet med nyere ting som Michaels Reise um die Erde og hovedværket Weltparlament, som vort eget Radiokor opførte så uforglemmeligt for et par år siden. Men samtidig er det behageligt fri for denne interplanetariske eugenik, der siden påbegyndelsen af opera-heptalogien Licht i 1977 har gjort Stockhausens æstetik så svær at forstå og respektere. Surf ind på det enorme www.urantia.org og se værkets hovedskikkelser Michael, Eva og Luzifer udfoldet i en litterærlig blanding af gnosticisme og amerikansk Fantasy - men glem det for Guds skyld næste gang musikken spiller!

I Licht er der også krig, ret meget endda og i mange former. Men den greb jo også tidligt ind i Stockhausens liv. Først blev moderen indlagt med sindssygdom og vendte hjem igen som aske i en papkasse. Så kom faderen aldrig tilbage fra fronten. Køln blev bombet til ukendelighed. Og drengen gjorde militærtjeneste på et hospital for skrigende krigsinvalider. I Freitag udspilles krigen mellem uskyldige børn og racer. Og den var der i festivalens sidste båndværk - Oktophonie for otte spor, komponeret i 1991 og efter min mening det bedste på festivalen. Musikken stammer fra Licht-operaen Dienstag, hvor det hedder Invasion-Explosion. Synet af antiluftskyts på vej op og bomber på vej ned omsættes til lyd, kastes virkelig rundt i spændende mønstre og tempoforhold - blot skal rummet være indrettet til det og lytterne sidde rigtigt. Begge dele gav den ombyggede sportshal i Skinnskatteberg enestående mulighed for. Dog giver versionen i stereo - indspillet som nr. 41 i Stockhausens egen serie - et ganske udmærket indtryk af værket, især gennem hovedtelefoner.

Ellers var det ældre og velprøvede ting, der dominerede festivalen. I det omrejsende Cirkus Stockhausen er numrene næsten de samme hver gang. Men truppen kommer også sjældnere til byen end mange tror. Et opslag engang i januar på det officielle www.stockhausen.org viste at året 2000 ikke bød på mere end 12 planlagte arrangementer i verden. Ét om måneden i snit! Noget af det skyldes nok at urpremieren på den sidste opera i cyklen måtte udskydes på ubestemt tid. Desuden spilles der gerne flere værker ad gangen, som det skete i Sverige. Og selvfølgelig vil flere koncerter komme til som året går. Men en let vigende interesse kunne godt være grunden til at Suzanne Stephens og Kathinka Pasveer - virtuoser og kvinder i Stockhausens liv - stadig gider bruge pausen på at stå i biksen og sælge cd'ere for en hund eller to. Sammen med sønnen Markus spillede de Tierkreis fra 1975. Den er indspillet som nr. 35 og et godt sted at begynde for nye lyttere - blødt som fløjl og helt igennem organisk i sin astrologisk inspirerede form. Det samme gælder Aries for bånd og Markus Stockhausen eller trompet, som Vivaldi ville have skrevet det. Musikken bygger på én af melodierne fra Tierkreis og indgår på næsten hierarkisk vis i Sirius fra 1977 - det sidste værk før arbejdet på Licht begyndte. Ikke mindst hvor trompetisten mod slutningen skal søge at spille det samme som båndet, bliver virkningen en både smuk og oprivende interaktion mellem menneske og maskine.

Så var det tredje værk på den koncert mindre spændende - Bijou fra 1978/82 for altfløjte, basklarinet og bånd. Det stammer ellers fra opera-cyklens første og til dato klart bedste del, Donnerstag. Men det virker altså som én af disse parringsdanse, Stockhausen så ofte sætter de heftigt spillende piger til at opføre og som man i længden godt kan blive noget træt af. Den mekaniske forening af musik og bevægelse er og bliver en lidt autistisk fornøjelse, selv om den artikulerede humor i Ave gør fagterne til at bære. Så det var rart af og til at lukke øjnene for gesamtkunstværket og lade musikken have ordet. Hvilket gik helt af sig selv i absolut-musikalske kunststykker som Zungespitzen-Tanz og Oberlippen-Tanz for hhv. piccolofløjte og piccolotrompet - den sidste endda uden dét vækkeur, en lytter ikke kunne få afbrudt under truppens gæstespil i Odense i 1987 og som man fik at høre har fået eventyrbyen til også at gå over i musikhistorien.

EMS' 19. elektronmusikfestival var som vanligt arrangeret af Ulf Stenberg og fik bl.a. støtte fra de svenske Rikskonserter, til lejligheden omdøbt Riskkonserter. Selv fylder Stockhausen 75 i 2003. Måtte dét blive lejligheden til at nogle inviterede ham igen! Det bliver ikke billigere, når han inden alt for længe skal hentes helt fra Sirius.

Illustrationer på opslaget side 24-25 (fra ventre mod højre): Stockhausen tegnet af Missen i 1978; noder til Licht; komponisten ved arbejdsbordet (foto: Suzanne Stephens); omslaget til cd'en med Octophonie.

Elektronmusikfestivalen XIX i Skinnskatteberg, 23.-25. juni. Medvirkende: Suzanne Stephens, klarinetter. Kathinka Pasveer, fløjter. Markus Stockhausen, trompeter. Karlheinz Stockhausen, lyd- og lysdesign.