Kære E

Rejsebrev fra Balkan

Af ANDERS BEYER

Prutmarie eller Prutsofie. Politiken kan ikke blive enig med sig selv om, hvad Poul Henningsens lille bil hedder. I den svalende brise fra Maestralvinden sidder jeg på miniaturefærgen mellem to kroatiske øer og læser genoptrykket af PH’s gamle artikel om bilentusiastens tur ned gennem Europa.

»Vognen trækker på forhjulene, derved undgås den lange Kandanaksel fra Motoren til Baghjulene, som altid er i Vejen ved lavt byggede Vogne.«

PH er som jeg på vej sydpå. Han til Tyskland, Italien og Frankrig i 1932. Jeg lidt længere mod sydlige himmelstrøg i 2004. Vi skriver den 17. juli i afvigte sommer. Han er stolt af sin vogn, der kan køre »med fuldt drøn«. Den politiske situation er tilspidset – uden for München står et stort skilt: Jøder ønskes ikke! PH sanser stemningen og gengiver den i avisen. Jeg kører i en sekscylindret, blåmetalic Audi 2.8, også med træk på forhjulene. En ulv i fåreklæder, masser af heste under hjelmen. Selvfølgelig. Den er ikke alene lavtbygget, den er sænket i ophænget, så jeg kan komme rundt i svingene med maner. PH ville dirre og dåne af begejstring.

Sydpå går det, til varme, til uforudsigelighed, til Balkan med hud og hår. Jeg har kontakter. Skabt gennem et års trillen frem og tilbage med research og alt muligt, der lyder dyrt og fint og rigtigt. Hvad skal vi egentlig dernede, os nord-boere? Har de noget, vi ikke har, som kunne gøre os lykkeligere? Livsnydere er de som få af os. Kan kun komme i tanke om en af slagsen: Niels Viggo B. var på bølgelængde med makedonerne; den økonomisvækkede komponist hentede 500 stærke på forhånd i redaktionen for en kommende artikel og kørte med taxi ind på d’Angleterre og spiste rejemad med fruen. Sådan skal den skæres. Fuld fart frem.

Kaffen er ikke klar

»EU’s udenrigsministre har på rådsmødet den 14. juni 2004 godkendt indholdet af de første Europæiske Partnerskaber med landene på Vestbalkan: Albanien, Bosnien-Herzegovina, Makedonien, Serbien og Montenegro. Partnerskabet med Kroatien ventes godkendt om få dage.«

Jeg memorerer meldingen fra Udenrigsministeriet. Kroatien er på vej til at erhverve sig et medlemsskab af EU. Om højst fire år er de med, siger de kloge. De må være langt fremme i bussen, de kroatere. På vej nedover mod Adriaterhavet, mod første længere stop i Split, nåede jeg Bosnien-Herzegovina. Broen over Mostar blev åbnet med 2.400 politibetjente bivånende evenementet. Muslimer, kroater og serbere har levet dér sammen, nu er det slut. Min veninde fra Banja Luka siger, at bosnierne altid lavede for meget kaffe i tilfælde af, at der skulle komme en gæst. Nu laver bosnierne ikke for meget kaffe. Mostar var et levende bevis på, at muslimer, kroater og serbere kunne leve i fredelig sameksistens. Det kan de ikke mere. Nu har de en ny bro, som ligner den gamle ret meget, bygget med flere dollars end dinarer.

De danske nummerplader blev skiftet ud med kroatiske. Det går ikke med de danske. Jeg skal gennem Bosnien, gennem Kroatien, over Albanien til Makedonien. Den danske ambassade i Beograd advarer: Det er ikke en turisttur. Der ligger stadig miner off road, og din bil kan blive ødeligt nårsomhelst hvorsomhelst af hvemsomhelst. Den nye anskaffelse er en firecylindret Avis-Opel 1.4, som er en sand Prutmarie. Ned i første gear over den mindste bakketop. Vi kommer til øerne Peljasac, til Hvar og til Korcula i Kroatien. Nu er det mændenes nat.

Der er ikke direkte fly mellem Kroatiens Split og Makedoniens Skopje (de kan endnu ikke finde ud af den slags direkte forbindelser). Jeg må en tur over Zagreb, via Wien til Skopje, hvor en anden vogn holder ventende. Inden jeg forlader min bosniske veninde, fortæller hun sin historie. Serberne kom og hentede mændene i hendes hjemby Banja Luka. De blev kørt væk på lastvogne. I ly af natten forlod hendes familie huset og kom til Dubrovnik i Kroatien. Hun fødte sin første søn, mens bomberne faldt uden for hospitalet. Sønnen viste arrene på brystet, men moderen ønskede dem ikke omtalt. Familien endte med at slå sig ned på den nordlige spids af Korcula, uden for byen Vela Luka.

På sporet af en fredsproces

»Partnerskaberne, der er afpasset efter det enkelte lands særlige situation og behov, angiver en række konkrete pejlemærker for landenes tilnærmelse til EU og hjælper dem med at koncentrere reformindsats og ressourcer der, hvor behovet er størst. De er dermed endnu en vigtig etape i den bevægelse mod EU, som Vestbalkan-landene begyndte i 2000, da EU lancerede Stabiliserings- og Associeringsprocessen og åbnede det medlemskabsperspektiv, som blev bekræftet på det Europæiske Råd i København i december 2002.«

Hvis det betyder, at de balkanske folk skal lære at tilpasse sig vores verden for at blive en del af den, så fint nok til en vis grad (det er for eksempel i almindelighed normen, at EU-borgere ikke skyder hinanden som løsning på en strid).

Tankerne og billederne ruller gennem hovedet, da bilen suser gennem bakkedraget, hvor kampene rasede for få år siden. Vi kører igennem grænseområdet mellem Makedonien og Albanien. Kosovo-albanerne bygger huse og moskeer i de makedonske landområder nær grænsen, og der er fyret op i kakkelovnen. Albanerne er personae non grata her. Chaufføren forsøger at skildre albanerne som de rene gangstere, og man tvivler på objektiviteten i udsagnet. Han vil ikke citeres for noget som helst.

FN’s civile administration i Kosovo (UNMIK) er baseret på FN’s Sikkerhedsrådsresolution. UNMIK lægger i lyset af urolighederne i marts 2004 afgørende vægt på, at Kosovos selvstyremyndigheder påtager sig et større ansvar for en forbedring af de demokratiske og økonomiske standarder i Kosovo end hidtil. Respekt for retssamfundet fremhæves i særlig grad med henblik på at bringe fredsprocessen tilbage på sporet og genoptage den direkte dialog med Beograd, sikre et multietnisk samfund samt udvikle Kosovos økonomi. Det ser rimeligt ud på papiret, uendelig svært at gennemføre i virkelighedens verden.

Vi er på vej til en stor mand. I Balkan er en stor mand ikke nødvendigvis en høj mand, det er mand med magt og indfly-delse. Jeg mødte festivaldirektøren for Ohrid Summer Festival i december 2003 i Beograd. Vi vil gerne i Norden stifte partnerskaber med operatører på Vest-balkan, som er et ‘prioriteringsområde’ i Nordisk Ministerråd. Festivaldirektøren repræsenterer en festival på størrelse med Dubrovnik Summer Festival. Ohrid Summer Festival er en statsfestival med nogenlunde sikre midler i ryggen.

Makedonien, Albanien og Serbien og Montenegro er det rigtige Balkan, de andre lande i regionen er, når alt kommer til alt, ikke så forskellige fra Østrig og central-europæisk mentalitet. Kroaterne vil faktisk helst ikke nævnes i forbindelse med ordet Balkan, idet de fra øverste hold er blevet fortalt, at de er ‘europæere’. At blive sat i forbindelse med ordet Balkan kan tænkes at skade deres kommende tiltræden i det europæiske fællesskab. Sådan er det rigtignok, og det føres ud i praksis, også når det gælder musikkens verden.

Norden møder Balkan

NORBAL er navnet på strygerensemblet, som er ved at samle sig til kamp og glæde og alt muligt andet. Der hersker en højspændt situation. De unge, særdeles kompetente studerende fra Finland, Norge, Sverige, Færøerne, Island, Danmark, Serbien og Montenegro, Kroatien, Albanien, Bosnien og Herzegovina og Makedonien er ankommet. Serberen Bojan Sudjic er dirigent – alle føler hinanden på tænderne.

Balkan-deltagernes forældre har været fjender, og de er endnu ikke blevet venner. Hvad vil der ske ved at bringe dem sammen? Og sammen med de nordiske unge? Jeg har Marianne Grøndahls frysende gode sort-hvid-billeder fra Bosnien med, men vover endnu ikke at vise dem. Det er dramatisk spændende. I et højstemt øjeblik tænker man på muligheden af, at musikken og samværet omkring den kan bruges som konfliktløsende middel. Det er jo set før og hævdet af forskere, at musikken har et sådant potentiale.

»Ideen om Europæiske Partnerskaber blev besluttet på det Europæiske Råd i Thessaloniki i juni 2003 som et yderligere initiativ for at hjælpe Vestbalkan-landene med gradvis at kvalificere sig til medlemskab. De enkelte lande har dog fortsat meget lang vej endnu i deres reformproces.«

Ja, det er i den grad sandt. For Albanien lægger partnerskabet særlig vægt på tiltag til forbedring af retssystemet og kampen mod organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og korruption. Andre indsatsområder er forbedring af toldvæsenet og grænsekontrollen samt ophjælpning af et erhvervsliv, der til sin tid kan opfylde EU’s betingelser til en fremtidig »stabiliserings- og associeringsaftale«, som det hedder i det officielle sprog.

Den makedonske festivaldirektør er en opfindsom herre, og det bliver et spændende møde med en kultur og et forhandlingsforløb, som gør Hjallerup marked til et rent børnehaveforetagende. Special price for you, my friend-agtig er han, men på en underlig bagvendt måde alligevel charmerende med ‘går-den-så-går-den-attitude’. Han serverede forresten en skøn Ohrid-ørred, fanget i ferskvandssøen, der er meget stor og 300 meter på det dybeste sted. Der er indgået en aftale mellem Makedonien og Albanien om, at man ikke må fange denne ørred, som bliver serveret på alle restauranter i Ohrid. Nema problema. I ly af mørket kan alt lade sig gøre. »Det er albanerne, som fanger fisken,« siger den makedonske tjener. Jeg tør ikke købe en brugt bil af ham.

»Venedig, det er brysternes by. Her stiller pierne ikke deres lys under en skæppe – de stiller skæpperne frem i lyset,« skriver PH i sin artikel. Ohrid er også en by klos op af et imponerende vandland, men ikke med omvandrende attributter her og der. Til gengæld kan man nyde søens friske, usaltede og fantastisk rene vand. De unge musikere gør det hver dag, tøffer med vandcykel ud på det dybe vand og nyder hinanden. På tværs af lande og kulturer og religioner. Den unge svensker kom hjem med en balkansk, sorthåret havfrue, der var eksplosivt smuk. Nordisk Ministerråd skaber mobilitet. Tag den.

Festivaldirektørens land står ikke lige for et medlemsskab i EU. Der er faktisk ret langt igen. EU lægger vægt på hjælp til opbygning af små og mellemstore virksomheder, især inden for industri og håndværk. Men desuden skal der også sættes ind over for organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og korruption.

De unge spiller bedre og bedre. Der er masterclass og koncertturne, som slutter i Beograd med tv-transmission. På hele turen har såvel de nationale tv-stationer som større aviser rapporteret. De vil os nordboere, og slet ikke kun for pengenes skyld. Vi lever i Norden i en slags geografisk periferi (i forhold til andre påståede centre), der bor nogenlunde lige så mange mennesker i Norden som i vores indsatsområde i Balkan. Vi har meget til fælles, vover jeg at påstå. Midt i november finder et af vore andre musikprojekter sted i Zagreb ved verdensmusikfestivalen Nebo Fest. Der kommer Mari Boine med orkester. Men ikke bare som et gæstespil og hjem igen. Mari & co spiller også sammen med balkanske folkemusikere, der er masterclass, foredrag, udstilling om samisk kultur, og hele inuitkulturen er også på dagsordenen i Zagreb. Du skulle overveje at besøge festivalen, kære E.

Folkemusikken spiller selvfølgelig en vigtig rolle i hele regionen, både i sit autentiske udtryk og som et vigtigt element i den nutidige musik. Når man hører Balkan-værker af nulevende komponister, kan man tage sig selv i at mene, at den umiddelbart ikke ‘er på højde med’ det, vi kender og holder af. Hvilket siger alt for meget om egne begrænsninger. Musikhøstfestivalen i Odense tager i november diskussionen op med opførelse og uropførelse af Balkan-værker.

Contradictio in adjecto

Jeg hører dine syrlige bemærkninger, kære E, a la: Hvad skal det hele være godt for? Mange taler om kulturudveksling og om opbygning af internationale netværk. Fra Kulturministeren over Kunststyrelsen og nedefter i systemet. Siden 1960erne har Udenrigsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet arbejdet for at synliggøre dansk kultur i udlandet. Som udenforstående iagttager har det været slående at se, i hvor høj grad disse tiltag har været præget af beskedne ambitioner og tilfældige nedslag uden langtidsvirkning. Ser man så på udlandets kunstneriske manifestationer i Danmark, ikke mindst inden for den ny musik, kan det ikke være forbigået nogens opmærksomhed, at vi er ret dårligt kørende. Vi bliver umanerlig dårligt informeret om, hvad der foregår i udlandet.

Man taler om en beviselig vækst i kultursektoren globalt set, man taler om internationalisering, om turisme og massemedie-revolution, om ‘cultural diplomacy’. Kan sådan noget være et nationalt, afgrænset anliggende? Kan Danmark blive ved med at holde sig selv udenfor? Udenrigsminister Per Stig Møller svarer på dette i en kronik i Politiken den 12. juli: »[Det] er gået trægt med internationaliseringen af dansk kultur og kulturdebat. (...) Det er derfor en vigtig del af regeringens kultur-politik, at der skal lukkes op for denne indelukkethed, at kunstens livsnødvendige frie mangfoldighed skal have første prioritet. Og her er den i fuld overensstemmelse med tendenserne ude i Europa, hvor de åbne døre og udvekslingen over grænserne måske er den vigtigste trend her omkring årtudindskiftet.«

Hvis man er i tvivl om, at det kunne være bedre og at det har været bedre, kan man se nærmere på kunstnerne, der befolker Golden Days Festivalen i København. Dengang, i de gyldne tider, bevægede billedkuggere, arkitekter, komponister osv. sig frit over grænserne, og de kunstneriske strømninger spredte sig til hele kontinenter. Hvorfor blev Thorvaldsen, Andersen, Jorn og Richard Mortensen så berømte? Fordi de havde mulighed for at lade verden komme til Danmark – og vice versa.

Hvad er det egentlig, den kulturelle centraladministration har haft af ambitioner i den umiddelbare fortid? I de værste tilfælde festfyrværkerier med Tivoli-garden, Københavns Drengekor og 3. akt af Napoli (de nævnte institutioner er pragtfulde, men ikke som nationalt ikon til at signalere “Nu rykker Danmark i udlandet”). I Nordisk Ministerråd har man distanceret sig fra Scandinavia Today-agtige fremstød, for de har ikke nogen langtidseffekt, og fordi de faglige cirkler ikke er inkluderet – og det er immerhen derfra, at fornyelsen skal komme på længere sigt.

Nøgleord i Ministerrådet er udviklingen af netværker (et af de udenlandsregionale projekter havde som overordnet titel Network North, og det nuværende kulturprojekt hedder Norden – Balkan – Culture – Switch). Disse tiltag går ud på at knytte faglige netværker, som skaber grobund for kulturel mobilitet. Med andre ord skabe langtidsholdbare forbindelser, hvor Ministerådets opgave er at sætte i gang, skubbe de rigtige steder, være fødselshjælper osv.

Det danske Kunstråd nedsatte sidste sommer et udvalg, som skulle kaste lys over den dansk-udenlandske udveksling inden for kunstområdet. Udvalget med Bertel Krarup som formand barslede med en rapport, der kom med en række anbefalinger.

Udenrigsministeren er glad for rapporten, den »... sætter nye målestokke for dansk kulturudveksling med udlandet: At støtten i langt højere grad går direkte til danske kunstnere og kunstadministratorer, i det omfang de kan vise kvalificeret interesse i at stifte kontakt med udenlandske kolleger og institutioner dér, hvor det sker. Indgå i samarbejde, deltage i co-produktioner, workshops, hvor gensidig læring er i centrum etc. Støtte dem, der af sig selv opsøger de faglige tyngdepunkter ude omkring: De internationale mødesteder, som samler de professionelle fra hele verden inden for et kunstområde.«

Når man kun kan være enig i disse anbefalinger, skyldes det, at Ministerrådet i årevis har haft succes med at gøre dette. I nærområder i forhold til Danmark på musiksiden med opbygning af ny festival i Dublin (Up North!), D!sturbances i Købehavn 2003 (www.disturbances.org), som har ført til nye nordiske samarbejdsrelationer med projekter, der fremføres på dette års Ultima Festival i Norge – samt de igangværende tiltag på Vestbalkan.

Disse initiativer er kommet fra miljøerne selv, ikke fra statslige nævn, faglige sammenslutninger, udvalg etc. Dette ligger i lige forlængelse af ønsket om at sende midlerne direkte til kunstnerne og kunstprojekterne.

En af konklusionerne på Krarup-rapporten er tydelig, og den peger indirekte på en manglende professionalisme blandt aktørerne: »... offentlig støtte skal bero på hjælp til selvhjælp. Ikke dirigering ovenfra, men støtte til individet. Kompetenceudvikling er således også en central anbefaling i rapporten. Kunstnerne selv skal støttes i deres udvikling gennem muligheder for at komme ud i verden. Kulturmedarbejdere hjemme og ude skal også blive dygtigere. Rapporten anbefaler kurser i internationalt kulturmanagement for at styrke integrationen af kreativ og administrativ kompetence.«

Det er den ene side, den anden side er at sikre en infrastruktur med operationelle platforme. Den internationale enhed i Kunststyrelsen er under etablering efter omrokeringer, og fredsaftalen (officielt samarbejdsaftalen) fra 2003 mellem Kultur- og Udenrigsministeriet skal skabe stærke repræsentationer. Må man her stilfærdigt pege på, at handelsattacheer ikke altid er klædt på til at håndtere kulturprojekter. Samt at de til rådighed stående cigarkasser på ambassaderne er så diminutivt små, at de reelt er handlingslammede over for seriøse projekter. Her er et meget stort område at professionalisere. Se på Norge i den sammenhæng og få gode ideer til velfungerende kulturvirksomhedsledelse. Se på deres satsning på at sende ensembler og musikere ud i verden, se på deres ministerielle krydsreferencer. Sagen og situationen sat i rette pespektiv af Per Stig Møller. »Markedsføring af danske kulturmanifestationer i udlandet har ofte været katastofal beskeden.«

Det hævdes, at åbne døre og udvekslingen over grænserne måske er den vigtigste trend her omkring årtusindskiftet. Det har vi ikke mærket så meget til på musikområdet, men det ser ud, som om beslutningstagere er vidende om situationens alvor. Kulturens bagmænd refererer til de historiske fakta omkring det lukkede kulturklima i Danmark, der gav forfatteren Henrik Stangerup åndenød. Han måtte væk fra et indelukket, næsten hermetisk debatklima, hvor alle løb rundt og bekræftede hinanden, hvor gruppedannelser sejrede over individualismen. Den lader vi stå et øjeblik, som et skæmmebillede på et historisk tilfælde, vi må arbejde os væk fra.

Det opleves med jævne mellemrum, at ministeriets ansatte når frem til det, kulturarbejderne har vidst i årevis, men som en rapport skal dokumentere for at der sker noget. Efter Udenrigsministerens kronik, der argumenterer for den modus operandi, som er gængs praksis i andre velfungerende institutioner, bliver man træt ved at læse ministerens tilstødende, trompeterende melding, om at vi skal have: »Danmarksprofilerende kulturfremstød. De kommer eksempelvis på tale, når Danmark har en udenrigspolitisk interesse i at markere sig. Det kan være i forbindelse med særlige politiske begivenheder (f.eks. udvidelsen af EU) eller, fordi Danmark spiller en særlig rolle (f.eks. formandskab i EU).«

Her falder ministeren tilbage til fortidens fatale fejltagelser, for der skal ikke være en national anledning til at skabe netværker i kunstmiljøerne, der skal tværtimod bygges op nedefra, fra kunstmiljøerne. Det andet har vi prøvet og set dø i stilhed. Glem det. Det er et contraditio in adjecto, når ministeren først plæderer for det ene, men også vil have det andet.

Lidt i samme boldgade befinder det igangværende SUPERDANISH-arrangement i Toronto sig, hvor alle kunstarter er repræsenteret. Et stort kulturfremstød til 20 mio. kr, som blev søsat af det ikke længere eksisterende Internationalt Kultursekretariat. Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler om projektet til Berlingske Tidende, at »Det er en kulturfestival, som i høj grad bygger på kunstens egne præmisser. Festivalen lever meget godt op til de hovedprincipper for det internationale kultursamarbejde, som er foreslået i den rapport, som Kunstrådet for nylig har fået lavet. Det er en rapport, som jeg på mange punkter kan tilslutte mig ...«

Det er en lidt pudsig udtalelse, for rapporten skyder kulturfremstød af typen SUPERDANISH ned med skarpe skud. Det kan vel ikke udelukkes, at Kulturministeren også har set denne pointe, men at han føler sig forpligtet til at bakke op om noget, der finder sted med hans eget ministerium som medarrangør velvidende, at den flerfarvede for ikke at sige grumsede sammenblanding af turistfremstød, avantgarde-promovering, faglig komsammen osv. kan risikere at blive en pele mele af gode viljer, der, som det har tilfældet med lignende fremstød i Berlin og New York, er glemt af modtagerlandet på hjemrejsedatoen. Det er slet ikke sikkert, at det vil gå sådan med SUPERDANISH (alene den forfærdelige titel kunne der udspindes en længere klamamse om), og det er småligt på forhånd at nedgøre et stort og ambitiøst projekt, skabt af ihærdige ildsjæle. Men de mest kritiske røster siger ikke desto mindre, at det vel kan tænkes, at det er sidste gang, vi ser den slags mega-envejs-kommunikative handlinger finansieret af danske skattekroner.

Nye netværksoperatører

Vi behøver ingen særlige tricks eller ydre anledninger til at finde sammen, hverken i Norden eller længere sydpå. Vi behøver slet ikke noget ‘super-agtigt’ for at få gennemslagskraft. Vi skal møde de andre for samtalens skyld, for at få nye indsigter om os selv. Det kalder på et lyttende øre snarere end et frembrusende gemyt. Når vi gør arbejdet på Balkan, er vi med til at skabe fred, helt bogstaveligt.

Krigene kommer tættere og tættere på, vi får dem serveret til aftenkaffen næsten hver dag. Blandt de mange ting, vi kan gøre med vores kunst og kultur, er muligheden for at kommunikere alternativer gennem samarbejde og det, der er blevet kaldt cultural diplomacy. Det hævdes, at når Frankrig og Sverige satser så stærkt på kultureksport, er det fordi det er ‘soft power’. Men ‘eksport’ og ‘fremstød’ er dumme ord, for de signalerer envejskommunikation (bacon er ikke det samme som kunst og kultur). Der skal to til en tango. Det betyder i virkeligheden ikke så meget, om det danske flag vajer i vinden ude i verden. Vi har i forvejen et nogenlunde godt ry, vores opgave går ud på at etablere de netværker, der gør os endnu bedre sammen med de andre.

Systemerne behøver ikke være hierarkiske og tunge at administrere. Det kan gøres enkelt og operationelt ved at uddanne personel til at varetage opgaver rundt omkring. Det er let i Norden, det er forholdsvis let på de britiske øer, det kan være besværligt i Centraleuropa, det er i alle betydninger af ordet et minefelt at operere i Balkan. Und so weiter. Samarbejdet med de danske repræsentationer skal styrkes, for den lokale kompetence er vigtig – hvis den altså er til stede. Først og fremmest skal man ikke gøre projekterne mere langhårede, end det er nødvendigt. Og det behøver ikke partout være dyrt, fordi det er i udlandet. Vi har faktisk kulturoperatører i Danmark, som kan indgå i komplicerede projekter i udlandet. Kunne man etablere/uddanne et hold af netværksoperatører med det store kultur- og kunstkørekort, som fletter alle de allerede opnåede kompetencer i kulturinstitutioner, ambassader, ministerier osv., jamen så var meget vundet. Det, vi i Danmark især har erfaring med, er bilaterale projekter, men nye tider kalder også på multilateral operationalitet, hvilket er meget mere krævende. Hvis landets forsvarsenhed har råd til frømænd og jægerkorps til særligt udfordrende opgaver, må kulturen have et tilsvarende team, der kan løse vigtige kulturopgaver og uddanne dansk personel i især udlandet.

Jeg er tilbage på Korcula, kære E, vipper rundt i det saltholdige vand, er næsten ude over praksis – sur l’eau – som den tyske filosof skriver om i Minima Moralia. Fred. Det er kortvarigt, for den kommer snigende, den dårlige samvittighed. Over vores evindelige frydeskrig ved synet af vore egne navler i det daglige trummerum, som fører til nedadvendte mundvige over den personlige status i almindelighed, fremtidens muligheder i særdeleshed. Mødet med det anderledes har vi brug for. Det gjorde godt at være på Balkan denne gang. Den mentale udvidelse skabes i mødet med det fremmede og de fremmede. PH skriver det sådan i sit rejsebrev:

»Johannes V. Jensen kunde ikke ha skrevet Himmerlandshistorier, hvis han ikke hade været i Amerika. Han forstod, at det gjalt om at finde sig selv ved at lukke sig op mod de fremmede. Om det personlige og nationale gælder samme humanisme: man bliver ikke sig selv bevidst ved at stirre paa sin egen navle og raabe hurra for den, men ved at møde et andet menneske og medmenneske i aabenhed.«

FAKTA

Nordisk Ministerråd har taget initiativ til kultursamarbejdsprojektet Norden-Balkan-Culture-Switch. Det er et samarbejde mellem Norden og Vestbalkan (Albanien, Bosnien Herzegovina, Kroatien, Makedonien og Serbien og Montenegro). Slovenien, som er medlem af EU er ikke med i projektet.

Norden-Balkan-Culture-Switch finder sted i 2004 og 2005. Målet med projektet er at bygge netværker mellem de nordiske lande og Vestbalkan. Kulturprojektet består af adskillige programmer og projekter, som vil blive planlagt og implementeret af nordiske institutioner og komiteer, eksempelvis Nordisk Institut for Samtidskunst/NIFCA, Nordisk Musik Komite/NOMUS, Nordisk Center for Scenekunst/Nordscen og andre relevante nordiske institutioner, i samarbejde med institutioner og personer i Vestbalkan.

Nogle af hovedmålene

Projekterne skal fokusere på unge professionelle og opfordre til bevægelighed mellem de nordiske lande og landene på Vestbalkan.

Alle projekter skal være multilaterale og have deltagelse fra mindst tre lande på Vestbalkan.

Projekterne skal have kunstnerisk relevans for deltagerne. Projekterne er ikke bistandsprojekter.

Projekterne skal føre til netværker og fortsat samarbejde mellem de nordiske lande og Vestbalkan som en del af det europæiske og internationale kulturelle samarbejde.

Nogle af de sekundære mål

Projektet skal som et hele styrke det nordiske samarbejde inden for kulturområdet.

Projektet kan fungere som inspiration til et regionalt samarbejde på Vestbalkan og stimulere interessen for de nordiske modeller for regionalt og multilateralt samarbejde.

Flere oplysninger på http://www.balkankult.org/nb/