Hvor er det 2001-agtigt. Portræt af Contemporánea - Copenhagen Electroacoustic Music Ensemble

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 08 - side 276-279

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Det udtales med tryk på ra: Contemporánea.

Ordet er spansk og betyder tidssvarende. Noget der hverken er på forkant eller bagudreflekterende men i synk med øjeblikket. Samtidig.

»Musik kan være klare samtidsmonumenter, og det er det, vi forsøger at skabe i Contemporánea. Jeg håber folk om 30 år vil sige: "Hvor er det 2001-agtigt"«, udtaler Jakob Weigand Goetz, der er et af ensemblets seks faste medlemmer. Ambitionen er ikke at skabe universelle udsagn, der hæver sig over sin tid og sit rum, men at være i dialog med nu'et.

Ensemblet blev grundlagt som en duo - i et heldigt møde mellem to, der lige så godt kunne være gået forbi hinanden. Klarinettisten Fritz Berthelsen boede og arbejdede i Svejts, komponisten Ejnar Kanding forberedte sin debutkoncert fra Musikkonservatoriet i København. Året var 1996. Den klarinettist, der oprindelig skulle uropføre to værker ved debutten, meldte afbud, og Kanding blev opfordret til at kontakte Fritz Berthelsen i stedet.

FRITZ: »Aftenen før var jeg flygtet ud af et forhold i Zürich. Jeg skulle hurtigt væk, satte mig i bilen og begyndte at køre derud af. Lidt syd for Dresden ringer Ejnar på min mobiltelefon. Vi havde aldrig talt sammen før, men snakkede en time og pludselig var jeg langt inde i Polen. Det var en gave for mig at møde Ejnar - jeg troede ikke der fandtes sådan et menneske. Jeg blev smidt ud af det svejtsiske fremmedpolitik og lige i armene på Ejnar.«

EJNAR: »Inden min debut vidste jeg, at jeg ville fokusere på elektroakustisk musik bagefter, og jeg ønskede at danne mit eget ensemble. Figura spillede ved min debutkoncert og samarbejdet gjorde det klart for mig, at jeg ville danne mit eget elektroakustiske ensemble. Jeg havde lyst til et sådant arbejdsfællesskab. Basklarinet var et af de instrumenter, jeg gerne ville arbejde med, så da jeg mødte Fritz var det virkelig godt...«

JAKOB: »Du var fuldstændig euforisk! "Her er der én der virkelig rykker", og "Nu skal det være" ...«

FRITZ: »Og så blev jeg sendt ned for at købe en basklarinet. Jeg havde ikke én selv, men lånte mig frem til debutkoncerten. Den var egentlig meget sjov at spille på. En dag vi er på tur, siger Ejnar så: "Den klarinet, du har, dur ikke - moderne komponister tænker i basklarinet. Almindelig klarinet dur ikke". Så går vi ind på en restaurant for at spise, og jeg smutter lige 5 minutter...«

EJNAR: »... efter vi havde bestilt maden.«

FRITZ: »... og nåede tilbage inden bestillingen var på bordet. Da havde jeg købt min basklarinet. Og det er så blevet mit hovedinstrument.«

Skyggernes by

Kort efter debutkoncerten rejste Fritz Berthelsen til Colombia på turné. Her spillede han bl.a. et værk af Kanding, der blev godt modtaget, og erfaringen gav idéen til endnu en Sydamerika-turné - dennegang udelukkende med ny dansk musik.

EJNAR: »Vi havde et navn, som vi ikke syntes særlig godt om, men på de programmer, der var oversat til spansk, stod der Musica Contemporánea - den spanske betegnelse for ny kompositionsmusik. Da vi så det, besluttede vi os for navneforandring. Det betyder samtidig eller tidssvarende.«

Ensemblets profil blev at forske i elektroniske klange, at udvikle samspillet mellem akustiske og elektroniske instrumenter og at bruge musikken til en dialog med samfundet og samtiden.

Conteporánea fik et navn - af gavn. Fem gange har gruppen turneret i Sydamerika (Argentina, Colombia, Bolivia, Venezuela og Chile), den har spillet til fordel for voldsramte gadebørn i Bogotá, har besøgt herberger og slumkvarterer, spillet for teenagepiger i et kvindefængsel, givet koncerter i kirker, på diskoteker, teatre og caféer. Musikerne har undervist på konservatorier i Chile, Bolivia, Venezuela og Colombia, lavet kulturudvekslingsprogrammer, og iværksat en komponistkonkurrence.

Forbindelsen til Colombias hovedstad Bogotá forstærkedes, da duoen blev udvidet til en trio med den colombiansk fødte percussionist Christian Martinez, og nåede en foreløbig kulmination med projektet Skyggernes by i vinteren 2000/2001, hvor ensemblet beskrev Bogotás rigdom og fattigdom i musik og i en dokumentarfilm, i samarbejde med filmskaberen Niels Mikkelsen.

FRITZ: »Contemporánea har været dannet og ledet af Ejnar og mig, men efter vi blev færdig med Skyggernes By har vi lavet "Ledelsen" - kalder vi den ikke sådan? Det er Jakob, Ejnar og jeg. Vi holder ugentlige møder om de ting, vi har i gang: Om det vi kan, det vi vil og det vi skal. Alle beslutninger går igennem det forum.«

Ikke særlig dansk

"Ledelse" bygger på venskab, respekt og et godt blik for forskellighedernes mulighed:

EJNAR: »Fritz afviser aldrig en opgave. Hans indstilling er, at musikken jo må indeholde et eller andet, der kan kommunikeres. Han skal bare finde løsningen. Måske skal det modificeres, ændres til noget, der er lidt anderledes end udgangspunktet, men det kan forløses.«

JAKOB: »Han er ikke særlig dansk. Fritz er en "anti-jante" og skruppelløs når han smider vanvittige ideer på bordet. En energibombe. Og energien er vigtig i det grænseland, vi befinder os i, for ellers går man ned på et projekt, man har slået for stort op.«

FRITZ: »Jeg kommer med noget, der er spontant og uigennemtænkt fordi jeg ved, at jeg ikke behøver tænke. Det gør Ejnar. Han er den, der holder sammen på det hele. Det er i al fald ikke min skyld, at vi har en struktur i ensemblet. Jeg bidrager administrativt, men det er Ejnar der systematiserer.«

JAKOB: »Ejnar kan godt skære igennem i forbindelse med et projekt eller en samarbejdspartner. Men med Fritz og mig ... lige meget hvor åndssvagt vi skaber os, så er det som om, vi ikke rigtig kan gøre skade. Han har taget os ind på en eller anden måde. Og så bearbejder han os, til vi er tålelige igen. Vi kan dumme os meget uden at blive udstødt.«

FRITZ: »Nogle mennesker virker som en blikplade, man slår ind i, og så får de en bule. Ejner er gjort af et fleksibelt materiale. Når man slår ind i det, retter det sig ud igen - og så får han det alligevel, som han vil have det.«

JAKOB: »Jeg ved, at jeg en gang har gjort noget, der gjorde Ejnar gal, men han sagde ikke noget. Og han er aldrig vendt tilbage til det. Det ligger ham så fjernt. Han vender og drejer situationen og tænker: "Vedkommende må have haft brug for at gøre sådan, som han gjorde."«

Jakob Weigand Goetz blev tilknyttet ensemblet sidste år i forbindelse med en serie portrætkoncerter, der præsenterede musik af én komponist per aften, i en visuel iscenesættelse med lys og grafik. Det første projekt, hvor Jakob bliver kunstnerisk ankermand, er en fire timer lang koncert under den norske Ultima festival til oktober, men han har fulgt Contemporáneas arbejde på sidelinien gennem alle årene - via vennen Ejnar Kanding.

FRITZ: »Jakob dukkede op på det helt rigtige tidspunkt, som et ekstra krydderi, der viste sig at blive en vigtig ingrediens. Jakob er æstetiker. Han har en mening om alting og den er værd at lægge mærke til, for han har som regel set ting, der peger frem. Andre udtaler sig på erfaringen - Jakob udtaler som om fremtiden. Han kan næsten spå. Og han kopierer aldrig. Han henter!«

EJNAR: »Jakob definerer skarpe grænser for, hvad der rykker eller ikke rykker. Og så kan han få en manisk besættelse af et område, som han fordyber sig i. Fritz og jeg er nærmest visuelt underbegavede, men Jakob har en naturlig sans for design. Han har lavet vores plakater og cd-covers og den grafiske scenografi i portrætkoncerterne. Han kan forestille sig en lyssætning, hvordan man kan åbne en koncert med alene et blåt lys, der er en rund cirkel, som pludselig bliver til en dyb sinustone der åbner op - og så står den første solist og spiller. Unikt.«

Ingen buk og bifald

Tonen ruller op fra dybet, syg og syngende. Sort. Vokser til en prikkende sværm. Eksploderer. Klangen er ruflet, raspende og rustik - bliver klar og kaldende, et ekko fra en indre klode. Signaler. Et ukendt alfabet, et sprog, en orden. En vild civilisation.

Koncerten udvikler sig til en lang ubrudt fortælling. Ingen pauser, ingen buk og bifald, men mange brud, der skaber bevægelse. Som en rituel proces i dyb koncentration. Den kan høres ved cafébordene under det lave loft i Huset, i et kvindefængsel i Colombia eller på en walkman gennem Metropolen en fredag nat klokken 2. Den opsøger lytteren hvor som helst i en blanding af abstrakt lyd og konkrete billeder.

FRITZ: »70 procent af en koncertoplevelse er visuel. Vi er utrolig optaget af, hvordan det lyder, vi vil have det helt ud over grænsen, fra første detalje til den sidste - hvordan det skal lyde før koncerten, hvilken stemning vil man være i ved pausen. Men vi har også altid tænkt i rammerne. Hvilke visuelle rammer skal man være i.«

EJNAR: »Alle ensembler tænker, at den enkelte koncerten skal hænge sammen, værkerne skal belyse hinanden, at rækkefølgen ikke er tilfældig, og at publikum skal have en stor oplevelse, men vi går et skridt videre. Vi har typisk nogle ekstremt komplekse og vanskeligt tilgængelige værker af fire forskellige komponister, der skal spilles på samme koncert. I stedet for at spille de fire værker adskilt, danner vi en storform, der kæder dem sammen. Med reminiscenser fra ét værk, der vender tilbage som en slags tema, med passager, der kræver stor koncentration, og passager, hvor lytteren kan læne sig tilbage og hvile i noget, han har hørt før.«

JAKOB: »Vi kan godt finde på at tage fragmenter fra et værk og bruge det i overgangen til et andet. Men der er ingen tvivl om, at nogle vil synes, at det er en frastødende måde at gøre det på, og vi vil være i en løbende diskussion - "kan det lade sig gøre denne gang, eller ikke?" Der vil være værker, hvor det er umuligt eller problematisk. Men der er stadig langt fra det, jeg har i mit hoved, til det vi får ud af det.«

Nye finesser

Som alle andre privateensembler er Contemporánea finansieret gennem fondsstøtte og er derfor nødt til at arbejde projektorienteret. Fondene giver støtte til konkrete projekter, mens det er stort set umuligt at få støtte til almindelig drift. Det betyder, at ensemblet ikke udelukkende kan arbejde mod egne mål, men må tage imod de invitationer og dermed de honorarer, der byder sig.

EJNAR: »Vi søger fondsmidler med næb og klør, men det er ikke sådan, at vi designer projekterne efter de forskellige fondes krav. Men to instanser har været vigtige for vores udvikling - dels Dansk Komponist Forening, der har støttet os utrolig meget siden den første rejse til Sydamerika, og så Danmark Radio. I forbindelse med portrætkoncerterne gav DR os en 2-årig aftale med et sikret beløb per koncert, der både gav plads til at igangsætte og udvikle komponistportrættet som koncertprofil.

Vi er et elektroakustisk ensemble og mikrofoner er vanvittig dyre. Men dem har vi kunnet låne. Radioen har lavet flersporsoptagelser af koncerterne, og det giver mulighed for efterfølgende mixning. Det kræver jo mange flere ressourser end en almindelig koncertoptagelse, men Radioen har ydet uvurderlig hjælp. Og så har vi lige fået en samarbejdsaftale med DPA Microphones. Vi er meget fokuseret på, hvilken lyd vi laver, og det koster en frygtelig bunke penge, hvis man skal fra en god lyd til bare en lidt bedre. Jo højere kvalitet jo mere bekosteligt bliver det. Mikrofoner og højttalere er fuldstændig afgørende, men nu står der "uses DPA Michrophones" på vores ting.«

FRITZ: »Men vi er også selv nødt til at investere. Ejnar har bl.a. købt en digital mikserpult, hvor han kan have en række forprogrammerede set up's under koncerten. Men hver eneste gang vi får en funktion væk fra klangregissørens arbejde, opdager vi nye finesser, der kan arbejdes med - i bestræbelserne på at spille kammermusik. Nye muligheder for at reagere harmonisk på hinanden i situationen. Vi prøver hele tiden at løse op for de teknologiske bindinger, så tingene spiller sammen. Så lyden ikke bare er et tæppe, som en violinist står og spiller ovenpå. Hvis man analyserer samspillet i en strygekvartet, opdager man en utrolig kompleks struktur, og det samme prøver vi at opnå. Vi har haft klangregiet helt oppe så scenen, så Ejnar og jeg havde øjenkontakt. I perioder har vi arbejdet så meget og tæt sammen, at vi begyndte at tænke hinandens tanker.«

JAKOB: »Klangfarven er en ekstrem kompleks struktur, som der kan arbejdes meget mere med. Den er næsten uudforsket. Den elektriske musiks tilføjelser til den akustiske er først lige begyndt.«

FRITZ: »Ja, og hvordan laver man et accelerando sammen med en liveelektronik? Hvordan får man det til at fungere homogent? Det er vi slet ikke færdig med at udforske.«

EJNAR: »Det kræver en del soft-ware. Vi bruger bl.a. Max/MSP - et helt åbent programmerings-miljø udviklet på IRCAM. Her kan man hele tiden forske i nye løsninger og danne programmerne til det.«

FRITZ: »Så til hvert værk skal man ind og gennemtænke hele forløbet - hver eneste detalje i værket skal programmeres, og man kan blive ved at finde nye og bedre løsninger. Der er værker, som vi har spillet mange, mange gange, men stadig arbejder med at finde løsninger på.«

EJNAR: »Komponisten har jo ofte formuleret en utopi i form af partituret. Det gælder også akustiske værker. En utopi som så fortolkes og realiseres af musikerne. De elektroniske koncepter er også mange gange en utopi, der skal fortolkes og realiseres og måske omprogrammeres - skæres til, så det kan lade sig gøre at give en meningsfuld musikalsk oplevelse af dem.«

Et samtidsmonument

Med Skyggernes By har Contemporánea lagt Sydamerika bag sig. I den nære fremtid handler det om festivaler, foruden pædagogiske projekter på højskoler og gymnasier. Ensemblet har i dag seks faste medlemmer: Ejnar Kanding, komponist og klangregi - Fritz Berthelsen, klarinetter - Jakob Weigand Goetz, komponist, klangregi og scenografi - Christian Martinez, percussion - Arendse Dalgaard, violin - Kalina Goudeva, kontrabas.

Foruden de faste medlemmer kan ensemblet suppleres med gæstemusikere eller splittes op i mindre enheder. Contemporánea har udviklet sig fra et tilfældigt møde til et solidt arbejdsfællesskab i konstant bevægelse, men spørger man til strategien for ensemblets videre udvikling, bliver der tavshed.

JAKOB: »Ingen af os kan sige, hvor vi er om fem år.«

FRITZ: »For mig bliver det mere og mere uinteressant at spille klarinet. Det interessante er at være "en telefon", og det eneste telefoner kan er at videregive et budskab! Budskabet kommer ikke fra mig, jeg er kun en ledetråd, et redskab, der spiller nogle toner og giver dem et udtryk. Før i tiden var jeg optaget af, hvordan min tone lød, hvordan en tone bør være i følge traditionen. Men det bliver stadig mere ligegyldigt for mig - samtidig med, at jeg bliver mere og mere bevidst om min klang. Jeg arbejder mig væk fra det, jeg har lært om "smuk klang", for i stedet at lede efter det, der bedst udtrykker budskabet. Det vigtigste er at kunne videresende et budskab - men det kræver selvfølgelig at der er en kilde og bag den en idé.«

EJNAR: »Min naturlige indgangsvinkel er at bruge ensemblet som en kompositorisk platform, en legeplads. At skrive værker for ensemblet, realisere dem, forfine dem, indspille dem - det er en væsentlig del af min motivation og mit engagement. Men i det ligger også den konkret udforskning af det elektroakustiske koncept i en spændvidde fra det simple play-back til total interaktiv komposition, hvor computeren virkelig reagerer på musikerens forskellige spillemåder. Udforskningen af hele det felt sker jo også, når jeg arbejder med andres værker. Og så er der formidlingen. At spille koncerter og mærke udvekslingen af energi mellem musikere og publikum.«

JAKOB: »Personligt kan jeg ikke tænke rent akustisk. Det er dødt for mig. Den elektroniske musik har haft 100 år til at modnes, og nu er det tid for alvor at tage teknikken i brug og være kreativ i forholdet mellem det akustiske og elektroniske. Musik kan være klare samtidsmonumenter og jeg synes, det er det, vi forsøger at skabe i Contemporánea. Jeg håber folk om 30 år siger: "Det er stadig sjov at høre, men hvor er det 2001-agtigt. Et godt bud på, hvordan 2001 lød." Det er den flotteste metier man kan have.«

Contemporánea s. 276-277:

Fra venstre: Fritz Berthelsen, Ejnar Kanding, Christian Martinez.

Foto: Niels Mikkelsen.

Fakta

Contemporànea

Contemporáneas projekter i 2001:

Januar: Skyggernes by - 5 koncerter i Danmark med dokumentarfilm og musikalsk fortælling om Bogotá.

26. marts: Portrætkoncert af Morten Skovgaard Danielsen, Den Anden Opera.

Juni: Festival for elektronisk musik i Bourges og konference for teaterfolk i Dresden. 2 koncerter.

16. juni: Mix01. Festival for elektronisk musik i Århus - 2 koncerter.

28. juni: Roskildefestivalen (Jakob Weigand Goetz)

18.-22. september: International Computer Music Conference (ICMC). Havanna Cuba. 2 koncerter.

5. oktober. Ultima Festivalen, Oslo.

22. oktober: Musikbro, Lyngby Kulturcenter.

25. oktober: Musikbro, Malmø.

28. oktober: Festival i Weimar, Tyskland.

Diskografi

Copenhagen Electroacoustic Music Ensemble: Contemporánea, værker af Ejnar Kanding. Fritz Berthelsen (basklarinet), Christian Matinez (percussion) og Ejnar Kanding (klangregi).

Kanding Edition 2001, KECD 3

Copenhagen Electroacoustic Music Ensemble: Contemporánea, værker af Wayne Siegel, Shintaro Imai, Yo-Chung Tseng, Fuzzy og Ejnar Kanding. Fritz Berthelsen (klarinetter) og Ejnar Kanding (klangregi).

Kanding Edition 2000, KECD 2

www.Contemporánea.dk

Årgang 75/2000-2001, nr. 08