Det var det

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 05 - side 145-145

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Først var der noget. Så kom Ib Nørholm, og noget mere blev lagt til det, der allerede var. Det var sådan, det var - noget blev sat i gang, og det er endnu ikke holdt på med at indvirke på omgivelserne. Omfanget af de rystelser, Nørholms musik har påført dansk musik, kan ikke gøres op, selv om det er mere end et halvt liv siden kunstneren begyndte at skrive musik. Der er gjort forsøg på at opsummere og kvalificere det udførte arbejde - DMT gjorde det sidste gang Nørholm fyldte rundt - men nogen afrundet beskrivelse kan det af gode grunde ikke blive til. Med ydre anledning i Ib Nørholms 70-års fødselsdag har vi i dette nummer forsøgt at synliggøre kerneområder i komponistens musik og musiktænkning. Forsøget kræver omhyggelighed og plads. Vi har derfor brudt med alle DMT-standarder, hvad angår længde og præsentationsform. Læs Jørgen I. Jensens artikel på de følgende sider.

For mere end 10 år siden havde denne skribent anledning til at studere gamle DUT-arkivalier. Nogle breve på DUTs brevpapir var det første møde med brevskriveren Ib Nørholm, som formulerede sig i marxismens glansperiode. Specielt et brev huskes som et referat fra et DUT-bestyrelsesmøde, som var underskrevet »Kammerat Ib«. Det ironiske, det humoristiske, det afvæbnende, forstod man øjeblikkelig, og det skulle vise sig, at komponistens musik efter denne lytters mening fremstillede noget i samme stil. Tilføjet synet af den krumme rygs hældning, den indadvendte vildskab, det uudgrundelige og træfsikkert dunkle i blikket, udstrålede Kammerat Ib også noget melankolsk. Næsten som en klog og karakteristisk person i Storm P.'s galleri. En, man aldrig ved, hvor man har, som uforvarende kommer til at forudgribe en masse og uden selv at vide det får sagt og gjort noget uforglemmeligt.

Livet leves som bekendt forlæns og forstås baglæns. Set i et tilbageblik kan Ib Nørholm både nyde oplevelsen af at være en helt og det modsatte. I den sammenhæng er kunstneren i fint selskab - hans jævnaldrende er også blevet hædret og hånet. Hvis de seneste 10 år skulle have været ubarmhjertige for Nørholm, kan han trøste sig med, at historien og den lange hukommelse kunne tænkes at sætte komponistens musik i endnu heldigere lys. Som det var tilfældet med Vagn Holmboe, der i en længere periode var rigtig antihelt, men via en voksende udenlandsk anderkendelse også endte med at blive elsket af sine landsmænd.

Heldigvis kan man ikke skrive: Det var så det. Ib Nørholm er stadig en grøn plante, der sætter nye skud i det vildtvoksende herbarium, som komponistens værksted på mange måder kan sammenlignes med. Han bliver ofte nævnt i sammenhæng med de andre store i samme generation, men næsten-sammenfaldet i fødselsår er strengt taget det eneste Nørholm, Gudmundsen-Holmgreen og Nørgård har til fælles. Kammerat Ib er en helt speciel personlighed. Blandt meget andet fordi han aldrig sætter musik og ideer på udsalg. Der findes ikke et eneste kompromis i hans kunst. Det er der unægtelig grund til at takke for.

Årgang 75/2000-2001, nr. 05