To skridt frem og et tilbage

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 06 - side 228-230

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MaetzMusik i Berlin og SPOR-festival i Århus


Af Sine Tofte Hannibal

Man kan ikke sammenligne en ny musik-festival i Berlin med en ny musik-festival i Århus. Begge byer vægter kulturen højt, men hvor Berlin er en hovedstad med over 3 millioner indbyggere, bor der kun knap 300.000 i Århus. Alligevel er det svært ikke at sammenligne, når den ene festival er synlig over det meste af byen og melder om flere udsolgte koncerter, mens den anden dårligt er til at få øje på og publikum ligeså. Dansk Musik Tidsskrift har besøgt dette års MaerzMusik i Berlin og SPOR-festivalen i Århus.

Det virker altid som et kulturboost at tage et par dage til Berlin. Overalt er der plakater for festivaler, udstillinger, koncerter og teaterforestillinger, og sammenfaldende med den sidste del af MaerzMusik i år åbnede den fjerde Berlin Biennale for samtidskunst med åbne kunstgallerier og værksteder over store dele af byen. Med sine mange uudnyttede lokaliteter i specielt det tidligere Østberlin indbyder byen i den grad til kunstneriske eksperimenter og arrangementer af forskellig art, og den eksperimenterende scene lever da også i bedste velgående.

MaerzMusik holder til i Haus der Berliner Festspiele, og det er en veletableret festival med solide samarbejdspartnere i ryggen. Mange af koncerterne foregår i selve huset, men der er også koncerter og arrangementer rundt om i byen, der netop giver et indtryk af de udfoldelsesmuligheder, der er i Berlin. Der var således orkesterkoncerter, kammermusik og musikdramatik i etablerede koncertsale som Koncerthuset, Filharmonien og Haus der Kulturen der Welt, performance i Sophiensäle i Berlin Mitte – en bygning der i sin tid husede kvarterets håndværkerlaug, men som i dag lægger rum til performance og eksperimenterende teater – vokalkoncerter i Sankt Marienkirche tæt på Alexanderplatz og udstillinger med lydkunst i gallerier lige omkring Festspielhaus.

Festivalens hovedtemaer i år var Interkulturalitet og Japan og Vesten, men temaerne prægede langtfra det samlede og meget blandede program, der snarere udtrykte det, MaerzMusik er, nemlig en festival “für aktuelle Musik”. Som det også afspejles i valget af koncertsteder, præsenterer festivalen i højere grad den etablerede del af samtidsmusikken i Berlin, end den eksperimenterende scene der lever andre steder i byen, og som man derfor må opsøge uden for festivalens regi, hvis det er der, man har sin interesse. Men ikke desto mindre har festivalen et stort og meget blandet publikum af både gamle og unge, og i år var der udsolgt til flere af koncerterne og pænt besøg til både tidlige og sene koncerter.

MaerzMusik 2006 i glimt

Selvom antallet af publikummere ikke er afgørende for koncertoplevelsen, giver det alligevel en anden fornemmelse at sidde sammen med flere hundrede mennesker i en fyldt sal, end at sidde sammen med 20 andre, som man alle sammen kender. En fyldt sal giver fornemmelsen af, at der er noget spændende og vigtigt på færde, noget som folk har fået øjnene op for og snakket om, og som man se. Som fx to aftener i Sophiensäle med de fire musikere Amelia Cuni (sang), Raymond Kaczynski og Federico Sanesi (percussion) samt Werner Durand (elektronik), der opførte John Cages Solo for Voice 58 fremført som 18 mikrotonale indiske ragaer.

I Amelia Cunis fortolkning virkede de 18 ragaer som en lang historie fortalt gennem sang, musik, håndgestikuleren, dans og lys. Iscenesat i stedets gamle, faldefærdige sal var det meget stemningsfuldt.

To andre højdepunkter på festivalen var den musikdramatiske forestilling M.M. af den kvindelige japanske komponist Makiko Nishikaze, der er uddannet i Berlin, og en koncert med den italienske sekstet Alter Ego og den finske elektroniske duo Pan Sonic.

M.M. blev opført af Kammerensemble Neue Musik, Berlin, og performancegruppen Die Maulwerker og byggede på fortællingen om påskemorgen fra Johannes-evangeliet med Maria Magdalene som den centrale figur. Hele rummet fungerede som scene, og publikum sad rundt omkring og var hele vejen igennem en del af forestillingen, idet man havde fornemmelsen af, at der blev skabt en dialog med publikum om, hvad der rent faktisk skete påskemorgen ved graven. Der var ingen Jesus med i forestillingen, men derimod forskellige stemmer der kom med bud på, hvad der kunne være sket, og som på sin vis illustrerede Maria Magdalenes egen tvivl i forhold til, hvad hun egentlig så og hørte.

Stykket virkede som en kontrast til den kendte fremlægning i Bibelen og lagde i høj grad op til en refleksion over Jesu opstandelse. Det var et billede på det moderne menneskes tvivl og konstante stillingtagen til valg, og det satte fokus på kontrasten imellem religiøs sandhed og sekulær tvivl.

Koncerten med Alter Ego og Pan Sonic var noget nær det mest spændende på festivalen og var et eksempel på kombinationen af akustisk ensemble og elektronik, når det er bedst. Alle otte musikere sad i en halvcirkel på scenen, så de fungerede som et ensemble, og for en gangs skyld fungerede alt som instrumenter frem for et akustisk ensemble tilføjet en samplet lyd gentaget i det uendelige.

Der var tæt kontakt imellem musikerne, der alle levede sig ind i musikken, og man havde ingen fornemmelse af fremmedgjorthed over for elektronikken hos de akustiske musikere. Der var fin balance imellem det levende menneskelige element og det mere kolde og kliniske, og ensemblerne demonstrerede, hvor store variationsmuligheder der er ved at kombinere akustiske instrumenter og elektronik.

Denne koncert var en natkoncert og foregik som langt de fleste natkoncerter i Festspielhaus, der ud over gode koncert- og teatersale har en stor lounge i foyeren med plads til mange mennesker, og som i kraft af sin indretning med sofaer, dæmpet belysning og behagelig musik kombineret med en bar med både snacks og drikkevarer til overkommelige priser indbyder folk til at blive hængende efter koncerterne, snakke om musikken, udveksle kontakter eller bare til at hygge sig.

De aftener, hvor koncerterne ikke foregik i Festspielhaus, var der truffet aftale med stedets egen café om at holde åbent før og efter koncerten.

Hvor/hvad er SPOR?

Et rart miljø – fornemmelsen af at man er del af en begivenhed og hører til et sted – er en af de afgørende ting, hvis en festival skal trække folk til og skabe en egentlig festivalstemning. Dette blev for alvor klart for mig, da jeg en eftermiddag halvanden måned efter MaerzMusik stod i Århus og ledte efter det første arrangement i SPOR-festivalens program; to installationer af Alvin Lucier i Jægergården. Sammen med Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Roger Marsh var Alvin Lucier “komponist i fokus” på dette års festival. Jeg havde fundet Centralværkstedet, hvor aftenens åbningskoncert fandt sted, da der hang et fint banner uden for bygningen, der indikerede, at det var her, SPOR holdt til.

Men cafeen åbnede først kl. 18, så jeg gik videre for at finde installationerne. Da jeg endelig fandt dem, var de ikke tændt, der var hverken en planche til at indikere, hvad det var, eller en person som man kunne spørge, og uden lyd er der ikke meget ved en lydinstallation.

Da der var lang tid til kl. 19.30, hvor koncerten skulle begynde, gik jeg op til Musikhuset for at købe billetter. Manden bag skranken vidste ikke, hvad SPOR var for noget, til trods for, der stod festivalprogrammer bag ham, og jeg begyndte at få en fornemmelse af, at det var en noget hemmelig begivenhed, jeg var kommet til. Jeg havde set endnu et banner nede i byen, men der var ingen plakater i Musikhuset, og det undrede mig, når nu de stod for billetsalg. Men manden fandt billetterne i systemet, og da jeg heldigvis har en god veninde i Århus, havde jeg et sted at gå hen, indtil koncerten skulle begynde.

En tam oplevelse

Centralværkstedet er et meget smukt sted, og det kunne være en perfekt ramme om festivalen, hvis man skabte et festivalmiljø på stedet og virkelig markedsførte festivalen, så der kom nogle folk. Det er et stort sted, og der skal et vist antal mennesker til for at fylde salen og skabe en stemning. Dette lykkedes ikke rigtigt ved åbningskoncerten med det engelske ensemble Black Hair, selvom det var en virkelig god koncert med et spændende, velspillende og alsidigt ensemble og otte meget forskellige, gode, og flere af dem sjove, værker. Men når man sidder sammen med 20 andre, som alle sammen kender hinanden, er og bliver det en tam oplevelse.

Jeg blev både nedtrykt og irriteret på den ny musiks vegne, for det behøver ikke at være sådan, og inden for de senere år, er det lykkedes flere festival- og koncertarrangører at trække mange folk til og skabe koncerter, der vakte opsigt. Nordiske Musikdage i 2004 er et eksempel, Steve Reich-koncerten i Tivoli i slutningen af marts i år et andet og Simon Steen-Andersens nylige debutkoncert et tredje eksempel. Men hvor var de lokale Århus-borgere, de studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium og MI på Aarhus Universitet (og landets andre videregående musikuddannelser for den sags skyld)? Hvor var det lokale musikmiljø til dette års SPOR-festival?

Når cafeen ydermere kører med priser på højde med Operaen på Holmen i København, så en øl koster 40 kr. og en lille kop kaffe en 20’er, har man umiddelbart ikke lyst til at hænge ud efter koncerten og snakke om musikken. Det var der mulighed for på Jacobs BarBQ efter aftenens anden koncert, der bød på to af SPORs vokalensembler, Sinus Koret og Sinus Kvartetten, men det er ikke det samme at sidde på byens eneste restaurant med et køkken, der har åbent efter kl. 22, som at kunne hænge ud i en café eller lounge inden for festivalens egne rammer.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg kun besøgte SPOR-festivalen den første dag, hvorfor mit grundlag for at sige noget om festivalen generelt ikke er stort nok. Men jeg tvivler på, at de rammer og den synlighed, jeg savnede på festivalens første dag, var til stede de næste tre. Åbningsdagen er afgørende, for det er der, man møder festivalen for første gang og gerne skulle få lyst til at komme igen dagene efter.

Havde jeg kunnet, var jeg blevet trods det dårlige førstehåndsindtryk, for programmet så spændende ud med koncerter med bl.a. Ars Nova Copenhagen og Århus Sinfonietta, film om Samuel Beckett i en af landets hyggeligste biografer, Øst for Paradis, og en portrætsamtale med Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Roger Marsh.

Men alligevel var jeg lettet over at slippe for noget, der kunne ende med at være en meget lang og deprimerende weekend, hvor det endnu en gang blev slået fast, at den ny musik er ukendt for andre end de særligt indviede.

Form før indhold

SPOR-festivalen har sin berettigelse, for det er vigtigt med centrale begivenheder uden for hovedstaden. Århus er et oplagt sted for festivalen, idet byen i forvejen har en række velfungerende kulturinstitutioner og -begivenheder, som kunne være potentielle samarbejdspartnere, og den er kendt for at give plads til det eksperimenterende og støtte op om det kulturelle vækstlag.

Men en tilbagevendende festival for ny musik skal ikke være for de få udvalgte fra miljøet. Det skal derimod være en begivenhed, der vækker genklang hos byens borgere. Det kræver effektiv markedsføring, mange aktive samarbejdspartnere, der skal informeres om, hvad de er med i, og et festivalmiljø hvor man som festivalgænger føler, at man er til en begivenhed og har et sted at hænge ud mellem koncerterne. Konkurrencen om publikums gunst er hård, og et spændende program er ikke nok, hvis man vil vinde konkurrencen. Idéen med at have en kurator er god, for det udvikler festivalens profil og skaber variation i programmet. Men form kommer før indhold, og vil man sælge sin vare, skal den vække opsigt og tage sig indbydende ud.

Dermed ikke sagt at indholdet er ligegyldigt, slet ikke, men som følge af tidens massive kulturudbud og forskellige mediers aggressive kommunikationsformer må det ydre fange folks opmærksomhed, før man kan præsentere dem for indholdet.

MaerzMusik (16.-26.3.2006) er en international festival for aktuel musik arrangeret af Haus der Berliner Festspiele i samarbejde med en række musik- og kulturinstitutioner i Berlin. Programmet er bredt sammensat af både tysk og international samtidsmusik, selvom der hvert år er et par gennemgående temaer. Årets tema var Interkulturalitet, Japan og Vesten. Festivalen byder på både orkesterkoncerter, kammerkoncerter, musikteater, korkoncerter, performance, udstillinger og elektronisk musik.

Næste års festival finder sted d. 16.-25. marts 2007. Læs mere på www.maerzmusik.de

SPOR-festivalen (4.-7.5. 2006) opstod i sin nuværende form sidste år og afløste den tidligere Numus Festival. Den arrangeres primært af komponisten Thomas Agerfeldt Olesen, men programmet udarbejdes af en kurator, der vælges ved en åben konkurrence året forinden. Kurator i 2006 var Edward Jessen, og temaet var Legible Hearings – at læse lyden. Næste års festival finder sted i maj 2007. Læs mere på www.spor-festival.dk

Årgang 80/2005-2006, nr. 06