Invasion - Explosion mit Abschied

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 02 - side 37-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Det er ikke svært at tabe fatningen i disse tider. Kun de mest forhærdede kan frasige sig at være påvirket af den forrykte terror, som ramte New York den 11. september 2001. Hvis man skal tro mediernes gengivelse af den ny verdensuorden, får man det indtryk, at verdens undergang er nær. Det sker i medieverdenen med uhyggelige forside-opsætninger, og det sker herhjemme på teatret, hvor György Ligetis Den store Makaber i øjeblikket forkynder planetens undergang på Det Kgl. Teater. Skurken hedder dér Nekrotzar. Uden for teatret optrappes dæmoniseringen af en navngiven terrorist ud fra forestillingen om, at en enkelt mand kan styre en verdensomspændende sammensvægelse. De teatralske optrin på teatret og den virkelige skrækhistorie smelter sammen, de er lige groteske og uvirkelige, men er sandt at sige ikke lige humoristiske.

Fascination af krigens kunstneriske dimension er ikke ny. Angrebets rus og længslen efter den store fare kan læses i talrige skrifter og opleves i teaterforestillinger. Den kollektive undergangslængsel hævdes at være en del af os selv. Krigsberetninger vidner om dette. Anekdoten fra Første Verdenskrig fortæller om en soldat, der under en heftig trommeild stikker hovedet op fra skyttegraven og råber til vennen: "Mensch, so etwas siehst du in Berlin für zwanzig Mark nicht!"

Den medieaktuelle Karlheinz Stockhausen beretter om den næste store krig: "Jeg oplevede som barn den forrige store krig hver eneste nat med de fantastiske krigsskuespil i luften og frem for alt den musik, som er forbundet med dette skuespil! I forbindelse med de daglige bombeangreb med forskellige kanoner, kunne man høre en helt utrolig spændende musik. Det, man hører i en krig, det der i en krigssituation opfattes som et musikalsk udbytte, kan man ganske enkelt ikke opleve på nogen som helst anden måde."

I den påtrængende nutid er det svært at finde forståelse for det musikalsk set attraktive i krig og terror. I Time Europes tillæg om WTC mente også Nancy Gribbs at kunne se musikken i terrorhandlingen: "Terror works like a musical composition, so many instruments, all in tune, playing perfectly together to create their desired effect. Sorrow and horror, and fear. The first plane is just to get our attention. Then, once we are transfixed, the second plane comes and repeats the theme until the blinding coda of smoke and debris crumbles on top of the rescue workers who have gone in to try to save anyone who survived the opening movements. And we watch, speechless, as the sirens, like some awful choir, hour after hour let you know that it is not over yet, there's more."

Ord kan bruges, og de kan misbruges. I kølvandet på de aktulle hændelser bliver situationen udnyttet til at fremføre dagsordener, hvis relevans i bedste fald er perifer. Erklæring af Jihad mod alle muslimer er terror med ord, men ord er også farlige våben. Det sidste kunne Stockhausen gerne have taget højde for, da han ved en pressekonference udtrykte sig i misforståelige vendinger om terrorhandlingen i New York. Kan hænde at manden ikke mente det, han sagde, eller at han sagde noget andet, end det, han er citeret for, men i den aktuelle situation tillægges ord særlig betydning. At forbinde ordet kunst med ordet terror lige nu er slet og ret upassende.

Anders Beyer"

Årgang 76/2001-2002, nr. 02