Mobil musik
Alle steder og til hver en tid. Musikkens vej ind i mobiltelefonen blev omdrejningspunkt for den årlige musikmesse i Frankrig, Midem, hvor danske musikere i år gjorde sig særlige anstrengelser for at blive hørt og opnå den internationale musikbranches bevågenhed.
Af MIK AIDT
Vi hører ofte om, at musikbranchen har det skidt, fordi cd-salgstallene rasler ned. Men vil man ved selvsyn aflæse temperaturen på branchens tilstand, må man til Sydfrankrig i januar. Efter samme model som når filmbranchen mødes i Cannes i forsommeren hvert år, er slutningen af januar tid for den årlige internationale komsammen for musikkens købmænd, Midem.
Den særlige stemning af luksus og finere madlavning på den sydfranske riviera har givet Midem ry for at være en blanding af forretning og fest. At det går dårligt for musikbranchen, er det ikke umiddelbart til at få øje på, når man ankommer ved messecentret i Cannes, hvor alting syder af forventningens glæde.
Det er på Midem, at folk stiller sig op på en talerstol og proklamerer, at de har opfundet teknologien, der kan løse alle musikbranchens kvaler. Med gigantiske bannerreklamer, som hænges op på messecentrets mure og vægge, sælger pengestærke it-firmaer deres budskaber om nye standarder for fremtiden og for musikken.
"Den tredje lyddimension: Holistisk 2+2+2 lydreproduktion!" ...
"n-CD: Hybrid Super Audio!"...
I år var det også på Midem, at musikere som Peter Gabriel og Brian Eno sammenkaldte verdenspressen og uddelte et manifest, som lover musikernes kommende frelse i cyberspace, når først deres nye musikwebsted åbner til april. Mens en ung, japansk forretningsmand samme eftermiddag gjorde grin med europæernes og amerikanernes fumlen og smølen med den elektroniske musikdistribution, forhanhar da i hvert tilfælde på kun fem år været i stand til at hente de første 42 millioner gladeligt betalende mobiltelefon-abonnenter ind i sin mobile musikbutik.
Mega-jukebox i mobilen
Årets ubetinget hotteste emne ved Midem - det lå på alles læber fra første dag - var denne "mobile musik". Også kaldet den "trådløse musik". Det mest hårdtslående knockout for cd-industrien. En ny generation mobiltelefoner ruller i løbet af de næste par år ud til forbrugerne med hovedtelefoner og trådløs forbindelse til stereoanlægget eller højttalerne i bilen. En mobiltelefon som er online døgnet rundt, og hvor man i en megastor "jukebox" frit kan vælge mellem hundredtusinder af musikstykker, så længe man ellers har betalt sit mobilabonnement.
Ericsson var for første gang i år med på Midem - med en stor stand, som tilsyneladende mere handlede om, at de som nytilkomne i musikbranchen skulle pleje deres image, end at de egentlig havde noget, de ville sælge.
Ericsson havde selskab af alle de største spillere på den nye mobilbane, heriblandt Nokia, Vodafone og japanske NTT DoCoMo. Apple og Microsoft førte sig frem, og det samme gjorde Peter Gabriels elektroniske distributionsselskab OD2, som i år kan bryste sig af at have europæisk førerposition på markedet for digital musik. I skrivende stund ligger der 260.000 sange fra 26.000 forskellige albums i OD2s musikbase, og salgstallene, der i 2003 lå på tre millioner solgte musikstykker, stiger i øjeblikket med 25 procent hver måned.
Send mig en MMS
På Midem taler man mere om, hvordan musikkensælges, end hvordan denlyder. Og i år var der ingen, der forlod Midem uden at have indset, at det bliver via den mobile musikteknologi, at megen musik vil blive solgt i en overraskende nær fremtid. Om bare to år vil intet være som før.
Dele af musikbranchen ser frem til de nye mobile tider med et lettelsens suk, for i modsætning til de pirathærgede farvande i cyberspace er der kontrol med copyrighten og styr på pengestrømmene i mobiltelefoniens verden. Her kan musikerne igen forvente at få afregning for den musik, som forbruges.
Ligesom vi i dag kan sende SMSer - små tekstbeskeder - til hinanden via vores mobiltelefoner, vil folk om få år endnu mere flittigt sende MMSer - filer med talebeskeder, musikstykker, fotos eller videostumper - til hinanden. Det nye i forhold til internettet er, at der i teleudbyderens system holdes øje med, hvem der har ophavsretten til den enkelte fil, og er der tale om en videresendelse af et stykke ophavsretsbeskyttet musik, vil senderen blive afkrævet et mindre beløb i afgift, som videresendes til opretshaveren.
Mobiltelefonien vil ændre meget i den måde, vi tænker om musikhandel på. Slut med albums som vi kender dem - i små plastiketuier med cover og en skive med 7-12 sange. Fremover gider folk sandsynligvis kun købe albummets bedste to eller tre sange.
Musikmarkedet, som vi kender det i dag, har nået sit højdepunkt, og fra 2005 går det kun ned ad bakke for de "gammeldags" musikkøbmænd. Mange vil helt forsvinde. Noget nyt skal bygges op. Nye spillere er på vej ind på banen - teleoperatørerne. Og de mange "rejsende i musik", som mødes til Midem, skal i gang med at udarbejde nye kontraktformer, opfinde nye forretningsmodeller, tage nye initiativer.
Alle, jeg lyttede til eller talte med på Midem, var enige på dette punkt. Midem 2004 fremstod således som en slags erkendelsens time for musikbranchen: Det nytter ikke længere at klynke over forspildte chancer, tabte territorier og faldende cd-salgstal. Nu handler det om at sætte kræfter ind på at erobre nyt land i det digitale og mobile univers.
Athelas lagde for
Ud over at være en konference med 40 seminarer og en endeløs strøm af møder mellem mennesker er Midem også en festival med 80 live koncerter og prisuddelinger. Det er skam hårdt arbejde at være til Midem - ikke bare på grund af det endeløse antal gratis cocktaildrinks man hele tiden tilbydes, og de mange kilometer man får vandret, men også fordi man konstant tvinges til at fravælge gode programpunkter, da man ikke kan være alle steder på én gang.
I år brugte EU-kommissionen Midem som platform for uddelingen af en nyindstiftet musikpris, European Border Breakers Award, som går til de europæiske musikere, der i det forgangne år har solgt mest musik i EU uden for deres hjemland. Og her vandt det danske rockorkester Saybia en pris sammen med otte andre europæiske kunstnere og bands.
ATHELAS Sinfonietta Copenhagen fik æren af at indlede det danske koncertprogram på Midem, da de kl. 17.30 på åbningsdagen gik på scenen i en propfyldt Salle Debussy i Cannes' berømte Palais des Festivals. Koncertens titel var 'Past Presence' og blev præsenteret i programmet som værende "på sporet efter en linje i dansk kompositionsmusik". Ensemblet opførte fire værker af førende danske komponister, nemlig henholdsvis Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Per Nørgård og Poul Ruders.
I treårsperioden 2000-2002 var ATHELAS Sinfonietta Copenhagen udnævnt til dansk statsensemble, og de 16 musikere nyder anerkendelse som nogle af landets dygtigste. I en passioneret udførelse, dirigeret med overskud og elegance af Giordano Bellincampi, nåede den danske kompositionsmusik denne søndag eftermiddag ud til 1.200 nye par ører, hvoraf de fleste sad på byens egne borgere, der havde kunnet købe billetter til koncerten.
Samme aften inviterede Danmark til åbningsfest med fri drinks på et af promenadens store hoteller, hvor et mindre, men velspillende opbud af danske pop- og rocknavne gav koncert for godt 5.000 Midem-gæster og samtidig blev transmitteret direkte på DR P3 hjemme i Danmark.
Dansk satsning
At trave gennem Midems 9.000 kvadratmeter store udstillingsområde er som at gennemkrydse det meste af jordklodens musikunivers. Igennem de senere år har der været stigende tendens til, at selskaberne fra de enkelte lande slutter sig sammen om en fælles national udstillingsstand, som støttes af landets regering. Således også Danmark.
Fra dansk side var Midem-messen i år udvalgt som scene for en særlig satsning på at synliggøre den danske musik. Med sloganet 'Discover Denmark!' trykt på forsiden af de sølvgrå konferencetasker, som alle godt 9.400 deltagere traskede omkring med over skulderen, med danske promotion-cd'er og brochurer ilagt alle taskerne, stribevis af koncerter med topnavne fra dansk pop, jazz og klassisk, foruden hvad dertil hørte af omtale og artikler i Midem-tidsskrifter, cocktailreceptioner og pressemøder - hvor blandt andre prins Joachim og kulturminister Brian Mikkelsen holdt taler - ja, så var Midem i år et kampagnehøjdepunkt. 'Discover Denmark!' blev det til dato største samlede internationale fremstød for dansk musikeksport.
Der måtte chartres ekstra fly for at få plads til de op mod 400 danskere, som vendte næsen mod syd for at være del af den såkaldte danske invasion i Cannes.
Og mens champagnepropperne sprang i Sydfrankrig, diskuteredes det i den hjemlige presse, om det nu også var alle pengene værd. For et reklamefremstød på dette niveau er ikke billigt: Kulturministeriet og Kunstrådet støttede Midem-aktiviteterne med 2,8 millioner kroner, de 65 deltagere på den danske stand lagde tilsammen 800.000 kroner, mens Eksportrådet lagde et tilsvarende beløb oveni. DR dækkede begivenheden med direkte radio hver dag fra Cannes og brugte op imod en million kroner på det. Læg dertil bidragene fra en lang række sponsorer og selskabernes udgifter på PR-materiale og rejser ... det hele løb op i små seks millioner kroner.
"Om det er pengene værd? Kun hvis man ser det som et led i en langsigtet planlægning," siger norske Inger Dirdal, som i 2002 organiserede et tilsvarende fremstød på Midem under kampagnetitlen 'Norway Now!':
"Hvis man tror, at kampagnen bliver et hurtigt fix, og at millionerne automatisk tjenes hjem i næste års eksportindtægter, så kan man godt tro om igen. Det handler om at bygge et image op over en årrække. At skabe sig et godt ry. I Norge har vi alt for længe lidt af mindreværdskomplekser, og det er vi kommet væk fra efter 'Norway Now!'-kampagnen. Vi oplever, at eksempelvis englænderne, som før knap anede, hvor Norge lå på landkortet, i dag kan nævne navnene på mindst fem norske musikere. At der kommer flere udlændinge til vores festivaler. Og indadtil - i den norske musikbranche - har det skabt flere tværgående samarbejder og selvtillid i forhold til den måde, vi markedsfører vores kunstnere på."
På den danske stand var der godt 775 henvendelser om dansk musik, hvilket er en stigning på 30 procent i forhold til sidste år. Derudover blev der registreret 115 henvendelser, som var direkte relateret til åbningsaftenen.
Blandt de danske bands fra åbningsaftenen var der størst interesse for Kira & the Kindred Spirits, som leverede en intens og meget rost koncert, skarpt forfulgt af Mew og med Kashmir og Tim Christensen på en delt tredjeplads.
I alt var den danske stand på Midem med til at formidle 302 møder med de danske kunstnere - og her er ikke medregnet de henvendelser og de møder, der er blevet arrangeret direkte igennem kunstnernes egne agenter eller pladeselskaber.
Da Midem sluttede torsdag den 29. januar klokken 18.00, tonede protektor for 'Discover Denmark!', Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, frem på MTV. I anledning af det danske fremstød bragte musikkanalen en times reportage fra Midem med fokus på den danske musik.
Der var tilfredshed, måske endda en anelse stolthed at spore, da flyene igen begyndte at fyldes med danskere på vej mod nord. En direkte "invasion" blev det ikke. Men det blev et inspirerende skub, der vil forplante sig i de kommende års arbejde med dansk musik på det internationale marked.
Læs mere: En søgning på ordet "Midem" på www.google.com med markering i feltet "Sider fra Danmark", giver adgang til dusinvis af artikler og reportager fra Midem 2004.
www.discover-denmark.com
Midem 2004
I år mødtes 8.811 pladeselskabsfolk og 610 journalister fra 94 forskellige lande til fem dages forretninger, networking, seminarer, konferencer, cocktailparties, koncerter og fester langs Cannes' palmesmykkede strandpromenade i slutningen af januar.
Midem er gennem 38 år vokset til at være verdens største og mest internationale markedsplads for pladeselskaber og musikdistributører. 70 procent kommer fra Europa, 20 procent fra Nord- og Sydamerika, seks procent fra Asien og godt halvanden procent fra henholdsvis Afrika, Mellemøsten og Stillehavsområdet.
www.midem.com