Optakt til Penderecki og Górecki

Af EVA MARIA JENSEN

I år fylder to af Polens store komponister, Henryk Mikolaj Górecki og Krzysztof Penderecki 70 år. De fejres behørigt med koncerter hele dette år. Górecki, der er kendt som en sky og ydmyg person, bliver hyldet in absentia, idet kunstneren ønsker at trække sig tilbage til sin eremitbolig i bjergene. Penderecki rejser verden rundt og dirigerer sine værker i et sandt triumftogt. Han har også været i København (13.10. 2003), hvor han i spidsen for Sinfonia Varsovia dirigerede sin egen Bratschkoncert i celloversionen.

Begge komponister, som tilhørte avantgarden i 60erne, har siden fjernet sig fra den. Begge har opnået noget nær kultstatus i Polen - Penderecki mest i 70erne og 80erne, Górecki mest i 90erne. I anledning af deres store dag har jeg villet skrive en artikel om dem med hovedvægten lagt på deres betydning for de yngre generationer af polske komponister. Men jeg har fra begyndelsen mødt en modstand, som var lige så ubehagelig, som den var uforståelig, og modstanden var der, uanset hvem jeg end henvendte mig til. Der var ingen, der ville udtale sig, og reaktioner hos mine samtalepartnere var enten tavshed, en venden blikket bort, et drag af ubehag ved mundvigene, eller slet og ret rysten på hovedet. Nej, de ville ikke sige noget.

Jeg bad en af mine gamle skolekammerater, musikteoretikeren fra Krakow, Krzysztof Droba, om et essay, som kunne bringes i DMT. Han var umådelig længe om det. Til sidst sprang han fra. Han kunne ikke skrive om Penderecki, ikke nu, hvor atmosfæren er forpestet i den grad af hadet til komponisten. Jeg forstod ingenting. Had? Til Penderecki? Til en mand af næsten guddommelig status i Polen?x

Det var først på det tidspunkt, at jeg blev klar over, hvad der var sket. Noget, der grangiveligt lignede H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder. Efter mange års forherligelse var der pludseligt nogen, der råbte: "Han har jo ikke noget på!". Den, der råbte, var en af Polens mest betydningsfulde musikkritikere, Andrzej Chlopecki. I september 2002, efter afslutningen af festivalen Warszawas Efterår, hvor Pendereckis Klaverkoncert var blevet uropført, skrev Chlopecki en negativ anmeldelse af denne begivenhed, og han publicerede den i Polens største dagblad, Gazeta Wyborcza.

Jeg har her oversat hans anmeldelse, som har været publiceret i Litauen, Tjekkiet, Rumænien og Tyskland. Ud fra de debatindlæg for og imod Penderecki, der er blevet publiceret i Polen det sidste års tid, kunne man samle materiale til en hel bog.

Hvad der senere fulgte, er det lidt svært at få rede på. Penderecki detroniseredes ikke kun som komponist, men også som privatperson. Hans næsten 40 år gamle skilsmisse trækkes frem i lyset igen, hans økonomiske situation (han er en meget velhavende mand) er genstand for almindelig diskurs (selv taxa-chaufføren udbredte sig om emnet, sidste gang jeg var i Polen). Byen Krakow, hvor Penderecki var en ægte 'konge', og hvor man i mange år har holdt Penderecki-festivaler med bannere tværs over alle hovedgader, har nægtet at støtte en særlig Penderecki fødselsdag-festival med hele det beløb, Penderecki (eller rettere sagt hans kone, som er hans impresario) har forlangt. Derefter aflyste Penderecki hele festivalen og erklærede, at han ikke vil være i byen på sin fødselsdag. Han forbød også Krakows Filharmoni nogensinde at spille hans værker igen.

Jeg er klar over, at dette lyder patetisk i danske ører. I Danmark har kunstnere ikke den samme høje status, som i Polen. Et er sikkert - faderopgøret i Polen er i fuld gang. Mange yngre komponister har ment, at både Penderecki og Górecki spærrede lovlig meget for udsigten. Men jeg fik ikke lov til at citere dem for disse udtalelser med navns nævnelse. Det må derfor blive med de her oversatte tekster: Chlopeckis et år gamle anmeldelse og Drobas nye essay om Górecki.