I dialog med den polske åndelighed

Festivalen Warszawa Efterår 2006

Af Eva Maria Jensen

Hun ses i profil, med det lyse hår klippet i en punket frisure. Hun holder computertastatur i den ene hånd og med den anden trykker hun hovedtelefonen mod sit højre øre. Et nærmest symbolsk billede – nutidens komponist er en ung kvinde og hendes attributter er ikke en harpe, men elektronisk udstyr. Hun hedder Aleksandra Gryka og er født i 1977. På årets festival var hun repræsenteret med en science fiction kammeropera Scream you, der blev spillet på kammerscenen i Nationaloperaen.

Forestillingen er ikke Aleksandra Grykas debut som dramatisk komponist. I april i år opførtes hendes science fiction ballet Alpha Kryonia XE på Warszawas Nationalopera, og sidste år deltog hun med en 15 minutter lang episode i Berlins operakompagnis Novoflot-produktion af første del af kompagniets operacyklus, Komandor Kobayashi.

Grykas halve time lange forestilling danner, sammen med russeren Sergej Nevskis kammeropera Die Zerstörung von Moskau ist keine Lösung, anden del af samme operacyklus. Libretto til alle forestillinger blev skrevet af Tobias Dusche. Grykas episode, der foregår i Warszawa, hvor det kosmiske skib, La Fenice, lander ganske tilfældigt, har fået megen mediebevågenhed i Polen, mest på grund af handlingens politiske symbolik. Skibets besætning bliver nemlig bedøvet med en narkotisk middel, scream, af et ondt tvillingepar. Og da Polen i øjeblikket regeres af tvillingebrødre Kaczynski, ja, så var succesen på forhånd sikret. Man talte endda om faren for, at forestillingen kunne blive aflyst i sidste øjeblik. Hvad der selvfølgeligt ikke skete. Intet, der hørtes og sås på scenen, retfærdiggjorde den store medieinteresse, der ledsagede Grykas værk. Alligevel er hun værd at lægge mærke til, for hun repræsenterer de nye tendenser i polsk kompositionsmusik. Man kunne endda tale om et generationsopgør.

Hvem er det, der gør oprør og imod hvad? For at forstå dette er man nok nødt til at kaste blikket på situationen i polsk kompositionsmusik de sidste 50 år.

De to giganter

Den gang festivalen Warszawa Efterår blev etableret i 1956, var den Østeuropas vigtigste forum for moderne musik, det legendariske ”vindue mod vest”, stedet, som blev til et særegent ”uddannelsesakademi” for komponisterne fra Østblokken. Mange betydelige polske komponister debuterede her i festivalens første år. De vigtigste af dem var Krzysztof Penderecki og Henryk Mikolaj Górecki, begge født i 1933. I dag, 50 år efter, er de to giganter stadigvæk ”konger” i polsk musik, og de kaster lange skygger på dem, der kom efter. Både Penderecki og Górecki har skiftet stil undervejs og vendt sig mod værker med en stærkt religiøs appel.

Der findes en del polske komponister fra de yngre generationer, der skriver i en slags epigonstil af enten Penderecki eller Górecki, og antallet af religiøse værker i Polen er helt overvældende. Penderecki har specialiseret sig i store vokal-instrumentale værker, hvoraf Det polske requiem har haft en stor betydning, også som et samlende punkt under krigsretstilstanden i begyndelsen af 80erne. Górecki ”hittede” overalt i verden i 90erne med sin 20 år tidligere skrevne 3. Symfoni, “De sorgfulde sanges symfoni”. (I København kunne den for nylig høres på Operaen, hvor Tim Rushton har brugt den, efterfulgt af Karol Szymanowskis Stabat mater, til sin moderne ballet Rekviem).

I dag har Penderecki opnået en enestående magtposition i polsk kultur. Højtidelig åbning af hans sidste projekt, et kunstakademi på hans private gods i Lutosawice, øst for Krakow, blev støttet af den polske regering med fire millioner kroner. Den årlige Beethoven-festival, der finder sted omkring påske og ledes af Pendereckis kone, Elbieta, bliver støttet med fem millioner kroner alene af byen Warszawa. Til sammenligning er byens støtte til Warszawa Efterår på tre millioner kroner, også en pæn sum penge. Pendereckis værker spilles ved alle officielle lejligheder, når Polen skal markere sig internationalt.

Górecki er gået den modsatte vej. Han er nærmest holdt op med at komponere, bosatte sig i en træhytte i Tatra-bjergene og mødes gerne med jævne mennesker og folkemusikere i den nærliggende by Zakopane. Han har altid været ekstremt religiøs, og med alderen er denne holdning ikke blevet svækket, snarere tværtimod. Ved årets festival i Warszawa blev hans a cappella-korværker sunget i en kirke i den Gamle By. Jeg gik nysgerrigt dertil og forlod demonstrativt kirken midt under koncerten. Det jeg hørte, var i så høj grad mig imod. Værket Totus tuus fra 1980, ”den polske pave”, Johannes Paul II’s valgsprog, kendte jeg i forvejen, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Men hans cyklus af Maria-sange var ikke overbevisende. Der var ikke tale om kompositioner, ikke en gang om arrangementer. Komponisten har simpelt hen harmoniseret polske kirkesange (af tvivlsom kvalitet, men alle om Jomfru Maria) og lod koret synge utallige vers af dem, uændret og ekstremt langsomt. »Du forstår det ikke,« sagde min gamle skolekammerat, i dag medlem af festivalens programråd. »Styrken ligger netop i denne primitivitet. De sange er som objekter, fundet i naturen, og præsenteret på et museum. En slags ”objet trouv锫 Han fortalte mig desuden, hvor mange mennesker, der oplevede en nærmest ekstatisk åbenbaring under denne koncert, der overværedes af flere hundrede tilhørere.

Den nye generation

Pendereckis og Góreckis stil betød temmelig meget for de følgende generationer af komponister. Og man talte højt om, at ”åndeligheden” var den polske musiks varemærke.

»Det er det, de protesterer imod,« siger Tadeusz Wielecki, festivalens leder, i et interview. Vi sidder på hans kontor øverst i huset. Bag vinduet ses Den Gamle Bys tage. Wielecki fortæller, at der for få år siden dukkede en helt ny generation af polske komponister op. Mange komponister på én gang. »Så stor en talentmasse har vi ikke set siden ”Stalowa Wola-generationens” opdukken i 80erne.« Det var dem, der var født i 50erne, navne som Eugeniusz Knapik (f. i 1951), Pawel Szymanski (f. 1954), Krzysztof Knittel (f. 1947), Aleksander Lasoń (f. 1951), Andrzej Krzanowski (1951-1990), Rafal Augustyn (f. 1951), ham selv, Tadeusz Wielecki (f. 1954), Magdalena Dł ugosz (f. 1954). Senere så man komponister, der debuterede ensomt, som fx Hanna Kulenty (f. 1961).

»Og nu har vi så mange nye navne, komponister, der er meget individuelle, men de har én ting til fælles,« – fortsætter Wielecki. »De er alle antiintellektuelle og antireligiøse, de vil ikke tale om musikkens åndelige værdier. For dem er musikken intet andet end leg. Et særegen leg med virkelighed.« De mange komponister karakteriseres af en slags ”rend mig i traditionerne”-attitude, de vil ikke adskille sig fra de unge i andre lande, og de er glade for de nye hjælpemidler: computer, elektronik, audiovisuelle midler. »Men« – siger Wielecki – »de vil også producere hurtigt og meget, og det går tit ud over kvaliteten.«

Wielecki nævner mange navne, og når vi presser ham til at plukke de mest talentfulde iblandt dem, begrænser han sig til fire: Pawel Mykietyn, Aleksandra Gryka, Wojciech Ziemowit Zych og Ewa Trę bacz.

De største oplevelser

Festivalen Warszawa Efterår varer hele otte dage og byder undervejs på mange meget forskellige koncerter, spillet i mange forskellige rum: koncertsale, kulturcentre, nedlagte fabrikker, natklubber, opera, teater samt i kirker. De mange indtryk kan af og til ”dække” for hinanden. Der er dog nogle, som huskes. Blandt de mange indtryk i år vil jeg nævne tre begivenheder: en kvartetmaraton, en operapremiere og en kirkekoncert.

»Strygekvartetten er den genre, hvori den polske komponist udtaler sig bedst,« – siger Wielecki i et avisinterview. Derfor har man foranstaltet en ”kvartetmaraton”, hvor man på én dag kunne opleve 19 strygekvartetter af polske komponister, fra den neoklassiske værk af Graż yna Bacewicz (4. Strygekvartet fra 1951), gennem 60ernes, 70ernes og 80ernes værker af Witold Lutoslawski, Krzysztof Penderecki, Andrzej Krzanowski, Krzysztof Knittel, Witold Szalonek, Tadeusz Baird, Zygmunt Krauze, Stanislaw Krupowicz og Andrzej Panufnik til Henryk M. Góreckis smukke kvartet ”Już się zmierzcha” fra 1988, der bygger på en tenormelodi fra den polske renæssancekomponist Wacł aw fra Szamotuł y, indtil de nyeste eksempler af genren, skrevet af Krzysztof Meyer, Aleksander Lasoń og Tadeusz Wielecki (uropførelse). To dygtige ensembler deltog i denne præsentation (fra 12 middag til 12 midnat, med en tre timers pause i midten): kvartet DAFÔ bestående af fire unge kvinder og Silesian kvartet (bestående af 4 mænd), begge af meget høj standard, dog med en klar ”føring” til den mandlige kvartet.

En anden positiv oplevelse var premieren på en ny opera af Zygmunt Krauze, en polsk veteran udi det minimalistiske. Operaen Iwona, księ ż niczka Burgunda, (Iwona, prinsessen fra Burgund) bygger på et stykke af den polske forfatter, Witold Gombrowicz. Der er tale om et stykke absurd teater, og værket blev på det smukkeste forløst af Det polske Nationalteater med gode solister og spændende og diskrete visuelle virkemidler. Musikken smøg sig om tilhøreren på en særegen ”gennemsigtig” måde, moderne, og dog i høj grad ”publikumsvenlig”.

Til sidst en god oplevelse i en sen nattetime: en koncert henlagt til en kirke, med det fine kammerorkester Amadeus dirigeret af Agnieszka Duczmal. Her kunne man bl.a. opleve et spændende værk fra 1978 for 15 strygere, Tidens lag af Augustyn Bloch samt en moderne Mattæuspassion skrevet i 2004 af Krzysztof Knittel. Et eksempel på, at det er muligt at rive sig løs fra Pendereckis åg, der hvilede over de religiøse værker, skrevet i Polen i de sidste 40 år.

Årets festival, afholdt i 50-året for dens grundlæggelse, var dog kun nr. 49 i rækken (man holdt en pause under krigsretstilstanden i 1982). Det var måske derfor tale om en slags ”opsummering” forud for næste års fejring af Warszawa Efterår nr. 50. Det bliver spændende at se, om den bliver tilbageskuende eller fremadrettet.

www.warszawska-jesien.art.pl